Så blev jeg mor igen…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

For to uger siden blev jeg mor til endnu en fantastisk sund (og stor) pige. Hun kom til verden hjemme i stuen, og det gik bedre, end jeg havde turdet håbe. Det var en smuk oplevelse for både min partner, min søster, som var med, og også for mig.

Nu er vi landet i en tid hvor mor, far og det første barn, som nu er blevet det store barn, alle er blevet kastet ud i nye roller, som kræver noget energi og tid at opdage og finde en hvis fred med.

Som nybagt mor til to opdager jeg, hvor meget jeg havde glemt siden sidst. Bare for at nævne et par ting: Hvor meget vasketøj en baby genererer, at bad og tandbørstning ikke længere bare falder naturligt ind i dagsrytmen, at der ikke er nogen rytme, at uendelig kærlighed går hånd i hånd med angsten for at miste (i hvert fald for mit vedkommende).

Den største ændring er dog trætheden… Nogle dage er jeg så træt, at jeg ikke rigtig ved, hvad der er op og ned. Rummelighed, tålmodighed og overskud skrumper ind. Jeg synes, at larm larmer meget mere, end det plejer, og jeg kommer hurtigere til at snære og vrisse.

Forleden var der en af mine gode veninder så venlig at sige ”mindfulness, Carina”… Jeg tolkede det som, at når nu jeg underviser i mindfulness, så burde jeg takle det hele noget anderledes. Bør være mere i balance, rolig, ovenpå osv. Min fornemmelse er, at det ofte er opfattelsen af, hvad mindfulness er – at være rolig og ovenpå 24/7.

For mig er mindfulness i disse dage at lade tingene være, som de er. At være ok med, at 2 ½ timers søvn ikke giver plus på overskudskontoen; at vide hvad der sker med mig og undskylde for mine til tider uretfærdige udbrud over for kæresten, at være helt i kontakt med, at jeg ikke er i kontakt med ret meget, når udmattelsen tager over. At jeg ikke kan kontrollere kaos og babys søvnrytme, men jeg kan sørge for at passe så godt på mig selv, som muligt.

Det er ikke at have dårlig samvittighed over ikke at være mere rolig og kontrolleret. I tider hvor alt er kastet op i luften, og du ikke ved, hvordan det lander, er mindfulness det rum, hvor du kan observere, acceptere, se, og vise dig selv omsorg. Det er der, hvor jeg ikke behøver at være supermor, bare mor (og nogle dage bare vågen…)

Er du hård ved dig selv i tider, hvor du synes, at du bør gøre ting anderledes, men ikke har overskuddet? En øvelse kan være at stoppe op et øjeblik, lade al handlen hvile og observere, hvad der sker. Tillade dig selv at være helt som du er, og måske opdage hvad du i virkeligheden har behov for at gøre for at passe på dig selv.

Er du for hård ved dig selv? Hvordan reagerer du i perioder, hvor du føler dig presset? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Carinas egen hjemmeside her.

Om Carina Lyall

Carina Lyall er uddannet Mindfulness-instruktør og driver kursusvirksomheden Mindful Ground. Hun har arbejdet med mindfulness de sidste 6 år. Hun er mor til en datter på 3 og har en lille ny på vej.

Skriv en kommentar...

*