- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Skal vi finde en løsning?

Når der er en konflikt i parforholdet, er der mange par, der går direkte til løsningen: Hvad gør vi fremover!? Ind i mellem kræver konflikter en løsning nu og her, men andre gange behøver parret ikke finde en løsning.

Vores samfund er meget bygget op omkring, at vi skal finde en løsning nu og her, men det er ikke altid godt i forholdet. Det, jeg oplever, er, at par ofte indgår kompromisser, som de ikke går helhjertet ind for. Derfor holder løsninger med kompromisser ikke, fordi den ene forstår ikke den anden – og omvendt.

Prøv at droppe kompromisset og løsningen næste gang i har en konflikt. Prøv i stedet at bruge lang tid på at forklare hinanden om jeres tanker og følelser i stedet, så behøver i ofte ikke en løsning.

Faktisk er det sådan, at over halvdelen af konflikterne løses automatisk, hvis vi bruger tid på at lytte til hinanden i stedet for.

Kræver konflikten en løsning, og et eventuelt kompromis, så er kompromisset indgået under helt andre forudsætninger, som i den grad giver en bedre forståelse for den andens situation og derved giver mere mening at føre fuldhjertet ud i livet.

Når forarbejdet og forståelsen er på plads, kan det være tid til at brainstorme på løsningsforslag – præcis ligesom man gør i erhvervslivet. Det er selvfølgelig absolut forbudt at sable forslagene ned under denne brainstorm. Alle forslag skal på bordet, også de forslag, man måske ikke lige regner med, at partneren vil gå med til.

Kompromisset lyder umiddelbart som en god løsning på konflikter, men som skrevet er det ofte kun midlertidigt og halvhjertet, hvis man ikke har forstået den andens situation. Har I konflikter, så brug i stedet for ressourcerne til at lytte og forstå hinanden – også selv om det kan tage dage, uger og måneder.

Hvad er dine erfaringer med kompromisser i parforholdet? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her [1].