De tærende og nærende relationer

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

At få min søn har været det mest udviklende, der er sket i mit liv. Al selvudvikling, som jeg har været igennem de sidste 10 år, falmer i forhold til at være blevet mor. For mig har det ikke kun handlet om at være i stand til at tilsidesætte mig selv og have fokus på min søns udvikling og trivsel. Det har også handlet om at skabe platformen, der gør, at jeg kan være nærværende for min søn og sørge for, at han trives.

Platformen er sådan set såre enkel – ligeså enkel, som i at du ikke kan nære dit barn igennem amning uden selv at have indtaget næring. Du kan ikke være nærværende med dit barn, når du hele tiden er følelsesmæssigt oprevet over dine nære relationer i form af familie og venner, som tærer dig for din energi. Det siger sig selv, at mennesker, som tromler dig ned, bruger dig som skydeskive, kalder dig navne, altid vil have det sidste ord og aldrig siger undskyld, når de selv dummer sig, er giftige at være sammen med. Men også de mere subtile ”energityve” kan dræne – dem, som giver sig ud for at være dine hjælpere, men som i virkeligheden bruger dig for at føle sig lidt bedre med sig selv. For det kan være energikrævende at prøve at læse dit barns små signaler, som fortæller dig, hvad det har brug for, når du hele tiden skal forholde dig til mennesker omkring dig, der kommenterer på alt, hvad du laver – af ren og sker ”hjælpsomhed” – og kræver, at du forholder dig til dem.

Jeg tror ikke, at der var én person i min mødregruppe, der ikke havde været ude for et familiemedlem, en veninde eller en bekendt, som gang på gang gik over stregen i velmenende hjælpsomhed under barslen. Alt ud fra de bedste intentioner, selvfølgelig, hvilket bare gjorde det endnu mere besværligt at sige fra i situationen, uden at føle dårlig samvittighed. Vi havde alle, på den ene eller den anden måde, oplevet mennesker, som gerne ville belære os om noget. Fortælle os hvordan vi burde og skulle gøre tingene, kommentere på vores livsstil eller de ting, der skulle være i orden og babysikres og overbevise os om at de råd, de nu kom med, var de rigtige. Eller at handle på noget i vores hjem eller med vores barn, som vi hverken havde bedt dem om eller givet dem lov til. Lige pludselig var mange ting legitime, bare fordi der var et lille barn til stede.

En af de vildeste ting, jeg oplevede, var en kvinde, som flyttede min sovende søn fra sofaen over i hans lift, uden at spørge hverken mig eller min mand. Og resultatet blev, at han vågnede, selvfølgelig. Vi havde netop lige talt om, hvor svært det var at flytte ham, uden at vække ham, og i sin iver efter at hjælpe ville hun illustrere, at hun godt kunne gøre det. Det var sikkert gjort af et godt hjerte, og hurra for hende, hvis det havde lykkedes, men jeg ville have følt mig mere respekteret, hvis hun havde spurgt os først, i stedet for bare at tage over. Det var trods alt vores hjem og vores søn. Hvis hun havde spurgt, havde vi måske i det mindste kunnet se en mening med den måde, hun gjorde det på, og givet hende lov til det. Det føltes grænseoverskridende i situationen og irriterende, fordi hun vækkede min søn. Og, ja, det havde også været irriterende, hvis ikke hun havde vækket min søn, fordi hvad havde budskabet været: ”Se mig. Jeg kan godt flytte knægten – og jeg er ikke en gang hans mor!”

Det svære ved denne form for ‘hjælpermentalitet’ er, at den fremstår – i starten – som gode intentioner. Det er svært at modargumentere: ”Ja, men jeg prøver jo bare at hjælpe…” – især når man står med sit første barn og ingen erfaringer at trække på – og skal forholde sig til masser af kommentarer, der flyver i luften: ”Han er sulten”, ”Han skal skiftes”, ”Husk at lade ham bøvse”, mens man står med en skrigende unge og udmærket godt ved, at drengen skal sove. Det føles, som om hjælpen ikke handler om mig og mit barn længere, men om at de her personer skal vise deres ekspert-status på området.

”Åh, I må for alt i verden baby-sikre trapperne. De ser godt nok farlige ud.”

”Øhm… lille manden er ikke begyndt at kravle endnu – og lågerne er faktisk allerede købt – så ja, det har vi faktisk allerede overvejet” (Tænker: ”Tak fordi du nu er nummer 12 i køen i at fremstille mig, som en komplet idiot med en ammehjerne, der ikke længere kan tænke selvstændigt, nu når jeg har fået mit første barn”).

Det interessante er, at de ”velmenende og gode råd” oftest bare er ”out of tune” med det, der er brug for i de givne situationer. Det, at de konstant bliver fremlagt gør, at forældrene ender med at lukke ørerne for dem. Desværre også de sjældne gange at rådene, i virkeligheden, kunne gøre en forskel.

Igennem min barsel, begyndte jeg at lægge mærke til, at der var stor forskel på, om jeg tog andre menneskers råd til mig eller ej. For nogle mennesker var sparsomme med råd, og hvis de fremlagde dem, blev de stillet som spørgsmål: ”Har I overvejet at gøre sådan og sådan?” eller som en selvlevet historie: ”Jeg kan huske, da Sigurd var i Markus´s alder – så gjorde vi sådan og sådan…”. Se, disse ”råd” kunne jeg bruge til noget, hvis de skabte genklang hos mig. Men de blev fremlagt på sådan en måde, at jeg følte mig set og respekteret, som en selvstændig tænkende kvinde, der selv kunne tage stilling til, om jeg tog dem til mig eller ej. Og det var kun godt og inspirerende – og ikke et spor belærende!

Til sidst blev jeg så træt af, at visse personer i min omgangskreds overhørte mine mere eller mindre direkte hentydninger til at deres ”hjælp” og ”gode råd” om min måde at være med min søn på, indrette mit hjem på og leve mit liv på, var uønskede. Jeg kom til et punkt, hvor jeg måtte tage nogle få svære samtaler, på så kærlig en måde, som jeg nu kunne – for jeg syntes det var uværdigt at stå til regnskab over for andre mennesker om ting, hvor jeg hverken ønskede deres indblanding eller hjælp – overhovedet. Det er aldrig sjovt at risikere at såre andre mennesker, når man fortæller, hvad der er sandt for én selv. Men for mig var det vigtigt at spørge mig selv: ”Vil jeg med den begrænsede og dyrebare tid jeg nu har – ofre krudt på de velmenende, men energikrævende relationer – på bekostning af tid og energi sammen med min familie?” Svaret for mit vedkommende var: ”Jeg giver det en chance – men hvis der ingen vilje er til gensidig selvrefleksion og forandring – så nej”.

Har du mennesker i dit liv, som er meget optaget af at fortælle dig, hvad du ”bør” og ”skal”? Kan du sige fra over for de ivrige hjælpere uden at få dårlig samvittighed? Hvad koster det dig at opretholde relationer, hvor du bliver drænet? Skriv gerne en kommentar nedenfor…

 Besøg Hannas egen hjemmeside her.

Om Hanna Snorradottir

Mor til en lille dreng (født 2011) og stresskonsulent for kvindelige akademikere, som hun lærer at mærke efter den berømte ”mavefornemmelse”, træffe autentiske beslutninger og opleve større glæde og skaberkraft i hverdagen.Læs mere på snorradottir.dk.

Skriv en kommentar...

*