Hvornår har vi nok?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Forleden aften blev der ringet på min dør. Venlige antropologi- og designstuderende stod udenfor og bad om min hjælp. De var i gang med et tværfagligt studieprojekt: ”Question Waste” for Vestforbrænding. Projektet gik ud på at kigge vores affaldssorteringssystem i sømmene og se, om vi kan reducere og genbruge mere af vores affald.

De havde udvalgt området, hvor jeg bor, som et pilotprojekt, og nu skulle jeg under lup med hensyn til mine holdninger på affaldsområdet. Min interesse blev straks vækket, fordi jeg tidligere har arbejdet med affaldsplanlægning i en af de store rådgivende ingeniørvirksomheder. Selvom jeg ikke arbejder indenfor branchen længere, er min interesse for området alligevel ikke afgået ved døden.

Da jeg gik i gang med spørgeskemaet, som jeg skulle udfylde, blev jeg gang på gang nedslået over, at Danmark – ifølge Verdensnaturfonden – er på en kedelig fjerdeplads på listen over nationer, der tærer mest på jordklodens ressourcer per indbygger (de såkaldte økologiske fodspor). Hvis hele verden kun bestod af mennesker med vores livsstil, ville vi faktisk have brug for fire kloder til at opfylde vores behov.

Der er selvfølgelig mange faktorer der har indflydelse på vores sølle fjerdeplads. Den store kødproduktion her i landet, brug af kul, olie og naturgas som energikilder, og at vi genbruger meget lidt af vores affald, men forbrænder det i stedet for. Ting, som kræver politiske beslutninger at gøre noget ved.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke: ”Hvad kan vi gøre – i det nære – for at ændre denne udvikling?” For al udvikling starter med hver enkelt af os. Og de fleste danskere har trods alt et stort privatforbrug  – så det kan være et sted at starte: At kigge på hvordan vi hver især bidrager til problematikken og kan være en del af løsningen.

Jeg ved godt, at jeg går imod de fleste økonomers og politikeres tankegang, når jeg skriver: ”Hvordan kan vi gøre op med forbrugskulturen, som har hersket de sidste årtier?” For fra politisk side skal der sættes skub i privatforbruget. Men fakta er, at vi reelt ikke kan blive ved med at forbruge på den måde, vi gør i dag – i hvert faldt ikke når vi bruger de former for produktions- og bortskaffelsesmetoder, vi nu gør, med ikke-vedvarende energikilder og affaldsforbrænding i højsædet. Det er ikke ansvarligt overfor de næste generationer at leve som om, vi havde ekstra jordkloder at forbruge af og skubbe miljøproblematikken ud i en ukendt fremtid. En omstilling til enklere livsførelse bliver nok nødvendig i fremtiden alligevel – om vi ønsker det eller ej.

Så hvad kan vi gøre – hver især?

Til at starte med kunne vi spørge os selv, hvornår vi egentlig har nok?  Er det, når vi har to fladskærmsfjernsyn – et i stuen og et i soveværelset? Er det, når vi intet fjernsyn har og låner vores bøger på biblioteket? Er det, når vi rejser udenlands to gange om året frem for at holde ferien i lille Danmark sammen med familien og vennerne? Er det, når vi sælger bilen og bruger det offentlige? Er det, når vi køber økologisk mad og er bevidste om ikke at købe så meget ekstra, at det ikke ender ud i skraldespanden? Er det, når vi trodser supermarkedstilbuddet og kun køber det ene græskar i stedet for de to for ens pris, fordi vi ved, at det ene alligevel ender i skraldespanden? I det hele taget – er vi bevidste om det, vi putter ned i vores kurv er ”nice to have” eller ”need to have” – og er i vi i bund og grund OK med det?

Det næste spørgsmål er: Hvad er det for nogle værdier repræsenterer vores forbrug? For hvor meget fylder det ”at have” i vores bevidsthed, og hvorfor forbruger vi i den grad, vi gør? Er det for at få dagligdagen til at fungere optimalt? Er det for at opnå status? Er det for nydelsens skyld? Eller er det for at lukke et hul dybt inde i os selv, som vi ikke ønsker at mærke – et hul, som aldrig nogensinde bliver fyldt op med forbrugsgoder (uanset hvad reklamerne lover)?

Til sidst vil jeg bare sige, at det her er ikke ment som en løftet pegefinger. Vi har alle fået ørerne tudet fulde af formanelser om alverdens dårligdomme, således at vi nærmest er blevet immune for dem. Mange af os føler sig handlingslammede og tror, at det at gøre en indsats over for miljøet alligevel ikke nytter noget – at det vil være som en dråbe i havet. Det kan jeg se, når jeg kigger i skraldespandene i det område, hvor jeg bor (vi kan smide affald i samtlige skraldespande i boligområdet) og ser, hvor mange, der undlader at sortere affald, der rent faktisk kunne genanvendes.

Vi er selv i stand til at skabe en lille – men ikke desto mindre reel – forandring. Mange store ændringer er kommet ”bottom up”, herunder starten på den amerikanske miljøbevægelse, da marinbiologen Rachel Carson skrev bogen ”The Silent Spring” om pesticiders påvirkning på miljøet.

Bevidstheden om ens forbrugsvaner gør, at det er nemmere at se på dem nøgternt – uden dårlig samvittighed, tage dem op til revision og sidenhen ændre kurs – hvis det er det, man vil…

Hvor bevidst er du om dit forbrug og dine forbrugsmønstre? Hvad kan du gøre for at ændre dine forbrugsmønstre? Hvad giver det dig at forbruge, som du gør i dag? Hvad koster det dig i form af penge, tid og selvfølelse at forbruge, som du gør?

 Besøg Hannas egen hjemmeside her.

Om Hanna Snorradottir

Mor til en lille dreng (født 2011) og stresskonsulent for kvindelige akademikere, som hun lærer at mærke efter den berømte ”mavefornemmelse”, træffe autentiske beslutninger og opleve større glæde og skaberkraft i hverdagen.Læs mere på snorradottir.dk.

Skriv en kommentar...

*