MORS JUL – det bliver en GLÆDELIG JUL

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Anja Korsgaard er kvinden bag et nyt mærke – MORS JUL – der på helt unik vis kombinerer et smukt og enkelt design med affirmationer om at skabe en glædelig jul. For netop julen står som noget ganske særligt for Anja; men med glæden, hyggen og de høje forventninger følger ofte også præstationsangst. Og dén vil hun gerne gøre op med!

OBS: Alle deltagere til Brunch in Heels d. 22. november får gaver fra MORS JUL til en værdi á 387 kr. Klik her for tilmelding.

Anja Korsgaard – kvinden bag MORS JUL

Anja Korsgaard har været grafiker i 20 år (de sidste syv år med egen virksomhed), hvor hun har lavet og laver ting for andre. ”Nu vil jeg også gerne lave noget for mig selv,” fortæller Anja, der de senere år er blevet meget bevidst om, hvor stor effekten af affirmationer kan være.

Anja bor sammen med Allan og er mor til tvillingerne Mie og Daniel (knap 9 år) og Laura (4 år). Familien bor på en nedlagt ejendom på øen Mors – og Anjas forkærlighed for Mors giver en ekstra dimension til navnet MORS JUL.

Men udover alt det skønne, øen Mors har at byde på, er den også hjemland for Janteloven. Og Anja har været vidne til, hvad det gør ved folk at bruge denne som guide i livet… Nu skal fokus flyttes!

Mie og Laura viser julefigurerne frem

”Jeg har det med selv at drukne i ”skal” og ”bør” og forventninger – og jeg vil gerne have udskiftet den plade i hovedet og have mere fokus på hyggen og samvær med familien. MORS JUL er et opgør med, at julen skal være på en bestemt måde for at være glædelig,” fortæller Anja.

Nedenfor følger Anjas egen beretning om baggrunden – og bevæggrunden – for MORS JUL. Hvis du gerne vil læse mere fra Anjas hånd, så følg med på hendes blog: levilykke.dk. God læselyst.

Julen ER speciel hos os. Og meget mere end den julestress og præstationsangst, der kan overmande mig i november/december:

Jeg husker barndommens jul som skøn. Magisk og med dans om juletræet, gaver og god mad. Jeg blev dog lidt desillusioneret omkring julen, da jeg var 10 og mine forældre blev skilt. Kernefamilien gik i stykker. Jeg har prøvet at holde jul med en meget trist mor. Jeg har prøvet at danse to mennesker om et plastikjuletræ hos min far.

Da jeg som 16-årig mødte min kæreste (som er far til mine børn og manden i mit liv), begyndte jeg at flygte fra den triste, mærkelige ’vi-prøver-at-få-det-til-at-ligne-det-der-var-engang’-jul og over til mine svigerforældres jul i en årrække… Med on/off dårlig samvittighed over at have fravalgt mine forældre juleaften.

Så da jeg selv blev mor, skulle det være anderledes. Jeg ville lave en god jul for både vore børn og vore forældre. Og siden da har døren været åben for dem til netop det. De er nu blevet bedsteforældre og cirkulerer rundt mellem deres børn år efter år, som jeg også håber at komme til engang.

Julepostkort fra MORS JUL

Mie og Daniel er født den 27. november 2003, og de første 14 dage var vi på sygehuset, fordi Daniel havde brug for ekstra omsorg og opsyn den første tid. At stå der og være blevet mor. At stå op om natten og kikke ud på det store, flotte oplyste juletræ uden for hospitalet og vide, at nu var jeg ikke kun datter, men faktisk mor, med det ansvar og de glæder, der følger med. Det var stort. Og da vi kom hjem igen sad Allan og jeg flere gange i sofaen med en kop varm kakao og hver vores barn i armene midt om natten, mens vi så på juletræet … eller gik rundt om det indtil der kom ro på igen!

Og da Laura var et par måneder, blev der rørt i julegryden igen…

Jeg mødte Allan, da vi begge var 16, og vi har været sammen lige siden. Næsten. Fordi for 4 år siden, da vi lige havde fået Laura, havde vi et “udfald”. De første par uger af december var vi fra hinanden for første – og forhåbentlig sidste – gang. For vi fandt sammen og fik knyttet omend stærkere bånd end nogensinde.

Julekrus med affirmationen: MORS JUL- det bliver en GLÆDELIG JUL

Som et symbol på det købte jeg en ny stjerne til juletræets top, og når den sættes på, så er det næsten som en ønskestjerne. Ja, jeg ved da godt, at det ‘bare’ er en stjerne, som en hvilken som helst anden stjerne. Men det er det, den betyder, der er vigtigt. Og alle fem figurer, jeg har i MORS JUL, symboliserer noget for mig. Og mit håb og mit ønske er, at når nogen får eller giver et hjerte, en stjerne, en engel, et træ eller Mors-figuren, så vil det også have speciel betydning for dem.

Vores eget juletræ er et sammensurium af gammelt og nyt. Der er ting, som børnene har lavet og ting, som jeg har lavet. Der er også nogle træfigurer, som jeg fik af min egen mor, da jeg skulle holde juleaften selv første gang for 9 år siden.Julen er de store følelsers tid. Og det er en tid til status og refleksion. Der lægges kommercielt op til en idyllisering af julen – især i reklamer og blade. Kernefamilie,  julefred, julehygge, julemad, julestemning og ja, ren idyl og overskud. Og det kan være svært at leve op til og svært at holde fokus på, at det kan fungere også uden at være såkaldt perfekt. For hvem sætter normen andre end os selv?

Indimellem vil der være familiemedlemmer, der ikke kan tåle at se hinanden. Indimellem vil der være et gabende savn efter de, der ikke er her mere. Indimellem vil vi ønske noget, vi ikke får. Indimellem vil børnene spilde på dugen, og indimellem vil mor tabe besindelsen eller misse nogle af de ting, der “skulle” være nået. Og det skal der også være plads til!

Jule-tee med affirmationen: MORS JUL – det bliver en GLÆDELIG JUL

Det er lige præcis, når de her ting begynder at fylde lidt for meget, at jeg må tage mig en pause, komme på afstand, tage en kop te eller hvad ved jeg – og ellers minde mig selv om, at julen ikke skal være på en bestemt måde for at være perfekt. Det handler meget mindre om alt det udenom og meget mere om den følelse, vi kan skabe i os selv. Når mor er glad, er alle glade, fristes jeg til at sige. Juleglæde smitter. Så tag det første skridt og find ud af, hvad der gør dig glad i julen, så skal resten nok følge efter.

Mit juleønske er, at alle må have det godt. Ja, der er rig mulighed for at dyrke det triste. Jeg kunne have valgt at tænke på de første måneder med tvillingerne i lyset af angsten for at miste og fokusere på det forfærdelige i det. I stedet vælger jeg at tænke på de måneder i taknemmelighed for at have fået. Og det er det,  jeg minder mig selv om, når jeg siger: “MORS JUL – det bliver en GLÆDELIG JUL“. Det er nemlig det fokus, jeg vil have!

Hvis du vil vide mere om de tanker, jeg har omkring livet, lykken og det at have det godt i den verden, vi lever i, så læs gerne med på levilykke.dk

Hvad betyder julen for dig? Hvilke følelser vækker den? Hvordan fejrer du den? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

OBS: Anja har sponsoreret en t-shirt, et julekrus og fire julepostkort fra MORS JUL (jf. billederne ovenfor) til en samlet værdi á 387 kr. til alle deltagere til Brunch in Heels d. 22. november. Klik her for mere info eller gå direkte til tilmelding her
Vil du også gerne være med til at sprede det gode julebudskab? Så kig forbi MORS JUL’s webshop lige her.  

Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Skriv en kommentar...

*