Et nyt år – en ny mulighed

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg synes, der er noget forfriskende og opløftende over at stå over for et nyt og ubrugt år. Det er alle tiders chance for at sætte sig mål – såvel egne som for hele den sammenbragte familie. Undersøgelser viser, at de mennesker, der skriver deres ønsker og mål ned langt oftere får handlet på dem end dem, der blot lader det blive ved snakken.

Et af min families (nedskrevne) mål for 2012 var at få hele børneflokken til blandt andet at hjælpe mere til herhjemme og at spise mere varieret.

Som forældre eller ekstraforældre er det mit indtryk, at vi nogle gange gør tingene for børnene og ekstrabørnene, fordi det er hurtigere at gøre det selv, og så slipper vi også for at ’tage kampen’ om, hvorvidt de eksempelvis er nødt til at tømme opvaskemaskinen eller ej.

Hvad angik vores kost, noterede jeg, at vi – det vil egentlig sige jeg – havde udviklet en tendens til for det meste at lave det mad, der bliver spist uden for megen debat, såkaldte børneretter kunne jeg fristes til at sige. Men ved primært at servere det børn og ekstrabørn i forvejen er vilde med at spise, udvider jeg jo ikke horisonten på deres smagsløg. Det ville jeg gerne ændre på i 2012. Og det har vi gjort – med blandet succes. Det er helt fint, for mit mål var at variere kosten, ikke at alle skulle elske den ’nye’ mad.

Selv havde jeg et ambitiøst mål om, at jeg ville udgive en bog i 2012. Bogen skulle være en slags selvhjælpsguide til kvinder, der lever i sammenbragte familier. Da nytårsklokkerne ringede den 31. december havde jeg ikke skrevet en linje endnu endsige fundet et forlag. Derfor var der nogle, der mente, at det var et urealistisk mål. Så meget desto mere er det en meget stor tilfredsstillelse her et år efter at kunne sige, at jeg er i mål. Bogen Førstehjælp til ekstramødre er skrevet og udgivet.

For at målene ikke bare skal stå og hænge i det fri, afslutter jeg altid året med en opfølgning på mine og familiens mål. Hvad er vi kommet i mål med, hvad er vi eventuelt ikke og hvorfor?

Ofte benytter jeg årets sidste dage til at sætte nye mål for det næste år. Mine og familiens mål er en skøn blanding af mentale og fysiske mål. Nogle vil mene, at nogle af målene – særligt mine egne mål – er ’urealistiske’. Og det er helt fint for mig, for det er jo mine mål – ikke andres. Forhindringer er det vi – og andre – ser, når vi fjerner fokus fra målet.

Hvad er dine mål for 2013? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside herSe Jannes bog: Førstehjælp til ekstramødre her. 

Om Janne Førgaard

Solo-selvstændig med Koordineringskompagniet.dk og Ekstramor.dk. Privat bor Janne nord for København med sin mand, Søren, deres to fælles piger (født 2004 og 2005) og på weekendbasis Sørens to piger fra tidligere forhold (født 1992 og 1998).

Skriv en kommentar...

*