Har du (også) svært ved at tilgive?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg er typen, som normalt har nemt ved at tilgive andre – nogle vil sige, at det grænser til det naive. Min holdning er, at vi alle kan lave fejl, og at vi alle har nogle mangler. Jeg skal være den første til at indrømme, at det har jeg også – i en grad, hvor det grænser sig til det pinlige nogle gange (bare se på nogle af mine Facebook-billeder). Men én ting har jeg dog haft svært ved at tilgive, og det er menneskers mangel på selverkendelse.

I sommers var jeg i Island sammen med min familie, på besøg hos min barndomsfamilie. Et familiemedlem, som vi her kalder Jan, havde jeg ikke set i årevis. Jeg vidste, at han havde været under kolossalt økonomisk pres, som så mange af mine landsfæller under finanskrisen, og at det havde været ret hårde år for ham.

Vi har alle sammen forskellige strategier til at tackle livets besværligheder, og det har jeg stor forståelse for. Det, jeg dog ikke havde set komme var at skulle stå for skud og lægge ører – blandt andet – til, at min dreng, som var 15 måneder på det tidspunkt, enten var for dårligt eller for feministisk opdraget. Derudover kommenterede han alt, som han anså for store menneskelige fejl hos mig, såsom hvorvidt jeg havde parkeret bilen ordentligt eller var for længe om at sætte babystolen i bilen.

Se, det begyndte faktisk at blive til irritationsmomenter – måske især fordi jeg ikke havde ført bare én eneste normal samtale med manden. Samtidigt mærkede jeg en brod i det, der blev sagt, og jeg tænkte, om han fik det bedre selv over at rakke mig ned, når han selv havde været så grueligt meget igennem. Det føltes i hvert faldt som om, jeg havde en idrætsrapportør siddende på min skulder, som bandede og svovlede over bare det mindste optrin til en fejltagelse, som jeg måske i en nærmere fremtid kunne begå – og at han faktisk frydede sig over det.

Til en familiemiddag viste det sig så, at jeg havde lavet en kæmpe brøler. Min synd bestod i, at jeg havde kørt for hurtigt på en længere strækning og fået en fartbøde. Min mor kom til at sige det højt foran hele forsamlingen. Jan var prompte på banen med det røde kort: ”Hah… hvad var det for en idiotkørsel?” spurgte han hånligt.

Senere tog jeg en snak med ham alene og fortalte ham, at jeg godt kunne forstå, at han var under pres, men at jeg ikke fandt mig i hans bemærkninger – så nu måtte han godt holde op.

Han sagde, at jeg ikke skulle tage ham alvorligt – det var bare hans form for humor (ergo: hvis ikke jeg fandt mig i det, var det bare min egen skyld, fordi jeg ikke deler hans humor). For mig handler humor om noget, som man faktisk deles om – især den, som den bliver rettet imod. Humor for mig har indbygget følsomhed og situationsfornemmelse over for den anden – ellers er der et andet ord i sproget, som er mere dækkende: Sarkasme.

Jeg fortalte ham, at jeg ikke syntes det var sjovt, men nærmere irriterende, når han opførte sig på den måde. At jeg ønskede, at han skulle lade være med at være spydig og hellere føre en almindelig samtale med mig. Da mente han, at jeg skulle være mere fleksibel i min måde at være på – jeg skulle ikke prøve på at ændre ham (ergo: det var åbenbart helt i orden, at han prøvede på at ændre mig, da han fandt fem fejl ved mig hele tiden). Der hoppede kæden af for mig, og jeg blev hamrende ærlig: ”Fint” sagde jeg… ”Jeg kan ikke lide at være omkring dig, når du behandler mig på denne måde. Familiemedlemmer behøver ikke at kunne lide hinanden, så måske har vi ikke grundlag for et samvær, når det skal være på den her måde”. Og det var så det…

Efter disse oplevelser følte jeg, at Jan ikke alene havde hældt spandevis med lort udover mit gulv, men havde efterladt det således, at jeg nu skulle muge det ud for ham. I luften lå der et ekko fra min barndom: ”Du er forkert og uduelig”, ”Du fortjener ikke bedre end det her”, ”Du skal bare finde dig i det, fordi du er uden værdi”, ”Det er din egen skyld”. Kun den her gang var der ikke en millimeter af tvivl i mit sind om, at lorten ikke var min, og at det bestemt ikke var min opgave at muge den ud!

Og det er dette, som jeg selv har så pokkers svært ved at tilgive hos andre mennesker. Måske kan man aldrig bede andre om at respektere én – ikke engang ens nærmeste –  men når man påpeger, at man føler sig dårligt behandlet, så mener jeg, at det er et basalt krav at folk udviser bare en anelse selvrefleksion.

Jeg ved ikke, om jeg har tilgivet Jan. Det kommer an på, hvordan man definerer tilgivelse.

Stoler jeg på ham? Nej. Jeg har påtvunget mig tillid til mennesker, som ikke var tilliden værd, alt for ofte i mit liv – helt fra barn af. Jeg er ikke godtroende mere. Jan skal nu bevise sig værdig til min tillid, før jeg tør stole på ham igen.

Ønsker jeg at møde ham igen? Nej, den lyst ødelagde han så lystigt for sig selv i sommers. Hvis han derimod reflekterer over det, der skete – ja.

Ønsker jeg ham alt godt i livet? Ja, for pokker! Altid og evigt!

En af mine gode venner, historiefortælleren Kasper Sørensen, sagde det så smukt en dag: ”Tilgivelse handler om at give til nogen – at give smerten tilbage”. Så jeg har valgt at give smerten tilbage – til der, hvor den hører til. Til stakkels Jan, som må bære på noget så ubehageligt, at han bliver ”nødt til” at lade det gå ud over mig og bruge mig som skydeskive. Jeg kan af hele mit hjerte tilgive mennesket bag, men jeg har svært ved at tilgive selve den respektløse måde han behandlede mig og vores relation på.

Har du (også) svært ved at tilgive? Kan du give slip på smerten og give den (billedligt) tilbage til den person, som sårede dig? Kan du tilgive mennesket bag? Skriv gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Hannas egen hjemmeside her.

Om Hanna Snorradottir

Mor til en lille dreng (født 2011) og stresskonsulent for kvindelige akademikere, som hun lærer at mærke efter den berømte ”mavefornemmelse”, træffe autentiske beslutninger og opleve større glæde og skaberkraft i hverdagen.Læs mere på snorradottir.dk.

Skriv en kommentar...

*