Hvor kærlig er du ved dig selv?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Engang imellem sker der skæbnemøder. Man møder mennesker, som bliver katalysatorer for et kolossalt spring fremad. Sådan var det, da jeg traf min mentor, Sonja Kock, som er den viseste dame, jeg kender. Hun er en sand menneskekender og et forbillede for mig i at være autentisk i sit liv.

Da jeg mødte Sonja havde jeg brugt adskillige år i at få prøve at ændre på mig selv – på at blive mere selvudviklet. Jeg var nok ikke, på det tidspunkt, klar over, at det jeg havde gang i nærmere havde en karakter af selvafvikling end selvudvikling. Jeg havde det med at behandle mig selv, som om jeg var min egen værste fjende og dunke mig hård oven i hovedet, hver gang tingene ikke lykkedes på nøjagtigt den måde, som jeg forventede:

”Hvorfor kan jeg nu aldrig gøre det rigtigt?”, ”Hvorfor sker det her for mig? Det må være fordi jeg ikke fortjener bedre!” var bare nogle af de lede sætninger, der indgik i mit indre ”rakkerpaks” repertoire.  Det gjorde mig ikke alene frustreret og ked af det – det gjorde mig til et offer for omstændighederne.

I mødet med Sonja lærte jeg stille og roligt at acceptere de situationer, jeg var i – også selvom de til tider var ret hårde med en gigtsygdom, økonomiske vanskeligheder, dårlig boligsituation og nogle relationer, som ikke længere var sunde for mig. I stedet for at kæmpe imod det, som jeg følte i den givne situation og ønske at situationen og følelsen bare skulle forsvinde, kunne jeg – lidt efter lidt – åbne døren op for et ”Ja” og ”Lad mig se hvad gaven er i den her situation? Hvad kan jeg lære af den? Hvordan kan jeg håndtere den på bedste vis?” Når jeg åbnede døren op på den her måde – åbnede jeg samtidigt op til at mærke mine følelser. Når jeg blev guidet af mine følelser om, hvad jeg dybest set ville og ikke ville (uden om min tankecensur), blev det klarere for mig, hvad jeg kunne gøre i hver given situation.

I stedet for at bruge timevis i frustration og bekymringer over min boligsituation og gæld kunne jeg  acceptere, at det ikke blev løst med en fingerknips, men igennem en stille og rolig indsats. Min accept blev ikke på den passive måde, hvor jeg blev handlingslammet, men ved at finde det positive, som min bolig og min gæld trods alt havde givet mig: Efteruddannelser og mulighed for at starte min virksomhed op.

Da jeg accepterede, at mine bekymringer over økonomien råbte mig op til at erkende, at jeg bliver anspændt og dårligt til mode af at skylde andre penge, var jeg bedre i stand til at finde nye muligheder for at tjene penge på kort sigt og udvikle min virksomhed på længere sigt.

I stedet for at spørge: ”Hvorfor mig?” da jeg blev ramt af gigt efter fødslen af min søn (hvilket jeg faktisk gjorde over for min praktiserende læge, som med et glimt i øjet fortalte, at det måtte skyldes at jeg ikke gik ofte nok i kirke), kunne jeg bedre acceptere, at det var, som det var og tage forholdsregler fremadrettet.

Det indebar også at tage hånd om al den følelsesmæssige tumult, der var forbundet med at blive ramt af en arvelig sygdom, i stedet for at dunke mig selv hård i hovedet med, at jeg ikke havde passet godt nok på mig selv igennem tiden, og jeg nok derfor var blevet ramt.  Det betød for mig at rumme sorgen over, at jeg ikke kunne tage mig af min 8 måneder gamle dreng uden andre menneskers hjælp, og at jeg hverken kunne stå eller gå uden støtte – og at hverken jeg eller lægerne i øvrigt vidste, hvor længe dette ville vare ved.

For mig blev accept af situationen og mine følelser et short cut væk fra de dele i mig, som kun ville rakke mig ned og få mig ned med nakken. Ved at sige”ja” til situationen og trække vejret dybt ned i maven kom jeg udenom de lede stemmer indeni, som jeg alligevel ikke kunne bruge til noget som helst konstruktivt. Så kunne jeg så småt begynde at modtage læringen og løsningen – og tage én dag ad gangen. Det blev heldigvis til endnu et mål for selvkærligheden og endnu et selvmål for min indre kritiker.

For som Sonja altid siger: ”Kun kærlighed healer”.

Er du for hård mod dig selv? Hvordan vil det være at sige et rungende ”ja” til dit liv – ligesom det er her og nu? Med alle dets udfordringer, glæder og sorger? Kan du trække vejret dybt ned i maven og mærke, hvad du skal fremadrettet? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Hannas egen hjemmeside her.

Om Hanna Snorradottir

Mor til en lille dreng (født 2011) og stresskonsulent for kvindelige akademikere, som hun lærer at mærke efter den berømte ”mavefornemmelse”, træffe autentiske beslutninger og opleve større glæde og skaberkraft i hverdagen.Læs mere på snorradottir.dk.

Kommentarer

  1. Anne Utoft skriver:

    Kæreste Hanna,

    Tak for din indsigstrige, lærende og nærende deling fra din vej hjem til dig selv:-).

    Jeg har givet mig selv en af livets smukkeste gave ved at deltage på Niia og Sonja’s uddannelser.

    Har dog gennem flere år mildt sagt ikke formået at rumme mig selv særlig kærligt – er stucked i et fleksjob efter jeg fødte min datter ’06, og p.t. uden job, og jeg kan ikke mærke min vej frem og de første små skridt, så det er en lang træningslejr i at opbygge det selvkærlige:-)

    Tak for dig:-9

    • Anne Utoft skriver:

      Kæreste Hanna,

      Tak for din indsigstrige, lærende og nærende deling fra din vej hjem til dig selv:-).

      Jeg har givet mig selv en af livets smukkeste gave ved at deltage på Niia og Sonja’s uddannelser.

      Har dog gennem flere år mildt sagt ikke formået at rumme mig selv særlig kærligt – er stucked i et fleksjob efter jeg fødte min datter ’06, og p.t. uden job, og jeg kan ikke mærke min vej frem og de første små skridt, så det er en lang træningslejr i at opbygge det selvkærlige:-)

      Tak for dig:-)

  2. Hanna Snorradottir skriver:

    Kære Anne

    Tak for din kommentar. Den varmer om hjertet.

    Jeg kan godt forstå hvordan du må have det. Jeg kender det også i den grad fra mit eget liv ikke at have rummet mig selv kærligt, men nærmere brugt en stor “mental hammer” til at slå mig selv ovenpå hovedet når livet bød på modgang. Det er nemt nok at elske sig selv når det går godt – men den form for selvkærlighed kommer på prøve når livet går én i mod.

    Jeg er glad for at høre at du deltager på Niias og Sonjas uddannelser. Jeg oplever dem selv, som eksempler på mennesker der netop formår at være selvkærlige i modgang. Det er meget inspirerende at møde mennesker, som kan det.

    Jeg ønsker dig al mulig held og lykke og sender dig varme hjertelige tanker.

    Kærligst
    Hanna

Skriv en kommentar...

*