Svigter vi vores unge?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Har lige modtaget et brev til min ældste datter fra Staten, der står, at hun har ‘et lovpligtigt ansvar for at være tilmeldt en ungdomsuddannelse’!

Lovpligtigt ansvar? Hun er 17 og vildt forvirret omkring, hvem hun er, og hvad hun vil være. Er lige droppet ud af gymnasiet midt i 2.G, fordi hun fik det værre og værre rent psykisk og ingen – overhovedet ingen – i gymnasiet interessede sig for hendes trivsel, men kun for, om hun dukkede op og afleverede sine ting til tiden.

Flere og flere voksne og unge får det skidt, er på lykkepiller og lider af angst og depression. Når krisen engang letter lidt, vil vi sikkert se et kæmpe boom af mennesker, der går ned og bliver skilt, for så kan de endelig give slip.

Så hvad er det for en verden, vi har skabt, hvor vi tror, at vejen til det lykkelige liv er gennem pres, pres og mere pres. Jeg ved ikke med jer, men da jeg var 17, anede jeg ikke, hvad jeg ville være, jeg gennemførte gymnasiet, men der var ikke noget pres. Og efter gymnasiet tog jeg ud og rejse et år, arbejdede som handicaphjælper i et år var på højskole…  Og først derefter tog jeg så en bachelor i sundhed og ergonomi, og det er da gået mig meget godt.

Vi ved, at verden er under opbrud; mange ting ændres lynhurtigt i disse år, og nye muligheder opstår. Nye jobs opstår. Nye veje at gå… Og vigtigst af alt vi ved, hvad der kan kan få mennesker til at trives og blive motiveret for ny læring og udvikling; vi ved, at vi har uanede muligheder den vej.

Men nej, uddannelsessystemet – og dermed samfundet – holder stædigt fast, det handler om hårdt pres på de unge, så vi kan presse dem hurtigt igennem en uddannelse, de ikke engang ved, om de kan få job igennem, eller om de jobs findes, når de engang er færdige. Så de kan komme ud i den anden ende og være præcis lige så frustrede og fucked up, som os voksne.

For de må da endelig ikke få tid til at stoppe og tænke sig om og mærke efter nede i maven, hvad der er godt for dem, og hvornår de føler sig lykkelige og i balance, og hvad et godt liv ville være for dem.

Tror vi virkelig, at vi skaber et godt samfund på den måde? Er det virkelig den verden, vi vil byde vores børn og unge?

Heldigvis for min datter arbejder hendes mor og far med mindfulness. Så vi har meldt hende ud af gymnasiet, efter hun – på en visualiseringsrejse med mig – selv beskrev sit drømmeliv. Nu er hun startet på en HF på VUC i sit eget tempo, med blid guidning hver dag og masser af kærlighed fra os. Hun har fået overskud til igen at dyrke motion og at meditere hver dag og se sine veninder, og hendes humør er vendt tilbage.

Og vigtigst af alt, vores dejlig datter har fået lys i øjnene igen, for hun ved nu, at det er ok at søge det lykkelige liv og mærke sig selv.

Hvad mener du – svigter vi vores børn og unge? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

 Besøg Floras egen hjemmeside her.

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Kommentarer

  1. Hej, godt gået flora og familie :-)

    Stærkt at sige fra.

    Jeg ville nok i første omgang have været blevet rasende hvis denne ordlyd kom ind ad min brevsprække. Man har vel set det før, fra forsikringsselskaber og andre private, at man prøver at lokke folk ved hjælp af frygt og truende billeder. Men staten, det offentlige, det beredskab, der styret af folkevalgte politikere, i hvert fald i mine øjne skulle være et serviceorgan. Dem vi kan henvende os till når der er ting i systemet vi ikke kan finde ud af. Uanset hvem der sidder ved roret, så skal det offentlige ikke være en løftet pegefinger, det skal være den pegefinger der løfter, dem der måtte have brug for det. Om noget en pegefinger der, kan pege, i en af mange retninger der kan gavne den enkelte.

    Et lovpligtigt ansvar. Er ansvar ikke at vælge og tage beslutninger. At få dikteret valg, er ikke ansvar, det er vel i bedste fald at tage ansvar fra folk.

    Jeg står af, jeg gør det selv, mere og mere. Gør det jeg vil, hvis JEG kan stå inde for det. Er det ikke det ansvar er? Måske var det det eneste der skulle stå, måske det eneste der burde være lov. Du har med lov ansvaret for DIT liv.

    Hvis vi får lov at tage vore egne valg og beslutninger, så kommer den energi vi har inde i os til orde, og når denne viser sig, så står uddannelse, viden, penge, ……….. uden nær så megen betydning.

    Tak for din artikel. Den ramte noget af det jeg arbejder med for tiden :-)

  2. Jeg ved ikke om vi “svigter” de unge, men jeg oplever at vi vil alt for meget på for kort tid, og at tingene kører i et for højt tempo, i forhold til hvad mange mennesker kan klare :-)

  3. Line skriver:

    Jeg er helt enig i dine betragtninger. Min datter er lige droppet ud af 3 g. Mange uger havde de 37 skematimer foruden lektier og det til tider komplicerede ungdomsliv. Vi hører om en del unge på antidepressiv medicin pga presset i gymnasiet. Min datter har fundet et job, som hun er rigtig glad for. Hf løber ingen vegne – men presset kommer for alvor, når de unge har taget stu/hf eller lignende. Så lad dem finde sig selv inden – de får ikke chancen efter.
    Og hvor er det interessant at det netop er vores generation der nu pæcer de unge. Os der tog det hele meget mere afslappet – og gav os tid til at finde det rigtige.

Skriv en kommentar...

*