De royale går også på toilettet

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg ved ikke, om det er en myte, men jeg har hørt, at Versailles slottet i Frankrig har store sorte pletter bag gardinerne. Byggemesteren troede ikke, at de kongelige gik på toilettet, og derfor blev der ikke bygget nogen toiletter på slottet. Derfor måtte de kongelige gå bag gardinet, hvis de skulle.

For nogle år siden lagde jeg mærke til, at jeg havde en dårlig vane med at sætte mennesker, som jeg beundrede højt op på en piedestal. Ja, de blev nærmest royale og ophøjede i mine øjne. De gik så at sige ikke på toilettet længere i mine øjne (hvilket faktisk – sjovt nok – fik mig til at forstå den førnævnte byggemester af Versailles). Alt, hvad der kom ud af deres mund, var guld – nærmest inden de var færdige med deres sætninger. Jeg lappede det i mig. Det var som om, jeg havde stillet min kritiske sans ude på dørmåtten og slet ikke så værdien i det, som jeg selv bidrog med.

Oftest endte det så med, at de selvsamme personer faldt brat ned af piedestalen, da jeg – i overført betydning – forstod, at ”de også går på toilettet” – at de også har nogle skyggesider. For, som bekendt, sagde Isaac Newton: ”What comes up must come down”.

Jeg blev først gjort opmærksom på dette for nogle år siden, da jeg gik på en teaterskole, og forstanderinden fortalte mig, at hun slet ikke ville have, at jeg stillede hende op på en piedestal. Hendes erfaring var, at dem, som stillede hende derop, som regel endte med at blive meget kritiske over for hende og vende sig mod hende, når hun begik nogle fejl – for det gjorde hun altså.

Hun fortalte mig, at det farlige i at putte hende op på en piedestal bestod i, at jeg ville tage hendes ord for gode varer og miste kontakten med sig selv og det, som jeg anså for at være rigtigt. Det viste sig, at hun havde fuldstændig ret i sine betragtninger. Da hun kom ud for en heftig kritik i medierne, kunne jeg først mærke de ting, som havde været kritiske i uddannelsen. Jeg havde været så optaget af at have hende som min ”guru”, at jeg havde mistet følingen med mig selv og ikke været tro mod mig selv, der hvor mine grænser var blevet overtrådt på uddannelsen. Det var heldigvis noget, jeg senere var i stand til at tale med hende om – på lige fod – og få rettet op på i vores relation med hinanden. Noget, som jeg sætter stor pris på og faktisk synes er beundringsværdigt – når mennesker kan lære af deres fejl.

Det, jeg senere lærte, var, at når jeg beundrer nogen og får en tendens til at sætte vedkommende på en piedestal – så har personerne nogle egenskaber, som jeg godt kunne tænke mig at udvikle. Når jeg bliver bevidst om dette, behøver jeg ikke længere at fokusere på personen, men kan flytte mit fokus over på, hvordan jeg selv kan udvikle denne egenskab og få den i spil. Så har jeg mulighed for at bevare min sunde fornuft i min relation med personen og se den i dens helhed – med både de stærke og de svage sider. I så fald har jeg så at sige taget højde for ”toiletterne på slottet”, og det behøver ikke at komme bag på mig, at personen også kan indeholde noget, som er alt andet end beundringsværdigt.

Hvilke personer plejer du at beundre og putte op på en piedestal? Hvad er det for nogle egenskaber, som de indeholder, som du godt kunne tænke dig at udvikle? Hvordan kan du få disse egenskaber i spil i dit liv – her og nu? Skriv gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Hannas egen hjemmeside her.

Om Hanna Snorradottir

Mor til en lille dreng (født 2011) og stresskonsulent for kvindelige akademikere, som hun lærer at mærke efter den berømte ”mavefornemmelse”, træffe autentiske beslutninger og opleve større glæde og skaberkraft i hverdagen.Læs mere på snorradottir.dk.

Skriv en kommentar...

*