Jeg vil gerne inspireres, men ikke kritiseres…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg holdt et foredrag for 100 økonomer forleden i CA-A-kasse om kvinders stressreaktioner. Foredraget var åbent for både kvinder og mænd, og der var omkring 10 mænd blandt publikum.

Kvinders stressreaktioner er et emne, som har interesseret mig længe, og jeg har læst mange bøger og videnskabelige artikler om det. På foredraget fortæller jeg om de faktorer, som stresser især kvinder og om det særlige i kvinders biologi, som de skal være opmærksomme på i forhold til stress og stressforebyggelse.

En af de ting, som jeg beretter om er en svensk undersøgelse foretaget af Stockholm Universitet i 2002, som viser, at svenske kvinders stressniveau stiger på vej hjem fra arbejde, mens mænds stressniveau falder. Noget, som formentlig skyldes, at kvinderne kommer hjem til et ”lederjob” med børn og huslige pligter. For selvom mændene også tager en tørn i hjemmet – så føler mange kvinder, at det er dem, som står for planlægningen og logistikken – og at hvis de ikke er primus motor i at får tingene gjort, sker der ikke nogen fremdrift på den front.

På foredraget fik jeg en livlig dialog med mit publikum om netop dette emne. Mange af mændene klagede over at blive ”hundset” med af deres koner og konstant kigget over skulderen om rengøring, madlavning mv. bliver gjort ”godt nok”. Eller som en af mændene sagde: ”Jeg mener… vi mænd er ikke dumme. Støvsugning er ikke rocket-science!”

Mit bud til kvinderne var da også at uddelegere mere til mand og børn… og så give slip. Holde sig for munden om nødvendigt. Samtidigt var mit bud til mændene at vise mere forståelse for konen derhjemme. For min erfaring er, at en af årsagerne til kvinders adfærd skal søges i en uudtalt social forventning om, at det er dem, der er ansvarlige for tage sig af børn og hjem, og at de bliver genstand for andres vurderinger af hvordan deres hjem ser ud, eller om deres børn opfører sig ”pænt” – ofte af andre kvinder, desværre.

Hvor mange kvinder findes der ikke, som klager over deres mødre eller svigermødre, som kommer med spidse bemærkninger om standarden for rengøringen i hjemmet eller kommenterer i tide og utide på ”lille Alexanders” opdragelse? Det kan også være bemærkninger fra en ældre ”venlig” dame i bussen, som fx kommenterer, om pigen ikke er ”for gammel” til at bruge sut? Eller overivrige veninder, som i tide og utide kommer med ”de vises sten” om, hvad man nu lige mangler at få lavet for at børnesikre hjemmet. Osv. osv.  Sikkert alt sammen velmente kommentarer, som er serveret med ”de bedste intentioner”, men som er med til at man ”lige” bruger en time ekstra på rengøring, før svigermor kommer på besøg – for at undgå at føle sig som en, der er ligeglad med, hvordan det ser ud i hjemmet, eller måske en ”dårlig mor” (”lille Alexander skal jo nødigt ligge og rode i alle de nullermænd i hjørnerne”).

Problemet er bare, at ”vejen til helvede er brolagt med gode intentioner”. Når ”de gode intentioner” bliver kommunikeret på en måde, hvor budskabet bliver svært at tolke på en anden måde end: ”Du gør det ikke godt nok. Du er en dårlig mor. Du er ikke rigtig klog” – så skaber de kun stress, tvivl, utilfredshed, trods og modstand hos modtageren. Og desværre så tror jeg, at her bliver ”aben” ofte også sendt videre til parforholdet – og vi her skal finde årsagen til, at mange kvinder ”kigger manden over skulderen”, når det gælder husarbejdet og tøjvalget til børnene for at nævne noget.

Jeg kunne godt tænke mig en større form for søstersolidaritet, end at vi kvinder dømmer og vurderer hinanden, skaber unødig støj og stress i hinandens liv og holder hinanden tilbage i outdatede roller.

I stedet kunne jeg ønske mig kommunikation baseret på oprigtig interesse, inspiration, forståelse og opbakning. Når inspiration og endda gode råd bliver kommunikeret på denne måde, vil jeg have fornemmelsen af: ”Hvor skønt at blive set og anerkendt for det gode arbejde jeg laver herhjemme – noget, som oftest ellers bliver taget for givet”. Jeg vil så ufattelig gerne inspireres – men for alt i verden ikke kritiseres. Og i mit hjem er der kun én husregel: ”Jeg er IKKE modtagelige for kritik i eget hjem. Jeg vil gerne inspireres – ikke kritiseres”.

Ligger du under for sociale forventninger om din rolle i hjemmet – med børn og hjem? Har du nogle mennesker i dit liv, som kritiserer dig for den måde du (og din mand, men dog mest dig) holder hus og opdrager børnene på? Kan du hvile i dig selv og sige fra, selv når folk er ”uforskammede”? Skriv gerne en kommentar…

Besøg Hannas egen hjemmeside her.

Om Hanna Snorradottir

Mor til en lille dreng (født 2011) og stresskonsulent for kvindelige akademikere, som hun lærer at mærke efter den berømte ”mavefornemmelse”, træffe autentiske beslutninger og opleve større glæde og skaberkraft i hverdagen.Læs mere på snorradottir.dk.

Kommentarer

  1. Heidi Kjær skriver:

    “For selvom mændene også tager en tørn i hjemmet – så føler mange kvinder, at det er dem, som står for planlægningen og logistikken – og at hvis de ikke er primus motor i at får tingene gjort, sker der ikke nogen fremdrift på den front.”

    Hvor er det sandt. Hvem planlægger maden, hvem sørger for at børnene får nyt tøj, regntøj, gummistøvler, sko etc. Hvem pakker for småt tøj ned, hvem holder orden i husholdnings-systemerne…

    Så føler manden han er dagens helt hvis han tømmer opvaskemaskinen, og går ud med skraldet.

  2. Heidi Kjær skriver:

    Det er heller ikke så enkelt, for man synes jo ikke at manden kan finde ud af de ting, hvis man giver ham ansvarsområdet. Kompliceret!

  3. Heidi Kjær skriver:

    Hvis boligen ligner lort og ungen render rundt i kikset tøj, så er det moren den falder tilbage på og ikke i samme grad manden, sådan er det bare, uanset om folk siger noget højt eller ej, så tænker de det højst sandsynligt.

Skriv en kommentar...

*