Vil du være tigermor eller lade dine børn være børn længst muligt?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Som mor til et skolesøgende og et snart skolesøgende barn, har jeg med interesse fulgt med i de udsendelser, DR har kørt om ‘vinderbørn’, ‘kinesiske tigermødre’, sammenligningen mellem en dansk og en kinesisk 9. klasse, og såmænd også ‘Chris på skolebænken’.

Samtidig har vi herhjemme talt meget om, hvorvidt skolen kun giver vores børn en uddannelse til videre uddannelse, eller om vi hellere skulle flytte dem hen et sted, hvor de får en mere kreativ og helhedsorienteret dannelse mod det hele liv. Uden at jeg er helt sikker på, hvad det er, helheds- eller heldagsskolen helt kommer til at gå ud på, tænker jeg, at det også er en del af det, der ligger i regeringens overvejelser om en ny skoleform. Mere undervisning i en bredere vifte af fag. Så faglighed ikke næsten kun handler om dansk og matematik, men også om kreative fag, praktiske fag og sport.

Jeg vil rigtig gerne understøtte mine børn i at elske at lære. Sådan har jeg det selv. Jeg synes faktisk det er ultimativt fedt at tilegne mig ny viden og nye færdigheder. Hvad enten det er akademisk viden, nye dansetrin, at kunne spille noget på et instrument eller en erfaring, der gør mig klogere på mennesker eller på livet. Det giver god energi at lære. Det giver selvtillid og gør en glad og stolt. Men god læring kræver, at man får den rigtige læring på det rigtige niveau på det tidspunkt, hvor man er motiveret for at få den.

Jeg synes på ingen måde, at vi skal indføre streng disciplin, som den de bruger i den kinesiske skole, men er alligevel bekymret for den mangel på konsekvens, der ser ud til at herske i den danske mentalitet. Det er ikke særligt opløftende at se teenagere, der sidder i skole og gymnasium og downloader spil og laver diverse andre computerrelaterede ting i timerne, fremfor at deltage i undervisningen. Det er bekymrende at se, at 15-20 % af en normal skoleklasse helt bliver tabt på gulvet. Det har ingen konsekvens at komme for sent. Det har ingen konsekvens ikke at lave sine lektier. Det har ingen konsekvens ikke at deltage i undervisningen.

Hvad ville det være bedst at gøre for de her børn, som ikke lige passer ind i den bogligt orienterede undervisning? Ville de kunne lære, hvis de skulle det nok? Hvis de blev draget til ansvar for deres manglende engagement i egen uddannelse. Eller ville det være bedre at lære dem at dyrke grønsager, bygge skateboardramper eller noget andet, hvor de skulle bruge deres krop og hænder?

Jeg var til gammel elevfest for min gamle folkeskoleklasse forleden. En af de drenge, der ikke ligefrem sad med nyspidsede blyanter på forreste række, var blevet bankdirektør. En anden havde det superfint med friheden ved at køre lastbil og kunne ikke tænke sig at gøre noget andet. Nogen henter altså det tabte ind, når motivationen er tilstede.

Min egen søn har svært ved at indfri de faglige krav, der bliver stillet i hans skole (som er en skole med høj faglighed og meget velstimulerede børn).  Jeg vil meget nødig se ham udvikle sig til en af de 15-20 % skoletrætte teenagere, der spilder deres tid, både når de er i skole, og når de ikke møder op.

Det seneste halve år har jeg været lidt af en tigermor og har hjulpet ham med at lave mange lektier. Det har hævet hans niveau, og han er stolt over det, han kan nu. Det har også givet os gode stunder med fuld opmærksomhed. I lockout-perioden sad han overfor mig og arbejdede på den ene computer nogle timer hver dag, mens jeg arbejdede på den anden. Han sagde faktisk, at han ville komme til at savne vores private skole, når han skulle tilbage i skole.  Jeg ved ikke, om jeg skal være en kærligt krævende tigermor, der håndhæver lang tids lektielæsning hver dag for at få ham på niveau med klassen, eller om vi skal flytte ham til et kreativt friskolemiljø, hvor han måske hverken får lært at stave eller regne procenter, men til gengæld får lov at lege sig til læring og kan dyrke tegning og musik, som han er rigtig god til.Hvordan får man bedst de bedste potentialer frem i sine børn?

Hvad tænker du om, hvordan du bedst understøtter dine børns potentialer? Skriv gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Evas egen hjemmeside her.

Om Eva Gøttrup

Eva Gøttrup hjælper kreative og innovative mennesker med at få succes med deres forretning. Ved at hjælpe dem med at finde deres fokus, organisere deres dag, og at komme ud med sig selv - se mere her. Eva er mor til to børn Isak på 7 år og Rajani på 4.

Kommentarer

  1. Alis Sindbjerg Hemmingsen skriver:

    Kære Eva,

    Jeg synes at du skal intensivere lektielæsningen med din søn. Du har et ansvar. Og det skal du dyrke. Det handler om at du er den bedste rollemodel for dit barn og du skal vise ham at det er sjovt at lære.

    Samtidig synes jeg at du, ligesom du gør i din forretning, skal hjælpe ham med at fokusere på de grundlæggende færdigheder: Matematik, dansk, engelsk. Når han bliver god til de grundlæggende ting kan du jo bygge ovenpå. Men ikke nu.

    Jeg tror ikke at man gør sine børn en tjeneste når man (af kærlighed) hopper over hvor gærdet er lavest. De skal hænge i, de skal kæmpe. Der er ingen der siger at det skal være nemt at lære. Jeg tror grundlæggende på at de børn der bliver “skoletrætte” er dem der ikke har forstået vigtigheden, de der ikke er blevet motiveret til at fortsætte kampen. Men vigtigheden kan ikke forklares af en lærer, det skal forældrene motivere barnet til.

    Og sommetider er det surt show at være forældre, men dog livets lod. Kæft, kys og retning er hvad jeg tror på.

    • Anita Bach Danielsen skriver:

      Kære Eva og Alis – og andre læsere

      Min erfaring er at det er vigtigt at støtte børnene i at lære det, de skal lære, uden at pace dem frem. I folkeskolen foreligger der en plan, der hedder “fælles mål”. Lærer børnene det, der står heri, passer det til deres niveau. Personligt har jeg dårlige erfaringer med “pacening” af børn. Jeg er selv blevet “pacet”, og det har ikke på nogen måde været en fordel for mig. Da jeg skulle bruge så meget energi på min skole, var der ikke plads til min psykiske udvikling, hvilket gjorde at jeg blev moden i en relativ sen alder. Jeg synes at kunne genkende samme tendens hos andre børn, der bliver “pacet” af deres forældre. Vi skal huske på at børn ikke blot er “maskiner”, der skal lære færdigheder. De er levende væsener med følelser og et intellekt, som alt sammen skal hænge sammen. Derfor kan et barn være nok så hurtig til at lære teknikker, uden i dybden at forstå det materiale, de beskæftiger sig med. Jeg læste flydende som 4-årig, og kom derfor for tidligt i skole. Da mine jævnaldrende kæmpede med at knække læsekoden, læste jeg Troldepus højt for dem med legende lethed. Da de andre lærte tallene fra 1 til 10, plussede og minussede jeg uden besvær med tal op til 10.000. Min datter på 9 læser på det niveau, hun skal, hverken bedre eller værre. Hun følger skolens indlæringsrytme. Jeg oplever en harmonisk, tryg og afbalanceret pige, som er særdeles bevidst om sig selv og sine omgivelser, som elsker sin familie, har mange gode veninder og sunde fritidsinteresser. Hun laver sine lektier uden besvær og spørger om hjælp, når det er nødvendigt. Vi skal have mere tillid til folkeskolen. Der er en grund til at de gør, som de gør! Deres metoder er forskningsbaserede, så det er ikke tilfældigt at børnene ikke får større udfordringer end de gør! Det er for at børnene kan forblive hele, harmoniske mennesker, og ikke ender som stressede nervevrag, fordi de på et tidspunkt ikke længere kan leve op til deres forældres høje forventninger.

  2. Hej Anita.
    Smukt skrevet. Tror du at det er din egne interesse for læsning eller at dine forældre pacede dig, der fik dig til at kunne læse som 4-årig? På hvilken måde har det vist sig, at du blev senere moden? Hvilke problemer har det givet dig?
    Min udfordring med min søn, er modsat din, at han ikke følger med i den rytme hans jævnaldrene gør. Derfor er jeg i tvivl om, hvor meget ekstra vi skal gøre for ham. Jeg synes ikke han skal sidde og terpe lektier hele eftermiddagen, men tænker samtidig at det vil marginalisere ham, hvis han falder mere og mere bagud. Jeg tænker at han vil blive kunne blive ramt på sit selvværd. Derfor synes jeg også det er vigtigt at han udover at blive støttet i gode lektierutiner bliver støttet i at udvikle andre færdigheder både sociale, fysiske og kreative, så han får succesoplevelser der.

  3. Anita Bach Danielsen skriver:

    Hej Eva.
    At jeg kunne læse som 4-årig skyldtes flere ting. Bl.a. at min søster er ti år ældre end mig, og legede folkeskole med mig. Hun lærte mig alle bogstaverne, og så var jeg så nysgerrig, at det lykkedes mig at sætte dem sammen selv.

    At jeg blev og stadig føler at jeg bliver pacet af mine forældre skyldes, at jeg altid føler, de har haft skyhøje forventninger til mig om, at jeg skulle være blandt de bedste, og dermed fik mig til at føle, at jeg ikke var god nok i mig selv, men skulle bevise mit værd hele tiden, for at få opmærksomhed.

    Nogle af de problemer, jeg oplever, er tendens til dårligt selvværd grundet sen, psykisk modenhed og et til tider anstrengt forhold især til min far, som er den af mine forældre, der altid har haft urimeligt høje forventninger til sine børn.

    Børn har efter min mening først og fremmest behov for at føle, at ligegyldig hvad de gør og hvordan de gør det, så er de højt elskede og i den grad gode nok! Man kan kalde det for det grundlæggende selvværd. Dette skal være fuldstændig uafhængigt af, hvad barnet gør eller ikke gør, og man skal skelne imellem barnet i sig selv og barnets gerninger. Det er vigtigt ikke at lægge for meget vægt på at barnet skal udføre fantastiske ting, for at opnå anerkendelse, men derimod først og fremmest give barnet fuld og hel anerkendelse. Når barnet føler sig set, hørt, taget alvorligt og oprigtigt elsket, er de boglige færdigheder ikke længere så altafgørende. På denne basis kan man stille og roligt, med små skridt, bygge en bevidsthed op hos barnet om, at vi alle har pligter i livet, og at det er vigtigt at man opfylder disse. Barnet skal selv erkende vigtigheden af lektierne – og ikke bare synes at det er sjovt at lave dem, for så vil det stoppe med at lave dem, så snart det ikke synes, det er sjovt længere. Lektierne fører dem jo ind i teoriens verden, men med små, sikre skridt, hvis man ellers følger skolernes fællesmål. Det handler jo ikke bare om at lære færdigheder, det handler først og fremmest om at forstå de fag, der bliver undervist i. Og skole handler ikke kun om, at man skal synes, det er sjovt. Børn har godt af at lære, at alt, hvad man laver her i livet ikke nødvendigvis er sjovt, men at det ikke betyder, at man skal lade være med det, hvis ellers det er vigtigt, det man laver. Og det er lektier jo.

    Jeg kan godt forstå din bekymring om din søn. Jeg har også en søn, som er skolesøgende. Han går dog kun i nulte, så mine bekymringer omkring hans boglige evner er ikke så store endnu. Angående hans sociale sider, så har vi lige nu en flok af hans klassekammerater til overnatning. Vi har spist pizza, set film og ristet skumfiduser over bål. Jeg læste en godnathistorie for dem, inden de faldt i søvn. Derudover går min søn til taekwondo, hvor han i går fik det røde bælte – så meget for hans fysiske udvikling. Hvad angår hans kreative udvikling, elsker han at lege med lego, som han virkelig kan fordybe sig i i flere timer, både med venner, med søster og også helt alene. Hvor gammel er din søn, og hvilke interesser har han?

Skriv en kommentar...

*