E-Mail en kopi af "Vil du være tigermor eller lade dine børn være børn længst muligt?" til en ven...

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Email a copy of 'Vil du være tigermor eller lade dine børn være børn længst muligt?' to a friend

* Required Field






Separate multiple entries with a comma. Maximum 5 entries.



Separate multiple entries with a comma. Maximum 5 entries.


E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
Om Eva Gøttrup

Eva Gøttrup hjælper kreative og innovative mennesker med at få succes med deres forretning. Ved at hjælpe dem med at finde deres fokus, organisere deres dag, og at komme ud med sig selv - se mere her. Eva er mor til to børn Isak på 7 år og Rajani på 4.

Kommentarer

  1. Alis Sindbjerg Hemmingsen skriver:

    Kære Eva,

    Jeg synes at du skal intensivere lektielæsningen med din søn. Du har et ansvar. Og det skal du dyrke. Det handler om at du er den bedste rollemodel for dit barn og du skal vise ham at det er sjovt at lære.

    Samtidig synes jeg at du, ligesom du gør i din forretning, skal hjælpe ham med at fokusere på de grundlæggende færdigheder: Matematik, dansk, engelsk. Når han bliver god til de grundlæggende ting kan du jo bygge ovenpå. Men ikke nu.

    Jeg tror ikke at man gør sine børn en tjeneste når man (af kærlighed) hopper over hvor gærdet er lavest. De skal hænge i, de skal kæmpe. Der er ingen der siger at det skal være nemt at lære. Jeg tror grundlæggende på at de børn der bliver “skoletrætte” er dem der ikke har forstået vigtigheden, de der ikke er blevet motiveret til at fortsætte kampen. Men vigtigheden kan ikke forklares af en lærer, det skal forældrene motivere barnet til.

    Og sommetider er det surt show at være forældre, men dog livets lod. Kæft, kys og retning er hvad jeg tror på.

    • Anita Bach Danielsen skriver:

      Kære Eva og Alis – og andre læsere

      Min erfaring er at det er vigtigt at støtte børnene i at lære det, de skal lære, uden at pace dem frem. I folkeskolen foreligger der en plan, der hedder “fælles mål”. Lærer børnene det, der står heri, passer det til deres niveau. Personligt har jeg dårlige erfaringer med “pacening” af børn. Jeg er selv blevet “pacet”, og det har ikke på nogen måde været en fordel for mig. Da jeg skulle bruge så meget energi på min skole, var der ikke plads til min psykiske udvikling, hvilket gjorde at jeg blev moden i en relativ sen alder. Jeg synes at kunne genkende samme tendens hos andre børn, der bliver “pacet” af deres forældre. Vi skal huske på at børn ikke blot er “maskiner”, der skal lære færdigheder. De er levende væsener med følelser og et intellekt, som alt sammen skal hænge sammen. Derfor kan et barn være nok så hurtig til at lære teknikker, uden i dybden at forstå det materiale, de beskæftiger sig med. Jeg læste flydende som 4-årig, og kom derfor for tidligt i skole. Da mine jævnaldrende kæmpede med at knække læsekoden, læste jeg Troldepus højt for dem med legende lethed. Da de andre lærte tallene fra 1 til 10, plussede og minussede jeg uden besvær med tal op til 10.000. Min datter på 9 læser på det niveau, hun skal, hverken bedre eller værre. Hun følger skolens indlæringsrytme. Jeg oplever en harmonisk, tryg og afbalanceret pige, som er særdeles bevidst om sig selv og sine omgivelser, som elsker sin familie, har mange gode veninder og sunde fritidsinteresser. Hun laver sine lektier uden besvær og spørger om hjælp, når det er nødvendigt. Vi skal have mere tillid til folkeskolen. Der er en grund til at de gør, som de gør! Deres metoder er forskningsbaserede, så det er ikke tilfældigt at børnene ikke får større udfordringer end de gør! Det er for at børnene kan forblive hele, harmoniske mennesker, og ikke ender som stressede nervevrag, fordi de på et tidspunkt ikke længere kan leve op til deres forældres høje forventninger.

  2. Hej Anita.
    Smukt skrevet. Tror du at det er din egne interesse for læsning eller at dine forældre pacede dig, der fik dig til at kunne læse som 4-årig? På hvilken måde har det vist sig, at du blev senere moden? Hvilke problemer har det givet dig?
    Min udfordring med min søn, er modsat din, at han ikke følger med i den rytme hans jævnaldrene gør. Derfor er jeg i tvivl om, hvor meget ekstra vi skal gøre for ham. Jeg synes ikke han skal sidde og terpe lektier hele eftermiddagen, men tænker samtidig at det vil marginalisere ham, hvis han falder mere og mere bagud. Jeg tænker at han vil blive kunne blive ramt på sit selvværd. Derfor synes jeg også det er vigtigt at han udover at blive støttet i gode lektierutiner bliver støttet i at udvikle andre færdigheder både sociale, fysiske og kreative, så han får succesoplevelser der.

  3. Anita Bach Danielsen skriver:

    Hej Eva.
    At jeg kunne læse som 4-årig skyldtes flere ting. Bl.a. at min søster er ti år ældre end mig, og legede folkeskole med mig. Hun lærte mig alle bogstaverne, og så var jeg så nysgerrig, at det lykkedes mig at sætte dem sammen selv.

    At jeg blev og stadig føler at jeg bliver pacet af mine forældre skyldes, at jeg altid føler, de har haft skyhøje forventninger til mig om, at jeg skulle være blandt de bedste, og dermed fik mig til at føle, at jeg ikke var god nok i mig selv, men skulle bevise mit værd hele tiden, for at få opmærksomhed.

    Nogle af de problemer, jeg oplever, er tendens til dårligt selvværd grundet sen, psykisk modenhed og et til tider anstrengt forhold især til min far, som er den af mine forældre, der altid har haft urimeligt høje forventninger til sine børn.

    Børn har efter min mening først og fremmest behov for at føle, at ligegyldig hvad de gør og hvordan de gør det, så er de højt elskede og i den grad gode nok! Man kan kalde det for det grundlæggende selvværd. Dette skal være fuldstændig uafhængigt af, hvad barnet gør eller ikke gør, og man skal skelne imellem barnet i sig selv og barnets gerninger. Det er vigtigt ikke at lægge for meget vægt på at barnet skal udføre fantastiske ting, for at opnå anerkendelse, men derimod først og fremmest give barnet fuld og hel anerkendelse. Når barnet føler sig set, hørt, taget alvorligt og oprigtigt elsket, er de boglige færdigheder ikke længere så altafgørende. På denne basis kan man stille og roligt, med små skridt, bygge en bevidsthed op hos barnet om, at vi alle har pligter i livet, og at det er vigtigt at man opfylder disse. Barnet skal selv erkende vigtigheden af lektierne – og ikke bare synes at det er sjovt at lave dem, for så vil det stoppe med at lave dem, så snart det ikke synes, det er sjovt længere. Lektierne fører dem jo ind i teoriens verden, men med små, sikre skridt, hvis man ellers følger skolernes fællesmål. Det handler jo ikke bare om at lære færdigheder, det handler først og fremmest om at forstå de fag, der bliver undervist i. Og skole handler ikke kun om, at man skal synes, det er sjovt. Børn har godt af at lære, at alt, hvad man laver her i livet ikke nødvendigvis er sjovt, men at det ikke betyder, at man skal lade være med det, hvis ellers det er vigtigt, det man laver. Og det er lektier jo.

    Jeg kan godt forstå din bekymring om din søn. Jeg har også en søn, som er skolesøgende. Han går dog kun i nulte, så mine bekymringer omkring hans boglige evner er ikke så store endnu. Angående hans sociale sider, så har vi lige nu en flok af hans klassekammerater til overnatning. Vi har spist pizza, set film og ristet skumfiduser over bål. Jeg læste en godnathistorie for dem, inden de faldt i søvn. Derudover går min søn til taekwondo, hvor han i går fik det røde bælte – så meget for hans fysiske udvikling. Hvad angår hans kreative udvikling, elsker han at lege med lego, som han virkelig kan fordybe sig i i flere timer, både med venner, med søster og også helt alene. Hvor gammel er din søn, og hvilke interesser har han?