Får vi skabt selvfede narcissister?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Der var en lang artikel i Politiken den anden dag, hvor en ung kvinde revser hendes forældres generation for at have gjort hende og hendes generation til en flok narcissister.

Efter hendes mening er Steiner-pædagogik, ‘Det Kompetente Barn’ og anden velmenende ”se-mig”-pædagogik helt forfejlet og har kun formået at skabe en horde af selvglade unger mennesker, der ikke går op i andet end sig selv og sit ydre. Som hun skriver, så er sandheden, ”at vi oftest kun donerer vores kluns til Røde Kors, hvis vi kan poste det på Facebook efterfølgende.”

En yderst interessant artikel, som sætter nogle tanker i gang. Vi skal altid afstemme vores pædagogik med dem, der rent faktisk er blevet udsat for den, for at finde ud af, om der skal justeres visse steder. Eller om ting måske helt skal vendes på hovedet.

Der er især to ting i den, jeg finder uhyre interessant at gå dybere ned i – det er begrebet narcissisme og så hele vores opfattelse af ”kæft-trit og retning”opdragelsen versus ”laissez faire”opdragelsen.

Narcissisme benyttes ofte som en form for skældsord, og det sættes lig med det at være selvglad og dermed ligeglad med andre.

Det er da også sådan den narcissistiske adfærd opfattes, men det dækker over noget meget mere tragisk. For det narcissistiske handler egentligt om at føle sig afskåret fra selvkærlighed, hvilket er en verden til forskel fra selv-gladhed. Selvgladheden er blot symptomet på noget langt mere smertefuldt.

Et menneske er ikke i stand til at elske andre, med mindre det kan elske sig selv. Det kan lyde som en kliche, men den er god nok. Og her taler jeg ikke om det at være forelsket eller andre lyserøde Disney fortolkninger af det at elske – jeg mener kærlighed i den højeste forstand, forstået som vores formåen til at rumme og tage kærlig ansvar for alle vores aspekter. Også de aspekter vi er bange for, eller som vi ikke bryder os om.

Hvis der findes noget helvede, så er det at leve i en tilstand uden selvkærlighed. For uden denne indre tryghed og næring, bliver livet en lang jagt efter ydre stimuli, glans og nydelseskick, hvor intet mærkes rigtigt. Derfor er narcissisme ikke et skældsord – det er en tragedie.

Hvordan undgår vi så at havne der, eller at vores børn havner der? Ja det er der jo så mange psykologiske og pædagogiske bud på, hvor de tit og ofte opdeles i (eller degraderes til)”kæft-trit og retning”opdragelsen versus ”laissez faire”opdragelse.

Men dette syn er meget forenklet, for ingen af de ovenstående to tilgange er hensigtsmæssige for noget menneske. Den autoritære baserer sig på magtovergreb og vil skabe modstand, uforløst vrede og følelsesmæssig distance og den rammeløse vil sætte sig som identitetsforvirring og utryghed.

Så vi skal gøre noget ganske andet, og første skridt er at tage et endeligt opgør med ”enten – eller” mentaliteten. Vi skal ikke enten være stålhårde eller superbløde. Der er en masse derimellem.

Vi er til fulde i stand til at støtte vores børn i at udfolde sig som kærlige og socialt ansvarsfulde mennesker, uden hverken at fornægte vores egne behov eller ty til hårde autoritære metoder. Og vi er til fulde i stand til at støtte os selv i præcis samme proces, uden hverken at ryge i det oppustede eller det punkterede.

Vi skal nok ryge ud af ovenstående tangenter til tider, og vi skal også nok til tider gå uhensigtsmæssige veje i forhold til vores børn. Men det gør ikke noget, så længe vi blot er bevidste om disse blindgyder, tager ansvar og kærligt justerer på vejen.

Hvad er dine erfaringer med at sætte kærlige rammer uden at fornægte dine egne behov? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

 Besøg Mettes egen hjemmeside her.

Om Mette Schatter Carendi

Mette er mor til Oliver og indehaver af firmaet Harmoniske Unger, hvor hun, gennem blogs, workshops, foredrag og rådgivning, støtter forældre i at skabe kærlige og inspirerende relationer til deres børn.

Skriv en kommentar...

*