Jeg hader det, men jeg er nødt til at gøre det!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Der var engang en, der sagde til mig: ”Folk, der ikke selv har fået børn endnu, der snakker om ikke at have tid nok, ved slet ikke, hvad de snakker om.”

Med andre ord: Når man ikke har børn, er alt, hvad man gør et spørgsmål om prioritering af ens egne mål. Det ændrer sig fuldkommen, når man har børn, fordi man altid kan bruge mere tid sammen med sine børn, man kan altid være mere nærværende.

Det er ikke det samme som, at man ikke kan sætte sig mål for sig selv. Men mange af os drukner lidt i vores egne ambitioner om karriere, sundhed, slankhed, tid til socialisering, tid til os selv og at gøre noget af det, vi elsker allermest. Helt for vores egen skyld. Når vi samtidig også gerne vil være gode og nærværende mødre.

Hvis du er en af dem, der sætter dig mål, sætter du sikkert også store mål: Løbe 10 km. tre gange om ugen, tabe 10 kg., nå den vægt du havde før du fik børn (det kan være ret meget, hvis man var en af dem, der tog 23 kg. på og de ligesom ikke forsvandt ved amning), søge 5 jobs om ugen (hvis du hader dit job), meditere en time om dagen, lære et nyt sprog flydende på et år, sætte hele huset i stand i din sommerferie.

Vi bliver tændte af ambitiøse mål, og det kan være en drivkraft i sig selv, i hvert tilfælde til at komme i gang. Men som regel har vi ikke gennemtænkt konsekvenserne af, hvad de ambitiøse mål indebærer for os i en presset hverdag. I stedet for at løbe 10 km., er du ved at dø efter de første 10 min. (hvis du ikke er vant til at løbe og sætter for hårdt ud). Målet om vægttab bliver måske til 100 g. på en uge, jobsøgningen til et enkelt job søgt på en måned og du får måske lyttet til en sprog-cd i bilen i 10 minutter eller mediteret i 5 minutter, før du bliver afbrudt, fx af et barn, der ikke vil sove.

Hvad gør du? Du kan enten slå dig selv i hovedet med, at du ikke når dine mål, eller du kan nyde det, du rent faktisk får gjort i fulde drag. Lidt er bedre end ingenting. Lidt er måske også bedre end meget på den lange bane. Det er det fordi, det er vigtigt at opnå momentum.

Momentum er energi, der skal have en retning ved en bestemt hastighed.  Når først der er momentum, kræver det meget mere energi at standse end at fortsætte med handlingen. Tænk på en bil, der har brug for meget energi, når den skal starte, men ikke for særlig meget, når den kører i stabil fart på en landevej.

Der skal altså være et mål, og der skal være energi. Alle handlinger og tanker er former for energi.

En løbetur sætter en kædereaktion i gang i kroppen, der stadig holder længe efter at løbeturen er færdig.

En tanke har en kædereaktion, både på dine handlinger, din krop og kan desuden række langt ud over dig selv.

Hvis en fysisk handling bliver udført under indflydelse af negative tanker som f.eks. ”Det er hårdt”, ”Jeg kan ikke mere”, Jeg hader det, men jeg er nødt til at gøre det for at opnå (fill in the blank)”, så vil der opstå modstand mod at komme op i den gode stabile fart, og det vil være rigtig svært at opnå momentum.

Hvis du derimod nyder de 10 minutter, du får løbet, eller fejrer de 100 gram, du får tabt på en uge, fordi du bare skar et glas rødvin ned om dagen, eller hvad du nu får gjort for en lille ting, så er der meget større sandsynlighed for, at du også får gjort det i morgen og dagen efter. Har du nydt at få løbet 10 minutter hver dag i en måned, får du måske lyst til at gøre den daglige løbetur en smule længere. Har du tabt det første halve kilo på måned bare ved at skære lidt ned i rødvinsforbruget, får du måske lyst til at regulere lidt på dit indtag af snacks osv. Med positive tanker, der i stedet siger ”Det er rart”, ”det er nemt”, ”jeg kan”, får du i stedet for at opgive efter få dage opbygget nye gode vaner, som du efter et stykke tid slet ikke kan forestille dig, at du ville undvære eller ændre på igen.

Hvilke mål har du sat dig gang på gang og opgivet igen, fordi det blev for svært? Hvad kunne du gøre for en lille ting, der ville hjælpe dig i retning af dit store mål?

Besøg Evas egen hjemmeside her.

Om Eva Gøttrup

Eva Gøttrup hjælper kreative og innovative mennesker med at få succes med deres forretning. Ved at hjælpe dem med at finde deres fokus, organisere deres dag, og at komme ud med sig selv - se mere her. Eva er mor til to børn Isak på 7 år og Rajani på 4.

Skriv en kommentar...

*