Så få dog styr på den unge!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg har lige været til min søsters fantastiske bryllup på et smukt badehotel, hvor vi overnattede. Oliver, min søn på knap 2 år, var med og han nød opmærksomheden fra de mange gæster i fulde drag og charmede alle. Flere kommenterede, hvor glad og smilende og sjov han var, og endnu flere bemærkede, at han slet ikke græd. “Sikke nem han er”, var kommentarerne.

Du har sikkert selv prøvet noget lignende – eller måske det modsatte i de tilfælde, hvor dine børn ikke opførte sig “nemt”. Her kan det modsatte nemlig ske, i form af lettere bebrejdende blikke, der alle synes at sige: “Så få dog styr på den unge!”

Det er uden tvivl rart, at vores kære små “arter sig”, når vi er ude til sociale arrangementer. Det gør det langt mere behageligt for alle, men os med børn ved, at dette langt fra betyder, at vi har et “nemt” barn. For børn er ikke nemme. Langtfra. Vores børns adfærd kan derimod være utrolig besværlig, og jeg forstår helt sikkert godt lysten til at råbe ”så få dog styr på den larmende unge!”. Før jeg selv fik børn og kendte min egen historie (som du kan læse her, hvis du har lyst), var jeg en af dem, der ikke kunne dy mig for at kaste disse bebrejdende blikke mod skrigballonen og dennes forældre. Jeg er dog blevet meget klogere. For det er gået op for mig, at det jo i virkeligheden slet ikke er vores børn, der er noget galt med – det er vores forventninger til dem, der ofte er helt ude i skoven.

For børn er overhovedet ikke nemme, og det er slet ikke meningen, at de skal være det! Altså nemme. For børn er naturligt både larmende, krævende, fyldende, og deres formåen til at holde sig i ro i særligt lang tid ad gangen er bare ikke eksisterende. Og det er helt, som det skal det være. Hvis vi giver dem langt mere plads til at være, som de er, og ikke bevidst eller ubevidst presser et artigheds-begreb ned over hovedet på dem, så vil vores stunder sammen automatisk blive langt mere harmoniske. Og det er en verden til forskel fra det ”nemme” barn, som alle vi mødre og fædre jo alligevel ved, er en skrøne.

At der så er visse sociale arrangementer, hvor det ikke er særligt smart at have ungerne med, det er så en helt anden side af sagen, men det har faktisk stadig ikke rigtig noget med vores børn at gøre. Det handler mere om vores behov for voksentid, og den konto skal vi da endelig sørge for at få fyldt op så jævnligt, som det kan lade sig gøre!

Jeg har derfor en stor drøm om, at vi alle giver myten om ”det nemme barn” et ordentligt los i rüfen og i stedet blot nyder de mange harmoniske stunder, vi har med vores unger, og smilende hjælper og aflaster hinanden, når stunderne viser sig fra den knapt så harmoniske side. Dette vil gøre det lettere for alle og ikke mindst vores børn!

Oliver tog sig da også en ordentlig tur, så snart vi kom hjem fra bryllup, hvor han i den grad have brug for vores kærlige nærvær og støtte til at få bearbejdet alle indtrykkene og oplevelserne. Her smilede jeg flere gange i mit stille sind og forstillede mig de søde gæster fra festen og tænkte, at hvis de så ham nu, var ordet ”nem” nok ikke det første på deres læber.

Har du nogensinde oplevet at være ude til et arrangement, hvor du kunne mærke de bebrejdende blikke over at dit barn græd, råbte eller rasede? Hvordan var det, og hvad gjorde du?

 Besøg Mettes egen hjemmeside her.

Om Mette Schatter Carendi

Mette er mor til Oliver og indehaver af firmaet Harmoniske Unger, hvor hun, gennem blogs, workshops, foredrag og rådgivning, støtter forældre i at skabe kærlige og inspirerende relationer til deres børn.

Skriv en kommentar...

*