’Super-mor’ har ikke brug for hjælp!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Selvfølgelig vidste jeg, at det i perioder ville blive hårdt – både at være forsker på fuldtid samtidig med at starte min egen virksomhed op. Men jeg brændte så meget for begge ting, at det føltes forkert ikke at gøre forsøget.

kvindelig supermandBegge mine drenge var også så store nu, at de sov godt om natten. Det gav mig jo et helt andet overskud, end da de var mindre og ’holdt fest’, når vi egentlig skulle sove, og samtidig synes at alle morgener startede kl. 04.55. Så jeg var fuld af gå-på-mod og vidste, at det nok skulle lykkes for mig.

Og det gik også virkelig fint. Måske skete tingene ikke helt i det tempo, som jeg godt kunne tænke mig, men jeg var da produktiv både på arbejdet og hjemme foran computeren. Og jeg kom så langt som til at få booket lokale til mit første foredrag. Jeg var meget spændt – det var så stort, at det endelig var lykkedes mig at nå dertil, efter at jeg i så lang tid at have drømt om mine egne foredrag.

Men selvom jeg havde det meste i hovedet, så skulle det jo lige planlægges og skrives – altså foredraget. Men det planlagde jeg at gøre i ugen op til. Så var det også helt frisk i erindringen, og jeg skulle ikke bruge så meget tid på at gennemgå det igen og igen.

Men ni dage inden mit foredrag, kom min mand og fortalte, at han desværre var nødsaget til at tage til USA i en uge i arbejdshenseende, og at han ville tage af sted et par dage efter! Hvorfor lige nu? Hvorfor lige i den uge, hvor det hele skulle falde på plads for mig? Hvis arbejde var det lige, der var vigtigst? Uf, jeg var møgsur – og blev rimelig stresset.

Jeg vidste jo godt at han jo blot havde fået besked oppefra, men hvordan skulle jeg kunne klare at være på arbejde 37 timer, aflevere og hente begge børn samt alt det andet praktiske, der følger, når man er alene med ungerne samtidig med, at jeg skulle forberede min store dag – gerne med god energi?

Min mand foreslog meget pragmatisk, at jeg jo kunne snakke med hans mor og min egen far. Vi er så privilegerede at have dem tæt på, så de ville sikkert hellere end gerne hjælpe mig. Men næh tak – jeg havde ikke brug for hjælp. Jeg kunne da sagtens klare det hele den uge – det skulle han da slet ikke tænke på. Og der var i hvert fald ingen, som skulle komme og sige, at jeg da også havde rigeligt om ørerne.

Men var det ikke netop den rolle, jeg så kraftigt havde forsøgt at lægge fra mig – martyrrollen, hvor jeg med den hånd var villig til at give alt, hvad jeg havde, og med den anden hånd var klar til at lange ud efter alle i vrede over, at det altid var mig, der skulle gøre tingene!

Hvad var det egentligt lige, jeg ville bevise? At jeg var sådan én, som altid havde det vildeste overskud og kunne klare hvad som helst med et smil på læben? Men var det ikke en smule falsk, når jeg i virkeligheden slet ikke havde det sådan?

Og hvem var det, jeg gerne ville give det indtryk, at jeg var sådan en ’super-mor’? Mine veninder, børnenes venners forældre, kolleger…?

Jeg kom frem til, at de mennesker som jeg ønskede skulle se mig som en ’super-mor’, var mine to dejlige drenge. Og at en ’super-mor’ i mine øjne bestemt ikke er hverken martyr eller offeragtig. Bevares, jeg ville da gerne vise mine børn, at jeg havde engagement, at jeg brændte for noget, og at man stort set kan, hvad man vil. Men jeg ville også gerne være et forbillede for dem ved at kunne sige fra og tydeligt vise, hvor mine grænser gik. Være én som viser, at der ikke er noget galt i at bede om hjælp, hvis tingene brænder på. At det ikke er et svaghedstegn at vedkende sig sine begrænsninger.

Så jeg ringede til svigermor og min far. De hentede på skift drengene i den uge, så jeg havde tid til lidt mere arbejde, og de fik mulighed for hyggelige eftermiddage. Og det gjorde, at jeg kunne give dem nogle dejlige aftenstunder, hvor jeg havde tid og ro til at høre om dagens oplevelser og give dem max nærvær – der følte jeg mig som en ægte ’super-mor’.

Har du også nogle gange svært ved at bede om hjælp? Hvad er din – og ikke andres – definition på en ’super-mor’? Skriv meget gerne en kommentar…

Besøg Camillas egen hjemmeside her.

Om Camilla Schou Andersen

Camilla er mor til Bertram på 6 år og Simon på 3 år. Hun er forsker og er samtidig indehaver af firmaet Din Rette Vej, hvorigennem hun holder foredrag og workshops om at være voksent barn af en alkoholiker og om at gøre sig fri af sin fortid.

Kommentarer

  1. Oh Chooky, how scary. Crossing my fingers and toes for your sfatey. I can’t believe how serious and widespread all these fires have been. There have been some bad blazes near Ballarat but far enough away for us to feel safe (complacent??)the weather here is a lot cooler than it has been (although hotting up later in the week).

Skriv en kommentar...

*