At skabe harmoniske børn starter med dig selv

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

For mig er alle mine børn en gave. De ha lært mig så meget om mig selv og givet mig så utrolig mange fantastiske oplevelser gennem livet og gør det stadig. Og jeg undres gang på gang, når der igen ruller udsendelser over fjernsynsskærmen med børn, der har taget magten fra forældrene.

Det er som om, vi tillægger børnene evnen til at kunne manipulere og være bevidst destruktive. At det er børnene, der skal fikses, for at hjemmet igen kommer op at køre, men sådan er virkeligheden ikke.

Den største læring, jeg har måtte lære i mit liv, er, at mine børn er et præcist spejl af, hvor jeg er henne i mit liv og i mig selv. Det har virkelig været en hård og meget sej proces at forstå dette i sin fulde kontekst.

Fra min store datter var 6-9 år, var hun et virkelig svært barn at nå. Hun var mut og sur og ville aldrig noget af det, vi skulle, endsige spise den mad, jeg lavede til hende. Hun var altid på tværs, og hun hadede sin skole, hun græd hver gang, hun kom hjem fra sin far osv. Jeg brugte oceaner af tid på at finde ud af, hvad der var “galt” med hende.

Så flyttede hun skole til en friskole, hvor der er en ansat kun til at varetage barnets tarv. Og det var en øjenåbner af de store. Ikke kun for min datter, som havde svært ved at lande i et fuldstændigt anerkendende miljø, men meget mere for hendes mor.

For det, jeg efterhånden lærte gennem denne helt unikke lærer var, at alle min datters problemer lå i mig. At min datter bare var et spejl af mit indre kaos. I starten blev jeg vred og syntes, det var for meget at lægge på mine skuldre. Men som årene gik, måtte jeg jo sande, at denne lærer havde ret. Jo mere, jeg fandt mig selv igen, jo mere balance, jeg fik skabt i mit liv og jo færre kampe, jeg havde med mig selv, jo bedre fik min datter det.

Og jeg måtte jo også sande, at jo mere nærværende, blev jeg over for hende, jo mere var jeg oprigtigt til stede og så, hørte og følte hendes og hendes behov. Børn har brug for langt mere end mad, tøj og et godnatkram – sådan firkantet sagt.

Og gennem årene, hvor jeg selv har fordybet mig endnu mere i pædagogikken og neurologien omkring børn og børns opvækst, har jeg forstået, at børn ALTID gerne vil samarbejde med forældrene – ALTID. Men det er jo ikke altid det, vi siger, de reagerer på, men det, de mærker. Og de mærker alt.

Vi er langt mere forbundet som mennesker, end vi husker på i en travl hverdag og ikk mindst er det tydeligt, når vi er med vores børn. De læser os konstant og prøver at justere sig i forhold til det, de læser, så de kan få anerkendelse, nærvær og kærlighed tilbage. Men når vi voksnes signaler er uklare og forvirrende, så bliver børnene det også.

Al forandring starter derfor med dig selv. Ikke mindst når det gælder at ville de børn det bedste. Dine børn er et spejl af dig og dit liv – intet andet. For at hjælpe dem bedst muligt, må du starte med at hjælpe dig selv.

Jeg har i dag den dejligste, skønneste kærlige store datter, der lige er blevet 18 år. Hun er vokset sig smuk – ikke bare i det ydre, men især i det indre. Hun er hjælpsom, fornuftigt og altid reflekterende på egne og andres oplevelser, før hun dømmer. Jeg elsker hende højt.

Og det vigtigste, jeg har lært, er, at børns udvikling og opvækst er vores ansvar. Ikke kun ‘det praktiske’, men i allerhøjeste grad også mentalt og følelsesmæssigt. Og det børn har brug for er at blive set præcist, som dem, de er – ikke dem, vi forventer eller ønsker, de skal være. Og at blive mødt med kærlighed og anerkendelse i alt, hvad de gør. De betyder også at hjælpe dem til at kunne være med og rumme både medgang og modgang uden at gå i stykker af det. Masser af kærlighed og nærvær. Når vi formår at gøre dette, så skaber vi de smukkeste og mest harmoniske børn, vi overhovedet kan. Det er et stort ansvar, for vi skaber et menneske.

…Men det stater med os selv!

Hvordan spejler dine børn dig – på godt og ondt? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Kommentarer

  1. Hanne skriver:

    Det er bare så rigtigt og dine ord rammer mig især nu, hvor jeg er i en periode, der har fået åbnet mine øjne for netop det med, at ens børn afspejler en selv.

    For kort tid siden var jeg i et sort sort hul, som jeg ikke rigtig kunne se mig ud af.
    Jeg fik en øjenåbner en dag, hvor jeg skulle aflevere min datter i vuggestuen og på den korte tid jeg var der nåede hun at skubbe to af de andre børn og snuppe en bog fra en tredje, mere eller mindre umotiveret. En adfærd hun havde haft i nogle uger. Sådan cirka lige så lang tid, som jeg havde søbet rundt i det der sorte hul…

    Da jeg kom hjem, kom det til mig. Egentlig er det jo ret åbenlyst, at sure forældre giver sure børn, men jeg havde haft travlt med at holde mig selv ovenvande, at jeg ikke rigtig ænsede den direkte påvirkning på mit lille barn.

    Erkendelsen kom som sagt den dag; at det er MIT ansvar at få styr på mit l*** og at det er MIT ansvar, at det ikke går ud over mit barn, hvis jeg er i en træls periode.

    Og ved du hvad, det er kun gået fremad siden den dag. Det tog tid, men lige nu er jeg simpelthen så glad og kan mærke på min datter, at hun også er meget mere glad. Så vi ping-ponger glæde og det er den ultimative følelse af kærlighed, at se min datter være så glad <3

    KH Hanne

    • Kære Hanne
      Tusind tak for din smukke historie, den gjorde mig glad helt in di hjertet. Ikke at den jo ikke er helt normal for rigtig mange af os, men det at du stoppede op og formåede at se dig selv udefra er virkelig stort. Gid flere havde kræfterne og lysten til at gøre som dig.
      Held og lykke på din vej
      kærligst Flora

  2. Anita Bach Danielsen skriver:

    Jeg er fuldstændig enig!

    Kærlig hilsen
    Anita

  3. Maja skriver:

    Hej Flora,
    Tak fordi du deler din erfaring og giver mig håb, håb for at jeg endnu kan nå
    at rette op på mit dårlige mønster. Jeg kæmper lige nu med at finde fodfeste
    I mit arbejdsliv og være nærværrende nok, selv om jeg går ledig. Min datter (4) var i dag skrup umulig og provokerende, først konfliktede vi ind til jeg tog hende op og sad længe med hende (hun manglede bare hendes mors 100% nærvær) Her efter var hun en engel, der gerne vil skrælle gulerødder og dække bord. Vi endte med at hygge os :-)

    Mvh Maja

  4. Maja skriver:

    @ Hanne, det er super flot at du har kunnet få vendt det! Jeg er problemet bevidst, men falder ofte i og er selv skyld i masser vores konflikter, lidt 2 skridt frem og et tilbage…
    Mvh Maja

    • @Maja – tak! Det krævede godt nok også nogle tårer og sådan. Men vil sige, at der stadig er dage, der er bedre end andre. F.eks. i går, hvor jeg var lidt slået hjem af en grum hovedpine – der var jeg ikke den tålmodige og rummende mor. Det resulterede i en frustreret datter, som skulle have nogle ekstra kram. Og det er altså vigtigt, synes jeg. Heldigvis er hun god til at bede om dem, når hun er ked af det, men “regnskabet” skal ende med plus. Flere kram og kys end frustrerende konflikter :-)

Skriv en kommentar...

*