Hvem styrer samtalen i din familie?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg er lige kommet hjem fra en familiekomsammen med følelsen af, at  ”her bliver jeg ikke hørt”. I min familie er der en ikke så fed tilbøjelighed til at råbe lidt højere og at kaste sine indlæg ind, før det er for sent. Hvilket reelt betyder at afbryde, før den anden får en chance for at tale ud.

Jeg endte med at blive møg-irriteret over, at jeg ikke syntes, jeg kunne afslutte en eneste sætning, uden at den blev afbrudt, og samtalen kastet et helt andet sted hen. I bilen hjem tænkte jeg meget over det, og kom i tanke om en situation, hvor en veninde havde sagt, at jeg var slem til at afbryde. Hvilket jeg åbenbart kommer til, når jeg bliver ivrig i en debat. Da vi kom hjem, talte min mand og jeg videre om, hvad det er, man har med hjemmefra på godt og ondt. Hvad enten det handler om, om man har fået den selvværdsfølelse, kombineret med en tillært pli, der gør en i stand til at lytte ordentligt og så fremkomme med egne bidrag til samtalen, når der er et passende hul, eller om andet familiemæssig bagage.

I stedet for at sidde og skyde på medlemmer i familien bliver det jo meget mere opbyggeligt, hvis man kan tage det til sig og arbejde med, hvor man selv har sine skyggesider. Hvordan kan jeg selv arbejde med mit eget selvværd, så jeg dybt funderet ved, at jeg bliver set, hørt og elsket, så mit indlæg i en samtale bliver et bidrag på et passende tidspunkt, fremfor, en lettere frustreret udladning med underteksten: I skal høre på mig?

Jeg tænkte også, at det var en vigtig egenskab at lære mine børn. Jeg ved, at min mand har været frygteligt irriteret over, så meget jeg har ladet mig afbryde af mine børn, når vi lige var midt i en samtale. Dilemmaet for mig var, at nu hvor jeg alligevel var blevet afbrudt, så kunne jeg ligeså godt høre, hvad de ville. I håb om, at jeg så kunne vende tilbage til samtalen igen. De ville jo blive ved med ”at banke på”, indtil jeg reagerede på dem.

Men det er bare ikke altid sådan, det fungerer. For det første fordi børn afbryder for at få deres forældres opmærksomhed – så har de ikke noget, de vil, så skal de nok finde på noget. I værste tilfælde kan de jo prøve at finde på det, når mor allerede er blevet afbrudt. Som i: ”Mooaar, mooaar”…..”Mooaaar.” ”Ja, min skat.” ”Det er fordi at……øøøøøøøh….ik’ noget.”

For det andet fordi det er, som jeg selv oplevede det i dag, møg-irriterende hele tiden at blive afbrudt, når man lige er ved at sige noget, som rent faktisk var vigtigt. Momentet kommer måske ikke igen, fordi den, der konstant bliver afbrudt mister lysten til overhovedet at dele sine tanker og derfor lukker mere og mere i.

Jeg prøver at lære dem, at de skal vente, og for at gøre det lettere for dem, har vi indført, at de skal tage min lillefinger, så jeg kan mærke, at de vil mig noget. Jeg vil ikke påstå, at det virker upåklageligt for de glemmer det selvfølgelig ofte. Men de ved det godt, og accepterer det, når jeg får mindet dem om det, og det er både en påmindelse til dem og mig om, at de skal vente, til det er deres tur.

Omvendt vil jeg jo også gerne give dem min fulde opmærksomhed, når de har brug for det, og derigennem lære dem at ja, de bliver hørt. De bliver set, og de bliver elsket. Men at de samtidig med dette også skal respektere, at mor og far, eller hvem det måtte være, har en samtale, som de ikke nødvendigvis er en del af.

Kender du situationen? Hvordan har du det i situationer, hvor du konstant bliver afbrudt? Eller måske er du selv en af dem, der er slem til at afbryde? Hvem styrer samtalen i din familie? Skriv gerne en kommentar…

Om Eva Gøttrup

Eva Gøttrup hjælper kreative og innovative mennesker med at få succes med deres forretning. Ved at hjælpe dem med at finde deres fokus, organisere deres dag, og at komme ud med sig selv - se mere her. Eva er mor til to børn Isak på 7 år og Rajani på 4.

Kommentarer

  1. Oh yes, det kan jeg virkelig godt nikke genkendende til – både det, at sidde til en familiekomsammen og ikke blive hørt OG selv have tendens til, at afbryde når man bliver lidt ivrig i en samtale.
    I min familie er det for det meste den, der taler højest eller kommer med den mest “tunge” kommentar, som bliver hørt og jeg har flere gange bare klappet i som en østers, når min kommentar er druknet i mængden.
    Jeg ved, at min mand også er ret træt af den tendens i min familie, men jeg er på en måde vant til det. Selvom jeg faktisk også er træt af det, for jeg har jo taget det med mig i mit liv/min personlighed/adfærd og synes ikke det er fedt, at jeg har en tendens til, at lave “skildpadden” og trække mig ind i mig selv, fordi alle de andre taler højere eller har bedre input end jeg har.

Skriv en kommentar...

*