Multi-tasking – nej tak!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Ah, 3,5 ugers ferie ventede foran os, og allerede da vi sad og ventede i lufthavnen, kunne jeg mærke, hvor meget mere frit jeg allerede kunne trække vejret. Altså sådan heeeelt ned i maven. Puh, havde jeg virkelig været så ophængt?

Ihvertfald føltes det som det eneste rigtige, da jeg lænede mig tilbage i flysædet og lod tankerne flyve om kap med skyerne og afsted mod Frankrig.

Den første dag på stranden spurgte Bertram hvad tid vi skulle være tilbage på campingpladsen. Og med et sagligt smil om munden, svarede jeg, at det var lige meget. At vi skulle tilbage når vi havde lyst. Måske om 1 time, måske om 4 timer. Det var så rart og tiltrængt bare at have lagt uret i kufferten og lade sig flyde med øjeblikket. Og drengene fangede den hurtigt. Da vi senere om aftenen sagde, at de snart skulle i seng, var svaret: “Jah, måske om 1 time, måske om 4 timer”. Og det var så skønt at have tid sammen til at gøre det vi ville, i så lang tid vi ville. At spise frokost kl. 15 og gå til stranden igen kl. 20. Bare fordi vi havde lyst.

Anders hoppede rundt med drengene i bølgerne, og i et øjeblik overvejede jeg at tage min bog frem. Det var én af de ting, som jeg altid glædede mig til i mine ferier – at have tid til at læse nogle gode romaner. Men jeg orkede det ikke. Som i: “Jeg magter simpelthen ikke at gå i gang med en ny bog og forholde mig til en handling og et helt persongalleri”. Så i stedet nød jeg solen, der bagte på mit ansigt, og lyttede til den franske summen af folk omkring mig.

Jeg kiggede ud over havet og kunne nærmest mærke, hvordan min krop langsomt blev ladet op af intetheden. Af bare at sidde der uden at gøre noget som helst. Uden at tænke på noget som helst. Det var godt nok lang tid siden, der havde været så stille oppe i mit hoved. Der var ikke en eneste tanke om hverken min forskning eller mit firma! Og det føltes SÅ skønt!

Én af de sidste eftermiddage, hvor vi sad udenfor vores hytte, spurgte Simon, om han måtte få noget at spise. Selvfølgelig måtte han det, men det gik op for mig, at jeg faktisk ikke anede, hvad vi havde af mad i køkkenet. Det var jo Anders, der havde handlet ind og lavet mad hver evig eneste dag på ferien. Og mig, som derhjemme altid havde troet – eller måske nærmere bildt mig selv ind – at hvis jeg ikke havde styr på indkøbssedler og tidspunkter for turen til Netto, så ville vi da aldrig få noget mad! Og så havde Anders udover at sørge for lækker mad hver dag, også tænkt på, at der ventede et par børnefødselsdage når vi kom hjem, så han havde også fået købt et lager ind af farveblyanter, som kunne gives i gave!

Jeg havde i denne ferie åbenbart på forunderligste vis formået at smide alt praktisk ansvar over skulderen og bare være, uden egentlig at have opdaget det. Tankevækkende – og fantastisk! Dog ramte det mig hårdt lige midt i maven, da vi kom til vores sidste aften i Frankrig. Mens Anders og jeg gik og pakkede, kunne jeg mærke en irritation, stress, og ked-af-det-hed, der langsomt kom snigende.

Puh, det hele knugede sig sammen i mig, og jeg kunne slet ikke holde tanken ud om at skulle hjem i morgen. Hjem til alle pligterne, aftalerne, overholdelsen af tidspunkter. Pludselig var jeg helt låst i maven igen og kunne nærmest ikke trække vejret. Det føltes, som om min krop blev pakket stramt ind i et gitter, og det eneste jeg kunne var at sætte mig ned og tudbrøle. Anders kiggede helt forskrækket på mig. Og da jeg grådkvalt fremstammede at jeg ikke ville hjem, ændrede forskrækkelsen sig til vantro. “Hvorfor vil du ikke hjem? Vi har jo stadig masser af ferie tilbage, når vi kommer hjem!”.

Ja, vi havde masser af ferie tilbage, men vi skulle stadig hjem. Hjem i huset. Hjem, der hvor jeg plejede at lave mad, tømme opvaskemaskine, ordne post, finde mad frem i fryseren til næste dag, og også liiige have Simon i bad – for hvornår skulle vi ellers nå det? Og samtidig med jeg stakåndet bildte mig selv ind, at det da var godt,, at der var én af os der kunne ’multi-taske’, snerrede jeg af børnene at “de vel nok kunne se, at jeg havde nok at gøre, og de altså lige måtte vente et øjeblik…”.

Jeg forsøgte at forklare Anders, at jeg var så bange for, at jeg ved at komme hjem samtidig automatisk ville få alle de begrænsende mønstre tilbage, hvor jeg blev til en person, jeg slet ikke havde lyst til at være. Og som jeg også nu helt fysisk kunne mærke ikke havde godt af at være. Men selvom det ikke var en rar følelse, var det samtidig godt at have fundet ud af, hvor meget jeg egentlig kæmpede i hverdagen. Kæmpede med forventninger om, hvordan tingene skulle klares og gøres og ordnes. Kunne næsten ikke forstå hvorfor jeg ikke havde set og mærket det før. Men nogle gange er det bare nødvendigt at komme væk fra det, som ikke fungerer, før man kan se, hvor absurd det hele har været.

Så tak Anders, fordi du tager over, når jeg giver dig plads til det. Tak fordi du viser mig, at tingene sagtens kan gøres på en anden måde end min, at de sagtens kan gøres på en anden tid, og at selvom vi aldrig når alting, så når vi altid det vigtigste! Jeg vil hver dag øve mig på at være mere nærværende i de ting, jeg gør, og ikke længere hylde min evne til multi-tasking!

Kan du genkende dig selv i ovenstående? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Camillas egen hjemmeside her.

Om Camilla Schou Andersen

Camilla er mor til Bertram på 6 år og Simon på 3 år. Hun er forsker og er samtidig indehaver af firmaet Din Rette Vej, hvorigennem hun holder foredrag og workshops om at være voksent barn af en alkoholiker og om at gøre sig fri af sin fortid.

Skriv en kommentar...

*