Når jeg ikke orker at være mor

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg er medlem af et fantastisk netværk, fyldt med skønne kvinder med masser på hjertet. En af disse kvinders passion er at hjælpe andre med at bringe krop og sind tilbage i balance; noget, hun har stor erfaring med (du kan læse mere om hendes arbejde her).

Hun kom med en sætning her den anden dag, som virkelig bed sig fast hos mig. I får den lige her:

“Skammer du dig nogensinde over følelsen af, ikke at gide være sammen med dine børn?”

Oh yeah, tænkte jeg med det samme, den kender jeg godt!

Imens jeg var gravid, læste jeg alt, jeg kunne komme i nærheden af omkring tilknytning mellem mor og barn, da dette er et stort tema i mit eget liv (du kan læse mere om min historie her og her).

Ud fra alt dette læseri, blev jeg fast besluttet på, at mit barn skulle være hjemme hos mor og far længst muligt, og i hvert fald de første to år. Jeg var på dagpenge på det tidspunkt og af rent økonomiske grunde, ville vi ikke kunne få det til at hænge sammen, hvis min mand skulle tage noget af barslen. Planen var derfor, at jeg skulle gå hjemme og passe vores barn, til han fyldte to.

For at det ydermere skulle hænge bare nogenlunde økonomisk sammen efter endt barsel, så besluttede vi, at jeg skulle blive privat børnepasser, hvor jeg ville passe Oliver (som min søn hedder) og min venindes skønne lille datter. Det passede som fod i hose, planen var lagt og jeg havde ro i maven over at føle mig bare lidt i kontrol over dette nye, store i mit liv.

Men allerede her skurrer det lidt i ørene, for er der et ord, der ikke passer sammen med det at sætte små børn i verden, så er det ordet ”kontrol”.  Det at bære et barn under sit hjerte, bringe det til verden og være dets guide i livet, det er den ultimative test for kontrolmennesker. Alt det, du forsøger at kontrollere, bryder nemlig sammen.

Jeg har livslang erfaring med det at være kontrolmenneske, og jeg har også måttet sande, at hvis jeg virkelig ønskede at leve og ikke blot at overleve, så var jeg nødt til at overgive mig og give slip på kontrollen.

Det har ikke været nemt. At sige til et kontrolmenneske, at det ‘bare skal give slip’, er det samme som at sige til en anorektiker, at han/hun ‘bare skal begynde at spise’. Der skal altså en hel del mere til.

En af disse livs-transformerende ting var netop at opdage, at nogle af mine idealer og planer bare ikke fungerede i praksis. Jeg var (og er) en stor beundrer af mænd og kvinder, som drosler ned på alt, der kræver deres tid og energi, og i stedet bruger alt deres krudt sammen med ungerne i deres første år. Det taler så meget til mit hjerte.

Men det var bare ikke alle dele af mig, der kunne holde det ud. Efter at have gået hjemme med Oliver i knap halvandet år, var jeg ved at gå op i limningen.  Jeg var som en løvinde i et bur og var nærmest kun en skygge af mig selv, der konstant forsvandt i opvask og tøjvask, så snart min mand satte foden inden for døren.

Jeg havde nemlig begået den store brøler at negligere mine andre drømme og ambitioner. I stedet havde jeg satset hele butikken på mor-rollen. Men ingen af os er kun mor. Vi er også en masse andet, der er meningsgivende i vores liv. Får dette ingen næring, så opstår der er en dyb sorg, som kan være meget vanskelig at være i og forstå.

Jeg var noget tid om at indrømme over for mig selv, at mine planer simpelthen ikke virkede i praksis. Det var svært, og jeg skulle virkelig arbejde med skylden og skammen over ikke at kunne leve op til mit ideal. Men på den anden side var det en kæmpe lettelse, fordi jeg nu endelig lyttede til alle mine indre stemmer, der ikke havde fået taletid rigtig, rigtig længe.

Og det var først her, at skammen over, at jeg til tider ikke orkede min søn, helt forsvandt. Det var nemlig først her, jeg til fulde forstod, at det er umuligt at give noget, hvis du intet har at give af. Selvkærlighed og nydelse har intet med egoisme at gøre – det er livsnødvendigt for at du kan være den mor, partner, hustru, karrierekvinde mm., som du ønsker.

Hvad gør du, når du er drænet for energi og må revurdere dine idealer? Del meget gerne i kommentarfeltet.

Om Mette Schatter Carendi

Mette er mor til Oliver og indehaver af firmaet Harmoniske Unger, hvor hun, gennem blogs, workshops, foredrag og rådgivning, støtter forældre i at skabe kærlige og inspirerende relationer til deres børn.

Kommentarer

  1. Anette skriver:

    Kære Mette,

    Puha. Du rammer lige ned i noget som er meget virkeligt for mig lige nu… Min mand og jeg er ved at blive skilt og jeg er ved at gå ud af mit gode skind for at beskytte vores to børn på 5 og 1 så meget som muligt i denne svære proces. Jeg havde således tænkt at de skulle blive boende i huset og så kunne min mand og jeg flytte ud og ind af huset. Det ville gøre mig noget rodløs (min mand har fået en ny lejlighed, mens jeg bliver i huset), men jeg har hele tiden tænkt – “hellere mig end mine børn”. Men nu må jeg erkende at jeg også har brug for et hjem hvor jeg kan slappe af og være i “helle” og komme mig ovenpå de svigt og de blandede følelser, der jo altid er når man gennemgår en skilsmisse.. For mon ikke mine børn har mere brug for en mor der får tid og rum til at hele end en fast bolig…. Så vi er netop blevet enige om at min mand skal have børnene hos sig i sin (meget meget fine) lejlighed, så jeg kan bruge de dage hvor de er hos ham til at rydde op, tude og lade op og bliver “hel” igen.

    Det er lidt en anden problemstilling end den du taler om fordi jeg jo ikke skammer mig over ikke at gide mine børn, men alligevel har haft svært ved at gøre noget som på én måde jo ikke er i deres primære interesse, men i min….., men der er alligevel fællesnævnere. Jeg tror, at vi er mange mødre, der oplever at vi i de første uger og måneder af børnenes liv må sætte vores egne behov til side i en ekstrem grad alene fordi børnene holder os vågne om natten. Og vi er derfor også mange der skal finde ud af at få vores egne behov sat på “skemaet” igen, så vi ikke ender med at leve de næste 17 år uden egne behov for øje….For selvom opofrelse jo nok er en del af det at være en god mor, så er det ikke rart for børn, hvis mor bliver utydelig og/eller matyr på grund af sin opofrelse.

    Med venlig hilsen,
    Anette

    • Mette Schatter Carendi skriver:

      Mange tak for din rørende og ærlige kommentar Anette. Og jeg tror du har meget ret – at det er svært for os kvinder at få vores egne behov sat på skemaet igen, noget som vi virkelig skal være opmærksomme på. Sender jer en masse varme & kærlige tanker i denne udfordrende tid og håber i sammen finder den bedste løsning for jer alle

      Kh Mette

Skriv en kommentar...

*