Er det kun vores børn, der kan være i nuet?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Noget af det smukkeste ved børn er deres helt vidunderlige evne til at være i nuet. De bekymrer sig ikke om i morgen, eller om det, der skete i går. De er til stede. Lige her. Lige nu.

Det er en evne, jeg har reflekteret meget over, da det er noget, jeg virkelig har bakset med. Det er som om, at der altid lige sniger sig en tanke eller to ind omkring et eller andet, jeg skal huske. Eller tanker om et eller andet, jeg frygter vil ske – eller ikke ske – i fremtiden.

Det er jeg langt fra ene om, ja jeg vil nærmest kalde det en landeplage – det her med ikke at kunne være nærværende i nuet.

Derfor er der også rigtig mange, der taler om det, lige fra verdenskendte Eckhart Tolle til diverse mindfulness instruktører.

Det, at kunne være til stede i nuet, er nemlig indbegrebet af livsglæde og nydelse. Og spontanitet og kreativitet. Ja faktisk alle de kvaliteter, vi i høj grad knytter til vores børn.

Men er det kun vores børn, der evner at være i nuet? Er det en evne, der fortager sig, eller som vi mister, når vi bliver voksne med dertilhørende ansvar, job, regninger og ambitioner?

I lang tid troede jeg, det hang sådan samme. Eller det vil sige, jeg konkluderede, at det måtte være sådan, fordi de andre alternativer var for smertefulde at overveje.

For hvis det ikke kun er vores børn, der formår at være til stede i nuet, men en menneskelig evne tilgængelig for os alle, hvorfor er det så lige, at det er så svært? Og hvad er det, der skal til, for at vi atter kan genfinde eller genskabe denne evne?

De spørgsmål har jeg gumlet på i mange år, hvor jeg har måttet erkende, at der særligt er en gruppe af mennesker, som kan finde det ekstra udfordrende, det her med blot at være til.

Det var ikke en særlig rar opdagelse. Jeg tilhører nemlig selv denne gruppe. Det er alle de mennesker, som på den ene eller anden måde har tidlige traumer eller psykiske sår med i bagagen.

For os synes der at skulle lidt mere til, før vi kan slippe det konstant at være på vagt og blot hengive os til livet.

Men det er heldigvis stadig muligt, og derfor vil jeg gerne give dig en lille gave, nemlig en optagelse at et webinar, som jeg afholdte den anden dag. Her taler jeg netop om denne smertelige udfordring – og hvad vi kan gøre ved den. Du kan lytte til optagelsen her.

Hvad gør du, hvis du finder det svært at være til stede i nuet? Del meget gerne dine erfaringer, overvejelser og tanker i kommentarfeltet…

Om Mette Schatter Carendi

Mette er mor til Oliver og indehaver af firmaet Harmoniske Unger, hvor hun, gennem blogs, workshops, foredrag og rådgivning, støtter forældre i at skabe kærlige og inspirerende relationer til deres børn.

Skriv en kommentar...

*