Erhvervspsykolog-fobi

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Vi er fem medejere af min virksomhed. Tre af os har lige store andele, og tilsammen ejer vi mere end 90 pct. Vi tre er meget forskellige både i alder, uddannelse og sted i livet, hvilket nogle gange kan give en del diskussioner i forbindelse med beslutningsprocesser.

I den forbindelse var vi for et par uger siden på teambuilding, hvor vi også blev præsenteret for en personlighedstest. Lige først fik jeg totalt flash back til dengang, jeg var midt 20’erne.

Jeg fik min kandidatgrad som 24-årig og startede i mit første job som Management Trainee cirka samme tid. Eftersom jeg startede i en ung alder på Handelshøjskolen, havde jeg faktisk haft et års orlov til at rejse, arbejde og udvikle mig i, men ellers var jeg bare stormet igennem. Så jeg stod frisk og glad med sprudlende selvtillid, men med et minimum af erhvervserfaring, og var rigtig stolt af at have fået job i en af Danmarks dengang store virksomheder – efter tre runders jobsamtaler.

Selvtilliden fik hurtigt et dyk. Jeg blev koblet på et Young Managers Programme med andre unge med lederpotentiale. Vi var både nogen, der ligesom mig var startet som trainee, samt nogen med flere års erfaring. Med min cand.merc i strategi og ledelse – med fokus på værdibaseret ledelse – var jeg overbevist om, at jeg kunne gøre en forskel for en virksomhed, og det havde den personaleafdeling og de direktører, som ansatte mig altså også.

Men de to erhvervspsykologer, der kørte kurset, kunne ikke få mig passet ind i deres lederskabelon. De filede, savede og modellerede og efter to år fik jeg at vide, at jeg ikke egnede mig som leder. Og selvom jeg havde selvværd nok til at tænke ”de tager jo helt fejl”, så fik selvtilliden et lille knæk. Min følsomhed brugte jeg jo til at fornemme med, syntes jeg selv. Ikke bare i forhold til mine kolleger, men også kunder, konkurrenter, markedet. Og også til at kommunikere. Budskaber med følelser i virker SÅ meget stærkere.

Den eneste del af mig, som de to erhvervspsykologer faktisk havde lyst til at beholde, var min charme. Den kunne de godt bruge. Resten af mig burde bare være en bitch, sagde de. Min rolle skulle være the charming bitch. Heldigvis var jeg så godt funderet i mig selv, at jeg rystede på hovedet, sagde op og fandt mig et andet job. I en virksomhed som var for lille til at finde på at hyre erhvervspsykologer.

Nå, men mit flashback kom, da personlighedstesten viste, at jeg var ret følsom. Noget, der kom helt bag på mine kolleger, der synes, jeg er så robust. Men jeg blev glad. For den følsomhed havde jeg jo for 15 år siden besluttet mig for at holde fast i og bruge som en styrke. Og når vi snakkede om det, så kunne vi faktisk alle se, at min følsomhed var intakt på trods af de mange trælse beslutninger, man må tage som virksomhedsleder. Og vi diskuterede den gennemslagskraft, som følsomhed kan have, og styrken i ikke bare at være en charming bitch. Og konsulenten (som IKKE er erhvervspsykolog) fortalte også, at de fleste virksomheder ikke længere har krav om, at de nye headhuntede ledere ikke må slå 1 mm ud på følsomhedsskalaen.

Så det var ikke bare mig. Det er en tendens. Men selv om det ikke var, så ville jeg nu fortsat bare bruge min følsomhed. I min kommunikation, min omgang med medarbejdere, min omsorg for kolleger, min analyse af markedet, mit salg….oooooog jeg kunne blive ved.

Har du en styrke, som er blevet opfattet som en svaghed i en bestemt kontekst eller af bestemte mennesker? Skriv meget gerne en kommentar…

Om Sanne Nørgaard

Mor til Theodor (2006) og Marius (2009) samt administrerende direktør for og medejer af Novotex Wholesale A/S. Virksomheden er kendt for at tænke bæredygtighed ind i tekstilbranchen og markedsfører egen børnekollektion under konceptet Green Cotton.

Kommentarer

  1. Kære Sanne

    Sikke en absurd besked, de erhvervspsykologer gav dig… Godt du ikke lyttede til dem!! Og godt at tendensen til, at man ikke må vise følsomhed overhovedet, er på retur! Tak fordi du delte din historie! :-)

    KH Patricia

  2. Det kan jeg i den grad nikke genkendende til! Jeg arbejdede i 10 år i en stor international virksomhed, hvor jeg tit fik høvl for at være for passioneret og tage tingene for tungt. Og da jeg så endelig fik lette rumpetten og kom på universitetet fik jeg af vide, at jeg da ikke skulle tro, at jeg bare kunne charme mig igennem. Især det sidste var dybt forvirrende og sårende, da jeg vitterlig i situationen var utrolig engageret og fordybet i emnet, som jeg havde alle mulige kreative vinkler på. Men de var vist lidt for kreative til selskabet. Det tog mig ret lang tid at tage min power til mig og gå mine egne veje, hvor jeg ikke i nær så høj grad er afhængig af andres approval.

    • Sanne skriver:

      Godt for dig Mette. Man gør det virkeligt bedst på jobbet når man selv tror på hvad man laver også!

  3. Jeg har nu ikke været leder, men der er også andre fag hvor det at være blød og følsom ikke anses for at være en styrke. Tragi-komisk nok har jeg været sagsbehandler for unge ikke jobklare kontanthjælpsmodtagere, hvor jeg blev anset for at være “for blød” fordi jeg ikke sanktionerede nok, dvs. trak i de unge menneskers kontanthjælp når de ikke mødte til aktivering m.v.. Jeg vurderede, at det var de unge menneskers sygdom ( 70 % af dem havde en sindslidelse), der var årsagen til at de ikke mødte op. Så altså ikke manglende vilje eller ugidelighed, men ganske enkelt fordi de ikke magtede det. Min vurdering var og er til stadighed, at det ikke hjælper at true syge mennesker med at de får færre penge at leve for, det er en helt anden indsats der skal til, ikke mindst at blive mødt med tillid og åbenhed.
    Ligesom dig Sanne sagde jeg op, og har nu anerkendt at jeg ER blød, og jeg vil hellere snydes en gang for meget end at møde et sårbart menneske med mistillid.
    Kærlig hilsen
    Maria

    • Sanne skriver:

      Puha – det må godt nok også være et af de sværere job Maria. Men dejligt at du også fik sagt fra :-)
      Venlig hilsen
      Sanne

Skriv en kommentar...

*