Når stresscoachen får stress

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg har en mission! Det er at hjælpe andre til at forebygge, at stress bliver en del af deres tilværelse og leve deres liv i balance. Intet mindre!

mand med urMin egen historie rummer ikke altid balance. Ikke desto mindre har balance altid været et nøgleord for mig, siden mine sene teenageår faktisk, og det har været lidt af en ”rollercoaster-ride”. Jeg har været i super balance i perioder og i total ubalance i andre perioder. Faktisk så meget ude af balance, at jeg for 4½ år siden blev sygemeldt grundet stress.

For nogle år siden stod jeg sammen med en anden mor ved siden af en fodboldbane i stiv kuling og kiggede på vores små poder løbe rundt efter en bold, mens vi talte om, hvor svært det er at få et familieliv til at gå op i en højere enhed. Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte: ”Det kan da ikke være rigtigt, at det skal være så svært!” Det blev startskuddet for min mission. Der måtte da være en løsning på at man ikke kommer derud, hvor frustration og afmagt er ens nærmeste allierede.

Sidenhen er jeg blevet uddannet life- og stresscoach, og jeg har læst massevis af bøger om familieliv, mindfulness og personlig effektivitet. Så jeg har nu en masse værktøjer, som jeg hele tiden kan hive op af værktøjskassen og bruge, når jeg får lidt for mange aktiviteter på programmet.

Alligevel! Alligevel kan jeg indimellem stadig få den der følelse af slet ikke at kunne overskue alle de ting, jeg skal nå, og stressen sidder helt oppe i halsen. Overblikket, nærværet i nuet og kontakten til min krop forsvinder i en stresståge, og jeg begynder at løbe rundt om mig selv og messe: ”Jeg kan ikke nå det hele. Jeg kan ikke overskue alt det, jeg skal. Hvad skal jeg dog gøre?”

Så hvad gør jeg så, når jeg finder mig selv i denne meget ukonstuktive tilstand?

Jeg S T O P P E R op!

Jeg tager en dyb indånding og kigger i min værktøjskasse, for der ligger helt sikkert et stykke værktøj, jeg kan bruge. Jeg er stadig nødt til at kigge lidt på alle værktøjerne, og tænke lidt over hvilket stykke værktøj, der er det helt rigtige. Nogle gange prøver jeg mig også lidt frem, fordi det værktøj, jeg har taget op, ikke helt virker, men så prøver jeg bare et nyt, til jeg finder det helt rigtige og overblikket, nærværet i nuet og kontakten til min krop er genetableret.

For det er nemlig sådan med værktøjer til personlig udvikling, som det er med det værktøj, håndværkeren har i værkstøjskassen: Jo flere gange man har det oppe og bruger det, jo nemmere bliver det at håndtere, og på et tidspunkt behøver man ikke at tænke så meget over det længere, så griber man helt naturligt det stykke værktøj, man skal bruge, og det bliver en rutine. Men ting bliver ikke en rutine af, at man gør det 1, 5 eller 20 gange,  det kommer af at gøre noget 100 gange eller mere.

Så i stedet for at ærgre mig over, at jeg stadig indimellem kan blive stresset, så glæder jeg mig over den fine værktøjskasse, jeg har fået. Glæder mig over, at jeg øver mig i at bruge de rigtige værktøjer, og at selvom jeg indimellem tager det forkerte stykke værktøj, så betyder det blot, at jeg næste gang er den erfaring rigere og vil have lettere ved at vælge det rigtige værktøj.

Hvordan håndterer du det, når du føler dig stresset i hverdagen? Har du nogensinde været så stresset, at du blev syg af det? Del meget gerne dine erfaringer og tanker i kommentarfeltet nedenfor… 

Om Maria Gammelgaard

Maria er life- og stresscoach og har startet firmaet KABALEN – et liv i balance, som fokuserer på at hjælpe dig til at få dit livs kabale til at gå op. Bosat langt ude på landet i nærheden af Billund sammen med en skøn mand og 2 dejlige drenge på 6 og 8 år.

Skriv en kommentar...

*