Rigtige mødre ammer – og andre overbevisninger

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg havde altid vidst, at jeg skulle have børn, så for mig handlede det mest om at finde ud af hvornår. Derfor kom det også som et kæmpe chok, da vi fandt ud af, at jeg havde svært ved at blive gravid, og vi derfor skulle i fertilitetsbehandling.

Lige pludselig skulle jeg give mig selv hormonindsprøjtninger og gå til scanninger flere gange ugentligt hos gynækologen for at tjekke, om der måske snart lå et æg klar. Måned efter måned gik. Den ene gang efter den anden fik jeg beskeden, at ”nu ligger der 20 æg klar så, vi bliver nødt til at vente til næste periode”, hvorefter 0 æg så var klar næste gang.

Vores frustrationer voksede. For hvad nu hvis? Hvad nu hvis det ikke lykkedes… Skulle vi adoptere? Skulle vi have en rugemor? Skulle vi lade være med at få børn? Efter halvandet år var vi ved at miste tålmodigheden, og det var gynækologen også. Hun gav det en sidste chance – heldigvis. For der lå 2 æg klar, og inseminationen virkede. Så efter få uger fik vi de to famøse streger at se på testen.

Vi var så taknemmelige for at det var lykkedes, og jo længere hen i graviditeten jeg kom, jo mere spændt var jeg på fødselen. Min forestilling om at få et lille varmt vidunder op på maven – efter timers hård kamp med veer – var så fantastisk. Derfor blev jeg også fuldstændig slået ud af kurs, da jeg 10 dage inden termin fik af vide af jordemoderen, at hun havde taget fejl af babys placering. Han havde ikke vendt sig rigtigt, så jeg skulle have kejsersnit inden for den næste uge. Kejsersnit!! Kejsersnit?? Ordet lød fuldstændig forkert i mine ører, og jeg følte mig SÅ snydt. Nu havde jeg ventet i så lang tid på at få lov til at føde mit barn, og så skulle han forløses ved kejsersnit!

Heldigvis gik alt efter planen, og vi fik en skøn lille dreng. Jeg var kun lige kommet ud af bedøvelsen, da sygeplejerskerne kom og snakkede med mig om amning. Og selvfølgelig skulle jeg amme. Det skulle man da! Faktisk havde jeg ofte set lidt skævt til de mødre, der sad og gav deres små babyer flaske. For hvorfor dog!? Det handlede vel bare om at få det til at fungere.

Men det blev hurtigt tydeligt, at amningen formentlig ville blive lidt svær. Han ville ikke rigtig tage ordentlig fat, og mælken hobede sig op. Heldigvis var jeg blevet advaret om, hvor vanvittigt ondt, det kunne gøre, når man startede med at amme. Så jeg holdt ud og forsøgte hver eneste gang at slappe af og få ham til at gøre det samme. Men det var svært, når jeg måtte sidde med isterninger i munden som en form for distraktion fra smerten.

Da han var omkring tre uger gammel, vågnede jeg en morgen med en forfærdelig brystbetændelse. Jeg fik besked på at fortsætte amningen, og sammen med penicillin, varme bade og massage af brysterne gik det forholdsvis hurtigt i sig selv igen. Men det varede kun kort. Selvom der var masser af mælk, tog han ikke helt nok på, og jeg fik besked på at skulle amme oftere og længere tid ad gangen! Jeg var så bange for at der ville gå koks i det igen, så det blev nærmest en tvang at få ham til at spise. Jeg blev mere og mere stresset, og det blev han tydeligvis også. Jeg var så forvirret og ked af det. Hvis han ikke ville have min mælk, måtte der da være noget helt galt med enten mig eller ham! Og hvor var det bare uretfærdigt! Jeg var ikke blevet gravid på naturlig vis, jeg fødte ham ikke normalt, og nu kunne jeg heller ikke give ham mad på en normal måde. Jeg følte mig som én stor fiasko.

Alle de ting, jeg forbandt med at blive mor, kunne jeg slet ikke præstere. Det var nok også derfor, at jeg krampagtigt holdt fast i, at jeg ville give ham brystmælk. Så vi lejede en udmalkningsmaskine, og jeg malkede troligt ud flere gange om dagen. Men jeg brugte al tid mens han sov på at malke ud og fik ikke hvilet mig det mindste. Meget hurtigt var jeg fuldstændig udkørt, og følte mig som en malkeko på overarbejde.  Så jeg måtte give mig. Og han fik flaske og udelukkende erstatningsmælk fra han var ca. 3 måneder gammel. Og var en sund og glad dreng! Så selvom jeg på mange måder synes, min første tid som mor havde været svær, havde jeg dog også lært nogle dyrebare lektier:

Evnen til at være Mor sidder ikke i, hvordan vi får vores børn, hvordan de kommer til verden eller hvordan de får mad – den sidder inde i os, i vores hjerte, sind, tanker og handlinger. Den er i den måde, vi hører vores børn, når de har brug for opmærksomhed, i den måde, vi holder om dem på, når de har brug for omsorg, i den måde, vi beskytter dem på fra omverdens virak, og i den måde, vi sørger for at de er mætte, trygge, rene og omgivet af kærlighed.

Har du haft nogle overbevisninger om det at få børn og blive mor, som ikke holdt stik? Hvad følte du i situationen? Og hvad har du evt. lært af det? Skriv meget gerne en kommentar…

Om Camilla Schou Andersen

Camilla er mor til Bertram på 6 år og Simon på 3 år. Hun er forsker og er samtidig indehaver af firmaet Din Rette Vej, hvorigennem hun holder foredrag og workshops om at være voksent barn af en alkoholiker og om at gøre sig fri af sin fortid.

Kommentarer

  1. oh man! i’ve not even started thniking about my gift – i just keep having random panicky thoughts of knowing i have to make something and then not panicking as I know I have a bit of time – I do have lots of time, don’t I????lollx

Skriv en kommentar...

*