- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Kan man blive en god mor, når ens egen mor var alkoholiker?

Ét af de spørgsmål jeg meget ofte får, når jeg er ude og holde foredrag om at være voksent barn af en alkoholiker er, hvordan jeg har tacklet selv at blive mor, når min egen barndom og ungdom var så kaotisk.

Og det er et virkeligt godt spørgsmål! For det var lige præcis noget af det, som bekymrede mig rigtig meget inden vi fik børn. Jeg var helt klar over, at jeg havde en masse bagage med, som jeg blev nødt til at få ryddet ud i, inden jeg ville kaste mig over forældrerollen. Som voksent barn af en alkoholiker er man ofte enormt dårlig til at sige fra, dårlig til at mærke sig selv og dårlig til at prioritere sine egne behov.

Noget af det, jeg i den grad vidste, jeg blev nødt til at lære var at være i stand til at finde mine egne grænser og – ikke mindst – være i stand til at sige dem højt. Det skulle vise sig at være en kæmpe udfordring, da jeg i mange år havde lært af min mor, at mine følelser og tanker ikke rigtig havde betydning. Eller det var i hvert fald sådan, jeg forstod det, når hun gentagne gange valgte flasken frem for mig. Men efter megen øvelse og adskillelige op- og nedture, hvor jeg bl.a. skilte mig af med en masse indestængt vrede, begyndte jeg langsomt at kunne mærke, hvem jeg var, hvad jeg ville, og hvad jeg havde brug for.

Det var så noget af en mavepuster at få en baby, som (naturligvis) krævede mig 24-7 uden at tage hensyn til, om jeg havde nogle særlige ønsker for nattesøvn og alenetid. Jeg var lige blevet så god til at sige fra, og så kom der sådan en lille igle og fik mig helt på glatis igen.

Men jeg skulle hurtigt opdage, at den nærmest kliché-agtige sætning: “Mine børn er mine største læremestre” i den grad holdt. Det blev specielt tydeligt i forhold til et andet træk, som ofte følger voksne børn af alkoholikere, nemlig offer-rollen. Den der med, at “det-er-da-også-bare-så-synd-for-mig…”

Og jeg fandt ud af, at når offeret (ubevidst) var kommet frem for at få Bertram til at gøre, hvad jeg gerne ville have, fik jeg kun en omklamrende og pjevset dreng ud af det. Dette viste sig specielt voldsomt om morgenen, når han oftest vågnede kort tid inden, jeg skulle i bad, og ville have, at jeg blev hos ham mens han lå og puttede. Offeret var hurtig til at sige noget i retning af: “Nu skal jeg altså i bad, jeg kan altså ikke sidde her hos dig. Du bliver nødt til at lade mor komme i bad. Du må forstå at jeg har brug for at…” Og han var halvandet år!

Da jeg endelig indså, at mit gamle mønster kun gjorde tingene værre, valgte jeg at forsøge en anden strategi. Jeg sagde kort til ham at: “Jeg skal i bad nu. Du kan enten blive her i sengen eller gå med mig”. Og han tog blot sin dyne og gik med! Fordi jeg ikke længere formanende og forventede, at han forstod mine behov, men viste at jeg faktisk godt kunne handle på dem selv, så accepterede han uden videre.

Efterfølgende er jeg selvfølgelig adskillelige andre gange blevet udfordret på, hvordan min fortid påvirker mig som mor. Når vi har nogle indgroede mønstre tilbage fra barndommen, bliver vi jo oftest udfordret på dem igen og igen. Men jeg har heldigvis lært, hvor meget hurtigere jeg kan gøre mig fri af dem, når jeg tør give det uhensigtsmæssige opmærksomhed. Og hvor meget det hjælper mig til at gennemskue, hvad jeg skal gøre for at ændre det, hvis jeg lytter til, hvad mine børn siger og hvilke signaler, de sender.

Hvilke mønstre (gode og dårlige) har du (bevist eller ubevidst) videreført fra din barndom? Hvad har du lært af at blive mor? Del meget gerne dine erfaringer og tanker herunder…