Den magiske tilknytning

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Noget, der ligger mit hjerte meget på sinde, er den første tilknytning mellem forældre og barn.

Min egen tilknytning til mine  forældre blev i høj grad forstyrret, da jeg blev hasteindlagt direkte efter fødslen, hvor jeg lå i kuvøse det første døgn med en sammenklappet lunge, og derefter 16 dage på børneafdelingen. Alle dagene med et minimum af kropskontakt.

Det tog mig mange år at møde og bearbejde den sorg og smerte, som lå dybt begravet i min krop og psyke fra dette tidlige traume.

Det, der gjorde, at jeg turde være i den gamle rædsel og sorg, der væltede op til overfladen, var ønsket om at blive mor.

Det tog lidt fusen på mig, det biologisk og følelsesmæssigt at mærke et brændende ønske om moderskab. Det var nemlig noget, jeg havde afskrevet i en tidlig alder. Jeg var ikke ‘sådan en, der fik børn’, var min overbevisning.

Den overbevisning var bare ikke min egen, fandt jeg ud af. I stedet var den et udtryk for det forsvar, der blev dannet, da jeg som helt spæd, forsøgte at beskytte mig selv mod rædslen over at blive fjernet fra min mor og lagt i en plastikkasse. Små børn kan ikke overleve  så voldsomme følelser af rædsel, med mindre følelserne undertrykkes. Derfor reagerer vores psyke og krop prompte og danner et forsvar for at sikre vores fysiske overlevelse.

Det at bære og bringe et barn til verden er en lang tilknytningsrejse, og har vores egen tidlige tilknytning i en eller anden grad været forstyrret og ikke healet, ja så vil dette komme op til overfladen, når vi selv bærer et barn under vores hjerte.

Det er lige så uundgåeligt, som at vi vil gispe efter luft, når vi når overfladen efter et hovedspring.

Det er en ren refleks, som kan virke ret hård og uretfærdig. For hvorfor skal vi “straffes” i form af at opleve alle disse smertefulde følelser en gang til? Hvorfor var det ikke “nok”, at det skete, da vi kom til verden? Det var jo hårdt nok.

Men der er mening med galskaben. For denne refleks, som er en måde hvorpå vores psyke også opererer, gør, at vi har mulighed for at heale vores tidlige sår.

Vores væsen vil altid forsøge at skabe balance og helhed. Uhealede traumer forstyrrer vores balance og helhed og derfor vil vores krop og psyke forsøge at bringe det uhealede op til overfladen, for at det kan blive healet.  Det er den eneste måde, hvorpå balancen og helhed kan genoprettes.

Joseph Chilton Pearce beskriver det meget fint:

“ Bonding during pregnancy or with a newborn baby transforms our perception of ourselves an our relationship to life …Bonding transforms the lower into the higher.”

Tilknytning transformerer det lavere til det højere.

Det betyder, at en sund og tryg tilknytning til vores børn bærer potentialet til at heale vores egne tidlige traumatiske eller utrygge tilknytning (det lavere), som dermed frisætter den undertrykte livsenergi til ren kreativitet (det højere).

Derfor indeholder graviditet, fødsel og den første tid med baby på maven en helt magisk tranformerende rejse, som vi slet, slet ikke endnu forstår dybden eller skønheden af.

Men jo mere vi tør hengive os til denne tid og kærligt møde alt, som rejsen kalder frem, jo større healing og indre fred vil der finde sted.

Har du oplevet graviditet og fødsel som en healende rejse? Du må du meget gerne dele din historie i kommentarfeltet…

Om Mette Schatter Carendi

Mette er mor til Oliver og indehaver af firmaet Harmoniske Unger, hvor hun, gennem blogs, workshops, foredrag og rådgivning, støtter forældre i at skabe kærlige og inspirerende relationer til deres børn.

Skriv en kommentar...

*