Brug samvær med børn til et mere kreativt arbejdsliv

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Bliver din kreativitet også nogle gange klemt i en dagligdag med fuld fart på karrieren, børn, mand og veninder? Længes du nogle gange efter at finde din kreativitet frem? Bare at svømme hen i en tilstand, hvor du glemmer tid og sted og bare er ét med dine aktiviteter?

Du er langt fra alene, hvis du nogle gange oplever, at du ikke er i kontakt med din kreativitet. Det sker for mennesker med selv de mest succesfulde kreative karrierer og med alle mulige baggrunde. Det sker for mennesker på forskellige tidspunkter i deres liv – ligegyldigt hvor meget deres liv ligner en succes udefra. Det sker sommetider uden, at du opdager det. Som når en elsket bog, du ikke har læst i mange år, pludselig er væk, og du ikke aner, hvem du har lånt den til.

Brug din kreativitet og udfold dit potentiale.aspxJeg har, sammen med Karen Toftegaard, skrevet en bog om emnet, der hedder: Brug din kreativitet – og udfold dit potentiale.

For det sker rigtig tit, især for kvinder – tror jeg – at vi glemmer os selv og det, vi brænder for, fordi vi har så travlt med at servicere og gøre andre mennesker tilfredse. For så kan de sikkert bedre lide os. Dermed glemmer vi os selv, hvad der gør os glade. Vi glemmer selv at skabe og være kreative.

Et af de steder, du faktisk ret nemt kan tage fat på at lege mere med din kreativitet er, når du er sammen med dine børn. Men det handler netop ikke bare om at du skal sætte dig ned og lege med dit barn, kun på dit barns præmisser. Det gør vi nemlig ofte. Så sidder vi pligtskyldigt og går med på en dukkerolleleg, som vi egentlig ikke gider, eller ligger på gulvet og kører rundt på en lille Briobane med et trætog. Det bliver bare aldrig rigtig sjovt for dig og måske derfor heller ikke rigtig sjovt for dit barn, der jo godt kan mærke, at du ikke er særligt engageret.

Jeg har i stedet samlet tre idéer til, hvordan du kan bruge din egen kreativitet og samtidig have et aktivt og sjovt samvær med dit eller dine børn:

  1. Find på fantasihistorier sammen med dit barn. Grib en impuls om en fortælling fra dit barn og giv den selv en ekstra omdrejning. Hvor vildt og mærkeligt kan I gå på eventyr sammen? Inddrag eventuelt børnene selv i fortællingen og giv børnene selv plads til at tilføje deres dele af historien. På den måde kan du også få værdifulde indsigter fra dit barn, som det måske ellers ikke har kunnet sætte ord på. Du bliver selv en del af en sjov kreativ proces og lærer samtidig dit barn at indgå i et kreativt team.
  2. Mal et billede, lav en collage eller skær former i ler, der er grimme med vilje. I bogen beskriver vi nogle af de ting, der kan virke som forhindringer for at vi udfolder vores kreativitet. En af de ting, der kan begrænse os er vores egen perfektionisme. Måske har du oplevet, at hvis du tegner med dit barn, at de synes, det er så pænt, at det helt får dem selv til at gå i stå. ”Mor kan du tegne en hest/prinsesse (eller hvad det nu er) til mig?” Så kan man enten vælge at tage kreativiteten fra barnet og tegne en fin tegning til dem selv, eller tage kreativiteten fra sig selv og sidde og kigge på og opmuntre, mens barnet tegner. Men man kan jo i stedet bruge tiden til selv at eksperimentere, ligesom barnet jo egentlig også gør. Lege med farverne og formerne og bare lade det opstå, som opstår.
  3. Byg et univers i gammel emballage. Brug de gamle (tømte og vaskede) mælkekartoner, papæsker, køkkenrullecylindre og vinpropper til at bygge et fantastisk univers. Det kan være en by, et landskab til togbanen, et slot, en monsterborg eller hvad det nu kan være for et univers dit barn vil synes er spændende. Du kan lave det fint og detaljeret, hvis du selv tænder på det. Det er både sjovt at bygge op og der vil være basis for rigtig mange timers leg, også når universet får tilføjet figurer, biler, tog eller monsterfigurer.

Der er flere gevinster ved at fordybe dig i den her type kreative aktiviteter. Du har selvfølgelig kvalitetstid sammen med dit barn, samtidig med at du selv udfolder din egen kreativitet, I oplever begge glæden ved at skabe noget sammen med andre, hvilket er brugbart både for børn og voksne, og du vil selv få mere energi og selvtillid omkring din egen kreativitet, så du kan tage den følelse med på arbejde og dermed tilføre dit arbejdsliv mere kreativ energi.

Du kan finde flere fif til en mere kreativ dagligdag i bogen Brug din kreativitet – og udfold dit potentiale, som du kan købe her.

Hvordan kan du skabe lege med dit barn, hvor både dit barn og du selv udfolder jeres kreativitet? Del gerne dine tanker og erfaringer i kommentarfeltet nedenfor…

Om Eva Gøttrup

Eva Gøttrup hjælper kreative og innovative mennesker med at få succes med deres forretning. Ved at hjælpe dem med at finde deres fokus, organisere deres dag, og at komme ud med sig selv - se mere her. Eva er mor til to børn Isak på 7 år og Rajani på 4.

Skriv en kommentar...

*