Familien får større og større opmærksomhed. Samfundet ønsker børn, der opdrages til at være mere effektive, nysgerrige, nærværende og fulde af empati. Mellem linjerne kan man vel med rette påstå, at vi i en rum tid mener at have mødt det modsatte. Opdragelsen er åbenbart fejlet. Vi forældre er på en større opgave, end vi tror. Men hvordan bevarer vi vores families integritet i dette forventningshelvede?

Der har været fokus på børneopdragelse, så længe jeg erindrer, og allerede for tyve år siden, da jeg fødte min første søn, oplevede jeg, hvordan disse forventninger havde enorm indflydelse på min familie. Dengang var grundholdningen, at der ikke fandtes pige- og drengefarver. Selvom jeg højlydt viste min aversion mod dette svage forsøg på en kulturel ændring, var det alligevel med slet dårlig samvittighed, at jeg iklædte min søn lyseblåt.

Det handlede selvfølgelig i bund og grund om en overordnet kønsrolledebat, men helt inde i min lille familie og langt inde i mit hjerte mærkede jeg, hvordan mine egne værdier blev rystet. Jeg kunne faktisk meget godt lide kønsroller og ville gerne kæmpe for at bevare min sexede lyse-lilla satinkjole for mig selv og havde nok svært ved at se den samme effekt via den marineblå. Jeg blev dog usikker, fordi det pludselig handlede om mere end farver, men også om opdragelse. Ville min søn, med sine lyseblå omgivelser, overtage årtiers mandschauvinistiske grundholdninger?

I dag er der dog sket en markant udvikling inden for det samme tema. Hvor jeg tidligere blot – med knejsende nakke – pakkede min søn demonstrativt ind i de såkaldte drengefarver for at ignorere de velmenende pædagogers regulerende blikke, så er børneopdragelse i dag en samfundsopgave, der af både vi forældre og alle andre inddragede kræver en mindre pædagogisk Bachelor-grad. Vi skal ikke blot være enige om alting, vi skal også kunne tage stilling til, hvad der er bedst for alle medlemmer af vore familier. Som udgangspunkt kræver det, at vi også kender vores familie rigtig godt, så vi ved, hvilke valg vi skal tage på vejne af dem.

Dengang for tyve år siden var der ikke så meget at tage stilling til som i dag, og derfor skabte det også plads til fordybelse i familien. Kravene var rimelige og til at håndtere. I det samfund vi har skabt i dag, hvor selve tiden med familien er stærkt nedtonet, er det derfor særligt interessant, at netop nærvær er et af de fokusområder, der er mest aktuelt. For det er ikke kun den nærværende familie, der kastes lys over. Reguleringen er langt mere kompleks. Børnene bør, ifølge flere aktuelle debattører indenfor det pædagogisk-psykologiske område, opdrages med metoder, der ikke blot handler om kønsroller, men så sandelig også udvikler personlige attraktive sider, der kræver en mere eller mindre perfekt barndom, med mere eller mindre perfekte familier. De vil nemlig have: Empatiske, rolige, nærværende og nysgerrige børn.

Uanset om ovenstående begreber er svære at være uenige i, så kræver det noget særligt af os forældre. For sådanne smukke egenskaber opstår ikke bare af sig selv. Vi er om nogen de rollemodeller, vores børn har at referere til. Men vi er også vores børns eneste reelle advokater.

Men når noget bliver sagt nok gange, bliver det dog til fælles værdier og normer for, hvordan vi familier bør positionere os selv og opdrage vores børn. Vi bliver enige om, hvad vi opdrager børnene til, om man så må sige, og selvom vi som familie forsøger at skabe mening, kræver det mere og mere mod, styrke og overskud at fastholde personlige værdier, der øger den personlige integritet i familien. Pointen er, at vi definerer vores familier ud fra samfundsskabte rettesnore, og disse rettesnore fordrer ikke altid til integritet.

Engang imellem støder vi dog ind i problemer. Det sker især, når vi møder familier, der ikke kan genkendes. Sådan en familie er vi. For blot at tage et banalt eksempel omkring spisetider, så ligger de på ingen måder faste her. Det ville i nogle pædagogiske perspektiver blive kaldt udannet. En slags fejlagtig introduceren til vores kultur. I vores familie har vi dog taget skridtet videre og kalder det; at tage stilling til livet, med udgangspunkt i det, der giver mening for os. Begynde med os selv. Det har da taget tid og krævet lidt ryggrad. For forventninger er der mange af, og meninger er der lige så mange af. Men forventninger kan blive så almindelige, at vi slet ikke lægger mærke til dem. At tage stilling til dem og mærke efter har haft den konsekvens for os, at vi ikke er stressede, ikke lever under tidspres og kan behandle hinanden som de forskellige mennesker, vi repræsenter i vores familie.  For vi er ikke ens. Vi er 6 forskellige personligheder, der lever under samme tag!

Hvorfor blev det så sådan?

- Fordi vi har lært at sige Nej tak, når vi kan mærke, noget ikke føles rigtigt, og Ja tak når noget føles ganske udmærket, og vigtigst af alt: tager det som en selvfølge at fordybe os i det, vi laver og tage os tid til det. Men at kunne det kæver også, at vi tager os tid til at mærke efter, hvem vi er, alle sammen – Og det kræver fordybelse. Hos os handler det bl.a. om at sanse, opleve og ikke mindst beskrive os selv som det, vi mærker, vi står for. Konsekvensen af dette er forhåbentligt, at vi skaber et grundlag for, at vores børn kan leve op til de forventninger, der fordres til, uden at gå på kompromis med de personligheder, vi elsker så højt.

‘Familieopskrift’

Vores tre-ugers familieopskrift handler om at sanse, opleve og beskrive din familie på en måde, hvor I alle føler jer set, hørt og forstået. Det giver mulighed for at vide, hvem I er, og hvorfor I er dem, I er. Derved skabes en integritet og et grundlag, hvorfra I med ro i sindet kan takke pænt Ja tak til noget og Nej tak til andet. Har du (eller hele familien i samarbejde) lyst til at forsøge opskriften nedenfor, så rigtig god fornøjelse.

Uge 1: At sanse din familie handler om at lære din familie, og de rammer I sammen har skabt, at kende, gennem din krop – Uden at sætte ord på. Prøv en tid at betragte din familie med en nysgerrighed, som har du aldrig oplevet den før. I denne tid følger du dine kropslige fornemmelser og ønsker, der opstår. Opstår tanken fx: Hvor ser min søn dejlig ud i dag, stryger du ham måske over håret, fordi din hånd ikke kan lade være. Mærker hvordan det opleves, mærker hans reaktion. Du lytter måske også mere intens til de lyde, der er i dit hjem. Tygger maden langsommere under middagen eller observerer, hvordan det føles at lægge dig under dynen, når du går i seng om aftenen. At sanse handler om at mærke familien og dit hjem med hele din krop og registrere, hvordan det føles – uden at dømme. På denne måde åbner du op for det at kunne indhente basal viden om din familie. Du lærer at knytte den erfaring, du tilegner dig, til dine følelser og derved skabe første væsentlige grundlag for at kunne tage reelt stilling til, hvem I egentlig er.

Uge 2: At opleve din familie handler om at bygge videre på det at sanse, men her bearbejder du også oplevelsen. Du forholder dig åbent til det, at der kan opstå helt ny erkendelse – et helt nyt ”billede” af din egen familie. Det gør du fx ved at spørge dig selv, hvordan det opleves og føles gennem hele forrige uge at ”se” din familie gennem disse ikke dømmende sansende briller. Du skal stadig ikke forsøge at sætte ord på processen, men meget bedre forsøger at formidle din oplevelse på en anden måde. Nogen vil male et maleri, der udtrykker deres følelser, andre finde et stykke musik, der passer præcist til oplevelsen eller noget helt tredje. Fortæl historien om din familie uden at sætte ord på. Det kan også beskrives sådan, at du forsøger at sætte alle de små oplevelser ind i én stor oplevelse, på din helt egen måde.

Uge 3: At beskrive din familie er sidste del af processen. Nu begynder du at sætte ord på det, du har sanset, oplevet og erkendt. Har du fx gennem processen oplevet, at dit barn hele tiden reagerer positivt over for noget særligt, kan du nu sætte et begreb på det; fx min datter kan lide når (…). Du begynder simpelthen at beskrive den virkelighed, du står overfor i din familie. På en måde træder du lige et par skridt tilbage og beskriver din familie, som var du fremmed, uden at blande de følelser, du har oplevet gennem de to sidste uger, ind i fortællingen. Du står nu med et helt nyt grundlag for at kunne tage stilling til, hvem I er, hvilke behov I hver især har, og kan på dette grundlag langt bedre definere jer selv over for hinanden og den omverden, i står overfor. Med andre ord, I har skabt jer en integritet, der kan være jeres helt egen ”rettesnor” for, hvordan I ønsker jeres liv skal leves i en travl og forventningsfuld verden.

Hvad er din holdning til børneopdragelse anno 2012? Er der ting, I gør anderledes i jeres familie i forhold til ”normen”? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

 Besøg Saras egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Vind digitalt kursus: Graviditeten og den lille ny familie

Føler du dig nogle gange stresset? Drømmer du om, at hive en uge ud af kalenderen til selvforkælelse, energigivende kropsbehandlinger, mindfulness og afslapning – sammen med din familie og i smukke omgivelser langt væk fra hverdagens travlhed og forpligtelser? En uge, hvor I virkelig kan lade batterierne op? Det har du en helt unik mulighed for – denne sommer!

Maria Christensen - initiativtager til Stressretreats for børnefamilier

Maria Christensen er seniorpsykolog med egen praksis og står i spidsen for et nyt initiativ: Stressretreats for børnefamilier. Hun har virkelig gode erfaringer med andre retreats, hun har afholdt, hvor en uge med total selvforkælelse, afslapning og implementerbare værktøjer til at reducere og forebygge stress har skabt fundamentet for varige ændringer. Hun er stærkt passioneret om at give denne mulighed til dem, der har allermest brug for det – netop børnefamilier:

”Jeg har arbejdet med børn og familier i ca. 25 år, og i den sammenhæng fylder stress meget på dagsordenen! Faktisk henvender halvdelen af klienterne sig i forbindelse med stress – rigtig mange børnefamilier er nemlig voldsomt pressede! Ofte er det ikke nok ”bare” at lade op et par timer om ugen for at få vendt cirklen. Når man har været til en kropsbehandling, yoga eller en session hos mig, kommer de fleste hjem til alle forpligtelserne og kommer direkte tilbage til en stresset tilstand. Som regel kræver det lidt mere at få vendt cirklen… Det er netop det, vi gerne vil give mulighed for med disse retreats – at vende den onde cirkel og implementere strategier, der kan skabe varige forbedringer.”

Hvad er et retreat?

Et retreat er en utraditionel aktiv ferie til et roligt sted, hvor man – i smukke og naturskønne omgivelser – har mulighed for at slappe af. Koble HELT fra. Og få behandlinger i form af massage og andre kropsbehandlinger, varme bade og individuel træning.

Grundtanken er, at når dygtige behandlere tager hånd om vores krop og sind, er det den direkte genvej til et liv uden stress. Et retreat kan ikke løse alle udfordringer, men det kan på exceptionel vis supplere den behandling, du er i gang med herhjemme.

Du får alle de afstressende 1. klasses behandlinger for krop og sind, som du har behov for og en masse virkningsfulde værktøjer til at skabe en mere positiv og holdbar livsstil.

Hvor foregår det?

Alle retreats foregår på kurstedet Dudince i det sydlige Slovakiet. Slovakiet er – foruden sin fortryllende og autentiske natur, krystalklare søer, afslappende varme mineralbade – særdeles berømt for sine kursteder. Og så er der ligeså mange solskinsdage som på Mallorca!

Kurstedet tilbyder ”alt under samme tag” – imødekommende betjening, smukke omgivelser med mulighed for gå- eller løbeture, masser af ro, nærende forplejning og professionelle behandlinger. Maria og hendes team har udvalgt de behandlinger, de finder mest hensigtsmæssige til stressbehandling og  -forebyggelse, men du kan selv supplere med flere af de over 60 forskellige behandlinger, stedet tilbyder.

Aktiviteter

Selve stressretreaten inkluderer 15 – 20 behandlinger pr. voksne deltager (dvs. 3- 4 behandlinger om dagen!); aktiviteter for børnene – inklusiv børnepasning, når I voksne er til en behandling; tilbud om nærværssamtale med psykolog for hele familien samt tre seminarer inden for relevante emner – fx mindfulness.

Derudover er der rig mulighed for kurbade, vandlandbesøg, gåture, jogging, cykelture (cykler kan lejes på stedet), motionscenter, sportsmassage og vinsmagning. Naturen er smuk i denne ukendte del af Europa, og befolkningen er venlig. De let skrånende bakker i bjergene byder på et enormt antal udbyggede vandre- og cykelstier, hvilket gør, at I kan besøge middelalderbyerne både til fods eller på cykel.

Er det kun for familier, der føler sig meget stressede? 

Nej – stressretreats er for alle børnefamilier, der ønsker at reducere og forebygge stress. Og som gerne vil på en utraditionel ferie langt væk fra hverdagen, hvor familien er i centrum. Et sted, der giver inspiration, fornyet energi og tid til at være sammen i ideelle rammer, og hvor hele familien får værktøjer til at skabe bedre balance og mere nærvær – også når ferien er slut.

Det er et både aktivt og afslappende utraditionelt ferieophold på et eksklusivt kursted i Slovakiet, hvor både børn og forældre får ladet batterierne op og bliver inspireret til i fællesskab og med fælles afsæt at skabe ny harmoni i hverdagen.

Hvornår foregår det?

Børnefest i Slovakiet

Du kan vælge imellem disse fire uger:

• Retreat 1: uge 27 fra den 1. juli til den 7. juli
• Retreat 2: uge 28 fra den 8. juli til den 14. juli
• Retreat 3: uge 29 fra d. 15. juli til d. 21. juli
• Retreat 4: uge 32 fra d. 5. august til d. 11. august

Det praktiske

Indhold:

• Seks overnatninger med fuld forplejning, mulighed for familieværelse eller opredning.
• Voksne får 3-4 fysioterapeutiske behandlinger dagligt, klassisk massage, zoneterapi samt afslappende bade i varmt mineralvand eller individuel træning efter behov og efter aftale med kurstedets læge mm.
• Børneaktiviteter tilpasset barnets alder efter aftale. Mindfulness program for børn ved min. 5 deltagere.
• Hver familie får tilbudt en nærværssamtale med psykolog
• Tre oplæg og diskussioner af relevante emner med de andre deltagende forældre
• Introduktion til mindfulness.

Pris:

• Voksen: 7.500 ophold og stressretreatgebyr
• Barn: 2.550 ophold sammen med forældrene, evt. børnepasning. Har I tre børn eller derover, får børnene 25 % rabat.

OBS: Early bird rabat: 10 % indtil 25.5.2012 

Klik her for at læse mere om om stressretreats for børnefamilier.

Hvad synes du om idéen med stressretreats for børnefamilier? Kunne du tænke dig at deltage? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Relaterede artikler:

1. Anmeldelse: “Tag dig nu sammen, skat” af Lisbeth Fruensgaard
2. Vind bogen: “Tag dig nu sammen, skat”

Alligevel kan selvsamme unger få mit ellers rolige temperament ud i højcentrifugeringsmode. Og få mig til at tænke, at jeg mangler tre-fire par arme, for virkelig at være en ”rigtig god” mor.

Den slags sker især, når de er syge!! Altså børnene. For så ryger hele balancen som moderne dobbeltarbejdende familie nemt ud med pastavandet.  Og det ryger allerhurtigst, når sygdommen har gjort dem u-børnehave-skole-dygtige, men stadig fuldt ud dygtige til at stille tusinde ønsker og have et energiniveau, jeg ikke selv kunnet ha’ fremtryllet samtidig med, at min næse løb med en fart, som DSB aldrig kommer til at kunne prale med!

Hvem trækker nitten …?

Jeg har engang omtalt netop denne balanceudfordring ved et foredrag, og en kvinde kastede prompte næsepilleren i vejret og udbrød: ”Åh, vi har to små børn, og de er så tit syge – og hver gang ryger hele planlægningen. Og vi ender med at stå og skændes om, hvem der skal trække nitten …” – No need to say, ”nitten” var det syge barn.

Sådan har jeg det ikke, men alligevel kan jeg godt forstå hendes udfordring. For med et selvstændigt job, møder, der ikke kan tages af andre, ordrer og fakturaer, der ikke skriver sig selv, kan den største balanceudfordring i mit liv nogle gange være, når den yngste pode bliver syg. Han er ikke ”nitten”, men en lille fis, der skal have 40 i feber, før lysten til at hoppe rundt på alle møbler forlader hans krop. Og sådan et par dage med sygeaktivering, delvist jobben og seriøst aften-natarbejde kan i hvert fald snildt slå mig af pinden.

Hver gang tænker jeg samtidig på, hvad jeg dog kunne gøre, der ville få sådan en sygedag til at gå op – for alle. Sådan en slags nød-beredskabs-syge-balanceplan for kvinder med børn og jobs?

Det manglende facit

Ville nok mest ønske, at jeg kunne fylde min plan med kompetente vikarer, hjemmeservicepersoner og telefonvagter, der bare ville poppe op, bage, tage telefon, fakturere, skrive og servicere i ét væk. Eller at Mary Poppins ville flyve ind, fordi vinden havde fortalt hende, at jeg var på skideren – og hun derfor lige ville synge en sang og fortælle en historie for junior. Bare i en time.

Men selv om drømme er det stof bøger oftest broderes af, så er ingen af de ovenstående løsninger vel egentlig helt … sandsynlige. Desværre.

Det planen i stedet må hvile på er en god portion realitetssans, en prioritering strammere end et korset og et valg. Et valg af, hvad der er vigtigst her og nu. Sådan virkelig, helt ærligt, vigtigst. Er det opgaven eller er det barnet? Der vil sikkert være sygedage, hvor en opgave er vigtigst – for at der kan komme smør på bordet! Langt de fleste dage vil barnets behov dog være vigtigst.  Men hvordan håndterer man egentlig begge dele – og sit jobs krav om nærvær?

Åh, jeg kender en masse af teorierne, men alligevel mangler jeg visse dage bare et fast facit. Et ”sådan skaber du balance i dit liv med syge børn”-facit.  For, puh, hvor kan det være svært!

Kender du det – eller er det bare mig? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

No related posts.

…ellers havde vi nok også udsat det til ‘en dag vi får tid’.  

Både som mindfulness-instruktør og som helt almindeligt menneske slår det mig ofte, hvor mange ting vi udsætter til ”en dag vi får tid”.  Og – selvom jeg bestemt  selv er blevet bedre til ”det der med at give slip på tankerne og være tilstede i nuet” – hører jeg stadig mig selv sige: ”ikke lige nu”, ”måske i morgen” og ”jeg skal liiige…” alt for tit. Blandt andet i relation til børnene.

Ingen er perfekte, og børnene skal også forstå, at der jo er en del praktiske ting, der skal laves i en familie. Men det er jo ikke fordi vi ikke har tid til et spil ludo, til at involvere børnene mere i madlavningen, eller gå med ud og spille en gang fodbold – også på en hverdagsaften! Udfordringen er blot den to-do-liste, vi har inde i hovedet: ”Jeg skal lige have ryddet op, så skal jeg have tømt vaskemaskinen, så skal jeg have lavet den legeaftale, og så skal vi have svaret den fødselsdagsinvitation”. Der stod jo ikke ludo på den liste, og og så stresser det os mentalt at ”forlade” programmet. Så må de uplanplagte ”forespørgsler” lige vente. Det er sgu da godt, at vi trækker vejret automatisk – ellers  havde vi nok også udsat det til ”en dag vi får tid”.

Men vi kan alle lære at give slip på to-do listen for en stund og sige JA til det uplanlagte. Det, der ofte bliver et af dagens højdepunkter. I går havde min yngste været i bad, fået nattøj på og var på vej i seng, da han ærger sig over ikke at have hoppet i trampolin.  Min ‘autopilot’ sagde: ”i morgen”, men da jeg til stadighed forsøger at udfordre min autopilot, overrasker jeg mig selv ved at foreslå ham, at vi tager sko på og går derud. To minutter efter hopper vi i trampolinen – sammen med storebror, som egentlig var på vej i bad, men som hurtigt fik jakken på. Vi grinte, legede og hyggede os. I 15 minutter, så var de glade. Det tror jeg liiiige, at jeg havde tid til.

Der går nok ikke mange år før rollerne skifter. Så står jeg og spørger, om ikke de bliver hjemme og hygger på en fredag aften, om ikke de vil med på shopping, om ikke vi skal drikke the sammen. ”Ikke i dag mor, skal liiige være sammen med vennerne”. ”En anden dag – Ok mor?”. Dette scenarie vil jeg have i tankerne lidt oftere. Så er jeg sikker på, at opvasken lige kan vente det kvarter!

Hvornår har du sidst udfordret din ‘autopilot’ og gjort noget, du ‘ikke havde tid til’, eller som ikke var såkaldt ‘fornuftigt’, men som viste sig at øge både energi og glæde?  Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Alexandras egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. ”Jamen, kan I godt bo på 100 m2?”
2. Jamen, kan man godt gøre karriere i Udkantsdanmark?

Da jeg fik mit andet barn, var jeg meget optaget af, hvordan jeg kunne fordele sol og vind lige mellem mine to børn. For slet ikke at tale om, hvordan jeg kunne sørge for også at have overskud til mine 2 ekstrabørn, der kom – og stadig kommer – hver anden weekend.

Umiddelbart blev jeg plaget af en frygtelig dårlig samvittighed over ikke at kunne være flere steder på en gang – og følte mig nærmest utilstrækkelig i rollen både som mor og ekstramor.

Den største gave

Den dårlige samvittighed og frustration hev og sled i mig, indtil en veninde sagde: ”Den største gave du kan give dine børn, er søskende”

Jo mere jeg tænkte over det, jo mere sandt blev det. For mig i hvert fald.

Jeg kom til at tænke på mine egne søskende (en søster og en bror) og på, hvor trygt og rart det er at have nogle vidner til mit liv. En fælles referenceramme – i form af: ”kan du huske den gang da vi….”

Netop den nærhed kan vi ikke få med andre. Vi kan genfortælle, og måske kan andre forestille sig det sjove, kære, skøre, vanvittige i situationen, men de kan ikke trække på genkendelsens smilebånd, ganske enkelt fordi de ikke var til stede.

Alene

For mange år siden var jeg kæreste med et enebarn, hvis forældre var døde. Han havde kun perifer kontakt til en moster, der boede mange timers flyvning fra Danmark.

Jeg tænkte ikke så meget over den gang, at det må føles lidt ensomt ikke at have nogle fælles referencerammer med andre i sit liv. Men det har jeg gjort siden. Derfor sætter jeg også særlig stor pris på mine egne søskende og på mine børns søskende – også dem jeg ikke selv er mor til.

Fælles referenceramme

I søskende-kontekst skelner jeg ikke her om det er halv- eller helsøskende. Dele af referencerammen er der jo stadig, selv om nogle af forældrene ikke er de samme. I mine børns og ekstrabørns tilfælde – en den fælles referenceramme deres far.

Det er fascinerede at se hvilket sammenhold 4 søstre, i aldersgruppen 6½ til 20 år med 3 forskellige mødre alligevel har. Og ikke mindst hvilke fælles fysiske og mentale træk, der går igen hos dem på kryds og tværs.

Sammenhold

Selv om de sagtens, særligt de yngste, kan drille hinanden, så er der et helt specielt søskendesammenhold der gør sig gældende. Det bliver især tydeligt, hvis nogen ”udefra”, siger eller gør noget mindre pænt til en af de fire i søskendeflokken.

Så snart det kommer de andre for øre, står der 3 søstre linet op klar til at forsvare og kæmpe for den ene søster, der måske er kommet lidt i klemme. Med hver sit forslag og ’våben’ hjælper de til.

I det øjeblik, føler jeg virkelig, at den største gave jeg har givet mine børn er deres søskende.

Oplever du også søskende som en stor gave? Har du andre bud på store gaver, vi kan give vores børn? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Hvad spejler dine børn – om dig?
2. Så hvad gav det at få flere børn – i forhold til min karriere?

For tre uger siden døde mine børns far pludseligt. Sikken en kæmpestor sorg!

Det er en stor sorg for mig at vide, at mine børn på 7 og 9 år skal leve resten af deres liv uden deres kærlige far. “Vi er alt for unge til at miste vores far”, sagde min datter på 9 år, og jeg gav hende ret og samtidig konkluderede min søn på 7 år kontant: “Det bliver et liv uden farmand!”.

Blot til orientering: Jeg blev skilt fra børnenes far i 2007. Men han har hele tiden været en god far og samarbejdspartner samt en af mine meget trofaste venner og en god ven til min kæreste, som jeg i øvrigt har kendt i tre år. Vi havde børnene lige meget; syv syv, og vi var stort set genboer.

Min artikel i dag handler om børn, der har mistet deres far. Om døden – og andres reaktioner omkring døden.

“Engang var min drøm en PlayStation 3 – nu er min drøm at få min far tilbage!”

“Bertram, du skal tænke på, at far nu kommer til at opleve noget; han kommer til at opleve paradisets have!”

Vi har holdt fri i tre uger, hvor vi har mindes børnenes far. Vi har været ovre i 0. A og i 3. B og fortalt om, hvordan det er at have en død far – med alle de spørgsmål som følger…… “Græd I meget? Græder i stadig? Slugte din far en stor sten, siden han fik en blodprop? Skal hans aske kastes over havet? Fik han hjertemassage?” Og mange andre spørgsmål…

Det var en god oplevelse for mine børn – og for de andre børn, hvor døden også har fyldt meget. Tænk at deres gode klassekammerat har mistet sin far. Det er svært at forholde sig til for et barn. Børn er dejligt lige til, fordi de stille de spørgsmål, som fylder lige nu og her. Mange voksne er anderledes; det skal være så korrekt, hvis ikke det i virkeligheden er nemmere at gå en bue uden om det svære emne. Det var også dejligt for Lea, da en dreng fra klassen kom over til os på parkeringspladsen og sagde: “Lea, jeg har skrevet til dig på elev-intra. Jeg skrev bare, at vi alle sammen glædede os til, at du kom tilbage”.

Det, jeg gerne vil fortælle med denne artikel, er, at det er godt givet ud at være åben omkring døden. Det er rigtig hårdt, men det er godt givet ud. For alle. Det, der er svært for os er, at folk går forbi uden at hilse, og det er svært at se, at folk ikke tør sige: ” Hvor er det hårdt for jer” eller: “Hvor er livet uretfærdigt”.

Det gav i hvert fald mig god energi, da Alexanders mor stoppede mig i indgangsdøren til skolen og sagde: “Du skal lige have et kram”, og da alle lærere troppede op i første time, hvor vi skulle fortælle om den døde far. Skønt at være omgivet af voksne, der ikke er berøringsangste.

Børn reagerer ofte først efter 3-6 måneder. Det er godt på den måde, at så er de voksne omkring børnene mere afklaret, men det er problematisk, når mange voksne forventer en reaktion nu og her, og måske har de glemt alvoren, når der er gået 6 måneder. Det er det, jeg er bange for.

Det er også først om et halvt år, at det anbefales, at børn starter i sorggrupper med andre børn, fordi det er først der, de reagerer.

Vi skal leve med en stor sorg, men vi skal nok få et godt liv. Det bliver bare et meget anderledes liv.

Har du mistet en forælder, da du var barn eller ung? Har dit barn/dine børn? Hvordan reagerer du over for bekendte, venner, kolleger, der er i sorg? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

No related posts.

Er du visionær, eller lader du dagligdagen køre rundt med dig? Med en klar vision og nogle veldefinerede ambitiøse mål, har du mulighed for at nå meget længere i dit liv, end du ellers ville. Jeg har igennem de sidste mange år haft en rollemodel tæt på i mit liv. Hun hedder Lene Gammelgaard. Lene er den første kvinde i Norden, der har besteget Mount Everest.

Jeg mødte Lene Gammelgaard på et kursus for adoptanter. Der var ingen af os, der syntes, det var særligt sjovt at skulle i tvangsterapi i offentligt regi, så vi fandt sammen om at støtte hinanden og komme igennem, hvad vi skulle, for at få lov til at blive godkendt til at få de børn, vi så brændende ønskede os.

Relaterede artikler:

1. WTF – datteren fik en angstneurose og moderen knaldede med chaufføren – hvem fanden gider en karriere – hvis det er sådan, det skal ende?
2. Hvad er egentlig normalt – og hvem er normal?
3. Det beror på, hvem vi er, ikke det vi gør

Det er skam ikke en opfundet dialog. Den slags har vi jævnligt hjemme hos mig. Især til morgenmaden! Hver gang tænker jeg; er tolerance virkelig noget, vi som mennesker skal lære? Er krig og ufred en mere naturlig del af vores natur? Skal vi ”skoles” til at se lyset i næstekærlighed, empati og tolerance? Og har vi overhovedet lært det som voksne?

I denne artikel kunne jeg godt tænke mig at slå et slag for tolerance – og er det ikke din kop te, så hold hellere inde med at læse videre!

Hønsegården

Vi kender alle historien om den ene fjer, der blev til fem høns. Moralen kender vi også; at sladder sjældent er sandt, og at man ikke skal tro på alt, hvad man hører; men moralen er også, at hønsene ikke tolererer nogen, der gør tingene anderledes end dem selv. Det samme sker i Den Grimme Ælling. Vi forarges over og foragter dét, der stikker ud og er anderledes.

Vi ser det også i skolen. Børn synes at have utroligt svært ved dem, der er lidt ved siden af; har briller, er for kloge, for langsomme, taler en sær dialekt, går i anderledes tøj, har to mødre og ingen far eller ikke har de samme gadgets som de andre. De hører deres forældre tale om, at ”de der ovre er vist ikke helt lige som os” eller sige ”hun skulle nok tabe sig, i stedet for at spise is!”. Eller hvad der bliver sagt – og de gentager mønstret. Hvad mønstret end måtte være.

Jeg kan se på mine børn og lytte til deres ævl og kævl og tænke; hvad skal de med pæne kniv-og-gaffel-manere, hvis de ikke kan rumme alle de forskellige mennesker, der vil møde på deres vej? Skal jeg virkelig bare lære dem at gå ind i hønsegården og skrabe på samme vis som de andre høns og haner? Hvad nu hvis jeg i stedet får lært dem, at der kan åbne sig nye verdener, nye muligheder, nye perspektiver og nye glæder ved at være tolerant og nysgerrig? Så kan jeg give dem værktøjer til at undersøge ting, mennesker, veje og tanker åbent i stedet for med forudfattede, nedarvede gamle holdningsmure, der kræver en drages mod, ild og vedholdenhed at skyde igennem! Ville det ikke være en større gave?

Tolerance – balance

Vi er da også kommet ret lagt i forhold til tolerance; i hjemmene og i samfundet. Men med alt hvad vi ved, og alle de ressourcer vi har, så kunne vi godt komme endnu længere! Og dermed et meget stort skridt nærmere mod balance. Balance i hjemmet i forhold til de enkelte familiemedlemmers særegenhed og forskellighed, balance på studie/skole/arbejdsplads i forhold til kollegaer og læsekammeraters særlige behov, evner og udseende. Balance i samfundet overfor dem, der er blevet fyret, dem der har anderledes navne eller hårfarver, dem der ikke er født med det samme blåstemplede opvækstkort som middelklassen og dem, der ønsker at leve en anden form for liv end kernefamiliens og lønmodtagerens – livsformer cementeret som værende VÆRDIERNE af det industrisamfund, der så dagens lys i … 1850’erne!

Men måske er det sværeste med tolerance, at vi har så svært ved at være tolerante overfor os selv?! At vi i stedet for at elske, ære, respektere og acceptere os selv har for travlt med at forsøge at være, gøre eller blive noget specielt. Måske passe ind?

Hvad ville der egentlig ske, hvis vi hver især højt og flot erklærede, at vi ville arbejde med at være tolerante netop overfor os selv – så vi kunne bruge vores energi på noget mere konstruktivt end at hakke på os selv og andre for ikke at være gode nok, smarte nok, moralske nok, succesfulde nok eller et-eller-andet-nok?! Ja, jeg tænker bare højt…

Hvordan mener du, vi kan lære vores børn at være mere tolerante? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

No related posts.

Du kommer hjem efter arbejde, og din lille pode er træt og MEGET lykkelig over at være sammen med dig igen. Selvom I har siddet og hygget jer sammen et stykke tid, vil han ikke rigtig give slip på dig. “Du skal være med til at bygge min brandbil mor!”, lyder det meget bestemt fra ham.

Du ved med dig selv, at det normalt er en pædagogisk bedrift af dimensioner for dig at lege med lego – og lige nu skriger alt i dig “NEJ…ikke lige nu!” I det samme får du det velkendte stik af dårlig samvittighed…er jeg ikke en nærværende mor, hvis jeg siger nej? Det kan være du modstræbende slår dig ned mellem brandmandsstiger og minihjelme og forsøger at leve dig ind i lilleputland. Imens løber dine tanker sine egne veje. Du planlægger aftensmad og hvad du skal nå resten af dagen - og hvis der er noget, du i hvert fald IKKE er, så er det at være nærværende. Din lille gut opfanger det med det samme: “Hallo moar – Se nu hvad jeg laver!”

Jeg har mødt utallige mødre til mine foredrag og kurser, der for alt i verden vil være der for sine børn. Mange spørger til den her slags situationer og er i tvivl – “skal jeg sidde og lege med lego på gulvet for at være en nærværende mor?” Og svaret er nej.

Ægte nærvær med dit barn i nuet opstår i tre steps. For det første når du er nysgerrig og undersøger, hvordan både du selv og dit barn har det. For det andet når du accepterer situationen, som den er. Og for det tredje når du prøver at være kreativ i forhold til, hvordan du kan imødekomme dig selv og dit barn på en kærlig måde, lige nu.

I en situation som denne, vil det betyde, at du forstår dit barns behov for nærvær og alligevel mærker godt efter i dig selv. Når du accepterer, at du er træt og ikke er i lego-modus, så kan du være ærlig og sige til dit barn: “Skat, jeg kan godt forstå, at du vil have mig med til at lege. Men mor er træt og skal lave mad nu.” Så kan du være kreativ ved enten at spørge, om han vil med ud og skrælle gulerødder, hvis du er i humør til en hjælpende hånd – eller om lilleputland skal flyttes med ud i køkkenhjørnet, så du stadig er i nærheden.

Det er trygt for dit barn, at du er ærlig og kan sige nej (også til nærværsaktiviteter!), når du ikke har dig selv med i det. At være en nærværende mor er ikke at være legetante 24/7, men en tilstand af ægte væren sammen.

Dine 3 step til ægte nærvær

1. Stop op - Spørg dig selv: “Hvordan har jeg det lige nu? Og hvordan har mit barn det lige nu?”
2. Acceptér dine svar
3. Vær kreativ - Spørg så dig selv: “Hvordan kan jeg imødekomme mig selv og mit barn på en kærlig måde – lige nu?”

Kender du til ovenstående dilemma? Hvordan tackler du det? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Evas egen hjemmeside her. Se Evas bog, DrømmemorEffekten, her.

Relaterede artikler:

1. At være en stedmor
2. Godnat unger – mor og far skal i biffen!
3. Tør du bede om en undskyldning?….Tør du lade være?

I denne uge er skolen lukket. Ugen er gul, påskegul, og fyldt med pyntede frokostborde, tre slags sild, påskebryg og godt gemte påskeæg for alle børnene at finde. Hvordan holder man så den gode påskeferie i bonusfamilien? Fridage hvor alle parter, store som små, glæder sig. 

I nogle familier går hver anden uge-ordningen hånd i hånd med påskeugen uden problemer. ”Mit bonusbarn kommer ikke til os i år fordi påskeugen falder i morens uge, så vi ser hende ikke”, fortalte en af mine kollegaer. Klar aftale tænker jeg, ikke så meget at misforstå eller lave om på. En bonusmor skrev til mig, via min Facebook-gruppe, at hun var holdt op med at blande sig for længst, fordi kærestens eks tit kunne finde på at lave om på en aftale i sidste øjeblik. Hun vælger derfor at holde mini-ferie sammen med veninder, imens kæresten påske-hygger sammen med sin søn.

Vores påskeferie begynder i Danmark i år, fortsætter i Sverige og afsluttes hjemme i Danmark igen. Til at starte med er vi samlet alle seks, til den årlige frokost på landet, hos mine svigerforældre. Jeg nyder tiden med min mands forældre, og kan godt lide at være sammen med dem. Og heldigvis kan de godt lide at være sammen med mig. Der bliver snakket, kokkereret, spist og snakket endnu mere.

Et par dage senere tager mine bonusdøtre tilbage til deres mor og fortsætter påsken sammen med hendes familie. Min mand og jeg tager til Sverige og skifter de danske påsketraditioner ud med de svenske, sammen med vores fælles døtre hos deres mormor og morfar. Men der skal også være plads til ‘voksentid’, så derfor har jeg booket en enkelt overnatning på hotel, kun for min mand og mig. Ud og spise, en cocktail eller to og sove længe med morgenmad på værelset dagen derpå. Børnene får alenetid sammen med mine forældre og kommer ikke til at savne os, skal jeg hilse og sige!

Så længe påskesnapsen nydes og ikke fortrydes eller efterlader en ubehagelig smag i munden, så må alle former for påskehygge i bonusfamilien være tilladt. Forudsat at mor og far og bonusforældre kan enes og holder fast i de aftaler, de nu har lavet – for børnenes skyld, fælles børn som bonusbørn. Rigtig god påske alle sammen!

Bonuspåskehygge top 3: Når silden er spist og påskebryggen er tom hos svigerfamilien eller hos venneparret, så husk at lave noget sjovt sammen i jeres egen familie.

1. Gå en tur i skoven, tag på café og slip for opvask, lad børnene blive i nattøjet og se DVD’er sammen en hel dag, gå i biffen og oplev påskens store familiefilm.

2. Har I store børn i bonusfamilien? Lad dem passe på hinanden et par timer og inviter din kæreste ud at spise.

3. For meget af det gode? Måske børnene har brug for vennerne ovenpå al familiekomsammen? Del jer lidt op i løbet af en enkelt dag og lav noget hver for sig. Sørg for at samle alle til aftensmaden igen og del dagens oplevelser med hinanden.

Hvordan holder I påske? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Sofias egen hjemmeside her. Se Sofias bog: Bonusmor – uden filter her

No related posts.