Familien får større og større opmærksomhed. Samfundet ønsker børn, der opdrages til at være mere effektive, nysgerrige, nærværende og fulde af empati. Mellem linjerne kan man vel med rette påstå, at vi i en rum tid mener at have mødt det modsatte. Opdragelsen er åbenbart fejlet. Vi forældre er på en større opgave, end vi tror. Men hvordan bevarer vi vores families integritet i dette forventningshelvede?

Der har været fokus på børneopdragelse, så længe jeg erindrer, og allerede for tyve år siden, da jeg fødte min første søn, oplevede jeg, hvordan disse forventninger havde enorm indflydelse på min familie. Dengang var grundholdningen, at der ikke fandtes pige- og drengefarver. Selvom jeg højlydt viste min aversion mod dette svage forsøg på en kulturel ændring, var det alligevel med slet dårlig samvittighed, at jeg iklædte min søn lyseblåt.

Det handlede selvfølgelig i bund og grund om en overordnet kønsrolledebat, men helt inde i min lille familie og langt inde i mit hjerte mærkede jeg, hvordan mine egne værdier blev rystet. Jeg kunne faktisk meget godt lide kønsroller og ville gerne kæmpe for at bevare min sexede lyse-lilla satinkjole for mig selv og havde nok svært ved at se den samme effekt via den marineblå. Jeg blev dog usikker, fordi det pludselig handlede om mere end farver, men også om opdragelse. Ville min søn, med sine lyseblå omgivelser, overtage årtiers mandschauvinistiske grundholdninger?

I dag er der dog sket en markant udvikling inden for det samme tema. Hvor jeg tidligere blot – med knejsende nakke – pakkede min søn demonstrativt ind i de såkaldte drengefarver for at ignorere de velmenende pædagogers regulerende blikke, så er børneopdragelse i dag en samfundsopgave, der af både vi forældre og alle andre inddragede kræver en mindre pædagogisk Bachelor-grad. Vi skal ikke blot være enige om alting, vi skal også kunne tage stilling til, hvad der er bedst for alle medlemmer af vore familier. Som udgangspunkt kræver det, at vi også kender vores familie rigtig godt, så vi ved, hvilke valg vi skal tage på vejne af dem.

Dengang for tyve år siden var der ikke så meget at tage stilling til som i dag, og derfor skabte det også plads til fordybelse i familien. Kravene var rimelige og til at håndtere. I det samfund vi har skabt i dag, hvor selve tiden med familien er stærkt nedtonet, er det derfor særligt interessant, at netop nærvær er et af de fokusområder, der er mest aktuelt. For det er ikke kun den nærværende familie, der kastes lys over. Reguleringen er langt mere kompleks. Børnene bør, ifølge flere aktuelle debattører indenfor det pædagogisk-psykologiske område, opdrages med metoder, der ikke blot handler om kønsroller, men så sandelig også udvikler personlige attraktive sider, der kræver en mere eller mindre perfekt barndom, med mere eller mindre perfekte familier. De vil nemlig have: Empatiske, rolige, nærværende og nysgerrige børn.

Uanset om ovenstående begreber er svære at være uenige i, så kræver det noget særligt af os forældre. For sådanne smukke egenskaber opstår ikke bare af sig selv. Vi er om nogen de rollemodeller, vores børn har at referere til. Men vi er også vores børns eneste reelle advokater.

Men når noget bliver sagt nok gange, bliver det dog til fælles værdier og normer for, hvordan vi familier bør positionere os selv og opdrage vores børn. Vi bliver enige om, hvad vi opdrager børnene til, om man så må sige, og selvom vi som familie forsøger at skabe mening, kræver det mere og mere mod, styrke og overskud at fastholde personlige værdier, der øger den personlige integritet i familien. Pointen er, at vi definerer vores familier ud fra samfundsskabte rettesnore, og disse rettesnore fordrer ikke altid til integritet.

Engang imellem støder vi dog ind i problemer. Det sker især, når vi møder familier, der ikke kan genkendes. Sådan en familie er vi. For blot at tage et banalt eksempel omkring spisetider, så ligger de på ingen måder faste her. Det ville i nogle pædagogiske perspektiver blive kaldt udannet. En slags fejlagtig introduceren til vores kultur. I vores familie har vi dog taget skridtet videre og kalder det; at tage stilling til livet, med udgangspunkt i det, der giver mening for os. Begynde med os selv. Det har da taget tid og krævet lidt ryggrad. For forventninger er der mange af, og meninger er der lige så mange af. Men forventninger kan blive så almindelige, at vi slet ikke lægger mærke til dem. At tage stilling til dem og mærke efter har haft den konsekvens for os, at vi ikke er stressede, ikke lever under tidspres og kan behandle hinanden som de forskellige mennesker, vi repræsenter i vores familie.  For vi er ikke ens. Vi er 6 forskellige personligheder, der lever under samme tag!

Hvorfor blev det så sådan?

- Fordi vi har lært at sige Nej tak, når vi kan mærke, noget ikke føles rigtigt, og Ja tak når noget føles ganske udmærket, og vigtigst af alt: tager det som en selvfølge at fordybe os i det, vi laver og tage os tid til det. Men at kunne det kæver også, at vi tager os tid til at mærke efter, hvem vi er, alle sammen – Og det kræver fordybelse. Hos os handler det bl.a. om at sanse, opleve og ikke mindst beskrive os selv som det, vi mærker, vi står for. Konsekvensen af dette er forhåbentligt, at vi skaber et grundlag for, at vores børn kan leve op til de forventninger, der fordres til, uden at gå på kompromis med de personligheder, vi elsker så højt.

‘Familieopskrift’

Vores tre-ugers familieopskrift handler om at sanse, opleve og beskrive din familie på en måde, hvor I alle føler jer set, hørt og forstået. Det giver mulighed for at vide, hvem I er, og hvorfor I er dem, I er. Derved skabes en integritet og et grundlag, hvorfra I med ro i sindet kan takke pænt Ja tak til noget og Nej tak til andet. Har du (eller hele familien i samarbejde) lyst til at forsøge opskriften nedenfor, så rigtig god fornøjelse.

Uge 1: At sanse din familie handler om at lære din familie, og de rammer I sammen har skabt, at kende, gennem din krop – Uden at sætte ord på. Prøv en tid at betragte din familie med en nysgerrighed, som har du aldrig oplevet den før. I denne tid følger du dine kropslige fornemmelser og ønsker, der opstår. Opstår tanken fx: Hvor ser min søn dejlig ud i dag, stryger du ham måske over håret, fordi din hånd ikke kan lade være. Mærker hvordan det opleves, mærker hans reaktion. Du lytter måske også mere intens til de lyde, der er i dit hjem. Tygger maden langsommere under middagen eller observerer, hvordan det føles at lægge dig under dynen, når du går i seng om aftenen. At sanse handler om at mærke familien og dit hjem med hele din krop og registrere, hvordan det føles – uden at dømme. På denne måde åbner du op for det at kunne indhente basal viden om din familie. Du lærer at knytte den erfaring, du tilegner dig, til dine følelser og derved skabe første væsentlige grundlag for at kunne tage reelt stilling til, hvem I egentlig er.

Uge 2: At opleve din familie handler om at bygge videre på det at sanse, men her bearbejder du også oplevelsen. Du forholder dig åbent til det, at der kan opstå helt ny erkendelse – et helt nyt ”billede” af din egen familie. Det gør du fx ved at spørge dig selv, hvordan det opleves og føles gennem hele forrige uge at ”se” din familie gennem disse ikke dømmende sansende briller. Du skal stadig ikke forsøge at sætte ord på processen, men meget bedre forsøger at formidle din oplevelse på en anden måde. Nogen vil male et maleri, der udtrykker deres følelser, andre finde et stykke musik, der passer præcist til oplevelsen eller noget helt tredje. Fortæl historien om din familie uden at sætte ord på. Det kan også beskrives sådan, at du forsøger at sætte alle de små oplevelser ind i én stor oplevelse, på din helt egen måde.

Uge 3: At beskrive din familie er sidste del af processen. Nu begynder du at sætte ord på det, du har sanset, oplevet og erkendt. Har du fx gennem processen oplevet, at dit barn hele tiden reagerer positivt over for noget særligt, kan du nu sætte et begreb på det; fx min datter kan lide når (…). Du begynder simpelthen at beskrive den virkelighed, du står overfor i din familie. På en måde træder du lige et par skridt tilbage og beskriver din familie, som var du fremmed, uden at blande de følelser, du har oplevet gennem de to sidste uger, ind i fortællingen. Du står nu med et helt nyt grundlag for at kunne tage stilling til, hvem I er, hvilke behov I hver især har, og kan på dette grundlag langt bedre definere jer selv over for hinanden og den omverden, i står overfor. Med andre ord, I har skabt jer en integritet, der kan være jeres helt egen ”rettesnor” for, hvordan I ønsker jeres liv skal leves i en travl og forventningsfuld verden.

Hvad er din holdning til børneopdragelse anno 2012? Er der ting, I gør anderledes i jeres familie i forhold til ”normen”? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

 Besøg Saras egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Vind digitalt kursus: Graviditeten og den lille ny familie

Jeg coacher kvinder i sammenbragte familier, og det er jeg vild med af flere årsager:

For det første fordi det er noget så inspirerende at se de kvinder erstatte deres begrænsninger med nye konstruktive tanker og veje frem. Og ikke mindst gøre sig fri af egne og omverdenens forventninger til, hvordan de tackler ’ekstramorskabet’, det vil sige det at være stedmor.

For det andet fordi jeg synes, det er rart og konkret at arbejde med mål og målsætninger.

Hvad kunne du tænke dig?

Hvorfor?

Hvordan vil du opnå det?

Og i en travl hverdag med dine, mine og vores børn, arbejde, fritidsaktiviteter, huslige sysler og alt muligt andet, er det slet ikke så ofte, at vi tager os tid til at reflektere over, hvad vi egentlig gerne vil have ud af vores liv.

Det handler ikke om teknik

For en rum tid siden læste jeg en lille sætning, som gjorde dybt indtryk på mig. Det er en af de sætninger, der virkelig har gjort en forskel for mig og ikke mindst de kvinder, jeg coacher.

Det, at nå et mål, handler kun 10 % om viden/teknik, de resterende 90 % handler om, hvor gode vi er til at omgås andre mennesker.

Fascinerende, ikke sandt?

Set med de øjne er det lettere at skabe det liv, vi ønsker, fordi det “blot” afhænger af, hvor gode vi er til at omgås andre mennesker.

Eksempelvis kan vi jo se på, hvor gode vi er til at omgås vores ekstrabørn, og måske også deres mor, og dermed “måle” kvaliteten af vores forhold til dem. Ser du noget, du ikke kan lide, så kan du bruge dine 90 % til at ændre det. Smart, ikke?

Jeg vil gå så langt som til at sige, at i de 90 %, der handler om at omgås andre mennesker, ligger der også, hvor gode vi er til at omgås os selv. Faktisk vil jeg sige, at vores relationer med andre mennesker afspejler vores relation med os selv.

Et konkret eksempel

For mig er det ikke altid nemt at omgås andre, der er gode til at sætte sig selv først, fordi jeg ofte synes, at det bliver på bekostning af andre. Det bryder jeg mig ikke om. Omvendt kan jeg godt se det smarte i at sørge for at ‘tanke sig selv op først’, for ellers har jeg ikke noget at give til andre – i hvert fald ikke uden det bliver på min bekostning. Så bliver det hele sådan lidt martyr-agtigt, og det bryder jeg mig slet ikke om.

‘To be’ i stedet for ‘to do’

For mig beror det derfor i højere grad på, hvem vi er end på det, vi gør.

Er du enig i, at det er vigtigere, hvem vi er, end hvad vi gør? Og i hvor høj grad er du enig? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Hvad er egentlig normalt – og hvem er normal?
2. Hvem inspirerer dig til at sætte visionære mål?

Føler du dig nogle gange stresset? Drømmer du om, at hive en uge ud af kalenderen til selvforkælelse, energigivende kropsbehandlinger, mindfulness og afslapning – sammen med din familie og i smukke omgivelser langt væk fra hverdagens travlhed og forpligtelser? En uge, hvor I virkelig kan lade batterierne op? Det har du en helt unik mulighed for – denne sommer!

Maria Christensen - initiativtager til Stressretreats for børnefamilier

Maria Christensen er seniorpsykolog med egen praksis og står i spidsen for et nyt initiativ: Stressretreats for børnefamilier. Hun har virkelig gode erfaringer med andre retreats, hun har afholdt, hvor en uge med total selvforkælelse, afslapning og implementerbare værktøjer til at reducere og forebygge stress har skabt fundamentet for varige ændringer. Hun er stærkt passioneret om at give denne mulighed til dem, der har allermest brug for det – netop børnefamilier:

”Jeg har arbejdet med børn og familier i ca. 25 år, og i den sammenhæng fylder stress meget på dagsordenen! Faktisk henvender halvdelen af klienterne sig i forbindelse med stress – rigtig mange børnefamilier er nemlig voldsomt pressede! Ofte er det ikke nok ”bare” at lade op et par timer om ugen for at få vendt cirklen. Når man har været til en kropsbehandling, yoga eller en session hos mig, kommer de fleste hjem til alle forpligtelserne og kommer direkte tilbage til en stresset tilstand. Som regel kræver det lidt mere at få vendt cirklen… Det er netop det, vi gerne vil give mulighed for med disse retreats – at vende den onde cirkel og implementere strategier, der kan skabe varige forbedringer.”

Hvad er et retreat?

Et retreat er en utraditionel aktiv ferie til et roligt sted, hvor man – i smukke og naturskønne omgivelser – har mulighed for at slappe af. Koble HELT fra. Og få behandlinger i form af massage og andre kropsbehandlinger, varme bade og individuel træning.

Grundtanken er, at når dygtige behandlere tager hånd om vores krop og sind, er det den direkte genvej til et liv uden stress. Et retreat kan ikke løse alle udfordringer, men det kan på exceptionel vis supplere den behandling, du er i gang med herhjemme.

Du får alle de afstressende 1. klasses behandlinger for krop og sind, som du har behov for og en masse virkningsfulde værktøjer til at skabe en mere positiv og holdbar livsstil.

Hvor foregår det?

Alle retreats foregår på kurstedet Dudince i det sydlige Slovakiet. Slovakiet er – foruden sin fortryllende og autentiske natur, krystalklare søer, afslappende varme mineralbade – særdeles berømt for sine kursteder. Og så er der ligeså mange solskinsdage som på Mallorca!

Kurstedet tilbyder ”alt under samme tag” – imødekommende betjening, smukke omgivelser med mulighed for gå- eller løbeture, masser af ro, nærende forplejning og professionelle behandlinger. Maria og hendes team har udvalgt de behandlinger, de finder mest hensigtsmæssige til stressbehandling og  -forebyggelse, men du kan selv supplere med flere af de over 60 forskellige behandlinger, stedet tilbyder.

Aktiviteter

Selve stressretreaten inkluderer 15 – 20 behandlinger pr. voksne deltager (dvs. 3- 4 behandlinger om dagen!); aktiviteter for børnene – inklusiv børnepasning, når I voksne er til en behandling; tilbud om nærværssamtale med psykolog for hele familien samt tre seminarer inden for relevante emner – fx mindfulness.

Derudover er der rig mulighed for kurbade, vandlandbesøg, gåture, jogging, cykelture (cykler kan lejes på stedet), motionscenter, sportsmassage og vinsmagning. Naturen er smuk i denne ukendte del af Europa, og befolkningen er venlig. De let skrånende bakker i bjergene byder på et enormt antal udbyggede vandre- og cykelstier, hvilket gør, at I kan besøge middelalderbyerne både til fods eller på cykel.

Er det kun for familier, der føler sig meget stressede? 

Nej – stressretreats er for alle børnefamilier, der ønsker at reducere og forebygge stress. Og som gerne vil på en utraditionel ferie langt væk fra hverdagen, hvor familien er i centrum. Et sted, der giver inspiration, fornyet energi og tid til at være sammen i ideelle rammer, og hvor hele familien får værktøjer til at skabe bedre balance og mere nærvær – også når ferien er slut.

Det er et både aktivt og afslappende utraditionelt ferieophold på et eksklusivt kursted i Slovakiet, hvor både børn og forældre får ladet batterierne op og bliver inspireret til i fællesskab og med fælles afsæt at skabe ny harmoni i hverdagen.

Hvornår foregår det?

Børnefest i Slovakiet

Du kan vælge imellem disse fire uger:

• Retreat 1: uge 27 fra den 1. juli til den 7. juli
• Retreat 2: uge 28 fra den 8. juli til den 14. juli
• Retreat 3: uge 29 fra d. 15. juli til d. 21. juli
• Retreat 4: uge 32 fra d. 5. august til d. 11. august

Det praktiske

Indhold:

• Seks overnatninger med fuld forplejning, mulighed for familieværelse eller opredning.
• Voksne får 3-4 fysioterapeutiske behandlinger dagligt, klassisk massage, zoneterapi samt afslappende bade i varmt mineralvand eller individuel træning efter behov og efter aftale med kurstedets læge mm.
• Børneaktiviteter tilpasset barnets alder efter aftale. Mindfulness program for børn ved min. 5 deltagere.
• Hver familie får tilbudt en nærværssamtale med psykolog
• Tre oplæg og diskussioner af relevante emner med de andre deltagende forældre
• Introduktion til mindfulness.

Pris:

• Voksen: 7.500 ophold og stressretreatgebyr
• Barn: 2.550 ophold sammen med forældrene, evt. børnepasning. Har I tre børn eller derover, får børnene 25 % rabat.

OBS: Early bird rabat: 10 % indtil 25.5.2012 

Klik her for at læse mere om om stressretreats for børnefamilier.

Hvad synes du om idéen med stressretreats for børnefamilier? Kunne du tænke dig at deltage? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Relaterede artikler:

1. Anmeldelse: “Tag dig nu sammen, skat” af Lisbeth Fruensgaard
2. Vind bogen: “Tag dig nu sammen, skat”

Alligevel kan selvsamme unger få mit ellers rolige temperament ud i højcentrifugeringsmode. Og få mig til at tænke, at jeg mangler tre-fire par arme, for virkelig at være en ”rigtig god” mor.

Den slags sker især, når de er syge!! Altså børnene. For så ryger hele balancen som moderne dobbeltarbejdende familie nemt ud med pastavandet.  Og det ryger allerhurtigst, når sygdommen har gjort dem u-børnehave-skole-dygtige, men stadig fuldt ud dygtige til at stille tusinde ønsker og have et energiniveau, jeg ikke selv kunnet ha’ fremtryllet samtidig med, at min næse løb med en fart, som DSB aldrig kommer til at kunne prale med!

Hvem trækker nitten …?

Jeg har engang omtalt netop denne balanceudfordring ved et foredrag, og en kvinde kastede prompte næsepilleren i vejret og udbrød: ”Åh, vi har to små børn, og de er så tit syge – og hver gang ryger hele planlægningen. Og vi ender med at stå og skændes om, hvem der skal trække nitten …” – No need to say, ”nitten” var det syge barn.

Sådan har jeg det ikke, men alligevel kan jeg godt forstå hendes udfordring. For med et selvstændigt job, møder, der ikke kan tages af andre, ordrer og fakturaer, der ikke skriver sig selv, kan den største balanceudfordring i mit liv nogle gange være, når den yngste pode bliver syg. Han er ikke ”nitten”, men en lille fis, der skal have 40 i feber, før lysten til at hoppe rundt på alle møbler forlader hans krop. Og sådan et par dage med sygeaktivering, delvist jobben og seriøst aften-natarbejde kan i hvert fald snildt slå mig af pinden.

Hver gang tænker jeg samtidig på, hvad jeg dog kunne gøre, der ville få sådan en sygedag til at gå op – for alle. Sådan en slags nød-beredskabs-syge-balanceplan for kvinder med børn og jobs?

Det manglende facit

Ville nok mest ønske, at jeg kunne fylde min plan med kompetente vikarer, hjemmeservicepersoner og telefonvagter, der bare ville poppe op, bage, tage telefon, fakturere, skrive og servicere i ét væk. Eller at Mary Poppins ville flyve ind, fordi vinden havde fortalt hende, at jeg var på skideren – og hun derfor lige ville synge en sang og fortælle en historie for junior. Bare i en time.

Men selv om drømme er det stof bøger oftest broderes af, så er ingen af de ovenstående løsninger vel egentlig helt … sandsynlige. Desværre.

Det planen i stedet må hvile på er en god portion realitetssans, en prioritering strammere end et korset og et valg. Et valg af, hvad der er vigtigst her og nu. Sådan virkelig, helt ærligt, vigtigst. Er det opgaven eller er det barnet? Der vil sikkert være sygedage, hvor en opgave er vigtigst – for at der kan komme smør på bordet! Langt de fleste dage vil barnets behov dog være vigtigst.  Men hvordan håndterer man egentlig begge dele – og sit jobs krav om nærvær?

Åh, jeg kender en masse af teorierne, men alligevel mangler jeg visse dage bare et fast facit. Et ”sådan skaber du balance i dit liv med syge børn”-facit.  For, puh, hvor kan det være svært!

Kender du det – eller er det bare mig? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

No related posts.

“Når jeg bliver stor vil jeg gerne have et bageri, hvor jeg bager de lækreste kager og sælger en lille smule slik”, sagde min yngste datter på 6 år. Min ældste pige på snart 10 år elsker dyr og kryb og kunne godt forestille sig at arbejde i Zoo (godt at hun får en lille smagsprøve for en dag, i sommer, hvor hun skal være dyrepasser i Zoologisk Have – og godt det ikke er mig, der skal fodre fugleedderkopper, slanger og samle elefantlort op).

Da jeg var lille drømte jeg om at blive sangerinde, sælge frisk fisk i egen butik (jo, den er god nok), blive børnehavepædagog, skuespiller, forfatter, fotograf og journalist. Jeg drømte også om blive gift, i marengskjole med kæmpe pufærme, at få 3 børn – pige, dreng, pige – og leve lykkeligt sammen med manden i mit liv, prinsen, til vores dages ende.

Jeg fik prinsen, ikke på den hvide hest men i den blå Triumph TR6, jeg fik ikke 3 børn, det blev til 4 i alt – pige, pige, pige, pige. Jeg har boet sammen 9/5 med min bonusfamilie de sidste 14 år. Det er ret lang tid. Ikke sådan kedeligt lang tid. Men lang tid, fordi der er sket rigtig meget.

Ældste bonus var 2,5 år, da jeg hilste på hende første gang. I dag er hun 16 år! Yngste bonus var helt lille og ny – i denne uge er hun afsted på klassetur til Prag, sammen med alle vennerne i 7. Hun er 14 år gammel, det vil sige fra ’98 og fra den gang, jeg valgte at kaste mig ud i Projekt Bonusfamilie. Selv var jeg 24 år og havde tidligere på året flyttet fra forbudets Sverige til landet, som giver lov til alt. Sammen med fyren i den blå sportsvogn stod den ene uge på bleer og babymos, ture på legepladsen og indkøb til 2 voksne og 2 børn. Den anden uge var = kæresteuge, ture i biffen og ud at spise, gå til koncerter, middage sammen med venner og vin, take-away kun til 2 dagen efter. CD-afspilleren spillede Beastie Boys, kent, Lenny Kravitz, Bo Kaspers og Brand New Heavies.

I dag er CD-afspilleren temmelig stille. Bonusmor er gået over til Spotify, men hun lytter da stadig til det, hun kender; Mr. Kravitz, kent… Bonusbørnene har deres iphones og ipods – de har det hele med, overalt. Musikken, veninderne, den fede taske, det sociale netværk. On the go. I går var Justin Bieber hot, i dag er han so not!

Er jeg så blevet stor nu? Kan man kalde mig voksen? Det håber jeg da. Selv om jeg arbejder på at ikke virke alt for kedelig eller tantet, fordi jeg nu er tættere på de 40 end de 30. Ikke være for pinlig eller ’for meget’, fordi mine egne døtre og bonusdøtre er vokset fra fasen ’småbørn’ for længst.

Blev jeg det, jeg gerne ville være? Hverken fiskehandler eller fotograf. Langt fra færdig. I konstant bevægelse. Men et sted jeg gerne vil være. Hvor er du henne?

Er det det sted i dit liv, du drømte om? I din karriere? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Sofias egen hjemmeside her. Se Sofias bog: Bonusmor – uden filter her

Relaterede artikler:

1. Er dig og far stadig kærester, når jeg bliver stor?
2. Ja tak – det vil jeg gerne have mere af!
3. Hvad bliver det næste…et gebis?!

Som et led i min ”uddannelse” til at blive Mor følger jeg ”kurset” Graviditetsyoga. Det handler meget om vejrtrækning, afspænding og smidighed. Indimellem de praktiske øvelser kommer yogalæreren med gode råd og inspiration til eksempelvis fødestillinger. Her har man muligheden for at stå op, eller i hvert fald muligheden for at vælge en anden stilling end den gængse liggende-på-ryggen-fødsel; ét af de små mentale frø, der plantes i os gravid-disciple.

De første gange, hvor muligheden blev nævnt og stillingerne vist, fangede det ikke rigtigt min interesse. Først da argumenterne for denne alternative fødsel kom på bordet, blev min interesse fanget. 1 til 2 centimeter er normalt ikke argumenter, der får mig til at flytte min holdning om noget, ret meget, men når det er i sammenhæng med mindre smerte og færre bristninger under fødslen, ja, så er jeg lutter ører!

Som bevis fik vi en dag fremvist et bækken, og det var pludselig ret tydeligt at se, hvad det var i anatomien, der talte for at den gængse måde at føde på i det danske hospitalsvæsen, måske ikke KUN handler om, hvad der er godt for den fødende, men ligeså meget handler om tradition og gode arbejdsstillinger for læger og jordemødre.

Det var faktisk ret tydeligt at se, hvordan pladsforholdene var forskellige afhængigt af, om bækkenet vendte den ene eller den anden vej, når barnet skal ud. Og i den situation hvor jeg står overfor at skulle have presset hvad der mentalt føles som Keopspyramiden ud igennem min vagina (kan virkelig ikke lide det ord), så tror jeg nok, jeg tager imod alle ekstra centimeter og tyngdekraftens hjælp med kyshånd!

Det, der taler i mod en traditionel rygliggende fødsel er – og her skal vi lige huske, at det er lægmand, der udtaler sig – at man i princippet føder lidt opad, op over halebenet. Hvis man står op, så er bækkenet kippet på en anden måde, som skulle give mere plads i bækkenet, og så tyngdekraften kan hjælpe til. Ifølge min yogalærer skulle det alt sammen medvirke til, at fødsel går nemmere (og med færre smerter) og med færre/mindre bristninger til følge.

MEN, for der er et men. Det er altså ikke normen at føde stående/hugsiddende eller lignede.  At verden ikke altid er indrettet efter, hvad der er ”smartest” det er én ting, men at i den her situation betyder det, at man så som fødende bliver nødt til at 1) være meget bevidst om, at man ønsker noget andet end hyldevaren (liggende fødsel) 2) eksplicit at  udtrykke dette ønske – i en situation hvor jeg forestiller mig, at der er nok, der optager ens fokus – veer fx 3) håbe på, at den jordemoder, der er på vagt når ens lille purk bytter sin et-værelses med bad/køkken/stue i et ud med… verden, at hun er med på idéen og har det godt med metoden. Det synes jeg ærligt talt er meget at kræve af en fødende kvinde.

Min yogalærers råd er: Tal med din jordemoder om at en stående fødsel er dit ønske (på forhånd), bed din mand/kæreste/hvem der nu skal støtte dig under fødslen om at være ambassadør for, at du bliver mindet om og hjulpet op at stå, når der skal ”smuttes mandler”.

Gode råd, tænker jeg, men hvorfor er det ikke lidt mere normen end undtagelsen, at det er det, der er mest hensigtsmæssigt rent anatomisk, man bliver forberedt på? Jeg mener, hvorfor viser de film man ser til fødselsforberedelse (eller alle andre film for den sags skyld) kun rygliggende fødsler eller – hvis det skal være lidt vildt – kvinder der føder i vand? Hvorfor ser man ikke lidt flere forskellige varianter af fødsler i stedet for det der rygligge-propaganda?

Jeg kan godt regne ud, at det er mere besværligt at tage i mod et barn, når den fødende står op – men menneskeheden har da løst større udfordringer end det. Så vidt min yogalærer er orienteret, så er stående eller hugsiddende fødsler faktisk noget, som indgår i uddannelsen på jordemoderskolen – men omgivelserne – hospitalets rammer – levner ikke gode vilkår for at praktisere dette. Hvorfor er det sådan?

Hvis det både gør fødslen nemmere, så må det da være billigere (tage kortere tid og betyde mindre smertestillende) samt giver færre komplikationer i form af bristninger, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke er lidt mere udbredt, end hvad jeg har indtryk af, det reelt er. Er der nogle kloge fleregangsfødende, jordemødre eller læger derude, som vil kaste lidt mere lys over min undren og måske nuancere mit skønmaleri af stående fødsler, hvis jeg har været for sort/hvid i min fremstilling af sagen?

Har du erfaring med andre fødestillinger, end den traditionelle rygliggende? Hvad er fordelene – og evt. ulemperne – ved dem? Var du opmærksom på andre muligheder, da du selv fødte? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor… 

No related posts.

Jeg er særligt optaget af forventninger i øjeblikket. Det afspejles i mine omgivelser, hvor jeg løber ind i temaet igen. Og igen. Og igen.

Det er både i relation til mig selv, min rolle som mor, som ekstramor og mit professionelle virke, kort sagt livet i al almindelighed.

På mange måder er forventninger en interessant størrelse. Der er ikke noget så skønt som at få indfriet sine forventninger og lade glæden omslutte krop og sind – hvilken herlig følelse.

Omvendt er der heller ikke noget så frustrerende som ’forfejlede’ forventninger. Smagen af skuffelse er grim – uanset om skuffelsen er mini, mellem eller mega.

For mig tager det tid hver gang at ryste skuffelsen af mig. Derfor har jeg et stort fokus på mine forventninger og på at afstemme dem med dem, der en del af mine forventninger.

Vi får altid, hvad vi forventer - ikke nødvendigvis hvad vi fortjener

Det er sådan en interessant tanke, at vi altid får, hvad vi forventer. Men det er sandelig ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er det, vi fortjener.

Mon ikke de fleste kender til at vågne op og tænke ”Uh, det bliver en lang/dårlig/anstrengende dag.”

Og inden dagen rigtig er kommet i gang, er den både lang, dårlig OG anstrengende. Og hermed er forventningerne allerede indfriet, omend det ikke var det, vi ønskede os. Men det var der, vi havde vores fokus, og derfor var det, hvad vi fik. Med andre ord: Vi fik, hvad vi forventede.

Omvendt kan vi selvfølgelig også have positive forventninger, der bliver indfriet. Blot har vi en tendens til at overse alle de gange, vores positive forventninger bliver imødekommet. Hvor tit stopper vi op og fejre vores succeser? Ikke nær så tit som vi tramper rundt i vores skuffelser, er mit indtryk.

Hyggeforventninger

Når vi som voksne har en ide om, hvad en hyggedag er, kan det meget vel differentiere sig fra, hvad børnene og ekstrabørnene tænker en hyggedag er.

Det er der kun en måde at finde ud af på – ganske enkelt ved at forventningsafstemme. Det lyder besværligt tænker du måske? Det kan gøres på 2 min pr. person, nemlig ved at spørge: Hvad er en hyggedag for dig?

Sammenbragte forventninger

Jeg er sikker på, at alle familier oplever ’forventningskriser’. Men særligt sammenbragte familier har en del forventninger at forholde sig til. Der kan nemlig sagtens være et sæt forventninger til god opførsel hos mor & ekstrafar og et andet sæt hos far og ekstramor.

Af samme årsag synes jeg, det er vigtigt løbende at forventningsafstemme med sig selv, sin partner og med dine, mine og vores børn.

Vi får, hvad vi forventer. Derfor er det smart – for ikke at sige mest konstruktivt – at have fokus på det, vi gerne vil have i stedet for det, vi ikke vil have.

Where attention goes, energy flows.

Forventningsafstemmer du med din familie? Med dine kollegaer? Med dig selv…? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Er du Organisator, Linedanser eller Improvisator?
2. Perfekte pizzasnegle og ponypiger … eller uperfekte nissenullermænd

Hvor er grænsen for, hvad man må sige til hinanden? Vil man acceptere, andre taler grimt om ens mor eller ens børn? Må andre sige det samme som en selv?

Dette er en problematik, jeg ofte ser i min klinik, og som jeg bestemt også kender til privat. Jeg synes, der er grænser – forskellige grænser alt efter hvilken relation man har, eller måske mere om man samtidig elsker den, man taler om.

I sammenbragte familier møder jeg ofte problematikken. Mor siger noget skrapt til egne børn, stedfar siger det samme dagen efter. Det vil mor ikke acceptere, de voksne bliver uvenner.

Engang havde jeg en kæreste i en kortere periode, han talte ikke altid pænt til mine børn, og jeg blev sur over det. Jeg ville ikke have, han skældte ud på dem. Min nuværende kæreste må gerne sige til ting til mine børn, det er rimeligt, synes jeg. Forskellen er klar for mig; jeg ved, at min kæreste elsker mine børn ubetinget, og han siger oftest gode ting om og til dem. Derfor er det helt okay.

Jeg er imod regnskaber i forhold, men på dette punkt mener jeg, det er godt at have en “opsparing” af gode ting, fordi så er mor tryk, når stedfar skælder ud ind i mellem. Det er kun, fordi han vil det godt for børnene.

Det samme gælder, hvis man siger noget grimt om svigermor eller bedste-vennen. Hvis man ved, at der kommer meget mere godt end skidt, så er der en god balance. Eller balance kan man vel næppe kalde det, mere at der er en stor overvægt af gode ting. Det er bedst i alle relationer, men det er især godt i en sammenbragt familie. Det er trygt, og det giver en dejlig ro i hjemmet.

Kender du til problematikken? Hvordan håndterer du det? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

No related posts.

”Madplan! Det kan jeg da ikke! Hvordan kan jeg vide, hvad jeg vil spise torsdag i næsten uge?” var vist sådan nogenlunde, hvad Manden sagde hjemme hos os, da jeg for 100 år siden introducerede madplansprincippet. Den idé gik ikke lige ind. Manden mente simpelthen, at det var noget nær et angreb på den personlige frihed at få puttet familielivets kost ind i kasser og rammer. Snart skulle det vel også skemalægges, hvornår han måtte ”puste grise op” eller få en øl, mente han??!!

Det blev nu alligevel indført, først på prøve og dernæst semi-permanent. Og for ca. ½ års tid siden stopper selv samme mand så pludselig op midt i et stykke aftenarbejde med kaffe, ser på mig og siger: ”Nina, det der med madplan, det har sgu alligevel virket – det må jeg indrømme!”

Struktur – plads til impuls

Og hvorfor er det, at det virker? Det gør det, fordi det giver overblik, struktur og ro i forhold til at vide, at man ikke skal hjem og være den kreative Camilla Plum. Det skaber dermed overskud i en hverdag, der tit kører efter nøje lagte skinner, og det gør det nemmere at handle ind – og måske undgå de der sære køb af madvarer, der aldrig bliver brugt til andet end udstilling. Og det giver plads til impulsivitet: Til at være køkken-kreativ; at have den slags overskud der ofte kommer af netop overblik og overskud. Det er sjældent, at den slags kommer af at stresse rundt og ”skulle” finde på!

Desuden er der jo ingen, der siger, at en madplan altid skal være for en uge eller følge samme struktur i alle par/familier?! I enhver plan eller projektfase er der plads til spontanitet og fantasi.  Her er nogle af de planer, jeg har hørt om gennem de år, hvor jeg har arbejdet med familielivsbalance:

• Klassisk ugeplan, aftales fredag over rødvin, der købes ind lørdag
• Ugeplan, der aftales lørdag, og bestilles varer til over nettet (endnu flere impulskøb undgås)
• Månedstjansen: hver part har ”magten” i én måned ad gangen – i forhold til at lave madplan og lave mad (indkøb, oprydning osv. gøres fælles)
• Rengøring og indkøb gøres hver lørdag. Den der køber ind bestemmer og laver ugens kommende mad+plan
• Madplan printes over nettet – og der købes ind derefter
• Der købes stort ind af basisvarer og årstidens grøntsager og frugt – madplanen laves derefter …

Kun fantasien sætter grænser …

Sgu kommet for at blive – sådan da …

Ja, hvad kan jeg sige. Hos os er den kommet for at blive. I dag laver vi planen ved middagsbordet, sammen med ungerne, gerne fredag – men også nogle gange søndag. Og der taler vi også om, hvad hvem skal, hvornår og hvilke ugedage. Det er blevet et helt lille familiemøde, der aktiverer og involverer alle. Og så kan det godt være, at vi tirsdag efter ældstebarnets ridning skrotter pasta-med-kødsovs og stiler mod take-away-sushi! Fordi vi har lyst – og ikke af nød. Indrømmet; der er også uger, hvor det hele går i vasken, planen ikke laves – og helt ærligt: De uger, er der sgu ikke meget koge-kreativitet over! ”

Hvordan organiserer og planlægger I indkøb og madlavning? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

No related posts.

…ellers havde vi nok også udsat det til ‘en dag vi får tid’.  

Både som mindfulness-instruktør og som helt almindeligt menneske slår det mig ofte, hvor mange ting vi udsætter til ”en dag vi får tid”.  Og – selvom jeg bestemt  selv er blevet bedre til ”det der med at give slip på tankerne og være tilstede i nuet” – hører jeg stadig mig selv sige: ”ikke lige nu”, ”måske i morgen” og ”jeg skal liiige…” alt for tit. Blandt andet i relation til børnene.

Ingen er perfekte, og børnene skal også forstå, at der jo er en del praktiske ting, der skal laves i en familie. Men det er jo ikke fordi vi ikke har tid til et spil ludo, til at involvere børnene mere i madlavningen, eller gå med ud og spille en gang fodbold – også på en hverdagsaften! Udfordringen er blot den to-do-liste, vi har inde i hovedet: ”Jeg skal lige have ryddet op, så skal jeg have tømt vaskemaskinen, så skal jeg have lavet den legeaftale, og så skal vi have svaret den fødselsdagsinvitation”. Der stod jo ikke ludo på den liste, og og så stresser det os mentalt at ”forlade” programmet. Så må de uplanplagte ”forespørgsler” lige vente. Det er sgu da godt, at vi trækker vejret automatisk – ellers  havde vi nok også udsat det til ”en dag vi får tid”.

Men vi kan alle lære at give slip på to-do listen for en stund og sige JA til det uplanlagte. Det, der ofte bliver et af dagens højdepunkter. I går havde min yngste været i bad, fået nattøj på og var på vej i seng, da han ærger sig over ikke at have hoppet i trampolin.  Min ‘autopilot’ sagde: ”i morgen”, men da jeg til stadighed forsøger at udfordre min autopilot, overrasker jeg mig selv ved at foreslå ham, at vi tager sko på og går derud. To minutter efter hopper vi i trampolinen – sammen med storebror, som egentlig var på vej i bad, men som hurtigt fik jakken på. Vi grinte, legede og hyggede os. I 15 minutter, så var de glade. Det tror jeg liiiige, at jeg havde tid til.

Der går nok ikke mange år før rollerne skifter. Så står jeg og spørger, om ikke de bliver hjemme og hygger på en fredag aften, om ikke de vil med på shopping, om ikke vi skal drikke the sammen. ”Ikke i dag mor, skal liiige være sammen med vennerne”. ”En anden dag – Ok mor?”. Dette scenarie vil jeg have i tankerne lidt oftere. Så er jeg sikker på, at opvasken lige kan vente det kvarter!

Hvornår har du sidst udfordret din ‘autopilot’ og gjort noget, du ‘ikke havde tid til’, eller som ikke var såkaldt ‘fornuftigt’, men som viste sig at øge både energi og glæde?  Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Alexandras egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. ”Jamen, kan I godt bo på 100 m2?”
2. Jamen, kan man godt gøre karriere i Udkantsdanmark?