Hvor er grænsen for, hvad man må sige til hinanden? Vil man acceptere, andre taler grimt om ens mor eller ens børn? Må andre sige det samme som en selv?

Dette er en problematik, jeg ofte ser i min klinik, og som jeg bestemt også kender til privat. Jeg synes, der er grænser – forskellige grænser alt efter hvilken relation man har, eller måske mere om man samtidig elsker den, man taler om.

I sammenbragte familier møder jeg ofte problematikken. Mor siger noget skrapt til egne børn, stedfar siger det samme dagen efter. Det vil mor ikke acceptere, de voksne bliver uvenner.

Engang havde jeg en kæreste i en kortere periode, han talte ikke altid pænt til mine børn, og jeg blev sur over det. Jeg ville ikke have, han skældte ud på dem. Min nuværende kæreste må gerne sige til ting til mine børn, det er rimeligt, synes jeg. Forskellen er klar for mig; jeg ved, at min kæreste elsker mine børn ubetinget, og han siger oftest gode ting om og til dem. Derfor er det helt okay.

Jeg er imod regnskaber i forhold, men på dette punkt mener jeg, det er godt at have en “opsparing” af gode ting, fordi så er mor tryk, når stedfar skælder ud ind i mellem. Det er kun, fordi han vil det godt for børnene.

Det samme gælder, hvis man siger noget grimt om svigermor eller bedste-vennen. Hvis man ved, at der kommer meget mere godt end skidt, så er der en god balance. Eller balance kan man vel næppe kalde det, mere at der er en stor overvægt af gode ting. Det er bedst i alle relationer, men det er især godt i en sammenbragt familie. Det er trygt, og det giver en dejlig ro i hjemmet.

Kender du til problematikken? Hvordan håndterer du det? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

No related posts.

I denne uge er skolen lukket. Ugen er gul, påskegul, og fyldt med pyntede frokostborde, tre slags sild, påskebryg og godt gemte påskeæg for alle børnene at finde. Hvordan holder man så den gode påskeferie i bonusfamilien? Fridage hvor alle parter, store som små, glæder sig. 

I nogle familier går hver anden uge-ordningen hånd i hånd med påskeugen uden problemer. ”Mit bonusbarn kommer ikke til os i år fordi påskeugen falder i morens uge, så vi ser hende ikke”, fortalte en af mine kollegaer. Klar aftale tænker jeg, ikke så meget at misforstå eller lave om på. En bonusmor skrev til mig, via min Facebook-gruppe, at hun var holdt op med at blande sig for længst, fordi kærestens eks tit kunne finde på at lave om på en aftale i sidste øjeblik. Hun vælger derfor at holde mini-ferie sammen med veninder, imens kæresten påske-hygger sammen med sin søn.

Vores påskeferie begynder i Danmark i år, fortsætter i Sverige og afsluttes hjemme i Danmark igen. Til at starte med er vi samlet alle seks, til den årlige frokost på landet, hos mine svigerforældre. Jeg nyder tiden med min mands forældre, og kan godt lide at være sammen med dem. Og heldigvis kan de godt lide at være sammen med mig. Der bliver snakket, kokkereret, spist og snakket endnu mere.

Et par dage senere tager mine bonusdøtre tilbage til deres mor og fortsætter påsken sammen med hendes familie. Min mand og jeg tager til Sverige og skifter de danske påsketraditioner ud med de svenske, sammen med vores fælles døtre hos deres mormor og morfar. Men der skal også være plads til ‘voksentid’, så derfor har jeg booket en enkelt overnatning på hotel, kun for min mand og mig. Ud og spise, en cocktail eller to og sove længe med morgenmad på værelset dagen derpå. Børnene får alenetid sammen med mine forældre og kommer ikke til at savne os, skal jeg hilse og sige!

Så længe påskesnapsen nydes og ikke fortrydes eller efterlader en ubehagelig smag i munden, så må alle former for påskehygge i bonusfamilien være tilladt. Forudsat at mor og far og bonusforældre kan enes og holder fast i de aftaler, de nu har lavet – for børnenes skyld, fælles børn som bonusbørn. Rigtig god påske alle sammen!

Bonuspåskehygge top 3: Når silden er spist og påskebryggen er tom hos svigerfamilien eller hos venneparret, så husk at lave noget sjovt sammen i jeres egen familie.

1. Gå en tur i skoven, tag på café og slip for opvask, lad børnene blive i nattøjet og se DVD’er sammen en hel dag, gå i biffen og oplev påskens store familiefilm.

2. Har I store børn i bonusfamilien? Lad dem passe på hinanden et par timer og inviter din kæreste ud at spise.

3. For meget af det gode? Måske børnene har brug for vennerne ovenpå al familiekomsammen? Del jer lidt op i løbet af en enkelt dag og lav noget hver for sig. Sørg for at samle alle til aftensmaden igen og del dagens oplevelser med hinanden.

Hvordan holder I påske? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Sofias egen hjemmeside her. Se Sofias bog: Bonusmor – uden filter her

No related posts.

Jeg har mødt flere kvinder gennem livet, som har det fint med at være elskerinder. Siger de. Men er det sandt, eller er det noget, de bilder sig ind?

Rasmus Seebach synger om at have et “løst forhold” i sangen Falder. Nu er han jo –som bekendt – en mand, men jeg tror, der i virkeligheden er flere kvinder end mænd, der kan genkende teksten fra eget liv:

“Det var jo bare for sjov og slet ikke noget seriøst,
nej nej.
Og vi blev enige om, vi bare kunne ses lidt løst.
Det passede mig perfekt.
I byen med drengene, og vi snakker om de andre piger,
men det er, som om det keder mig.
Du skulle jo bare være tidsfordriv,
men pludselig kan jeg ikke engang føre en helt almindelig samtale,
uden at snakke om dig.
Jeg tripper, når der går mere end fem minutter, før,
før du svarer mig.”

Som udgangspunkt, så er det kvinder, der “nemt” falder for en mand, når hun har været sammen med ham – enten elsket eller krammet og kysset.

Oxytocin er et hormon som “forbinder”, og som fx dannes ved kys og kram. Når en kvinde danner oxytozin, så binder hun sig til manden. Når en mand krammer, kysser eller elsker, så skal der 3-4 gange mere oxytocin til, før han danner samme hormon. Det er en af grundende til, at kvinder binder sig hurtigere til en mand end omvendt.

Det er min erfaring, at kun ganske få kvinder kan være “elskerinder” i længere tid og have det godt samtidig. Mange kvinder prøver at overbevise sig selv om, at de sagtens kan være elskerinder, og lidt sex er jo bedre end ingen sex. 
Men mange kvinder ender med at sidde og vente og blive kede af det i stedet. De håber og håber…

De fleste kvinder vil mere.
 De vil ses sammen med deres “kæreste”, de vil have fællesskabet og de gode samtaler.
 De vil måske have et barn og et sommerhus, og så vil de have en mand, de kan putte sig ind til og føle sig tryg ved. 
Kvinder er styret af deres hjerte og ikke af deres drift (i længden).

Det er bare “nemt” at putte egne værdier i livet bagerst i skuffen for at få lidt opmærksomhed, lidt kys og nusseri. I længden bliver mange kvinder bare skuffede, fordi de håbede på mere. De håbede, at manden ville forlade konen, eller at ungkarlen endelig skulle i fast forhold. Men nej, suk, sådan er det sjældent; manden forlader ikke sin kone, og ungkarlen trives ikke i et fast forhold. Så kvinde, stå fast ved dine værdier, så finder du en kæreste.

Det er nogle af grundene til, jeg sjældent tror på, kvinder har det fint som elskerinder.

Har du prøvet at være nogens elskerinde? Eller kender du nogen, der har? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Dameblade; hygge eller gys?
2. Morgenbol eller morgenbrunch?

Sådan havde jeg forsvoret, at jeg ville blive. Men med to selvstændige karrierer, to mindre børn, et gammelt hus, en stribet minitiger – og alt det løse – så må jeg … (er ikke meget for det!) … erkende, at jeg ER blevet ”sådan en”. Sådan en, der skal huske at kysse, have kærestedag i kalenderen og forklare mine børn, at: ”Nej, det er ikke ulækkert, når mor og far kysser – det skal I sådan set være ret glade for!”.

Den vigtigste gave til dine børn …

For det er jo vigtigt med kærestetid; kæresteaftener, kæresteeftermiddage og kæresteture. Fordi vi forældre, og vores måde at bedrive (et velfungerende) samliv, er den vigtigste gave, vi kan give vores børn! Vi er deres rollemodeller for kommunikation, samliv, humor, kønsroller, fysisk aktivitet (her tænker jeg altså på sport!) og måder at dyrke eller ikke dyrke socialt samvær. Der er sgu meget tabt, hvis vi ikke bruger tid på at være kærester.

Jeg har mødt utallige, der – som mig selv – ikke har haft særlig velfungerende rollemodeller i deres forældres forvaltning af hverken kæresteforhold eller forældreforhold. Og utallige, hvor dette præger deres egen måde at være forælder på, på både godt og ondt. Vi genskaber alt for tit de mønstre, vi selv så og oplevede i barndommen – ureflekteret og til trods for, at vi i dag måske ved bedre, mere og har helt andre livs-setups.

”Vi tager på weekend hvert kvartal!”

Jeg har virkelig kæmpet for at få mine forældres forholdsmønstre pillet ud af min krop – meeenn, derfor skal jeg ikke til at suse rundt til parweekender hvert kvartal for at dyrke romantisk spa, wine-dinners eller temaophold, fordi jeg engang imellem ikke husker at kysse kl. 8 om morgenen! For ville det ikke få mig til at føle, at så skulle piske rundt til Tivoli, Zoo eller et zoologisk museum med børnene i alle de andre weekender pga. dårlig samvittighed?

Nej, nej – artiklen her er slet ikke sådan et stort ramaskrig, der skal få mig eller andre til at suse ind på Comwell eller Kellers Parks hjemmesider. Det er tværtimod en konstatering af, at det bare er flyvende svært at holde kurs og fokus – og et øjebliks velfortjent stilstand – i et samfund, der hele tiden bevæger sig, i et karriere- og familieliv, der hele tiden begærer sig (noget) og i en kultur, hvor gøren og ikke væren kontinuerligt er i fokus. Vi har tusinde gange indført ”Gå-ikke-i-seng-før-vi-har-drukket-en-kop-kaffe/øl/te-sammen-hver-aften-aftaler”, fået lavet barnepigedates i kalenderen eller booket en bedstemor til en weekend. Men de selvstændige opgaver sluger (for mange) aftener, barnepigen skulle vist til foldboldkamp og havde lige glemt det i kalenderen, og ungerne blev vist syge lige før mormor/farmor/bedstemor kom valsende med hjemmebagte boller, kreativitetsbog og ti nye puslespil.

”Livet leves i hverdagen”

Et ordsprog siger, at man skal vælge sine kampe – og jeg vælger at kæmpe for kærestelivet. Ikke kun at være ”kone” (et ord som jeg har stærke aversioner imod for øvrigt – ser altid en stor, tyk, uld- og forklædeklædt gammel heks for mig ved det ord – men det er måske bare mig?!). Men også stadig at være kæreste og elskerinde. Og derfor har jeg indført pigeweekender – kvindeweekend hvis man ikke bryder sig om at være pige – for at få tanket op med god venindeenergi og grin! For så har jeg meget mere at give kæresten, manden, børnene, katten, hestene og alle rejsekunderne i hverdagen. Og livet leves jo i hverdagen – og det er dér, kærestetiden helst også skal have plads – måske endda over den der stille kop kaffe; med slukkede maskiner, et par varme uldsokker og lidt dæmpet lys.

Og Manden? Han har indført at serveren slukker kl. 22 …

Hvad gør du og din partner for at bevare romantikken – og kærestetid – i forholdet? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

No related posts.

Et stykke tid efter at min kæreste med succes havde friet til mig (jeg havde sagt ja), kom vi naturligt nok til at tale om, hvad vi så skulle hedde til efternavn. Min kæreste mente, at det var ret enkelt: Jeg skulle jo bare have hans efternavn, og så var den skid slået.

Men så enkelt syntes jeg ikke, det var. Jeg havde et dobbelt efternavn, og han havde et af de gode gamle -sen efternavne. Jeg syntes, det måtte være fair, at vi gav lige meget køb på noget – at vi ”ofrede” lige meget tilhørsforhold og familietradition for til gengæld at få noget ekstra fra hinanden. Men, som min kæreste flere gange argumenterede, kunne han ikke rigtig forliges med tanken om at skulle have et nyt efternavn – han var så vant til det efternavn, han havde nu – det havde han jo altid heddet, hvorfor han syntes, det ville være mærkeligt at skulle hedde noget andet!

Ja, goddav do – hvordan tror du så lige, jeg har det? Det var som om, han forstillede sig at jeg bare – helt jubel-lykkelig uden at se mig sentimentalt tilbage – ville tage hans massebetegnelse af et efternavn. Han kunne simpelthen ikke se problemet fra min side; hvorfor kunne jeg ikke bare holde mig til ”plejer”? Sådan har det jo altid været – kvinden tager mandens navn – og det var der ingen grund til, at vi skulle til at lave om på.

Jeg var pænt ligeglad med plejer. Jeg var langt fra enig. Vi skulle giftes, pjalterne skulle slås sammen, papirerne skulle i orden, vi sagde ja til hinanden med alle vores (dårlige) vaner, skavanker, bagage med videre. Det var en sag, jeg tog ret alvorligt. Lige præcis HER havde jeg en meget stærk holdning, som jeg ikke kunne eller ville give køb på. Det var ganske enkelt ikke fair.

Jeg argumenterede videre: Vi vidste begge to at vi på et tidspunkt også gerne ville have børn sammen – og jeg syntes, at de skulle hedde det samme som deres forældre – og ikke det der kompromis-halløj med at ”så beholder vi bare hver vores navn, for det er det nemmeste”. Nej tak. Min logik sagde mig, at havde vi sagt a, så måtte vi også sige b. Uanset om det skulle betyde, at vi begge to skulle give os en lille smule.

Jeg var villig til at splitte mit dobbeltefternavn op, slette det ene navn og lade det andet blive vores fælles mellemnavn, nu hvor man kun kan have et efternavn i dagens Danmark. Det ville betyde, at vi fik mit gamle efternavn som mellemnavn og hans efternavn som efternavn. Jeg synes vitterligt, at jeg var large i den diskussion, vi havde kørende der. Men min kæreste var ikke så nem at overbevise – han ville hellere bare lade alting blive, som de plejede – hvis jeg ikke gad have hans navn kunne vi bare beholde hver vores efternavne. Det var bare ikke godt nok til mig. Så vi diskuterede videre.

Heldigvis endte det lykkeligt – plejer døde en stille død, og vi har nu begge to lidt af hinandens familiehistorie med os i livet (på dankort, i pas, på kørekort og sygesikringsbevis), og det føles egentligt ret godt! Og jeg har hans ord for, at han er enig.

Er der områder, hvor du har insisteret på at aflive ‘plejer’? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Relaterede artikler:

1. Jeg hører stemmer – men hvilke vælger jeg at høre efter?
2. Stræb efter det ordinære…
3. Godnat unger – mor og far skal i biffen!

Det var svært, usædvanligt svært, at lade være at tage det (meget) personligt, da jeg fik besked på, at jeg – som den eneste i familien – ikke er velkommen på første række i kirken til min ekstradatters konfirmation.

Jeg har kendt hende, siden hun var 3 år. Jeg har passet hende, når hun var syg. Jeg har glædet mig med hende, når hun har været glad. Jeg har været ked af det med hende, når hun har haft det svært. Jeg har aldrig – og det ER sandheden – aldrig sagt et eneste negativt ord til hende om hendes mor. Selvom jeg nogen gange har haft lyst.

Jeg spørger til de ting, der interesserer hende. Jeg giver hende plads. Jeg accepterer hende, som hun er. Jeg tilrettelægger menuen til hendes fordel, når hun skal komme.

Alt sammen for, at hun skal føle sig velkommen og elsket. Hos mig og af mig.

Kunsten er…

Kunsten er mentalt at adskille ekstrabarnet fra moderen. For det er moderens ønske og ikke nødvendigvis barnets. Og det er en (pr)øvelse, kan jeg sige.

Først blev jeg så stiktosset, at jeg på to sekunder fik mavepine. For mit indre blik så jeg første stolerække; konfirmationsbarn, søskende, mor, far og bedsteforældre. På titusinde række kan jeg så sætte mig. Alene.

Så blev jeg trodsig og meddelte barnets far, som selv var i en voldsom kattepine, at jeg simpelthen ikke kommer den dag, for jeg vil ikke være til grin. På bagerste række.

Så blev jeg ked af det. Helt indeni. Tænk sig at have så lidt storsind, at jeg ikke er velkommen, når jeg nu, uanset om moderen kan lide det eller ikke, er en stor del af hendes datters liv. Og hvad skal jeg sige til mine børn? Det må blive sandheden i en børnevenlig udgave, tænker jeg.

Storsind

Apropos storsind, så ville det jo være mangel på storsind fra min side, hvis jeg blev væk. Bare fordi jeg ikke er velkommen på første række, kan jeg vel godt have en fest? Alene. På bagerste række.

I hvert fald betyder det noget for mig, velkommen eller ej, at se min ekstradatter på hendes konfirmationsdag.

Så jeg vil sætte mig, med rank ryg, på en bænk, hvor der er plads og højt til loftet og iagttage hende, når hun går op afd gulvet på den store dag. Præcis som de andre familiemedlemmer på forreste række beundrer hende.

Fordelen…

Nå ja, og så er der jo fordelen. At jeg kommer først ud i den friske forårsluft. For det er den fordel, der er, når man sidder på bagerste række. At komme først ud.

Hvis man vil, kan man altid finde en fordel.

Hvilke fordele finder du i tilspidsede situationer? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Græsenke og bonusmor – men ikke alenemor
2. Velkommen til mit fantastiske liv
3. Velkommen til en verden uden grænser og begrænsninger!

“Du skal ikke bare sige at han er smuk, husk også de små detaljer”! Orden kommer fra min ældste pige på 9 år. For eksakt ti år siden lå hun i min mave, få måneder fra vores allerførste møde. Nu sidder hun ved siden af mig og beder mig om at nævne alt det gode ved hendes far – hvad jeg ser i ham, hvorfor jeg faldt for ham: “Kom så mor, sig nogle af de ting du godt kan lide ved ham”.

Lige så overrasket jeg blev over hendes gejst, lige så mærkeligt var det – men også ret fedt – at tage et par minutter og kigge på min mand. Hvor tit gør du det, standser op og kigger på din kæreste? Pigen sad klar, med blyant og papir i hånden.

“Din far har fine øjne”, begyndte jeg. Min datter skrev det straks ned på listen. “Han har den bedste humor og får mig tit til at grine. Han er god til at fjolle. Han har en flot krop”. (yes, I said it, fordi han bliver 45 med hverken vom eller mandeboobs in sight). Jeg fortalte vores datter, at hendes far også er god til at tænke på andre mennesker først – han har et stort hjerte. At han sjovt nok altid dufter godt, selvom han ikke bruger cologne eller andre lignende flasker til mænd, med parfume i. At han er en god far, og vores 9-årige pige er fars pige, med stort P.

Elleve ting kom på listen. Far-listen. Ægtefælle-listen. Listen, hvor jeg blev bedt om, at huske de små detaljer. Måske kunne hun fornemme, at jeg ikke havde været så god til at huske de her ting på det sidste. Måske var det bare et rent tilfælde, men hvor hun nu faktisk fik svar på en meget vigtig ting. Og hvor jeg blev mindet om at huske og ikke at tage for givet.

“Værsgo’ mor, den er til dig. Lige til at gemme og kigge på, når du har lyst”. Min datter gav mig den håndskrevne liste, med mine 11 “bud”. I dag bruger jeg den som bogmærke – en meget god reminder de dage, hvor man er farlig tæt på at lade solen gå ned over sin vrede. Findes der så en tilsvarende liste om mig? Det kan du tro! Pigens far blev straks næste “offer”, da mine elleve ting om ham var på plads. Men det er en helt anden og meget rørende, håndskreven historie.

Tak Ella. Smukke pige.

Hvad værdsætter du ved din mand/kæreste? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Sofias egen hjemmeside her. Se Sofias bog: Bonusmor – uden filter her

No related posts.

En af de ting, som jeg synes, var meget fascinerende ved min kæreste de første tre måneder jeg kendte ham var, at han var meget selvstændig som person.

Jeg var imponeret over hans vilje til at nå et mål og til at gøre ting uden at spørge alverdens mennesker til råds hele tiden.

Da forelskelsen var ovre, begyndte hans selvstændighed at irritere mig. I irritation omdøbte jeg selvstændigheden til egoisme, fordi det var et negativt ladet ord for mig.

Egoismen irriterede mig på flere fronter. Mest af alt fordi jeg selv gjorde en dyd ud af at spørge alverdens mennesker om det var okay, at jeg gjorde ditten og datten. Samtidig sørgede jeg for, at alle havde det godt. Min kæreste derimod gjorde først ting, der gjorde ham godt, og bagefter var han klar til at hjælpe andre.

Når det, der engang var meget charmerende, pludselig bliver irriterende, så er det man skal huske tilbage og minde sig selv om, hvad det var man faldt for dengang, fordi så kan man igen nyde hele manden.

Fra passiv til aktiv?

Jeg har mange klientpar, hvor den ene part er træt af, at at den anden er passiv.

De første to år arrangerede hun alt: Nytårsaften med vennerne, familieturen til Jylland og surpriseaftener for kæresten mv. Det var de begge glade for. Men da de to år var gået, så blev hun træt af at arrangere – nu var det hans tur! Problemet er bare, at man ikke kan forvente, at en passiv person pludselig bliver aktiv. Så hvis du har været den aktive i forholdet, så er det fordi du er god til det. Anerkend dig selv for det og fortsæt gerne. Du  kan i hvert fald ikke forvente, at den passive pludselig bliver aktiv.

Prøv at lave en liste over det, du forelskede dig i dengang – for lang tid siden… Dyrk det igen positivt i stedet for at lade dig irritere.

Er der ting ved din kæreste/mand, du fandt charmerende i starten, men som irriterer dig nu? Eller vice versa? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Bliver du også bange for at miste?
2. Er dig og far stadig kærester, når jeg bliver stor?
3. Den irriterende sundhedstype

”Ja, der skal nok nyt tag, nye vinduer – og I vil vel gerne have gulvvarme, så jeg foreslår, at vi graver hele gulvet op og laver nyt fundament …?” Tømreren kiggede fra mig til huset, som vi stod overfor; et meget ”autentiske” hus fra 1877, der engang havde huset to bådebyggerfamilier, men nu kun rummede to katte, en over-glad hund og en ældre kunstmaler med hang til alt originalt og oprindeligt. Så autentisk var huset faktisk, at alt indeni skulle ud, hvis det skulle leve op til moderne krav om isolering, varme og wc med bad (med vand!).

Suk, jeg var ude og se med EDC – og synes egentlig ikke projektet var særligt sjovt. Hvorfor var jeg så dér? Fordi manden gerne vil have et større badeværelse? Fordi vi mangler et ekstra børneværelse? Fordi vi ikke ved, om vi kan få lov at bygge til, der hvor vi bor nu? Eller fordi vi er faldet i Bo Bedre-fælden og tror, at vi ikke kan opdrage to børn, en kat og et parforhold uden en bolig med minimum 35 m2 pr. tobenede beboer (og helst også have et æbletræ, der året rundt har hvide blomster, i en velholdt have)?

Som jeg stod der og kiggede på det hus, som tømreren kaldte ”et spændende projekt med muligheder”, mens han kløede sig sigende i skægget, tænkte jeg meget over, hvorfor det egentlig var, at jeg stod, hvor jeg stod.

Kuk kuk – hvor er I?

Nu har jeg efterhånden holdt en hel del foredrag for især kvinder på barsel, og det er utroligt, hvor mange der på spørgsmålet ”drømmer I om mere plads, hus og have – efter I har fået børn” svarer ja. Og hvor mange, der dernæst fortæller, at det er dét, de selv kommer fra. Hus, have, carport – ”med plads til bil”, som jeg engang så skrevet i en boligannonce. Og de samme mennesker kaster sig gerne over projekt mere-bolig-plads samtidig med at de skal have en-to-tre-fire børn, have gang i en karriere og huske at holde deres kroppe lækre.

Men hvad er det lige, de fleste glemmer – og som jeg et kort øjeblik overvejede om jeg også havde glemt – når de står og ser på en 180 m2 herlighed med X m2 have? At dengang vi var små og boede i hus med have, var det ikke os, der slog græsset, klippede hækken, malede væggene i børneværelserne, når der var kommet for mange slid-, tegne eller bussemandsmærker på dem. At det ikke var os, der fiksede vandhanen, når den dryppede, eller fik skiftet gasfyret, når det slog fra midt om natten i 10 minusgrader. Vi husker alt det hyggelige ved hus+have projektet; at gå ud i det nyslåede græs, plukke hindbær, plaske i badekaret og have vores eget værelse, hvor vi fik ordre til at rydde op, når det roede lidt for meget.

Som den positive psykologi siger og som coach-bølgen efterhånden har lært os, så er det da også bedst at fokusere på alt det positive. Men realismen må vi altså gerne huske! Den er vores bedste ven, når vi står og ser på faldefærdige patriciervillaer, kæmpe dødsbolejligheder med bussemandstapet på lofter, gulve og vægge eller hypermoderne boliger med glas alle vegne, selv i badeværelset foran lokummet.

Fordi vi ikke nødvendigvis bliver lykkeligere ved at flytte i noget større eller smartere. Fordi vi måske bliver væk fra hinanden, når far sidder i kælderkontoret, børnene på hver sit værelse med en Ipad2 og mor oppe i den lille læsestue med katten i skødet.

Kuk kuk – nissen følger med, og kan man ikke klare at bo sammen på 75 m2 – så kan man i virkeligheden nok heller ikke klare det i længden på 200 m2!

Hvor der er hjerterum …

… er der som regel også plads til at smide en kasse væk og indsætte et multimøbel med flere funktioner. For bottomline er jo, hvad vi vil bruge vores tid på, når vi har små-mindre-halvstore børn, der stadig gider os, har brug for os og ser os som rollemodeller for, hvordan de selv skal blive som voksne. Og vil vi være stressede altid-i-gang-med-et-projekt-voksne eller vil vi også gerne vise dem og os selv, at det faktisk er samværet og nærheden, der er vigtige for en familie – i stedet for hvor mange rum vi kan sidde i helt for os selv?!

Lige nu bor jeg på 100 m2, som manden kalder et ”socialt eksperiment”, fordi vi flyttede fra ca. 280 m2. Men faktum er, at her er langt mindre rengøring og en hel del mere fysisk nærvær. Vi er altid i nærheden af hinanden, og børnene ved, at vi aldrig er langt væk, og stadig har vi mulighed for at trække os hver til sit, hvis vi får det behov.

Tja … Måske har jeg lige svaret på det spørgsmål, jeg stillede mig selv, da jeg stod og så på den hvide bådebyggervilla – og måske skulle jeg bare holde mig til de 100 velfungerende m2 – i stedet for at lade min tid blive røvet af endnu et bygge-renoveringsprojekt, hvor der alligevel ikke følger en gartner, husholder og hustømrer med i salget.

Mener du, at det er ‘bedst for børnene’ at vokse op med hus og have? Eller er en lejlighed i København V lige så godt? Eller bedre? Og hvor meget – eller lidt – plads har man brug for? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

Relaterede artikler:

1. Jamen, kan man godt gøre karriere i Udkantsdanmark?

Nogle gange går vi rundt og tror, at børnene og ekstrabørnene ikke mærker noget, hvis vi voksne ikke er helt enige om slagets gang. Men vi må virkelig tro om igen.

I sommer, da hele familien var på ferie og dermed på vandring i usædvanligt naturskønne og eksotiske omgivelser, i hvert fald set med danske øjne, ville jeg gerne fotografere. Igen. Og spurgte derfor min mand og jeg måtte låne fotografiapparatet, hvortil jeg fik et lidt småflabet svar om det nu var nødvendigt at fotografere. Igen.

Det var varmt, meget varmt, og vi var alle småtrætte, tørstige og vældig transpirerende (lyder altså bare bedre end SVEDIGE…) og derfor var lunterne måske lidt kortere end de ellers ville have været. Så jeg hvæsede tilbage: NEJ NEJ SÅ!!!

Og vendte om og indhentede børn der gik ca. 5 meter længere fremme.

Vores yngste datter kiggede på mig og spurgte: ”Hvorfor er dig og far uvenner?” Hvortil jeg fluks svarede: ”Det er vi da ikke” og prompte kom det – med fin, ren og krystalklar børnestemme: ”Det kan jeg da se på dit ansigt, mor”

BANG! Afsløret! Nappet på fersk gerning!!

Vi var IKKE uvenner

Jeg mener ikke, at vi rent faktisk var uvenner, men det HAVDE været mere korrekt at sige noget i stilen med ”Vi er ikke uvenner, men du har ret i, at lige nu er far og jeg ikke enige” til min datter.

Så havde hun haft oplevelsen af, at hendes mor var autentisk og at hun selv, altså min datter, kunne stole på sin intuition. For med mit svar indikerede jeg jo nærmest, at hun løj eller tog fejl. Og det var ikke fair. Eller sandt.

Det gjorde et utroligt stort indtryk på mig, at selv sådan en lillebitte detalje kan læses så T-Y-D-E-L-I-G-T i mit ansigt. Så når vi voksne går rundt og tror, at børnene ikke mærker misstemninger, så er vi nødt til at tro om.

Når min indre Drama Queen går i gang..

Nogle gange, når jeg virkelig ruller min indre Drama Queen ud, suser ødelæggende tankerne af sted om, hvordan jeg helt har mentalt ødelagt mine børn. Og at jeg skal skynde mig, som i virkelig S-K-Y-N-D-E mig at starte en (storstilet) indsamling, så jeg har midler til al den terapi og behandling, de sikkert får behov for, når de bliver lidt større.

JA! Jeg er ansvarlig, men…

MEN MEN MEN, en dag faldt jeg over et udtryk fra Byron Katie (amerikansk selvhjælps ekspert), der virkelig begejstrede mig og nærmest tilintetgjorde min kappe af utilstrækkelighed. I den sammenhæng siger hun nemlig: ”Ja! Jeg er ansvarlig for mine børns problemer. Men de er ansvarlige for at løse dem!

Hvor er det bare skønt. Og sandt.

Ligesom mine forældre gjorde det allerbedste de kunne, med de ressourcer og forudsætninger de havde, så gør jeg det også. Og det er vel det livet drejer sig om, tænker jeg. At gøre det allerbedste, vi kan. Og slutte fred med det.

Hvad slutter du fred med? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

No related posts.