Hvor hårdt jeg end synes, det er at være bonusmor nogle gange, så har jeg kun sjældent overvejet at lade mig skille. Gå fra min mand. Gå fra mine døtre. Forsvinde ud af mine bonusdøtres liv…

Men hvad sker der med min relation til bonusbørnene, hvis jeg bliver skilt fra deres far? Eller hvis faren dør? Var det så dét? Er alt så slut? Det ville ikke give nogen større mening at blive ved med 9/5-ordningen. Det er trods alt faren, børnene kommer for at være sammen med. En bonusmor, og eventuelle bonussøskende, befinder sig længere nede på rangstigen.

Hvad sker der søstrene imellem? Vil relationen ophøre og mindet af far være det eneste tilbageblivende link? Min ældste bonusdatter spurgte til det for nogle år siden. Men hun var mere inde på det med skilsmisse fordi flere af hendes skolekammeraters forældre netop gennemgik deres skilsmisser. ”Hvis dig og far blev skilt, så ville vi nok ikke se til dig og Ella og Linnea lige så tit mere, eller hvad tror du? Og så ville far pludselig havde fire børn hver anden uge!”

Det fik mig til at tænke efter, rent hypotetisk. Måske ville søstrene mest finde sammen i frikvarteret i skolen. Eller også blev det netop dem, søstrene, som sørgede for at have en fortsat kontinuerlig og værdifuld kontakt, hvis deres far og jeg ikke havde det mere. Vi kan ikke påvirke døden, så lad os i stedet for arbejde for at undgå en skilsmisse. Så længe vi tror på hinanden, elsker hinanden, taler til hinanden og plejer hinanden skal det nok gå. Men om et eller flere verber i den sætning forsvinder, så tror jeg, at en skilsmisse i sidste ende er uundgåelig. Desværre.

En bonusmor fra Nordsjælland fortalte mig, at hendes yngste bonusdatter havde fortalt hende om sine gudforældre, som boede i Jylland. Og at dér ville hun så komme til at bo, hvis hendes forældre døde. Mens bonusmoren, som havde været en del af pigens liv i årevis, havde fulgt hendes hverdag og netop ikke blot havde hilst på hende til runde fødselsdage eller familiekomsammen – hun var ude af billedet i løbet af no time. TERMINATED. WAISTED. GONE! Sådan er det. Vi aner ikke, hvad der sker, hvis faren – ham der binder os sammen som bonusfamilie – forsvinder. Som bonusforælder har man ingen umiddelbare rettigheder, lige meget om du plager beder, og ønsker eller ej.

Har du prøvet at blive skilt fra en mand, der havde børn i forvejen? Kender du nogen, der har? Hvordan var/er forholdet til bonusbørnene efterfølgende? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Sofias egen hjemmeside her. Se Sofias bog: Bonusmor – uden filter her.

Relaterede artikler:

1. Græsenke og bonusmor – men ikke alenemor
2. Tænk, hvis dit arbejdsliv i 2012 blev en temafest!

Julen er nok et lige så eksplosivt samtaleemne i kernefamilier, som den er i bonusfamilier. PAS PÅ! BETRÆDES NÆNSOMT. INDGANG SKER PÅ EGET ANSVAR. GLÆDELIG LORTEJUL! Det er det samme spørgsmål, der stilles hvert år i midten af november. Farlig tæt på første søndag i advent. ”Hvor holder I jul henne i år? Hos dine eller hans forældre?”

Hos nogle ser man svaret i deres øjne med det samme. Alvor efterfulgt af stille suk. Svag form for smerte efterfulgt af et anstrengt smil. Juleand hos mor eller kalkun hos svigermor? Det at fejre jul er lige så hadet som det er elsket.

Personligt har jeg aldrig haft problemer med at holde jul sammen med min mands familie. Tværtimod. Meget tværtimod. Men så sker der ting og sager, lige så snart børnebørn melder sin ankomst i juleståhejen. Traditioner skrives om på ny. Højtider forandres. Juletid er børnenes tid, på godt og ondt. Vi har venner, som begynder at småskændes om, hvor julen skal holdes, længe før aviserne går i gang med at trykke annoncer om årets mest prisværdige julefrokosttilbud. ALL YOU CAN EAT…AND MORE! 

Hvis vi nu er hos din mor juleaften, så kan vi da i det mindste blive to dage hos mine forældre? Eller; Hvorfor skal dine forældre altid give så skidemange gaver, børnene kan ikke kapere det. Eller denne her; Nu var vi hos din røvkedelige familie sidste år, denne gang må børnene da have lov til at fejre jul sammen med min. Det tror da pokker, at folk bliver skilt! Sandheden er jo den, at forældreskabet for alvor kommer på en prøve op til jul. Man prøver lidt ekstra, holder sammen og holder gode miner. Og bander stille for sig selv imellem snapsene. Sådan har det sikkert altid været. Sådan kommer det nok altid til at være. SKÅL! 

Mine bonusdøtre har nogle gange sagt, at fordelen ved at være skilsmissebarn er, at man får flere julegaver. Mere fra flere. Ulempen er sikkert, at man ikke fejrer sammen med sin mor og far på en gang. Vi har altid kørt med hver anden jul. Det ene år sammen med svigerfamilien. Det andet år sammen med vores fælles døtre, hos min familie i Sverige. Det har vi altid gjort, også før vi selv fik børn sammen. Og der har aldrig været nogen ballade ved det.

Jeg synes, at det er stort, at min mand og hans eks aldrig har skændtes om, hvor deres børn skal fejre juleaften. Med hvem, i hvor mange dage eller på hvilken måde. Og har der været delte meninger, så er meningerne som regel altid blevet skruet sammen igen, uden skænderi eller brok. Tænk en gang, hvordan det gør alt så meget nemmere, både for dem selv, for deres døtre, for mig, for os alle sammen – for hele julen. Jeg kender mange, som har det præcis omvendt. Jul efter jul, år efter år.

Glædelig december måned i bonusfamilien! Pas på hinanden.

Hvordan foregår juleplanlægningen – og - logistikken – hjemme hos jer? Har du nogle erfaringer, du gerne vil dele? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Sofias egen hjemmeside her. Se Sofias bog: Bonusmor – uden filter her.

No related posts.

Man hører altid, at kvinder er gode til at multitaske, og at de kan nå flere ting end mændene. Så hvorfor er det lige, at det ikke er hipt at få børn og være karrierekvinde?

Ja jeg tænker bare, at det jo ikke nødvendigvis handler om at arbejde flest timer, men snarer at vise den effektivitet og multistyring, som kvinder – og ikke mindst mødre – er rigtig gode til. Så når samfundet på et tidspunkt vågner op og ser, at vi da selvfølgelig ikke kan klare os med det utrolige lave børnetal, og at kvinderne heller ikke lige har mod på at suse hjem til kødgryderne, så vil de nok få øjnene op for, hvad den gode arbejdskraft i karrieremoderen betyder.

Men du kan jo også selv skubbe lidt på for at vise, hvordan det kan lade sig gøre. Hjemme hos os, hvor vi har et delebarn, har vi valgt en noget atypisk løsning. Den har dog vist sig at virke rigtig godt for Cecilie og samtidigt super godt for mig. Så hvad gør vi?

Min eksmand og jeg har ”delt” Cecilie ligeligt, men i stedet for at køre den mest almindelige  7 /7 ordning har vi valgt, at vi hver har to faste dage i ugen og så hver anden fredag-søndag. Det betyder, at jeg har to dage i ugen, hvor jeg ved, at jeg ikke skal hjem, og hvor jeg let kan lægge et sent møde. Det bliver på den måde mine lange dage med god samvittighed. Jeg har så også nemmere ved at have kortere dage de to hverdage, hvor jeg har Cecilie og derved synes hun jo, at jeg er supermor med overskud. Jeg siger ikke at denne ordning nødvendigvis vil virke for alle, men jeg ville blot gerne vise jer, at muligheden i hvert fald er der.

Tillige har jeg i tidligere jobs netop nævnt, at jeg både kan være karrierekvinde med ambitioner og samtidig en nærværende og omsorgsfuld mor. Det giver respekt, når man siger, at man prioriterer begge dele, og at man er den person, man nu en gang er, fordi man går op i begge dele. Så hvorfor skulle arbejdsgiveren dog have noget imod at du har børn, hvis du kan vise ham/hende, at du besidder evnen til at klare begge dele?

Nu sidder du måske og tænker: ”Ja hun kan sagtens, for hun har ikke børn på fuldtid”. Jo det har jeg! To endda, og her har jeg lavet en rigtig god aftale med min kære mand. De to dage i ugen er stadig mine lange dage, for her kommer han før hjem, henter ungerne, laver mad og hygger. For han skal jo også have muligheden for at være sammen med sine børn, og hvorfor ikke være det de dage, jeg alligevel så brændende ønsker at være på arbejde. Det giver jo også plads til os, idet jeg ikke ender med at blive en sur udbrændt gås.

Så slå på dine fordele ved at være mor og karrierekvinde, for det behøver ikke nødvendigvis at være negativt!

Hvordan får du børn og karriere til at gå op i en højere enhed? Går du på mange kompromiser, eller føler du, at det er lykkedes at finde en måde, der virker for dig og din familie? Del meget gerne dine tips, overvejelser og tanker i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jeans egen hjemmeside her. Se Jeans bog: Træning og graviditet her.

Relaterede artikler:

1. Giv dig selv et stoppested
2. Lev dine værdier
3. Bruger du dine børn som skjold?

Hej Lene,

Jeg er mor til to fantastiske piger på 5 og 7 år. Pigernes far og jeg gik fra hinanden for mindre end et halvt år siden, og nu skal vi så holde jul hver for sig… Og vi er slet, slet ikke enige om, hvordan vi skal “fordele” pigerne i julen.

Vi vil begge gerne have dem juleaften – og vi ved begge, at den af os, der ikke får det, får dem til næste år… Jeg kan bare næsten ikke overskue tanken om en jul uden dem! Og jeg er ikke ubetinget begejstret for idéen om, at de skal holde jul flere gange for at imødekomme forældrenes behov.

Dertil kommer, at deres far har fået en ny kæreste – som han holder jul med! Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, at de skal være sammen med det kvindemenneske (jeg kender hende ikke og har intet imod hende – det er mere idéen om, at HUN skal være sammen med MINE piger juleaften!!) i julen! Og hvis det ikke bliver i år, så bliver det jo næste år…

Jeg synes, det her er noget af det sværeste, jeg har været ude for! Vi har ellers haft et fint samarbejde om pigerne – men den her debat om julen trækker altså tænder ud… Har du nogle gode råd?

/Den fortvivlede

Kære fortvivlede,

Hvis det på nogen måde kan trøste, så er du med garanti ikke den eneste som har det svært med julen og børn og skilsmisse. Jeg tænker, at det bedste du kan gøre for dine børn er at sørge for, at de på ingen måde oplever at være midtpunkt for en konflikt mellem dig og deres far.

Mit råd er, at du skiller tingene ad. Et er, hvordan I bedst løser konflikten. Noget andet er, hvordan du tackler dine egne følelser, hvis du skal undvære pigerne juleaften og deres fars nye kæreste også er der.

Hvis du helt uselvisk skulle gøre, hvad du kunne for at give dine døtre en god juleaften, hvad ville det så være? Nogle gange er det en større kærlighedshandling at give sig end at optrappe en konflikt. Så hvis dine pigers far ikke vil give sig bør du måske overveje det, uanset hvor svært du synes det er. Og så må du forsøge at finde ud af, hvordan du bedst tackler dine egne følelser og tager vare på dig selv.

Hav fokus på, hvad der skal til for at du selv kan få en god juleaften, også uden dine døtre. Når det gælder mine børns fædres nye koner har jeg altid tænkt, at hvis bare de var søde mod mine børn, så var jeg glad. Det er dig, som er pigernes mor, og det kan intet lave om på. Heller ikke en juleaften med fars nye kæreste.

Jeg går ud fra, at Statsforvaltningen ikke har fastsat samvær? I givet fald er det samværsforælderen (og det er vel deres far og ikke dig?) som skal søge om fastsættelse af samvær, og der er han unægtelig temmelig sent ude i år. Så i princippet kunne du formentlig insistere på, at pigerne skal holde jul hos dig. Hvis du vælger den vej, bør du nok overveje hvilke konsekvenser det vil få for jeres samarbejde (det samme kunne man selvfølgelig sige til deres far, for ingen af jer er tjent med at optrappe en konflikt hvis det kan undgåes).

Kunne det være en mulighed, at du fx holder jul med pigerne indtil engang i løbet af eftermiddagen og deres far så holder juleaftenen med dem – eller omvendt? Er det utænkeligt, at I holder en slags fælles juleeftermiddag sammen, eller findes der andre alternativer, som bløder tingene lidt op? Kan I på nogen måde lave en blød overgang for pigerne, som vel, alt andet lige, kun har oplevet, at I har holdt jul sammen?

Jeg tænker, at hvis jeres samarbejde hidtil har været fint, så må I vel have en fælles erfaring at trække på, når det gælder om at finde gode løsninger. Har du – hånden på hjertet – forsøgt at invitere ham til en snak om juleaften med udgangspunkt i pigernes følelser, og ikke jer selv og jeres egne behov? Prøv at tænke lidt kreativt med udgangspunkt i hvad der er bedst for dine døtre – og sæt dine egne følelser til side.

Du skriver, at du ikke kan overskue tanken om en jul uden dem. Har du forsøgt at fortælle deres far, hvor svært du har det med det? Nogle gange barrikaderer vi os i konfrontationer og gensidige beskyldinger i stedet for at holde bolden på egen banehalvdel. Hvis du åbent og ærligt fortalte ham, hvor svært du har det med det – og vel at mærke udelukkende taler for dig selv – ville han så imødekomme dit ønske om at have pigerne juleaften?

Bottom line er, at hvis det I har prøvet for at nå til enighed ikke virker – så prøv noget andet. Skil tingene ad. Og mest af alt – sørg for at tage luften ud af konflikten for jeres pigers skyld.

Jeg håber, I finder ud af det på en god måde.

Glædelig jul,

Lene

Har du erfaringer med fordeling af skilsmissebørn i højtider? Skriv gerne en kommentar…

Relaterede artikler:

1. Spørg KarriereMor: Karrierekvinde og enlig mor
2. Tør du holde juleferie?
3. Spørg KarriereMor: Hvordan får jeg lederjobbet?

Hej Lene

Jeg blev skilt sidste år, og min exmand og jeg “deler” vores to børn på 3 og 6 år 9/5. Dvs. jeg har dem 9 dage, hvorefter han har dem 5. Jeg føler mig naturligvis meget privilegeret over at have dem så meget, men jeg synes samtidig, at det er enormt hårdt at få enderne til at hænge sammen mht. at hente og bringe etc.

Jeg har p.t. mit drømmejob og er på vej op… Men det indebærer en del arbejde, som jeg så må lægge om aftenen og natten for at nå det hele, når jeg også skal hente, bringe og have tid med børnene. Jeg overvejer at skifte til et mindre karrieremindet job, men kan næsten ikke udholde tanken, da jeg vitterligt har fundet min helt rette hylde. Omvendt kan jeg heller ikke bære, hvis det skal gå ud over mine børn, som i forvejen har haft, og stadig har, det svært med, at Mor og Far ikke bor sammen mere.

Hvad gjorde du? Har du nogle fif?

Mange hilsner

Katrine

Kære Katrine,

Min løsning på det dilemma du står i var at blive selvstændig, så det er ikke sikkert, du kan bruge lige mine personlige erfaringer til noget. Men jeg tænker, at du måske kan prøve at dele dit dilemma op i to temaer, nemlig et der handler om dine børns trivsel og opvækst, og et der handler om dit professionelle liv.

Prøv så at finde en stille stund, sæt dig ned, slap af i hele kroppen, tag nogle dybe indåndinger og pust langsomt ud igen; brug lidt tid på det, så du får krop og sind i ro. Og stil så dig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg bedst muligt tage vare på mine børns opvækst? Hvad er vigtigt nu og her, og hvad vil være vigtigt i årene fremover? Læg mærke til, hvilke svar der dukker op, hvad din intuition bringer frem, og om du får øje på nye muligheder.

Det er så let først og fremmest at tænke i tid som den primære faktor, især når børnene er så små som dine. Men nogle gange kan det være en hjælp at brede perspektivet ud og se på, hvad der skal til, for at børn trives i hverdagen; det kan nemlig også handle om overskuelige rammer, struktur, forudsigelighed – og naturligvis om nærvær, overskud, og det at give dem følelsen af at være uundværlige i ens eget liv. Måske kan du organisere dit liv omkring børnene anderledes, fx ved at få en barnepige til at hente dem et par gange om ugen og/eller komme og lege med dem, mens I er hjemme og du har andre gøremål, købe ind på nettet og få bragt ud, få hjælp til rengøring osv – alt sammen noget, der får presset på hverdagen til at lette. Og kan du på nogen måde sørge for, at der er ro på og tid til nærvær, når børnene kommer hjem til dig igen efter at have været hos deres far i 5 dage, vil det måske kunne hjælpe dem til gradvist at få det bedre med at deres far og mor ikke bor sammen længere.

Det andet tema, nemlig karrieren, tænker jeg også, at du må forholde dig konkret og konstruktivt til. Nu du nu netop har fundet din rette hylde og gerne vil ”videre op”, er det så muligt for dig at varetage dine arbejdsfunktioner på en mere effektiv måde? Kan du planlægge arbejdsopgaverne bedre, så du får endnu mere fra hånden når du ér på arbejde, er du synlig på de rette tidspunkter overfor de rette personer og med de rette opgaver, kan du evt. involvere andre/delegere/samarbejde omkring nogle af dine opgaver på en måde, som både får presset til at lette og positionerer dig i din videre karrierefærd? Vil det være muligt konkret at omdisponere din arbejdstid, så du også formelt set arbejder mere i de dage børnene er hos deres far og lidt mindre, når de er hos dig? Grib det med andre ord meget konkret an, stil spørgsmål til måden, du gør tingene på i dag og se, om det fører til nye veje og nye måder at tackle hverdagen på. Det kan godt betale sig at gå på opdagelse i de rutiner og vaner, man tillægger sig med tiden, og så stille spørgsmål ved, om man kan gøre noget anderledes og bedre.

Held og lykke med at finde din personlige balance.

Mange hilsner

Lene

Relaterede artikler:

1. Spørg KarriereMor: Hvor skal mine døtre holde jul?
2. Spørg KarriereMor: Kan jeg genfinde passionen i mit nuværende job?
3. Spørg KarriereMor: Dårlig stemning i teamet

Det er en realitet, at 40 % af alle ægteskaber går i opløsning – de fleste mens børnene stadig er små. Sisse Fallinge er en af dem, der tæller med i statistikken. Hun har selv oplevet hvilke frustrationer, der følger i kølvandet på en skilsmisse – både karrieremæssigt og i forhold til rollen som mor. Hun er nået frem til erkendelsen, at man er langt bedre i stand til at hjælpe sine børn, hvis man også tør få hjælp selv. Det er bl.a. det, hun tilbyder i CoachingKlinikken, som hun startede på baggrund af egne erfaringer og en coachinguddannelse fra London. Derudover er hun initiativtager til og formand for netværket Barnets Tarv.

Hjælp dig selv først

Sisse Fallinge, 39 år - mor til Kaia på 10 (fra sit første ægteskab) og Luna på 3 (med sin nuværende mand)

”De fleste mødre, der enten skal skilles eller lige er blevet skilt, har en tendens til udelukkende at fokusere på deres børn, før de begynder at fokusere på, hvordan de selv får det bedre,” fortæller Sisse, der selv har stået i præcis samme situation: ”Men i virkeligheden er det bare meget nemmere at hjælpe sine børn, når man selv har fået det bedre,” fortsætter hun og illustrerer med metaforen fra flyet, der styrter: Her skal man selv tage iltmaske på, før man sørger for sit barn – ellers er der en risiko for, at begge går ned.

”Mange af de kvinder, der føler sig låst fast i en ”klemme”, når de bliver skilt, har en tendens til at lade sig hæmme af ting, de ikke umiddelbart kan gøre noget ved. Det bliver endnu mere vanskeligt at forfølge karrieren og samtidig leve op til egne forventninger i forhold til rollen som mor, hvis samarbejdet om børnene ikke fungerer godt. Så kommer skyld, samvittighed og bristede drømme til at stå i vejen for at fyre den af og forfølge egne drømme,” fortæller Sisse. ”Og det er ikke en fordel for børnene. Det er nemlig svært at rumme og imødekomme børnenes behov, når man selv ligger ned.”

”Kvinder tænker ofte mindre rationelt end mænd. De har en tendens til at fokusere på det, der ikke fungerer og glemmer at afstemme med sig selv, hvad de godt kunne tænke sig – og hvordan de når dertil ud fra de givne præmisser. I en skilsmissesituation er det en ekstra udfordring som gør, at mange føler sig låst fast – eller ligefrem sat uden for indflydelse. Af Statsforvaltningen, af en urimelig eksmand og – ikke mindst – af uenigheder omkring børnene,” fortæller Sisse.

Jeg har selv gennemlevet en skilsmisse, hvor en god og konstruktiv dialog mellem min eksmand og mig var utopi.

Få hjælp

Sidder man i en sådan situation, anbefaler Sisse, at man søger hjælp udefra til at tage ansvar og ledelse i sit eget liv; at få afstemt med sig selv, hvad der er vigtigst.

”Problemet med det offentlige system er, at alle tilbud på markedet forudsætter samarbejde. Og det kræver, at man har et fælles mål om, at man gerne vil have løst konflikten. Men mange kan ikke engang være i stue sammen!” siger Sisse, der har gjort det til sit speciale at hjælpe individuelt, der hvor samarbejdet ikke fungerer. For man kan godt blive bedre til at samarbejde – alene.

”Jeg har selv gennemlevet en skilsmisse, hvor en god og konstruktiv dialog mellem min eksmand og mig var utopi. Vi havde forskellig opfattelse af, hvad der var vigtigt, så vi arbejdede ikke mod samme mål. Vi blev skilt, da min datter var 1 år og 9 måneder – i dag er hun 10, og vi er stadig ikke enige,” fortæller Sisse.

Sisse fandt ud af, at hun manglede redskaber til at hjælpe sig selv videre – for dermed bedre at kunne støtte sin datter. Så tog hun til London og uddannede sig til coach.

”Jeg fik nogle fantastiske redskaber, som jeg har haft og har stor glæde af – og det er dem, jeg forsøger at give videre til mine egne klienter,” fortæller Sisse og eksemplificerer: ”For mig handlede det om at støtte mit barn i at være ”fri” af sit loyalitetsissue i forbindelse med skilsmissen – hun skulle have neutrale zoner og være uafhængig af alle dilemmaerne, så hun kunne gennemleve sin barndom med en betydelig lettere skilsmissebagage og være i stand til at identificere sine egne behov og præferencer.”

Barnets Tarv

Den 1. oktober 2008 stiftede Sisse foreningen Barnets Tarv med det formål at skabe en offentlig debat om konsekvenserne af Forældreansvarsloven (der trådte i kraft den 1. oktober 2007). Et centralt mål, der ligger Sisses hjerte nært, er, at børn, der er udsat for dårlige afgørelser, bliver bedre stillet og ikke skal hives gennem årelange retssager.

Barnets Tarv har bidraget til, at debatten om forældreansvarsloven i dag handler mere om børneperspektivet end om ligestilling.

”Vi er enige i, at fædre er en vigtig del i barnets liv. Og ja, der skal være ligestilling. Men det skal ikke komme forud for barnets interesse – og det gør det desværre alt for ofte, sådan som lovgivningen er skruet sammen i dag,” mener Sisse, der ser det som yderst problematisk at samvær, der er delt 50/50, nu i høj grad bliver opfattet som farens ”ret”, med mindre der er tungtvejende argumenter imod:

”Når konfliktniveauet er meget højt og kommunikationsniveauet meget lavt eller ikke-eksisterende, er det hårdt for børnene at leve i en deleordning. Sådanne ”usynlige” konflikter er ualmindeligt belastende for børnene, og i disse tilfælde bør man ikke gennemtvinge deleordninger. I stedet bør børnene bo hos den person, hvor den primære omsorg ligger. Og det kan sagtens være hos faren – men i praksis er det oftest hos moren; ikke mindst når det gælder helt små børn,” siger Sisse.

Barnets Tarv har bidraget til, at debatten om forældreansvarsloven i dag handler mere om børneperspektivet end om ligestilling. Og det ændrede fokus på lovens negative konsekvenser for børnene har fået flere politikere – herunder Mette Frederiksen – til nu at sige højt, at de har fortrudt, at de stemte for den her lov.

Hvad mener du om Forældreansvarsloven? Har du selv erfaringer inden for området? Deltag gerne i debatten i kommentarfeltet nedenfor.

No related posts.