Når vi er børn, så er vi helt naturligt gode til at fantasere og drømme, desværre mister vi ofte denne evne med alderen. Forklaringen er, at med årene stimuleres evnen til at tænke logisk og rationelt, og det sker netop på bekostning af vores evne til at fantasere og drømme.

Men drømme har en vigtig funktion i dit liv: De fortæller om dig noget om, hvad du inderst inde ønsker dig af dit liv. Hvad du gerne vil opnå? Hvis du begynder at blive bevidst om dine drømme, så har du en nyttig ledestjerne i dit liv.

Det kunne være et ordsprog at sige: ”Hvis du kan drømme det – kan du også gøre det”, for rent psykologisk er vore hjerner skruet sammen på en sådan måde, at vore drømme er på samme niveau som vore evner.

Men kun at drømme er ikke konstruktivt. For at få succes er det nødvendigt, at drømmene bliver ført ud i livet. Som coach spørger jeg ofte: ”Hvis du i dit professionelle liv ikke følte dig begrænset af hverdagens normer, men frit kunne vælge helt efter forgodtbefindende, hvordan ville din verden så se ud?”.

En del opfatter det som et lidt provokerende og farligt spørgsmål – og det er da også meningen fra min side – men for det meste får jeg ikke noget svar, eller et ”det har jeg aldrig rigtigt tænkt over..” Okay, men så prøv …. NU!

Sæt ord på dine drømme

Som voksne bør vi tillade os selv at drømme og lade være med at betragte det som et lidt odiøst tidsspilde, for ofte kan netop drømmene være med til at guide os i den rigtige retning.

Jeg vil vove den påstand, at den, der kan finde og rendyrke sin inderste drøm, automatisk vil være i stand til at overvinde enhver hindring, der måtte være på vejen til drømmens opfyldelse, for drømme er en stærk drivkraft, der åbner op for de indre ressourcer.

Prøv i løbet af 5-10 minutter at skrive alt det ned, som du drømmer om rent professionelt. Her gælder det om virkelig at slippe hestene fri og undlade at lytte til den indre jante, der hvisker, at det ikke kan lade sig gøre, fordi …

Sæt dig ud over dette og prøv i stedet at tænke stort og ubegrænset. Leg med fantasien og prøv at forestille dig selv i forskellige roller… og skriv løs.

Sæt gang – i drømmene

Hvis det er vanskeligt at komme i gang, hjælper det ofte at gå tilbage til barndommen og ungdommen og huske, hvad du dengang drømte du om, at livet skulle bringe dig.

Og føles det lidt for overvældende, så stil dig selv følgende spørgsmål:

• Hvordan vil din ideelle karriere se ud?
• Ønsker du at blive rig?
• Drømmer du om at blive kendt og berømt?
• Hvilken form for arbejde drømmer du om at udføre?
• Hvad er det, som virkelig har din interesse?
• Vil du have din egen virksomhed?
• Vil du være ansat som administrerende direktør?

Drop enhver form for beskedenhed, når du svarer på spørgsmålene. Tænk stort. Vær lidt vild … og vovet!

Dine inderste drømme

Når du har fået sat ord på drømmene, vil næste skridt være at få luget lidt ud i dem. Livet er jo skruet sådan sammen, at alt har en tid, og hvis du f.eks. har drømt om at blive professionel fodboldspiller, men allerede har passeret de 30 år og i øvrigt ikke har været sportslig aktiv de seneste mange år, må du nok resignere og erkende, at muligheden er forpasset. Og hvis drømmen havde været tilstrækkelig presserende, havde du nok allerede gjort noget ved det.

Der er også en del punkter, der ikke er et udtryk for dine drømme, men snarere omverdenens og samfundets ønsker/drømme på dine vegne. De repræsenterer altså ikke dine inderste drømme, men snarere nogle visioner, du er blevet påduttet og dermed noget, som andre mener vil være godt for dig. Prøv på denne baggrund at gå listen igennem og fjern de punkter, som ikke repræsenterer dine egne inderste drømme – og her gælder det om at være helt ærlig.

Herefter har du et antal punkter tilbage på listen, som burde fylde dig med energi og begejstring, da de repræsenterer noget, som du i dit inderste virkelig gerne vil.

Formuler de enkelte punkter på en sådan måde, at de bliver til en sammenhængende historie, der med overordnede billeder/rammer beskriver, hvordan du ønsker, at din karriere og dit liv skal se ud og mærk, hvordan det får dig til at føle.

Et præcist billede af din drøm

Hermed har du din drøm og din vision, for du har nu skabt et præcist og levende billede af, hvad det er, du ønsker. Hermed er du i stand til at rette fokus i den rigtige retning, for du kender nu din ledestjerne og dermed din retning på vejen videre frem.

Dette er i sig selv en milepæl, men samtidig en ny udfordring, for du kender jo ikke vejen i detaljer og at fortsætte kræver derfor både mod og et åbent sind

Nyd rejsen

Konklusionen er derfor, at når du først har fundet din ledestjerne, er det tid til at realisere drømmen. Det vil uden tvivl tage tid, men med daglige små skridt i den rigtige retning, et åbent sind og en imødekommende attitude, skal det nok lykkedes. Husk så i øvrigt at nyde selve rejsen.

Hvad drømmer du om? Understøtter dine mål disse drømme? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Gittes egen hjemmeside her.

No related posts.

Drømmer du om at gøre karriere og få en af de spændende lederstillinger i dansk erhvervsliv? Så er headhunterne ikke til at komme udenom. Fakta er, at en stor del af alle lederstillinger besættes af headhuntere.

Det er samtidigt et erhverv, der er omgærdet af stor mystik og mange sælsomme legender, som branchen selv lystigt bidrager til at holde i hævd i deres måde at arbejde og agere på.

Mit første møde

Første gang jeg hørte om headhuntere var en gang i slutningen af 1980′erne. Jeg var en ung og naiv kvinde i tyverne, og så endda fra Lolland.

En af mine – utallige – kærester, som hurtigt blev en ligeså utallig eks af samme slags, fortalte mig meget stolt, at han i al hemmelighed var blevet kontaktet af en headhunter. De havde haft et hemmeligt møde, et rendez-vous, som i en agentroman.

Jeg kunne ligesom fornemme, at det var stort at blive kontaktet af en headhunter. Det skete ikke for hvem som helst. Blev man kontaktet af en headhunter, så var man talentfuld og havde potentiale, fremtiden og karrieren tegnede lys og lovende.

Hvordan arbejder en headhunter

Min nysgerrighed var vakt, så jeg spurgte straks, hvordan en headhunter arbejder. Den uklare forklaring var noget i stil med ”mænd med skæg og blå briller”, der arbejder undercover i det skjulte med at finde ledertalenter til erhvervslivet.

”Hvordan gør de så det?” var mit næste spørgsmål. Her var forklaringen: ”De holder i det skjulte øje med dig – lidt a la Big Brother.  Hvis de finder dig interessant,  kontakter de dig i al diskretion. Herefter går du som kandidat igennem en længere proces, hvor de vurderer dit sande talent og potentiale”.

Mit næste spørgsmål var: ”Hvordan gør de så det i praksis?” Her svarede min håbefulde kæreste så, at nu skal de jo finde ud af, hvem du er inderst inde. ”Så de kan også finde på at dukke uanmeldt op en morgen, for at se, hvordan du håndterer din morgen. Hvordan du kommer ud af sengen, hvilken start du har på dagen. Det fortæller noget om hvem du er – og dit lederpotentiale.”

Imellem linjerne kunne jeg ligesom forstå, at et sandt ledertalent har styr på sin morgen, står op i god tid, er velorganiseret osv. I mit stille sind begyndte jeg at blive noget bekymret for min fremtid.

Imens jeg sad med mine dystre tanker fortsatte min udkårne med begejstret at fortælle. ”En headhunter vurderer selv de mindste ting. Det fortæller noget om, hvordan du er inderst inde som person. Hvordan du håndterer dit blødkogte æg om morgenen! Er du en ægte ledertype, tager du en kniv, og i et hug tager du toppen af det blødkogte æg.” Der sad jeg – inkarneret B-menneske – og slog på mit blødkogte æg med en teske.

Jeg husker ikke resten af samtalen, udover at min kæreste brugte lang, lang tid på at fortælle mig, at han var meget talentfuld og med et kæmpe potentiale. Og det havde han en headhunters ord på. Helt sikkert, tænkte jeg.

Sådan var min forestilling  af en headhunter i mange år – En mand med ”skæg og blå briller, der arbejder undercover.” Der møder op uanmeldt om morgenen og med et radarblik, der ser helt ind til det inderste af din sjæl.

Skæbnens veje er uransagelige

Som skæbnen nogle gange vil det, har jeg så efterfølgende selv arbejdet som headhunter og været en del af branchen i mange år. Jeg har også været gift mange år med en af ”The grand old men” inden for branchen, og derfor kender jeg også mange af  ”The old boys” inden for branchen. Så uden overdrivelse vil jeg påstå, at jeg kan den branche indefra.

Men som karriererådgiver har jeg også konstateret, at der er rigtig mange mennesker, som har en forskruet opfattelse af headhuntere. Der svarer lidt til min ungdoms naive opfattelse af en headhunter, og rigtigt mange reagerer præcis på samme måde som min senere eks-kæreste, hvis de bliver kontaktet af en headhunter. Og det giver god mening, da det er en branche, som er lukket og omgivet af megen mystik.

I de kommende artikler vil jeg løfte sløret for, hvordan en headhunter i virkeligheden arbejder, hvordan branchen ser ud, og hvordan du som ambitiøs kvinde gebærder dig bedst muligt og får adgang til de alle spændende lederstillinger, som ikke annonceres, men besættes af netop arbejdsmarkedets hovedjægere.

Hvad er dine associationer til headhunter-branchen? Er du nogensinde blevet kontaktet af en headhunter? Eller selv taget kontakt til en? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Gittes egen hjemmeside her.

No related posts.

NEJ, det kan du bande på du ikke må!

Må man råbe af sine medarbejdere, må man smække lidt med døren, må man vende øjne af dem, må man kalde dem tudefjæs? Næ næ næ næ næ det må man ikke……

Jeg håber, du sidder og tænker: Nej selvfølgelig ikke, hvorfor skriver damen nu noget SÅ åbenlyst?

Det gør damen, fordi hun nu nogle gange har oplevet mellemledere, som gør præcist det. Og jeg har lige brug for at pointere, at det naturligvis er “slut forbudt”.

Jeg kan godt huske de dage som mellemleder, hvor jeg selv havde lyst til at råbe til en medarbejder, fordi jeg var så stresset, at jeg ikke magtede selv det mindste spørgsmål. Og jeg kan godt huske møder, hvor mine øjne vitterligt tiggede om at vende sig en tur rundt i øjenhulen, fordi det, der blev sagt var himmelråbende dumt (syntes jeg lige i det øjeblik)……men én ting er at tænke og have lyst, noget helt andet er at gøre.

Det du gør som mellemleder, danner grundlag for, hvad man gør i afdelingen. Alles øjne er på dig hele tiden, og det du gør bliver tolket sønder og sammen. Derfor kan du aldrig i alle situationer gøre det helt rigtige. Men du kan undlade i alle situationer at gøre det helt forkerte.

Hvis du griber til at råbe eller vende øjne, så krænker du din medarbejder, og det har du ikke ret til. Det at være udnævnt til chef, er ikke en fribillet til at behandle dine medarbejdere som du har lyst til. Du må behandle dem, som du behandler dine kollegaer, dine venner, din familie eller din egen chef. De er voksne mennesker og skal behandles med værdighed og respekt.

Hvis medarbejdere bliver råbt til, talt grimt til, oplever at deres chef vender øjne af det, de siger, så bliver de usikre og skræmte. Og usikre og skræmte medarbejdere er det sidste, du vil have. Udover at det er dårlig stil, er det også virkelig dårlig ledelse. For usikre og skræmte medarbejdere bliver bange for at begå fejl. Og mennesker, der er bange for at begå fejl, holder op med at prøve at gøre noget som helst. De mister modet til at forsøge at gøre noget andet. Og som leder er det en katastrofe, at have medarbejdere, som har mistet modet til at forsøge.

Udover at det er skidt for den pågældende medarbejder, så er det også skidt for resten af omgivelserne. De bliver nemlig også usikre og skræmte, og der skabes en CMA kultur (as in “Cover My Ass”). Det betyder, at alle bruger tiden på at dække sig selv af og sikre, at der ikke er en finger at sætte på deres arbejde, og hvis en fejl skulle opstå, så handler det om at få ansvaret placeret et andet sted.  Al den tid og energi kunne de have brugt på at være effektive og værdiskabende.

Og sidst, men ikke mindst, er det skidt for dig! For selvom din sikring springer, og du overreagerer, så ved du det sikkert godt bagefter. Du skal du forholde dig til din egen dårlige samvittighed, og du skal se en medarbejder i øjnene, som du er flov overfor. Det betyder, at du bruger en masse energi. Energi som kunne have været brugt på at – tja – at være effektiv og værdiskabende! Og så mister du også respekt fra din omgivelser. Ingen har respekt for en kolerisk primadonna af en leder.

Jeg har på det sidste hørt medarbejdere tage deres leder i forsvar: “Jamen, hun er også vildt stresset”, eller: “Hans privatliv er et stort rod”. Underforstået at det jo så er lidt iorden at være urimelig.

Sorry dear, I have news for you. Der findes ingen – som i overhovedet ingen – undskyldning for at overfuse sine medarbejdere.

Undersøgelser har vist, at det er billigere for virksomheder at give en leder fri med løn, når han/hun har en dårlig dag, end at have vedkommende på arbejdet. Fordi deres dårlige humør trækker hele afdelingen ned, det går udover arbejdsglæden og dermed effektiviteten.

Så lov dig selv, at du fremover ser dig selv i spejlet og stiller dig selv følgende spørgsmål:

“Kan jeg gå på arbejde og skabe et trygt miljø for mine medarbejdere i dag?”

Hvis svaret er ja, så afsted med dig. Hvis svaret er nej, så overvej, hvad der skal til for at du kan komme i en bedre tilstand, eller om det er så skidt, at virksomheden er bedre tjent med at du arbejder hjemme?

Hvordan er stemningen i din afdeling? Har du – eller en kollega – oplevet at blive ”overfuset” af en leder? Er du selv gået over stregen på noget tidspunkt? Skriv gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

No related posts.

Kvindelige mellemledere engagerer sig mere omsorgsfuldt i sine medarbejdere, og derfor bliver tonen lidt for hjemmelig

Da jeg var mellemleder, havde jeg nogle ret kedelige administrative opgaver, som jeg havde pålagt mig selv at løse. Ærlig talt kunne de have været løst af en middelstor puddelhund – de var altså ikke krævende på nogen måde. Det var alt for dyrt for virksomheden, at jeg sad og brugte min tid på at løse de opgaver. Og udover det økonomiske i det, var der også lige den detalje, at jeg fandt opgaverne ufatteligt uinspirerende og kedelige.

Derfor havde været bedre at sende dem videre én af mine medarbejdere i stedet (uden sammenligning mellem mine medarbejdere og middelstore puddelhunde iøvrigt, forståes) så jeg i stedet kunne bruge min energi på noget mere værdiskabende.

Hvis det nu var sådan, at jeg først var kommet i tanke om alle de kloge ting bagefter, var jeg nærmest undskyldt, ikke? Men problemet er, at jeg godt vidste det allerede dengang.

Og selvom jeg godt vidste, det var en dårlig plan, så fortsatte jeg alligevel.

Why?

Fordi jeg ikke havde lyst til at give mine medarbejdere en opgave, som de ville komme til at hade. Jeps! Det var derfor…

Jeg synes, det var synd for mine medarbejdere, at de skulle have den samme oplevelse som jeg havde. For jeg vidste jo, at opgaverne var kedelige. Og derfor ville jeg spare medarbejderne. Præcis som når jeg sparer mine børn for noget, der er kedeligt. I stedet for at insistere på, at det er min datter, der skal tage af bordet, så gør jeg det lige selv. For hun er jo lige i gang med noget sjovt, og så vil jeg jo gerne gøre hende glad og motiveret.

Ligesom jeg jo gerne ville spare mine medarbejdere for de værste opgaver og holde dem glade og motiverede.

Ja, jeg ved godt, hvordan det lyder, og når jeg hører en lignende historie i dag (og tro mig, det gør jeg ofte), så sætter jeg det store spejl op og viser de kvindelige mellemledere konsekvenserne af den misforståede omsorg – mens jeg i mit stille sind ville ønske, at nogen havde vist mig spejlet dengang.

Det jeg ikke tænkte over dengang var, at vi jo er meget forskellige. Så en hadeopgave for mig er ikke nødvendigvis en hadeopgave for mine medarbejdere. Og da det var mit job som leder at – ja – lede og fordele arbejdet, skulle jeg have brugt min tid på at finde ud af, hvor opgaverne bedst lå, i stedet for at antage at andre havde det som mig og derfor gøre det hele selv.

Kan du genkende ovenstående? Hvilke opgaver tager du ”lige” selv i stedet for at uddelegere dem? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Kvinder, Kvoter og Kompetencer

Nytåret er for mange af os en anledning til at evaluere året, der gik og overveje, hvad det næste år skal indeholde. Men når hverdagen melder sig, er det nemt at glemme både evaluering og overvejelser og bare flyde med.

Da jeg var mellemleder, blev planlægning af det nye år lavet i samarbejde med topledelsen. Planen udsprang af virksomhedens overordnede mål og blev et krav til, hvad vi skulle nå. Udfra målet lavede jeg en handlingsplan, som indeholdt alle de aktiviteter, min afdeling skulle gøre, og som jeg kunne agere efter i løbet af året.

Det var altså en plan, som handlede om, hvad vi skulle nå, og hvordan vi så skulle gøre det. Meget klassisk. Den plan ville jeg også lave i år, for min egen virksomhed. Men i stedet for starte med at sætte et mål, startede jeg et andet sted. Nemlig med at brainstorme på alle de ting jeg virkeligt havde LYST til at lave, udover de ting, jeg var klar over, at jeg var nødt til.

Da listen var komplet, prioriterede jeg de 10 vigtigste aktiviteter. Dem fordelte jeg udover året. Én i hver måned undtaget juli og december, som har en tendens til at blive fyldt op af andre gøremål.

Så fordelte jeg de resterende aktiviteter fra listen ud på de 10 måneder, for at sikre et jævnt flow af opgaver henover året.

Og først herefter kiggede jeg på, om det så ville give det resultat, jeg kunne ønske mig. Og faktisk gav det mig et endnu større resultat, hvilket betød, at jeg kunne skrue ned for nogle af de opgaver, jeg havde troet, jeg var nødt til, fordi dem jeg havde lyst til gav mig et bedre resultat.

Da jeg var sikker på, at resultatet var i orden, gik jeg et niveau ned og fordelte mine månedsaktiviteter på uger. Det har givet mig et meget konkret styreværktøj, som hjælper mig med at holde fokus på mine mål.

Det var en helt anden tilgang og meget sjovere end den tidligere planlægning. Jeg fik virkelig meget energi af at tænke i lyst i stedet for pligt.

Og selvom jeg er med på, at en del på forhånd er givet af en overordnet plan i virksomheden, så er der sandsynligvis flere ting, du kan påvirke. Så længe du når eller overstiger de forventede resultater, er ledelsen sikkert mindre optaget af hvordan.

Og hvis du ovenikøbet gør det gennem aktiviteter, som du virkelig har lyst til og som forøger din arbejdsglæde, ja, så er det vist bare om at komme i gang.

Planen i steps:

• Brainstorm på alt, hvad du har LYST til og alt, hvad du er nødt til
• Prioriter de 10 vigtigste aktiviteter
• Fordel dem ud på 10 måneder – hold juli og december fri
• Fordel resten af aktiviteterne fra brainstormlisten udover de 10 måneder 
• Se nu på, om dine aktiviteter skaber de nødvendige resultater
• Vurder om du kan opnå det samme ved at reducere i de opgaver, du er nødt til, og gøre mere af det, du har lyst til
• Fordel alle aktiviteterne i hver måned ud på uger.

God fornøjelse og godt nytår

Har du lavet en målliste og en handlingsplan for 2012? Hvordan har du gjort? Hvad synes du om idéen med at skrive de lystbetonede opgaver ned først? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Tænk, hvis dit arbejdsliv i 2012 blev en temafest!
2. WTF – datteren fik en angstneurose og moderen knaldede med chaufføren – hvem fanden gider en karriere – hvis det er sådan, det skal ende?

Jeg er startet i nyt job per 1. december … og processen frem mod dette er min bedste professionelle beslutning i mange år. 2011 har været et vendepunkt i min karriere – eller måske snarere en rundkørsel.

I påske besluttede jeg at sige op i den virksomhed, hvor jeg havde været ansat i 7½ år – en virksomhed, som jeg er stolt af at have været med til at forbedre såvel finansielt, kundeservicemæssigt som kulturelt – og samtidigt også en virksomhed, som har givet mig personligt en masse – mit første lederjob, talentudvikling, mit første direktørjob og en masse erfaringer såvel ledelsesmæssigt som fagligt. Jeg har også lært en række dygtige mennesker at kende – som jeg i dag er meget stolt af at have arbejdet sammen med – og også nogle få, som jeg i dag vil betragtelig som nogle af mine personlige venner …

… alligevel var det tid til at rejse videre. Der kommer et tidspunkt – hvor man ikke har mere at give (og hvor virksomheden derfor heller ikke kan give dig mere). Cirklen var ved at være sluttet, og jeg sad oftere og oftere i møder, hvor jeg tænkte ’det har vi prøvet’, ’sådan er det ikke’, ’been there done that’…. Og ja – jeg mindede efterhånden mig selv om de gamle nisser, som jeg havde foragtet en del, da jeg 7-8 år tidligere var startet i virksomheden. Jeg valgte derfor at sige op – uden at have fundet et andet job. Det sidste er mindst lige så vigtigt – som at sige op.

Alt for ofte bliver folk hængende, og alt for ofte flader deres læringskurve derfor ud – og det at lære er fundamentalt i enhver karriere – når det bliver for let – så må man flytte sig.

Processen fra april, hvor jeg sagde op – til oktober, hvor jeg underskrev min nye kontrakt har været fantastisk – jeg har haft tid til at tænke og mærke efter – til at vurdere hvad jeg gerne vil – og ikke vil. Og først og fremmest gav det break mig mulighed for at vælge det nye til frem for – som det desværre ofte er tilfældet, når folk skifter job – at vælge det gamle fra. Jeg fik adskilt det to ting – det er lidt som, når man i en kontaktannonce skriver ’fri af tidligere forhold’ – jeg var fri af min gamle virksomhed – og kunne derfor møde en ny i øjenhøjde.

Jeg er nu startet i mit nye job – og det er lige så hårdt, som jeg havde forventet … Jeg er på engang bambi på glatis – fordi jeg ikke kender branchen – og endnu mere fordi jeg ikke kender kulturen – og ikke kan ’læse mellem linjerne’, men det er også fantastisk – for jeg kan mærke, at min læringskurve igen er stejl – og jeg kan også se, at der er masser, jeg kan bidrage med – kva min erfaring.

Jeg fandt nedenstående liste med mine nytårsmål fra sidste år i går – da jeg oprettede min timeline på Facebook … og wauw … det er jo det, jeg har gjort – langt mere end jeg overhovedet havde forestillet mig muligt dengang i december 2010!  Det må have ligget og rumlet i underbevidstheden længe.

• Act with authenticity
• Build bridges
• Communicate openly
• Drop the smartphone
• Envision success
• Find my (professional) passion
• Give time to time
• Hear others out
• Initiate casual conversations
• Jot notes of thanks
• Know I am worthy
• Love the once I love – every day (and night )
• Mentor others
• Never give up
• Open my mind to possibilities
• Pause to reflect
• Question the status quo
• Read more
• Simplify my life
• Take risks
• Understand deeply
• Vacation joyfully
• Work smarter, not harder – and workout
• X-spect X-cellence
• Yield the need to control others
• Zealously protect time with family and friends

Det er faktisk kun B, D og I som jeg ikke har leveret max på! B var noget pjat, mens D og I må over på 2012-listen.

2011 har været et indad-skuende år – et år, hvor jeg har vandret København tynd, brugt timer og atter timer på ingenting – og har reflekteret og også bare været helt tom for at ende der, hvor det hele startede. Jeg er stadig mig – og intet er egentligt forandret – men jeg er stærkere end før – og endnu mere modig.

2012 skal være mere udadvendt – jeg vil vende mig mere ud mod verdenen igen – og invitere flere indenfor! Jeg glæder mig – om end året får svært ved at leve op til 2011 og den vendetangent, som det år blev! I kan se mine 2012 mål på min Facebook profil d. 31. december.

Godt nytår til Jer alle og tak fordi I har fulgt mig her på KarriereMor.dk.

/Marianne

Har du flyttet dig i 2011? Og i overensstemmelse med dine mål, ønsker og drømme? Hvad vil du gerne gøre (mere af) i 2012? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

No related posts.

Mange mellemledere bøvler med, om hensynet til familien eller medarbejderne vejer tungest. Og det bliver særlig udtalt i juleferien.

I de år jeg selv var leder, lovede jeg hvert år mig selv, at jeg ikke ville deltage i julevagtplanen. Særligt fordi jeg arbejdede mange timer til hverdag, og min familie ofte måtte undvære mig. Derudover havde jeg præsteret et år under julemiddagen at rejse mig og tage et opkald fra USA (som jo først holder jul d. 25) og bruge 20 minutter i telefonen på at løse deres problem. Behøver jeg at fortælle, at der var meget dårlig stemning, da jeg sluttede mig til middagsbordet og spiste resterne af den kolde and?

Derfor havde jeg besluttet, at familien i hvert fald skulle kunne regne med min tilstedeværelse i juleferien. Og de af mine opgaver jeg ikke kunne lade ligge, måtte jeg løse derhjemme om aftenen, når børnene var lagt i seng, så jeg på den måde undgik at tage på kontoret.

Og så kan det sikkert undre mange, at jeg med sådan en beslutning, alligevel endte med at sidde på kontoret mindst én dag mellem jul og nytår, hvert år.

Og hvert år bandede jeg af mig selv, når jeg med den dårlige samvittighed hængende om halsen, måtte slæbe mig hjem til familien og finde mit største overskud og med stor overbevisning fortælle dem, hvorfor det var helt iorden at jeg liiiiige skulle arbejde lidt mellem jul og nytår alligevel – igen i år.

Når mine omgivelser spurgte mig hvorfor, så var mit svar altid, at mine medarbejdere jo også gerne ville have fri mellem jul og nytår, og at jeg jo ikke havde mere ret til det end dem. Og den udlægning er jeg stadig delvist enig i.

Men når det så er sagt, så var der også en anden årsag, som jeg ikke talte om. Og det var den der handlede om, at jeg gerne ville være en vellidt chef. Hende, som medarbejderne godt kunne lide og som ikke bad nogen om noget, hun ikke selv gjorde. For tænk nu, hvis jeg blev genstand for kommentarer i krogene som: “Typisk at chefen ber os om at arbejde, mens hun selv holder fri”.

Det var først, da en medarbejder sagde til mig, at hun ikke kunne forstå, hvorfor jeg valgte at deltage i ferieplanen og spurgte, om det var fordi jeg ikke stolede på, at de kunne klare det selv, at det gik op for mig, at alt hvad vi gør, kan tolkes vidt  forskelligt. Og det jeg havde gjort for at være en god chef, var blevet opfattet af en af mine medarbejdere som overdrevet kontrol.

Derefter holdt jeg fri med god samvittighed, i visheden om at nogle medarbejdere synes, det var for galt, og nogle synes, det var for fedt. Men jeg kunne ikke gøre dem alle tilfredse, og hvorfor så ikke gøre dem tilfredse som jeg vidste ville blive det? Nemlig min familie og mig selv!

Rigtig god juleferie.

Hvor meget arbejder du i julen? Og hvordan har du det med det? Holder du dine aftaler med dig selv og din familie – eller kommer arbejdet altid i første række i praksis? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Spørg KarriereMor: Hvor skal mine døtre holde jul?

I min sidste artikel opfordrede jeg dig til, at gå efter den forfremmelse, du ønsker, i stedet for at sidde og vente på at blive opdaget. Denne gang får du det lovede interview med Kirsten Kruse, som er Corporate HR Manager hos Unibake og netop går efter det, hun ønsker.

Kirsten Kruse

Jeg møder Kirsten en dejlig solskinsmandag i november, på hendes kontor i Horsens, og bliver øjeblikkeligt fascineret at hendes perfekte mix af imødekommenhed, ydmyghed og målrettethed.

Vi har aftalt at mødes til en snak om, hvordan hun har skruet sit karriereforløb sammen og min forventning er at møde en kvinde, som tidligt i sit voksenliv har lavet en karriereplan og fulgt den slavisk. Sådan kom det ikke til at gå.

I stedet møder jeg en kvinde, som har brugt sin mavefornemmelse som kompas. Kirsten har ingen plan for, hvor hun skal hen i fremtiden, men hun er tro over for den spirrende kedsomhedsfølelse, som melder sig, når hun er klar til noget nyt. Og når den kommer, handler hun på den ved at meddele sin nærmeste leder, at tiden er inde til nye udfordringer.

Kirsten beskriver sin karriere som lystbetonet og mulighedsskabende. Hun bryder sig ikke om at afskære sig muligheder og lukke døre, og jeg når lige at tænke, at jeg vidst kender flere kvinder, der kan nikke genkendende til det.

Kirsten fortæller, at hun har være heldig at have ledere, som hun har kunnet være åben overfor. Derfor har hun haft en ærlig dialog med dem og åbent fortalt, hvornår hun var klar til at rykke videre. Gennem sine egne MUS samtaler, har hun givet sine ledere chancen for at give hende nye udfordringer, inden hun fandt dem andre steder.

Mens jeg lytter til Kirstens inspirerende fortælling, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det i virkeligheden handler om, at hun har været heldig, eller om det måske i højere grad handler om, at hun var valgt at være åben, og at den slags har en tendens til at blive gengældt?

I sit seneste job er hun kommet med i et kvindeligt uddannelsesprogram i Sverige, hvor fokus er på at få flere kvindelige ledere.

Det forum har givet hende et større netværk og mere inspiration og sparring omkring hendes rolle og karriereudvikling. Kirsten mener, at det er et af de vigtigste karrierefremmende træk, hun har gjort. For hende er det ikke vigtigt, om det er et kvindenetværk, mandenetværk eller blandet netværk, men at have ligesindede at sparre med har været afgørende.

Igennem uddannelsesprogrammet fik Kirsten mulighed for at tage sig en mentor. Hun valgte en mandlig topleder i slut 50′erne, som bor i Fjernøsten. Han hjælper hende med at stille skarpt på sig selv og nogle af de svære beslutninger. Mentoren har været en særlig stor hjælp for Kirsten, når noget blev ubehageligt, hvor hun har brugt ham til at vende sine muligheder med. Det har eksempelvist været, hvis hun har haft et internt job i sigte, som allerede var optaget til anden side.

Grunden til at Kirsten har valgt en mandlig mentor er, at hun havde brug for en person, som selv har gået vejen og har en vis alder. Og kvinderne i den kategori oplevede hun som værende mere “agressive”. Kirsten vurderer, at kvindelige topledere i den alder, har skullet kæmpe hårdere for tingene – i en tid hvor vi vi trods alt var længere fra ligestilling end i dag – og derfor har en tendens til at fokusere på kampen og rundsavene på albuerne for at nå til tops. Og det er en stil, som passer Kirsten dårligt.

Noget af det, Kirsten har skullet lære, er, at skabe et rum at agere i, så hun selv tager både ansvaret og æren for sine resultater. Og det har krævet en beslutning om at være åben omkring, hvad hun vil og ikke vil. Inden hun lærte det, har hun af og til fundet sig selv i konflikter omkring grænseflader.

Da både Kirstens mand og Kirsten selv har valgt karrierejobs, kræver det rigtigt meget planlægning og en beslutning om, at hun ikke kan deltage i alle børneaktiviteter. Og nogle gange bliver hun da også konfronteret af sine børn, der mener, at alle deres kammeraters mødre er hjemmegående. Heldigvis har Kirsten et helt afklaret forhold til sit valg og prioriterer i stedet at tage hele dage ud ind i mellem, hvor der er fokus på familietid.

Efter en god time, runder vi af. Kirsten har et travlt program og skal videre til næste aftale. Hun skal nemlig gå tidligt, for at tage til forældresamtale i skolen. En aktivitet, som bliver programsat på linje med alle andre aktiviteter, og hun føler ikke behov for at få lov til at gå tidligt.

Kirsten følger mig ud i den smukke dag, og vi tager afsked. På vej tilbage til Århus sidder jeg med et smil på læben og føler mig opløftet. Opløftet over at have mødt en kvinde, som formår at balancere mellem karrieren og det at være mor. Og jeg tænker, at der er håb for flere kvinder i lederstillinger.

Hvad er dine erfaringer i forhold til at navigere efter mavefornemmelse vs. karriereplaner? Og om kvindelige ledere – og vejen dertil? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

No related posts.

For et par år tilbage var jeg til en privat fest ved en veninde og hendes sambo. Det er sådan noget der potentielt kan blive rigtig rigtig sjovt. Eller pinligt. Denne her fest efterlod mig midlertidigt med en følelse af … overraskelse?

I løbet af festen havde min veninde og jeg, lad os bare kalde det en… interessant, samtale med min venindes tidligere sambo, Sid.

Inden jeg afslører, hvad det var, Sid sagde, som var så overrumplende, er det på sin plads at få en forståelse af hvem, personen der leverede budskabet, er. Jeg synes i hvert fald, det giver en ekstra dimension på historien. Døm selv bagefter.

Sid kommer fra en meget velhavende indisk familie. Han har gået på engelsk kostskole siden han var 3-4 år gammel, læst på universitet i USA og bor i New York, hvor han arbejder for FN – hvorfor han ofte er i København i længere og kortere perioder. Han er en super flink fyr, som med sine spørgsmål og undren om København og de ting vi gør, er med til at udvide min venindes og min egen horisont med utrolig mange grader.

Nå, min veninde og jeg sad der, godt klemt sammen i en 1,5-persons sofa og drak dyr vin af I ♥ NY-kopper med Sid siddende overfor. Jeg kan ikke erindre, hvordan vi fik os talt ind på emnet omkring kvinder og ledelse, men lige pludselig rammer Sids bemærkning os som et hårdt nyrehug, der ville gøre Mikkel Kessler jaloux. Ud af det blå, helt uventet og meget overraskende – og pænt smertefuldt.

Sid konstaterer nemlig, som det naturligste i verden, at kvinder ikke kan være (gode) ledere.

Pointen blev ikke pakket ind i ironi (manden er jo ikke ligefrem fra det mørke jylland), og han sagde det heller ikke som et forsøg på at ruske op i de pæne damer, han talte med. Nej, det blev mere leveret som en faktuel sandhed, som Sid følte behov for at dele med os.

Jeg ved ikke om det var synet af min venindes og mine polypper, der blev hængt til tørre som tørfisk på Færøerne, eller det faktum, at vi gloede på ham som om der voksede en tvilling frem på hans hoved. Jeg tror, det må have været en kombination vores måben og vores fuldstændige synkrone rykken frem i sofaen, der fik ham til at undskylde, at han åbenbart havde fornærmet os, men at han ikke rigtig forstod hvorfor.

Vi var dels helt vindtørre i munden af al den luftning af polypper og dels ret chokerede over at denne veluddannede og sympatiske fyr kunne sige noget, der lød så fuldstændig absurd i vores ører. Vi ledte simpelthen efter noget, der kunne forklare, hvad vi lige havde hørt. Vi fugtede munden i vin og sank engang. Hørte vi mon rigtigt? Var det virkelig det, han sagde?

”Øhh, gider du uddybe det, du lige sagde Sid?” Jo, det kunne han sagtens: Alle ved jo at kvinder er utilregnelige mindst en uge om måneden, og derfor egner de sig ikke til at være ledere. Af gode grunde ved jeg ikke, hvad Sid så, da han forklarede os sammenhængen. Men det han så, fik ham til at rykke lidt nervøst tilbage i stolen. Væk fra de to kvinder, som nok har set ret mærkelige (læs: anstrengte) ud.

Det var lige godt satans – her sidder man og taler med, hvad jeg opfattede som en veluddannet og fornuftig ung mand, og så præsenterer han os guddødme for en overbevisning, som i mit hoved hører fortiden (eller et u-land) til. Og selvom 2 år kan føles som lang tid, så vil jeg lige minde mine læsere om, at det altså ikke var da Matador udspillede sig, at den her holdning blev luftet. Det er kun omkring to år siden. Ja, jeg var sgu forbløffet efter den aften.

Jeg kan ikke rigtig huske, hvad vi fik sagt til Sid. Vi prøvede sikkert at udfordre ham på hans holdning. I dag ville jeg måske have spurgt ham, om han så heller ikke mente, at Angela Merkel eller Den internationale valutafonds direktør Christine Largarde er duelige ledere? Hvad ville du sige til Sid?

No related posts.

Jeg vender i denne uge igen tilbage til Lises fantastiske indlæg for nu 3 uger siden. Et indlæg, der bliver ved med at give mig stof til eftertanke … og i denne omgang lige så meget Morten Lunds reaktion herpå som selve indlægget. Hold da kæft hvor var det sjovt!

Men han har en vigtig pointe – vi kvinder snakker, og vi snakker alt alt for meget – i hvert fald til mændenes smag! Jeg vedkender mig, at jeg endda er i den tunge ende af snakke-skalaen. Jeg taler alt for ofte, før jeg tænker – og jeg tænker faktisk allerbedst, mens jeg taler. Så ja, det er slemt …

I de sidste par måneder er det begyndt at gå op for mig, hvor ukomfortable mænd reelt er hermed – de bliver utrygge af al vores snak. De tvivler på, om de kan stole på os, kan have tillid til os, eller om vi udbasunerer det hele – hvilket er af yderste vigtighed for dem, at vi ikke gør. Sidstnævnte har jeg ikke forstået hvorfor er så vigtigt, men jeg har dog efterhånden forstået så meget, at jeg ved, at det er sådan, det er. De er hunderæd for al vores snak.

Tidligere har jeg i en række samarbejdssituationer været ved at gå op i limningen over mandlige kollegaer og mandlige chefers manglende kommunikation. Der er i bund og grund ikke noget værre, man kan udsætte mig for (og jeg tror, at mange kvinder har det på samme måde) end ikke at kommunikere til og med mig. Kommunikation, dels i form af objektiv videregivelse af information og dels i form af personlige refleksioner herover, er af afgørende vigtighed for min motivation og performance (og igen tror jeg at jeg her har skæbnefællesskab med rigtigt mange kvinder).

Jeg havde engang en chef – som ALDRIG informerede udover on a need to know basis – hans grundholdning var, at det, der ikke direkte vedrørte min funktion, det skulle jeg ikke have information om – det ville blot forstyrre mig og aflede min opmærksomhed på det essentielle i mit job. Jeg søgte derfor andre veje til information (og fik den – det er jo noget vi kvinder er gode til), hvilket førte til en konfrontation mellem os – hvor han direkte bad mig holde op med at søge information. Jeg hadede den filosofi – og forstod den ej heller.

Senere havde jeg en chef, som sagde, at mit største udviklingsområde var, ’at jeg skulle lære at eje stilheden’. I såvel ledergrupper, til forhandlinger som i alle andre professionelle sammenhænge er det vigtigt at være tilbageholdende, ikke at give for direkte og for tidligt udtryk for sine holdninger. Det kan vel bedst sammenlignes med et pokerspil.

Et godt eksempel herpå er et budgetmøde; der er altid et gap på x millioner i en sådan proces, og det er typisk den, der i længst tid undlader at sige noget – som slipper for at få de x millioner på sit budget – ganske enkelt idet han/hun herved undgår opmærksomhed på såvel muligheder som trusler i hans/hendes forretningsområde.

I Nordeuropa foretrækker vi den tavse type til ledende stillinger. En person, som afventer, at de øvrige aktører i et møde eller til en forhandling har tilkendegivet deres position, førend de selv tager ordet. En person, der foretrækker først at gå ind i en dialog, når øvrige aktører har givet deres holdninger tilkende – dels for ledelsesmæssigt at give plads til medarbejderne og dels for rent forhandlingsteknisk at stå stærkest muligt, hvilket man jo netop gør – nå alle de øvrige ’’spillere’’ har vist deres kort. Det genfindes også i talemåder som ’tale er sølv, men tavshed er guld’, ’den, der ler sidst, ler bedst’ og ’den, der lever stille, lever godt’ – vi har en kulturel bias til fordel for den tavse type. Der typisk opfattes som stærkere, mere intelligente og mere reflekterede end de mere talende.

Så min gamle chef havde ret. Jeg har meget at arbejde med i relation til kommunikationsstil – hvis jeg vil begå mig på direktionsgangene, men hold da op hvor er det svært – ja nærmest naturstridigt.

En række undersøgelser påpeger, at kvinder bruger mere end dobbelt så mange ord per dag end mænd. Der er endda undersøgelser, der peger på, at det er op imod 3 gange så mange ord per dag. Det er således en nærmest naturstridig situation, som kvinde at skulle eje stilheden i et mandsdomineret miljø.

Jeg er samtidig i stigende grad præget af tvivl – skal jeg ændre kommunikationsstil eller ej? Der er ingen tvivl om at langt de fleste nuværende (mandlige) topchefer benytter ’pokerspiller’ kommunikationsstilen – hvor de behændigt undgår at blotte sig førend de øvrige ’spillere’ har blottet sig – så dermed er konklusionen jo, at jeg også må tillære mig denne kommunikationsform – man kan ikke få et større ansvar, hvis de personer, som skal give dig dette ansvar, bliver utrygge og mister tillid til dig – fordi du taler for meget, for hurtigt, for højt.

Modsat så kan jeg ikke lade være med at tænke, om vi ikke står over for et paradigmeskifte, et behov for ledere, der tør have en holdning, der tør ’bekende kulør’, tør tage en chance og bruge sig selv – ja – endda at blotte sig selv. Personer, der tør være ærlige og sårbare, kunne måske være mindst lige så gode topledere i fremtiden? Jeg tænker, at medarbejderne jo generelt efterspørger tydelig kommunikation og dialog – og det samme gør markederne i stigende grad – hele finanskrisen udspringer (blandet andet) af en manglende transparens.

Så jeg tænker – skal jeg virkelig lære at eje stilheden? Eller skal jeg netop turde at fylde den ud? Eller er det som med så meget andet et spørgsmål om at kunne begge dele – både den klassiske maskuline poker-kommunikationsform og den feminine mere voluminøse kommunikationsform.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at mænd har meget lidt respekt for os, når vi ’snakker’ … og Morten Lunds reaktion var en god reminder om, hvor frygteligt uprofessionelt de synes, vi er – når vi alt for åbent og ærligt videregiver information og kommunikerer holdninger.

Så min holdning lige her og nu er nok, at vejen til en toppost er brolagt med pokerkommunikation (det er jo mænd, der skal ansætte en i de jobs, der ligger på vejen til en toppost), men at man skal mestre den feminine mere voluminøse kommunikationsform for at blive en god CEO i fremtiden!

Hvad tror du? Jeg glæder mig til jeres input på emnet.

Relaterede artikler:

1. WTF – datteren fik en angstneurose og moderen knaldede med chaufføren – hvem fanden gider en karriere – hvis det er sådan, det skal ende?