“Karriere er det samme for en kvinde som for en mand: opslugende i 20′erne, kedelig i 30′erne, trættende i 40′er … og derefter er det bare et job. Det var det faktisk hele tiden.”

Citatet stammer fra forfatterinden Fay Weldon, som er interviewet i juni måneds udgave af magasinet Liv. And it goes on and on …

“Ordet karriere er skabt for at få dig til at arbejde mere og hårdere end dine kollegaer med det formål at blive forfremmet. Er det ikke underligt, at når en mand når de 40 år og opgiver kampen om at nå toppen – som kun en ud af hundrede kommer i nærheden af – så har han et hjem og en familie gemt væk et sted. Det har du ikke. Så opgiv ikke dit privatliv for en karriere. Prøv at få begge dele, hvis du vil, men det bliver trættende.”

For Fay Weldon hænger det sådan sammen. Fair nok. Men ikke for mig.

Jeg mener i den grad, vi er en generation af kvinder, der både kan og vil. Faktisk hører jeg om mange, hvor karrieren – og kompetencerne – først for alvor bliver spot on i 40′erne og dermed mere spændende end nogensinde – og måske for første gang mere end bare et job.

Jeg mener også, vi i dag er parat til at arbejde på en ny måde, hvor arbejdslivet ikke bliver identisk med “arbejde mere og hårdere”, “en kamp for at nå toppen” og “trættende”. Og hvor karriere ikke nødvendigvis er en stræben efter at udkonkurrere kollegaer og blive forfremmet. På bekostning af privatlivet.

Så kære Fay, karriere er også at realisere det, man dybest set arbejder for. At gøre en forskel – sammen med sine kollegaer. Bidrage med det, der falder en mest naturligt og dermed lettest. Og tænke, at ordet karriere er skabt for at inspirere os hver især til at finde vores retning indefra og være tro mod den.

Men vi kan jo tænke, hvad vi vil. Vi skal bare huske, at det er det, der skaber vores virkelighed – og muligheder som kvinder.

Hvad tænker du om ordet karriere – og Fay Weldons dom over det?

 Besøg Lines egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. WTF – datteren fik en angstneurose og moderen knaldede med chaufføren – hvem fanden gider en karriere – hvis det er sådan, det skal ende?
2. Mine kompetencer bruger mental Brasso – gør dine også?
3. Så hvad gav det at få flere børn – i forhold til min karriere?

Så blev det igen den 8. marts: kvindernes internationale kampdag. Den dag på året, hvor debatten om, hvorvidt vi har opnået ligestilling, altid blusser op. Og retorikken bærer meget ofte præg af netop kamp og sort-hvid-syn: Enten er man såkaldt feminist, eller også er man anti-feminist. Enten hører man til den lejr, der mener, at kvinder er undertrykte, eller den modsatte, der repræsentereren holdningen om, at vi har opnået ligestilling på alle områder – og at kvinderne derfor bør droppe kampen. 

Den sidste lejr peger på, at da kvinderne  jo for længst har opnået samme rettigheder og muligheder som mændene, er kvindernes kampdag blevet overflødig. Den første lejr derimod argumenterer for, at visse samfundsmæssige strukturer gør, at kvinderne reelt stadig ikke har opnået ligestilling.

De fleste peger på ligeløn (eller mangel på samme) som det største ligestillingsproblem: Ifølge en undersøgelse, gennemført for LO af TNS Gallup i 2010, deler at 71 pct. af kvinderne – og sjovt nok kun 37 pct. af mændene – denne opfattelse.

Jeg er enig i, at vi i størstedelen af Vesten – og i særdeleshed i denne lille andedam, som vi kalder Danmark – teoretisk set har opnået både lige rettigheder og muligheder. Men jeg er også enig i, at visse samfundsmæssige strukturer har uheldige konsekvenser. Jeg vil dog undlade at gå dybere ind i dén debat. Jeg orker det helt ærligt ikke.

Derimod vil jeg henlede opmærksomheden på ordet Internationale. Nogle gange virker det som om, vi glemmer, at det netop hedder Kvindernes Internationale Kampdag. Og ser vi lidt udover vores egen baghave, er det vist de færreste, der kan være uenige i, at der er meget lang vej endnu… Jeg synes, Isabel Allende udtrykker det meget fint i denne video:

Mother Teresa blev engang spurgt, om hun ville medvirke i en demonstration mod krig. Det takkede hun nej til. Men hun tilføjede: ”Spørg mig igen, når I marcherer for fred – så vil jeg gerne deltage”. Jeg har det lidt på samme måde i forhold til Kvindernes Internationale Kampdag: Lad os holde fanen højt for frihed for kvinder Verden over – kamp har de nok af! Lad os gerne kæmpe for denne frihed – bare vi husker, at målet netop er frihed og ikke kamp. Hvis det stod til mig, omdøbte vi straks den 8. marts til Kvindernes Internationale Frihedsdag.

Hvad er din holdning til Kvindernes Kampdag? Herhjemme og internationalt? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

No related posts.

Det er dog sjældent, at mine artikler serverer en række af trin, der, som i en anden kageopskrift, kan følges og give dig sikkerhed for, at du til sidst står med en super familiearbejdslivskage – med den helt rigtige smag, konsistens og topping! Hvorfor? Fordi ikke alle har de samme evner i et køkken, det samme grej eller samme holdning til, hvad der er en god kage, så at sige.

Mine artikler er derimod indspark til selvrefleksion – både min egen og måske også din. Det er blandet landhandel i forhold til mine tanker, og i forhold til hvordan jeg selv gør. I denne artikel vil jeg derfor sige lige ud, hvad jeg tænker; nemlig at børn og business er to megasvære størrelser at ælte sammen.

At få børn og business til at gå op, er som at forene lagkage og kaviar.

Lagkage

Børn er lagkagen i enhver forælders liv – ja, de er det i hvert fald i min. Børn er lige så sammensatte, lagdelte og indeholder, som en lagkage, elementer, der ikke altid glider lige let ned og elementer, der også bare sluges!

Mine børn er på mange måder selve grunden til, at jeg er sat i verden; for at nyde dem, yde for dem, anerkende dem, coache dem, støtte dem og rette dem til i hjørner og kanter. I det omfang, det nu kan lade sig gøre!

Samtidig blev mine unger, allerede ved fødslen af det første barn, min akilleshæl! De er på én gang min største styrke og glæde – og min største svaghed og sitrende nerve. Fordi de på én gang splitter min kalender, tømmer mit køleskab – og smiler mod mig og får mig til at føle mig stærk.

De kræver – og de fylder. De varmer og de giver.

Kaviar

Mit arbejde er på mange måder som kaviar – salt, sprødt, knasende og fantastisk lækkert, når det servers rigtigt og på den rigtige service. Jeg holder ufatteligt meget af mit arbejde – og ufattelig meget af kaviar.

Mit arbejde giver mig energi, en grund til at stå op om morgenen, en følelse af at bidrage til verden, til lokalområdet, til kvinder (nu laver jeg jo rejser for kvinder!) og til mig selv. Mit arbejde udfordrer mig og giver mig succesoplevelser. Det udvider mine kompetencer, udvider mit sociale liv og giver mig (mere) tillid til mine evner.

Men arbejdet stjæler også min tid, mit fokus og mit nærvær. Det kræver, i tidens ånd, at være en passion, der følger mig 24-7! Det laver bunker på mit skrivebord, genererer mails i min mailboks og to-do-lister, der i højsæsonen er længere end papiret i en toiletrulle!

Det kræver og fylder. Det varmer og giver!

Samme menu?

Børn og arbejde har derfor potentialet til at ville ha’ mig lige meget, fylde lige meget, kræve lige meget – og jeg er kun ét sølle menneske og har kun 1 x 24 timer, i stedet for 48, til min rådighed!

Jeg kunne derfor nemt vælge at fortabe mig i den sære debat om ligestilling og Den Gode Mor, der for tiden huserer i aviserne, og stigmatisere mig selv som enten en glødende speltmor med hang til økolagkage eller en kølig karrieremor, der sværger til den lille sorte – ”caviar – no kids”. Men jeg er bare til begge dele! Og det tror jeg mange af os kvinder er! Derfor har jeg valgt at prøve (!) at få en menu skruet sammen, der tillader BÅDE lagkage og kaviar – med den bevidsthed og viden, at de to ting på samme tallerken bare er et no-go! I hvert fald hvis lagkagen er af den slags med flødeskum, nutella eller andre sprøde sager.

Det er svært at sikre en god afbalanceret menu: Der er rækkefølgen at tænke på; indholdet og mængden i alle retterne; at det ikke bliver for meget, for lidt, for presset og i et setup, der selv i en supertegneserie ikke kan presses ind i en 24-timers ramme!

Hvad gør jeg så?

Overvejer jeg kontinuerligt en rig mand og et liv som hjemmegående botox-kvinde?! Eller overvejer jeg at blive skilt for at få i hvert fald én uge for mig selv – et liv, som mange siger, er optimalt for vores arbejslivskultur i dag?! Drømmer jeg om at få barnepige, der kan hente og være sammen med mine børn til kl. 18? Eller at sælge dem til højest bydende barnløs i naboområdet? Alternativt få et deltidsjob i en børnehave?!

Tja, engang i mellem kunne visse scenarier godt friste, hvis jeg skal være helt ærlig.

Men nej, min indgangsvinkel til at få balance og håndtere børn og business samtidig er i stedet indsigt: Nemlig den indsigt, at børn og business er to ting, jeg har meget svært ved at rumme på samme tid – hvis noget af det skal nydes autentisk! Ja, så er det sagt!

Alligevel kan begge dele sagtens være i mit liv, akkurat som lagkage og kaviar kan være på samme menu!

Men det er sgu svært at få den balance til at gå op i en dobbeltarbejdende familie. Dengang manden var et skaffedyr, var kvindens ”job” jo i hjem og børn. Men nu, hvor kvinder også er skaffedyr, er det ikke blevet mandens job at sørge for hjem og børn! Det er lidt som om, vi forældre har for lidt arme og ben, når det gælder at få tid til det, der faktisk er hele tre jobs i én! Bare uden den dejlige chokoladeindpakning som Kinderæg ellers tilbyder!

Med den indsigt, at opgaven er svær, har jeg valgt en strategi, der hedder ”at prøve”. Ikke at finde løsningEN – men at finde en løsning, der kan fungere for mig og min partner. Finde en løsning, der kan fungere for mine børn, med de personligheder og de behov, som de har (i debatten i dag om børn, karrieremødre og omsorgsfædre, glemmer man tit, at børn ikke er en ensartet masse af ikke-voksne!). Og finde løsninger, der tager højde for de rammer og den kontekst, der er min. Løsninger, i min verden, skabes gennem inspiration, indsigt (i udfordringer, rammer og i sig selv), realisme, behovsafklaring, debat og kommunikation. For mig er det muligt at kombinere børn og business ved at være opmærksom: hvad er mine børns behov dér, hvor de er nu? Hvad er mine businessambitioner, og skal de justeres, så de bliver realistiske? Er de for lave, for høje og flade eller kedelige? Hvad er mine behov – som mor, kæreste og menneske? Hvad er realistisk at få opfyldt nu – og hvordan? Jeg tror på små skridt, små justeringer og kontinuerlige eftertjek som den mest bæredygtige vej til at få balance mellem to verdener og to roller, der ofte kan synes som modstridende parter. Og jeg tror på netværk, søstersolidaritet bredt ud over alle de ”søstre”, men kan rumme i sit liv – eller ”brødre” for den sags skyld. Og jeg tror på, at jeg selv vokser med opgaven, som mine børn vokser til en ny størrelse tøj.

Det er dét, der skaber bedst balance i mit liv – åbenhed, deling, indlemmelse, realisme. Jeg har ikke kunnet arbejde 50 timer om ugen som mor – for det ville min krop og mit ældste barns behov ikke tillade. Og jeg har derfor kæmpet for ikke at blive slugt af bleer – eller flommede undskyldninger over for mig selv og andre, der stillede spørgsmålstegn ved, hvad jeg brugte min lange fine uddannelse til. Måske er det ikke fint at forene børn og business på det plan, som jeg har gjort det. Men det har givet mening for mig – og balance – og styrke til at turde være selvstændig, iværksætter og mor på én gang, dér hvor jeg er nu!

For mig har det taget tid at komme til et sted, hvor jeg kan forene børn og business på en måde, der føles godt helt ind til nerverne. Men i dag tør jeg godt rose mig selv for at være med i skabelsen af fornuftige fremtidsborgere. Og jeg roser mig selv for de små sejre, når balancen lykkes. Jeg tør også åbent indrømme, at jeg nogle gange må tørre næse på mig selv, når jeg alligevel føler mig tromlet af tidens debat og krav om at kunne jonglere med børn og business på et Stine Bosse-niveau. Mest af alt glædes jeg dog over, at jeg i dag har indset, at den bedste måde for mig at forene børn og business ikke er at leve efter, hvad de andre tænker, mener og giver udtryk for, men i stedet efter mit indre kompas. Også selv om vejen til målet til tider går i skildpaddetempo. Men, men … skildpadden går jo også nogle gange hen og vinder over haren!

Og så tror jeg for resten også på, at det vil hjælpe på børn og balanceudfordringerne, hvis politikerne turde give mænd/fædre virkelig ligestilling og gøre deltid, orlov og barsel til en selvfølge for mænd og deres arbejdsgivere. Men det er (måske) en helt anden debat.

Hvordan forener du dit arbejds- og familieliv? Hvad er den største udfordring? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

Relaterede artikler:

1. Gå-hjem-møde: Hvordan kombinerer man Børn og Business?
2. Nu i København: Bedre balance mellem børn og business
3. Så hvad gav det at få flere børn – i forhold til min karriere?

For et par år tilbage var jeg til en privat fest ved en veninde og hendes sambo. Det er sådan noget der potentielt kan blive rigtig rigtig sjovt. Eller pinligt. Denne her fest efterlod mig midlertidigt med en følelse af … overraskelse?

I løbet af festen havde min veninde og jeg, lad os bare kalde det en… interessant, samtale med min venindes tidligere sambo, Sid.

Inden jeg afslører, hvad det var, Sid sagde, som var så overrumplende, er det på sin plads at få en forståelse af hvem, personen der leverede budskabet, er. Jeg synes i hvert fald, det giver en ekstra dimension på historien. Døm selv bagefter.

Sid kommer fra en meget velhavende indisk familie. Han har gået på engelsk kostskole siden han var 3-4 år gammel, læst på universitet i USA og bor i New York, hvor han arbejder for FN – hvorfor han ofte er i København i længere og kortere perioder. Han er en super flink fyr, som med sine spørgsmål og undren om København og de ting vi gør, er med til at udvide min venindes og min egen horisont med utrolig mange grader.

Nå, min veninde og jeg sad der, godt klemt sammen i en 1,5-persons sofa og drak dyr vin af I ♥ NY-kopper med Sid siddende overfor. Jeg kan ikke erindre, hvordan vi fik os talt ind på emnet omkring kvinder og ledelse, men lige pludselig rammer Sids bemærkning os som et hårdt nyrehug, der ville gøre Mikkel Kessler jaloux. Ud af det blå, helt uventet og meget overraskende – og pænt smertefuldt.

Sid konstaterer nemlig, som det naturligste i verden, at kvinder ikke kan være (gode) ledere.

Pointen blev ikke pakket ind i ironi (manden er jo ikke ligefrem fra det mørke jylland), og han sagde det heller ikke som et forsøg på at ruske op i de pæne damer, han talte med. Nej, det blev mere leveret som en faktuel sandhed, som Sid følte behov for at dele med os.

Jeg ved ikke om det var synet af min venindes og mine polypper, der blev hængt til tørre som tørfisk på Færøerne, eller det faktum, at vi gloede på ham som om der voksede en tvilling frem på hans hoved. Jeg tror, det må have været en kombination vores måben og vores fuldstændige synkrone rykken frem i sofaen, der fik ham til at undskylde, at han åbenbart havde fornærmet os, men at han ikke rigtig forstod hvorfor.

Vi var dels helt vindtørre i munden af al den luftning af polypper og dels ret chokerede over at denne veluddannede og sympatiske fyr kunne sige noget, der lød så fuldstændig absurd i vores ører. Vi ledte simpelthen efter noget, der kunne forklare, hvad vi lige havde hørt. Vi fugtede munden i vin og sank engang. Hørte vi mon rigtigt? Var det virkelig det, han sagde?

”Øhh, gider du uddybe det, du lige sagde Sid?” Jo, det kunne han sagtens: Alle ved jo at kvinder er utilregnelige mindst en uge om måneden, og derfor egner de sig ikke til at være ledere. Af gode grunde ved jeg ikke, hvad Sid så, da han forklarede os sammenhængen. Men det han så, fik ham til at rykke lidt nervøst tilbage i stolen. Væk fra de to kvinder, som nok har set ret mærkelige (læs: anstrengte) ud.

Det var lige godt satans – her sidder man og taler med, hvad jeg opfattede som en veluddannet og fornuftig ung mand, og så præsenterer han os guddødme for en overbevisning, som i mit hoved hører fortiden (eller et u-land) til. Og selvom 2 år kan føles som lang tid, så vil jeg lige minde mine læsere om, at det altså ikke var da Matador udspillede sig, at den her holdning blev luftet. Det er kun omkring to år siden. Ja, jeg var sgu forbløffet efter den aften.

Jeg kan ikke rigtig huske, hvad vi fik sagt til Sid. Vi prøvede sikkert at udfordre ham på hans holdning. I dag ville jeg måske have spurgt ham, om han så heller ikke mente, at Angela Merkel eller Den internationale valutafonds direktør Christine Largarde er duelige ledere? Hvad ville du sige til Sid?

No related posts.

BØRNENE BETALER PRISEN. Det var for nylig overskriften på B.T.s forside  – under 6 billeder af 6 kvindelige politikere. Mit spørgsmål er meget enkelt:

Kunne du forestille dig den overskrift sammen med 6 billeder af 6 mandlige politikere?

Jeg har aldrig set sådan en forside. Eller artikel. Med mænd. Men jeg læste engang en rosende artikel i Børsen om en mandlig leder – en moderne rollemodel, blev han fremhævet som – der virkelig havde fundet og ikke mindst prioriteret balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Fordi han slukkede computeren, når han kom hjem, og først tændte den igen, når hans børn gik i seng.

Altså mellem kl. 18 og 20.

Jeg føler mig overbevidst om, at de 6 kvindelige politikere på B.T.s forside har fundet en løsning i deres privatliv, så deres børn ikke betaler prisen for, at de selv gør en forskel for vores samfund.

Men er det ikke kedeligt, at de stadig her på grænsen til 2012 bliver hængt ud under den overskrift?

På selvsamme forside er der i baggrunden et billede fra tv-serien Borgen, hvor statsministeren sidder med sin eks-mand på Psykiatrisk afdeling, hvor datteren er indlagt. TV-serien tager mange aktuelle emner op, og et af dem er selvfølgelig balancen mellem at gøre en forskel på sit arbejde – uden at familien og børnene lider under det.

Pointen fra manuskriptforfatternes side er næppe, at kvindelige ledere svigter deres børn. Omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke, om netop den del med familielivet havde fyldt lige så meget, hvis statsministeren i TV-serien havde været en mand?

Man tør jo næsten ikke stille spørgsmålet …

Hvad mener du – kunne du forestille dig samme overskrift med billeder af mænd? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Skal man kunne det hele?
2. Lise og ligestillingen: Sure mænd, der fylder meget…

Jeg var til netværksmøde i min Protocol-netværksgruppe. Vi var knap ti forventningsfulde kvinder, der alle glædede os til inspirerende indspark om det at netværke fra dagens gæst. En fra gruppen havde spurgt Morten Lund (den Morten, der tabte over 100 millioner på Nyhedsavisen), om han ikke kunne komme og fortælle lidt om, hvordan han selv bruger og skaber sit netværk.

Det ville han godt. Og jeg skal love for, vi fik indspark og vinkler, som vi aldrig har fået det før!

Point of No Return var, da Morten fortalte, hvad han så som en af de største udfordringer i at have kvinder med i netværk og/eller bestyrelser.

Servicemeddelelse: De næste par linjer kan virke stødende på sarte sjæle!

Morten sagde, at hvis kvinderne var attraktive, var han nødt til at tage stilling til, om han skulle kneppe dem. Bum! Så sad vi der og forsøgte at samle kæberne op fra sildebenparketten. Morten fremførte problematikken med et smil på læben, og selvom der måske nok var tale om en overdrivelse fra hans side, var hans pointe ikke til at tage fejl af:

Uanset om der var tale om en virkelig dygtig og kompetent kvinde, så overskyggede det faktum, at hun var kvinde (og dermed indehaver af en vagina), altså alt andet. Han sagde DET - og han sagde det højt. Holy shit!

Vejrtrækningsøvelser fra diverse yoga- og mindfullnessessioner kom os til gode lige dér!

Som den yngste (og sikkert også den mest naive) af tilhørerne, ramte hans pointe hårdt. Jeg var skuffet. Og vred. Var det virkelig sandt, hvad han sagde? Jeg havde det som om, jeg lige havde fået at vide, at julemanden ikke eksisterer. Nuvel, de andre virkede også chokerede (de grinede lidt, kiggede sig omkring som for at aflæse andres reaktion), men noget i deres kropssprog gav mig det indtryk, at de var knap så overraskede som mig. (Måske det faktum, at de ikke så ud som om, de var på vej over for at slå på Morten, som jeg selv i et kort sekund overvejede).

Når jeg tænker tilbage på den vinterdag, hvor Morten på sin ligefremme facon rev tæppet væk under mine pæne forestillinger om mændene i mit arbejdsliv, så kan jeg ikke lade være med at have respekt for, at han turde sige det. Højt. Til ti kvinder.

Jeg havde aldrig, indtil den dag, set mit køn som en barriere i mit arbejde eller i forhold til mine professionelle relationer. Pludselig fik jeg øjnene op for, at uanset hvor veluddannede, respektfulde, søde, dygtige og rummelige vi er, så ligger seksualiteten lige under overfladen og truer med at punktere det professionelle fokus. Men alligevel er det ikke noget, man taler om. Måske undtagen her.

En anden af Mortens ”sandheder” var, at kvinder ikke kan finde ud af at få et nej. Mænd har, siden de var drenge, lært at få nej - og ikke tage det for gode varer. Nej, hun vil ikke være kærester, nej hun vil ikke danse, nej hun vil ikke i seng med dig. Mænd får nej men bliver ved med at spørge, indtil de får det ja, de søger. Vi kvinder derimod skal, ifølge Mortens observationer, være 110 % sikre på, at vi får et ja, før vi spørger om noget.

Konsekvensen er, at vi aldrig får lige så meget som mændene. Samtlige kvinder rundt om bordet den dag kunne genkende Mortens billede af os. Ingen af os skulle nyde noget af nej. Hvorfor? Vi var ret enige om, at det handlede om, at det var pinligt at få nej. At det føltes som et nederlag. At det helst skulle undgås. Siden da har jeg forsøgt at øve mig i at få et nej. Og ikke acceptere det. Det virker overraskende godt. Senest har jeg fået et kursus på arbejdet betalt og et nyt bord på kontoret derhjemme. Bare fordi jeg vovede at få et nej.

Hvad mener du? Er det en ulempe eller en fordel at have et attraktivt udseende, når man – som kvinde – er med i samme netværk og/eller bestyrelser som mænd? Tager kvinder oftere ‘et nej for et nej’ end mænd gør? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet herunder…

Relaterede artikler:

1. Transport (og en hel masse andet) er kønnet!
2. Hvad vil du? I bestyrelsen eller kneppes af en fra bestyrelsen?

Er egentligt bare pissed – vil ikke skrive noget klogt eller noget som kan give stof til eftertanke – vil bare lukke røg ud – og provokere lidt, idet jeg er ved at være træt af kvinder, der har valgt mindfullness og speltboller. Hvorfor er magt, penge og indflydelse fy-ord for kvinder? Og hvorfor vil vi tilbage til 60’ernes Mad Men kvindeideal?

Jeg har i 1½ uge været så fucking pissed (og ja – der kommer en del grimt sprog i dette indlæg – har lyst til at bande og ’tale’ grimt), siden jeg så forrige afsnit af Borgen. Fru Statsminister portrætteres så ynkelig; manden skrider (fordi hun ikke har haft fokus på hans behov), datteren får en angstneurose (fordi hun ikke har haft fokus på hendes behov), hun har et ynkeligt ensomhedsknald med sin chauffør, og hun fyrer (uretmæssigt) både sin sekretær og chauffør for lige at understrege hvor ensom, mislykket og ulykkelig kvinder med magt er …

… ja indflydelsesrige positioner har en pris – og ja, jeg tror ikke, at vi kan forestille os hvor tough, der er at være toppolitikker, men hold da op, hvor jeg savner mere positive rollemodeller i såvel den virkelige som fiktive verden. Hvorfor kunne man ikke nøjes med skilsmissen, et knald med den svenske statsminister til et EU topmøde (det havde der sku da været lidt mere stil over) og lidt småproblemer i hjemmet i forbindelse med skifte af au pair pige (hvordan klarer de sig egentligt uden?) Man kunne vel også have fundet mere diplomatiske løsninger med såvel chaufføren som sekretæren. På jobbet fremstilles hun som Isdronningen med et helt uacceptabelt magtmisbrug, mens hun på hjemmefronten fremstilles som Ravnemor.

Mediebilledet er med til at forme os som mennesker – og særligt børn og unge. Og det billede, vi giver piger i dag er valget mellem succes på jobbet eller i hjemmet. Ugebladene er fyldte med historier om Mompreneurs (også kaldet livsstilsentreprenørerne), der har droppet den konventionelle karriere for at få arbejds- og familieliv til at gå op i en højere enhed. Der er et utal af artikler med kvindelige bloggere, coaches, terapeuter og andet, der lykkeligt bager speltboller til ungerne samtidig med, at de har deres egen virksomhed – og hvis vi en gang imellem læser om en kvinde, der har valgt reel indflydelse i politik eller erhvervsliv – så er det langt mere negativt.

Ovenstående eksempel fra Borgen er kun et, et andet kunne være Anna Pihl – kvindelig kriminalbetjent med et vist potentiale. Også hun er ulykkelig, forladt af både eksmanden og kæresten, alene med sin søn og samboende med en bøsse, problemer med faderen og broderen – og heller ikke ret mange veninder. I den virkelige verden kan nævnes den tidligere udenrigsminister Lene Espersen – hun blev nærmest slagtet i forsøget på at få privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Tidligere var hun ofte fremstillet som en med både næsen og brysterne lidt for langt fremme i bussen.

Vi er den hidtil bedst uddannede generation af kvinder med de på papiret bedste muligheder for at forme og påvirke det samfund og den verden, som vi lever i. Men tidens trend synes at være, at rigtige kvinder fravælger karrieren og dermed indflydelsen allerede i starten af 30’erne (inden det hele rigtigt er begyndt) for at hellige sig familien og selvrealiseringen.

Ud fra et samfundsperspektiv er det godt nok dyrt – først at betale for vores uddannelse og manglende arbejdskraft i 20’erne, herefter vores barsel for så ikke at få meget igen – ud fra et personligt perspektiv for den enkelte kvinde er det også dyrt – set i et livsperspektiv. Hvordan står hun stillet, når hun er 55 – ægteskabet er røget, ungerne er fløjet fra reden og pensionsopsparingen er nærmest ikke eksisterende? Vi kommer til at få en lang og fattig alderdom – folkepensionen er under pres – hvis Europa skal ud af gældskrisen- allerede nu er folkepensionsalderen vel 70 for os.

Vi er opvokset i 70’erne og 80’erne med parolen om, at vi skulle have en uddannelse og skulle kunne klare os selv – men subtilt var budskabet om at lykkes som kvinde – åbenbart – stærkere. Vi skal stadig giftes med en alfahan, som kunne forsøge os – for lige så snart vi fik muligheden, så valgt vi indflydelse og magt fra – det er jo det rene Mad Men og 50’er retro.

Men hvorfor skulle vi også vælge anerledes? At gå magten og indflydelsens vej portrætteres jo så lidet flatterende, at det da tror fanden, at vi dropper karrieren – når vi så samtidigt skal kæmpe med minoritetsproblemer, som diskuteret i mit forrige indlæg … nej føj da – så hellere ha’ sin egen coachvirksomhed, få noget skinny latté og hygge med ungerne!

Jeg savner positive rollemodeller! Det kan faktisk lade sig gøre at få det hele: mand, børn, karriere, venner – det er ikke et enten eller – man kan godt have børn, mand og karriere samt holde fast i sig selv! Jeg besluttede allerede som stor skolepige, at jeg ville have det hele – og det er lykkes so far, men havde jeg set Borgen – så havde mine drømme nok været anderledes – så jeg er glad for, at der ikke var kvindelige hovedrolleindehavere dengang … hellere tilbage til de mandlige rollemodeller – end de nuværende mislykkede og ulykkelige kvindelige. Tak for muligheden for at få lukket røg ud!

Er du enig med Marianne i ovenstående? Eller noget af det? Føler du dig provokeret? I så fald hvorfor/over hvad? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Relaterede artikler:

1. Så hvad gav det at få flere børn – i forhold til min karriere?
2. Gælder Fay Weldons dom over karriere også din?
3. Hvis du gør de samme, som du altid har gjort…

For snart et par måneder siden var jeg til en konference, hvor en HR-chef fra et stort internationalt firma – i en sidebemærkning -fortalte om en undren, hun havde haft i forhold til andelen af kvinder i topledelsen i den danske afdeling af virksomheden i forhold til andre lande.

Virksomheden opererer efter præcis de samme regler og procedurer i alle lande i hele verden, men andelen af kvinder i topledelsen i de enkelte lande var alligevel noget forskellig. Det viste sig nemlig, at der i Sverige var tre gange så mange kvinder i topledelsen, og i Spanien fem gange så mange kvinder i topledelsen som i Danmark.

Det er da noget mærkeligt noget – hvorfor er det sådan? Er det fordi, der ikke findes nok kvalificerede kvinder i Danmark? Er det fordi, kvinderne ikke selv vil? Er det fordi, virksomhederne ikke vil kvinderne?

HR chefen havde selv en teori. Den handlede ikke om manglende kvalifikationer eller manglende vilje eller lyst fra hverken kvinderne eller virksomhedens side. Hun mente, det havde noget med vores kultur og samfundsstruktur at gøre.

Som hun sagde: ”Herhjemme synes vi, at det, der er anderledes end os selv, per definition er forkert. Vi bryder os ikke rigtig om dem, der er anderledes end os selv. Og da slet ikke dem, der vælger at have et anderledes familieliv, end det vi selv har valgt. Her hjemme ser der fx ud til at være en form for konsensus blandt børnefamilier om, at børn skal hentes tidligt i institutionerne – helst af deres Mor. Godt brød er hjemmebagt brød. Gode kager er hjemmebagte kager. Og en hel masse andre uskrevne regler om, hvad det gode familieliv indebærer af krav og forhindringer for den moderne familie med et travlt og spændende arbejdsliv.”

Gud ve dem, der henter sent i børnehaven, får au pairen til at hente børn og handle ind (Fy for en slemmert!) eller bager shake-and-bake kage. Nej, det er sgu nogle sære nogen de der karrieremennesker, der tør at sige højt, at deres arbejde (også) giver deres liv mening. De spiser sikkert heller ikke økologisk. Eller giver penge til Kræftens Bekæmpelse og Dyrenes Beskyttelse. Nej, de er helt igennem forkerte. Og det er jo ikke nødvendigvis så superfedt at være ”forkert” og skulle forklare, hvorfor man har valgt at gøre tingene på en lidt anden måde end andre måske har. Når nu dem, der spørger om hvorfor, ikke rigtig gider høre svaret.

Men er det virkelig så ubehageligt at være ”forkert”, at man hellere dropper ambitionerne på arbejdsmarkedet og spilder de 5+ år, man har brugt på universitet, og de mange timer, man har slidt på sit arbejde for at undgå at være forkert? Måske. Sandsynligvis.

Hvorfor falder det os så svært at sige: ”Hey, sejt at hun er så dygtig og arbejdsom, og derfor er hun er nået dertil, hvor hun er!” Det er sgu godt gået. Fedt at hun og hendes familie gør tingene på en anden måde, end jeg er vant til”?

Er det jante, der er på spil igen? Er det kun i Danmark, vi har det på den måde? Hvis der sidder nogen derude med nogle gode bud på mine spørgsmål, så hører jeg gerne fra jer!

Hvad mener du? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

No related posts.

Vægtskåle, bolledej og trappestiger – vejen til arbejds- og familielivsbalance

Det er en spændende udfordring at have fået lov til, med ord, at skrive om arbejds- og familielivsbalance i et forum som KarriereMor. Det er et emne, der optager vel ikke bare mig, men de fleste af sitets læsere – og et emne, jeg mener, der ikke kan nøjes med at blive gransket til en familieteamdag, i weekenden eller når der er ”afsat” tid.

Fordi – hvis det skulle overraske nogen – livet leves i hverdagen; den hverdag, hvor balance og overskud ofte er alfa og omega for såvel livsglæde, energiniveau som præstation. Jeg vil ikke skrive denne indledende artikel om emnet ud fra en påstand om, at jeg har fundet de gyldne balancevægte, der kan omsættes til et farverigt nyhedsbrev med titlen ”5 trin til den perfekte livsbalance”. Bare det var så vel.

Det er heller ikke, fordi jeg kan prale af at være en af de der mødre, der kan jonglere rundt med 4 børn, 300 m2 hus, en slipsebærende karrieremand og en egenkarriere, der kvalificerer mig til enten 7 bestyrelsesposter eller et interview i Economics – og samtidig være strålende, frisk og afbalanceret. Jeg skriver om emnet, fordi jeg har arbejdet med og forholdt mig til emnet arbejds- og familielivsbalance en hel del år efterhånden. Jeg skriver ud fra mine egne oplevelser og erfaringer som karrieremor (selv om det ikke er en titel, jeg bruger om mig selv) men lige så tit skriver jeg ud fra mere professionelle observationer, interviews og research.  Det tillader jeg mig at gøre fordi:

• jeg som ph.d. i historie har en baggrund for at kunne udtale mig om familien i historisk perspektiv,
• jeg har arbejdet med det som coach og konsulent siden 2005,
• jeg lever med arbejds- og familielivsbalancen som evig ”companion” (i et) som nytiltrådt daglig leder af kvinderejsebureauet Travelling Heels og selvvalgt ”housemanager”.

Men forklarer det min stærke holdning til emnet og mine udtalelser, der til tider får andre til at ønske min mund lukket med gaffatape? Tjae, eftersom denne artikel handler om mig, og hvorfor jeg forholder mig til og skriver om emnet, vil jeg tillade mig at bruge plads på at svare på flere spørgsmål. Spørgsmål som alle, der gerne vil opnå mere balance mellem familie og arbejdsliv også kan have glæde af at summe lidt over. De er bl.a.: Hvad er karriere? Hvad er ligestilling? Hvad er balance? Hvad er et godt familieliv? Og hvad er et godt arbejdsliv?

Her kommer lidt om, hvad disse størrelser gemmer over sådan generelt set.

Karriere – hvilken underlig fisk?

Karriere er ikke nødvendigvis lig med ens arbejdsbedrifter. Og definitionerne af ordet og begrebet er flere. Se bare denne inspirerende artikel her i KarriereMor fra 27/07/2010. Hele ens liv kan faktisk opfattes som en form for karriere. Det er dermed ikke kun ens arbejdsbedrifter, der tæller i karriere-”stigen” – eller er interessante. Skal man fx lytte til Steen Hildebrandt, er det måske snarere ambitionerne og motivationen bag ens valg – job, familie, bolig – ja livssstil, der er værd at bruge krudt på. Tager man desuden Decision Dynamics KarrieremodelTM, der inddeler karriere i fire typer, er der bestemt heller ikke kun én måde, som er mest rigtig at ”gøre” arbejdskarriere på. Denne model arbejder med fire typer: Ekspert, lineær, udvidende og episodisk. De dækker over, at man som person ”gør” karriere ved at være enten eksperten, den der lineært går efter mere magt, ansvar og løn eller den udvidende, der med personligt afstemte passende intervaller skifter felt, men hele tiden afstemt i forhold til tidligere valg. Sidst men ikke mindst findes den episodiske type, hvor variationen er motivationen, og forandring af såvel felt som position er tydelig observerbar.

Se Ninas bog: Den gode barsel her

Ligestilling – er stillingen lige?

Ligestilling er et ord og begreb, der, straks det er udtalt, fylder folks indre biograf med alle mulige billeder – fra lilla bleer til mænd med barnevogne. Men definitionen er sådan nogenlunde – strippet for følelsesbetonede forestillinger – at alle mennesker er lige uanset køn, hudfarve, alder eller fysiske fremtoning og formåen. Alle har LIGE værdi og krav på samme rettigheder uanset hvad de gør, hvordan de ser ud, deres status, jobs eller oprindelse. Det vil derfor også sige, at der ikke er én ”rigtig” ligestillingsmåde – men snarere en masse måder at leve og efterleve ligeværdi eller ligeværd på. Fordi det igen handler om at føle og få værdi og glæde ved det, man både er og gør. Og det handler derfor ikke om, at kvinder eller mænd skal være lige gode til enten at hamre, skifte ble eller på anden vis gøre ting, der ellers tidligere har været forbundet med et bestemt køn. Sammenkoblingen af køn med arbejdsopgaver med indtjeningsværdi er mest af alt en historisk bestemt størrelse, vi må se at få hovedet op over. Ligestilling handler nemlig ikke om 50/50.

Balance – altid lige mange bolde på hver vægtskål?

Balance er et langt sværere ord at definere. Det handler jo om ligevægt – men ligevægt er ikke nødvendigvis lig med 200 gr. af den samme bolledej på hver vægtskål. Eller om at have to lige store bolde på hver vægtskål. Det handler derimod om sammensætningen af de gram, der er på vægtskålene; hvad består din bolledej af? Og hvor mange ”bolde” består den af? Balance er en følelse af at de to ting – som vi her taler om – nemlig arbejdsliv og familieliv fylder så tilpas på dine to vægtskåle, at du får og bruger energi i afpassede mængder. Det handler derfor både om dine forventninger til disse ”bolledeje”, som jeg kalder dem, men også om din evne til at vælge. Og det både til og fra. Man kan ikke bare blive ved at putte flere og flere bolde eller bolledeje på den ene side af vægtskålen, uden at det får en konsekvens. Det siger sig selv. Og hvor meget vægt, der kan være på hver vægtskål, før man mærker stress, er lige så individuelt som sammensætningen.

Det gode familieliv – altid ens for alle?

Det gode familieliv – hvad pokker er det for en størrelse? I 2010 lavede jeg en masse interviews af kendte og ukendte mennesker; og det skulle være endt som en bog. Desværre blev bogen lagt ned af forlaget, men heldigvis gav det mig en masse research-materiale at arbejde videre med – som konsulent og som menneske. For det er jo et totalt subjektivt spørgsmål – hvad der er det gode familieliv. Er det ikke? Jo, og så alligevel nej. For blandt de 15 mennesker jeg interviewede, hvoraf flere arbejdede professionelt med familier og børn, viste det sig, meget interessant, at der var flere fællesnævnere. Og dem var det jo værd at gribe fat i – og at nævne her. Fællesnævnerne var bl.a. ”god” tid – altså tid til nærvær, til samvær, til dovenskab og til mad (-lavning og spisning). Det var skabelsen og vedligeholdelsen af fælles minder – forstået som italesatte og synlige minder fra fx weekenden i skoven, tiden med babyer, fra den daglige madlavning, putning eller fælles løbetur. Det var dét at tale om de gode stunder i hverdagen og fra ferien; det var dét at kunne se – fx i fotoalbums (måske digitale) familielivet sammen. Desuden var det accept og rummelighed – det at kunne rumme og acceptere hinandens forskelligheder, særheder, vaner og behov. Og dermed føle sig set, hørt, prioriteret og elsket. At der med andre ord er plads til os og anerkendelse af hvem vi ER.

Det gode arbejdsliv?

Det gode arbejdsliv er en lige så subjektiv størrelse, men undersøgelser de seneste år peger i retningen af, at fællesnævnerne for, hvad der får os til at føle, at vi har et godt arbejdsliv, er anerkendelse, gode sociale relationer, fleksibilitet og at kunne bidrage med noget – både på arbejdspladsen, men måske også ude i verden. Her oplever vi med andre ord også at blive set, hørt og rummet – og værdsat. Ikke for hvem vi er, men for hvad vi GØR og leverer – altså vores evner og kunnen.

Den gyldne middelvej og slut.

Nu fik jeg svaret på mine spørgsmål, men jeg har stadig ikke svaret på, hvorfor jeg har så stærke holdninger på arbejds- og familielivsområdet. Lad mig starte med at opsummere, hvad disse spørgsmål har givet os af svar. Jo, hvis man skal gå de foregående afsnit igennem, så har karriere noget med vores AMBITIONER og MOTIVATIONER på såvel arbejds- som familiefeltet at gøre. Ligestilling og ligeværd har noget at gøre med VÆRDSÆTTELSE af det, vi går og tager os til, drømmer om eller lever. Balance handler om KOMPOSITION og VALG af vores ”bolledej” eller, som det også kunne hedde, vores liv. Sidst men ikke mindst handler det gode familieliv om NÆRVÆR, RUMMELIGHED og KÆRLIGHED, mens det gode arbejdsliv ofte handler om ANERKENDELSE og AT BIDRAGE. Det er disse ”ting”, vi søger og har brug for, tænker jeg, som mennesker. Måske for at føle mening, værdi og kærlighed? Eller måske fordi, de er en del af vores familiære eller historiske bagage.

Ligegyldigt hvad, så indikerer alle de ord, jeg her har skrevet med kapitaler, at vi mennesker – os med arbejdsliv og familieliv – netop på disse felter må stille os selv nogle spørgsmål og granske vores valg, tanker og indsatser; og måske må komme til den konklusion, at får at få mere balance, må vi bryde nogle rammer, traditioner og overbevisninger. For arbejds- og familielivsbalancens skyld. Mine stærke holdninger på området hænger sammen med netop dette; at jeg oplever, at mange glemmer, har svært ved at komme igennem med eller ikke bliver støttet i denne selv- og livsgranskning; af såvel omgivelser – hjemmefront, arbejdsplads og politikere – som deres indre slavepisker/professor/skolelærer – eller hvad den indre stemme måtte have af uniform. De traver rundt i andres eller egne forventninger og ambitioner; der ofte ingen hold har i, at døgnet stadig kun har 24 timer til rådighed. Eller de kæmper med angst for at vælge til og fra: Gå glip af noget, spilde deres uddannelse, tage deres styrker til sig – eller på anden vis erkende overfor sig selv og omverdenen, at ingen kan alt. Hvad man glemmer her er, at opnåelsen af familie- og arbejdslivsbalance er ikke et mål, men en proces med en vision og måske en målsætning for øje. Men som alle strateger ved, så må den slags justeres, så den matcher kontekst – det være sig antal og type personer og de ydre rammer, udfordringer og muligheder. Og det er min holdning til, hvordan vejen mod arbejds- og familielivsbalance ser ud.

Hvad er ‘det gode liv’ for dig? Hvad gør du for at få balance mellem arbejds- og familieliv? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

Relaterede artikler:

1. Står graviditeten og børn i vejen for karrieren?

Forleden dag faldt jeg over denne lille publikation, som er en praktisk guide til mainstreaming i det politiske analysearbejde. Det lyder flot – men også liiige lidt bureaukratisk og højpandet.

Anyways, da jeg læste publikationen og sad med en dejlig følelse af at være blevet bare lidt klogere. At her var et område som (blandt andre ting) vedrørte ligestilling, men som jeg aldrig før havde skænket en tanke. Egentlig er det ret banalt: De beslutninger vi træffer har nogle konsekvenser for nogle og ikke i samme grad for nogle andre:

Når der skæres ned på antallet af busruter i København, har det en langt større betydning for kvinder, der i højere grad end mænd, er brugere af den offentlige nærtransport. når der indføres obligatoriske sundhedstjek af alle 50-årige, vil det først og fremmest bidrage til, at flere mænd får et bedre helbred, da mænd almindeligvis ikke besøger en læge nær så ofte som kvinder. Når åbningstiderne for børnehaven ændres, når forsvaret laver en ny strategi, når aktieomsætningsafgiften forhøjes – alt påvirker mænd og kvinder forskelligt. Dermed ikke sagt, at det nødvendigvis er et ideal, at mænd og kvinder skal påvirkes på præcis samme måde og leve identiske liv. Men uhensigtsmæssige, uretfærdige og utidssvarende skævheder skal modarbejdes.

Ovenstående rummer muligvis en fuldstændig logisk pointe som måske ligefrem kan kaldes logik for burhøns – men der gik en prås op for mig, da jeg læste publikationen. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg inderst inde tror/mener/håber at mænd og kvinder er lige og dermed (i min logik) påvirker forandringer mænd og kvinder ens. Men så blev jeg klogere, fordi sådan hænger verden alligevel ikke altid sammen. En del af forklaringen (set i en transportkontekst) kommer her:

Transport er kønnet fordi transportadfærd er forskellig

Der er dokumenteret forskelle i, hvordan kvinder og mænd bruger transport. Mænd rejser længere og tager oftere bilen, hvor kvinder oftere tager offentlig transport og generelt rejser mere lokalt. Der er med andre ord forskellig, kønsbestemt brug af et fælles transportsystem. Forskellene i kvinders og mænds brug af transport er relateret til uligheder på arbejdsmarkedet og arbejdsfordelingen i hjemmet, ligesom de er relateret til byens struktur. Vejnettets design er f.eks. i højere grad designet efter den model, mænd oftest rejser efter. Derudover spiller de prægninger, kvinder og mænd bliver udsat for i deres op vækst og i deres sociale liv ind på deres rejsemønstre. Kilde; Bæredygtig & Ligestillet transport: Gender Mainstreaming European Transport Research and Policies, KU 2007.

Til min store overraskelse så jeg, at jeg passede lige ind i denne køns-forskels-kasse. Jeg er den, der cykler på arbejde – hver dag. Min kæreste er ham, der har længere på arbejde og derfor tager bilen – han værger sig ved tanken om at tage offentlig transport. Hvorfor ved jeg ikke rigtig. Jeg har en mistanke om, at han mener, at hans liv er for kort til at vente på noget som helst, der ikke ”kun” handler om at servicere ham?

Jeg tror en forskel på ham og mig er vores evne til at tilpasse os og til at ”stille sig tilfreds”. I stedet for at være irriteret over at bussen tager en mindre omvej, og dermed tager lang tid, så fokuserer jeg på, at jeg fx kan snakke (lovligt) i mobil mens jeg kører, jeg kan læse en bog (hvis jeg ikke bliver køresyg) og jeg kan arbejde imens. Hvis den forskel i opfattelsen af offentlig transport har noget at gøre med vores prægning i opvæksten, vil jeg utroligt gerne vide mere om den dersens prægning. Det vil busselskaberne og Metro sikkert også gerne…

Ligestilling handler altså ikke bare om ligeløn, barsel eller prostitution, som det ellers ofte (forenklet?) bliver fremstillet i medierne. Det handler også om at alle de valg og fravalg, der bliver truffet (især af politikerne, men sikkert også en hel masse andre steder i samfundet, fx på arbejdspladserne) med fordel kan testes for deres påvirkning på blandt andet kønnene. Man er nødt til at se på følgevirkningerne af de beslutninger, der bliver truffet ud fra en viden om at kønnene ikke altid er lige eller handler ens. Man kan sige at for at behandle alle ens er man nødt til at behandle dem forskelligt.

Hvad mener du? Er du enig eller uenig med artiklens konklusioner? Synes du ligestilling er vedkommende? Eller mener du, at vi har opnået fuld ligestilling? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Relaterede artikler:

1. Hvad Morten Lund lærte mig… om alt andet end netværk!