Jeg coacher kvinder i sammenbragte familier, og det er jeg vild med af flere årsager:

For det første fordi det er noget så inspirerende at se de kvinder erstatte deres begrænsninger med nye konstruktive tanker og veje frem. Og ikke mindst gøre sig fri af egne og omverdenens forventninger til, hvordan de tackler ’ekstramorskabet’, det vil sige det at være stedmor.

For det andet fordi jeg synes, det er rart og konkret at arbejde med mål og målsætninger.

Hvad kunne du tænke dig?

Hvorfor?

Hvordan vil du opnå det?

Og i en travl hverdag med dine, mine og vores børn, arbejde, fritidsaktiviteter, huslige sysler og alt muligt andet, er det slet ikke så ofte, at vi tager os tid til at reflektere over, hvad vi egentlig gerne vil have ud af vores liv.

Det handler ikke om teknik

For en rum tid siden læste jeg en lille sætning, som gjorde dybt indtryk på mig. Det er en af de sætninger, der virkelig har gjort en forskel for mig og ikke mindst de kvinder, jeg coacher.

Det, at nå et mål, handler kun 10 % om viden/teknik, de resterende 90 % handler om, hvor gode vi er til at omgås andre mennesker.

Fascinerende, ikke sandt?

Set med de øjne er det lettere at skabe det liv, vi ønsker, fordi det “blot” afhænger af, hvor gode vi er til at omgås andre mennesker.

Eksempelvis kan vi jo se på, hvor gode vi er til at omgås vores ekstrabørn, og måske også deres mor, og dermed “måle” kvaliteten af vores forhold til dem. Ser du noget, du ikke kan lide, så kan du bruge dine 90 % til at ændre det. Smart, ikke?

Jeg vil gå så langt som til at sige, at i de 90 %, der handler om at omgås andre mennesker, ligger der også, hvor gode vi er til at omgås os selv. Faktisk vil jeg sige, at vores relationer med andre mennesker afspejler vores relation med os selv.

Et konkret eksempel

For mig er det ikke altid nemt at omgås andre, der er gode til at sætte sig selv først, fordi jeg ofte synes, at det bliver på bekostning af andre. Det bryder jeg mig ikke om. Omvendt kan jeg godt se det smarte i at sørge for at ‘tanke sig selv op først’, for ellers har jeg ikke noget at give til andre – i hvert fald ikke uden det bliver på min bekostning. Så bliver det hele sådan lidt martyr-agtigt, og det bryder jeg mig slet ikke om.

‘To be’ i stedet for ‘to do’

For mig beror det derfor i højere grad på, hvem vi er end på det, vi gør.

Er du enig i, at det er vigtigere, hvem vi er, end hvad vi gør? Og i hvor høj grad er du enig? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Hvad er egentlig normalt – og hvem er normal?
2. Hvem inspirerer dig til at sætte visionære mål?

Det er skam ikke en opfundet dialog. Den slags har vi jævnligt hjemme hos mig. Især til morgenmaden! Hver gang tænker jeg; er tolerance virkelig noget, vi som mennesker skal lære? Er krig og ufred en mere naturlig del af vores natur? Skal vi ”skoles” til at se lyset i næstekærlighed, empati og tolerance? Og har vi overhovedet lært det som voksne?

I denne artikel kunne jeg godt tænke mig at slå et slag for tolerance – og er det ikke din kop te, så hold hellere inde med at læse videre!

Hønsegården

Vi kender alle historien om den ene fjer, der blev til fem høns. Moralen kender vi også; at sladder sjældent er sandt, og at man ikke skal tro på alt, hvad man hører; men moralen er også, at hønsene ikke tolererer nogen, der gør tingene anderledes end dem selv. Det samme sker i Den Grimme Ælling. Vi forarges over og foragter dét, der stikker ud og er anderledes.

Vi ser det også i skolen. Børn synes at have utroligt svært ved dem, der er lidt ved siden af; har briller, er for kloge, for langsomme, taler en sær dialekt, går i anderledes tøj, har to mødre og ingen far eller ikke har de samme gadgets som de andre. De hører deres forældre tale om, at ”de der ovre er vist ikke helt lige som os” eller sige ”hun skulle nok tabe sig, i stedet for at spise is!”. Eller hvad der bliver sagt – og de gentager mønstret. Hvad mønstret end måtte være.

Jeg kan se på mine børn og lytte til deres ævl og kævl og tænke; hvad skal de med pæne kniv-og-gaffel-manere, hvis de ikke kan rumme alle de forskellige mennesker, der vil møde på deres vej? Skal jeg virkelig bare lære dem at gå ind i hønsegården og skrabe på samme vis som de andre høns og haner? Hvad nu hvis jeg i stedet får lært dem, at der kan åbne sig nye verdener, nye muligheder, nye perspektiver og nye glæder ved at være tolerant og nysgerrig? Så kan jeg give dem værktøjer til at undersøge ting, mennesker, veje og tanker åbent i stedet for med forudfattede, nedarvede gamle holdningsmure, der kræver en drages mod, ild og vedholdenhed at skyde igennem! Ville det ikke være en større gave?

Tolerance – balance

Vi er da også kommet ret lagt i forhold til tolerance; i hjemmene og i samfundet. Men med alt hvad vi ved, og alle de ressourcer vi har, så kunne vi godt komme endnu længere! Og dermed et meget stort skridt nærmere mod balance. Balance i hjemmet i forhold til de enkelte familiemedlemmers særegenhed og forskellighed, balance på studie/skole/arbejdsplads i forhold til kollegaer og læsekammeraters særlige behov, evner og udseende. Balance i samfundet overfor dem, der er blevet fyret, dem der har anderledes navne eller hårfarver, dem der ikke er født med det samme blåstemplede opvækstkort som middelklassen og dem, der ønsker at leve en anden form for liv end kernefamiliens og lønmodtagerens – livsformer cementeret som værende VÆRDIERNE af det industrisamfund, der så dagens lys i … 1850’erne!

Men måske er det sværeste med tolerance, at vi har så svært ved at være tolerante overfor os selv?! At vi i stedet for at elske, ære, respektere og acceptere os selv har for travlt med at forsøge at være, gøre eller blive noget specielt. Måske passe ind?

Hvad ville der egentlig ske, hvis vi hver især højt og flot erklærede, at vi ville arbejde med at være tolerante netop overfor os selv – så vi kunne bruge vores energi på noget mere konstruktivt end at hakke på os selv og andre for ikke at være gode nok, smarte nok, moralske nok, succesfulde nok eller et-eller-andet-nok?! Ja, jeg tænker bare højt…

Hvordan mener du, vi kan lære vores børn at være mere tolerante? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

No related posts.

”Det man siger, er man selv” kan de fleste af os sikkert huske at have hørt i skolegården. Men der ER noget om snakken.

Hvorfor er det, at nogle mennesker virkelig kan provokere os, mens andre ikke en gang registrerer deres ”irriterende” sider?

Hvorfor er det, at vi fascineres af nogle og synes, at de er noget helt særligt? Her tænker jeg ikke kun på forelskelse.

Skyggen

Ifølge Jung (schweizisk psykiater, 1875-1961) placerer vi de ‘gode’ eller ‘dårlige’ egenskaber i os selv, som vi ikke vil være ved, i skyggen af vores bevidsthed. Fordi vi ikke kan se de egenskaber, kaldes de vores skygger.

Og fordi vi ikke selv kan (eller vil) se det, er vi nødt til at have andre mennesker til at spejle det for os, for at kunne se det.

Det er lige præcis derfor, at vi nogle gange reagerer så kraftigt – eksempelvis på mandens ekskone og børnene. Fordi de repræsenterer sider i os selv, både de ‘gode’ og ‘dårlige’, som vi fornægter eller endda lyver om overfor os selv.

Når vi ikke vil være ved det selv, er den eneste måde vi kan se det på, ved at se det i andre.

Jeg var eksempelvis ikke vild med at blive kaldt egoistisk, da jeg hellere ville se mig selv som omsorgsfuld. Derfor tog jeg det noget på vej, hvis nogen opførte sig egoistisk. Nu hvor jeg har arbejdet bevidst med egoisme, er det en integreret del af mig, og derfor ikke en skygge længere.

Fordelen

Fordelen er, at vi selv har magten til at bestemme, hvor meget andres egenskaber behøver at fylde i vores liv. Ofte tillader vi næsten, at de “flytter” ind i vores hoveder og det endda uden, at de ved det.

Tænk sig, at vi bruger al den energi og alle de tanker på andre mennesker, som vi for øvrigt ikke kan ændre. Det, du kan ændre, er den måde, du tænker om det på. Min anbefaling er, at du tager fat der, hvor du kan ændre noget; nemlig dig selv og dine tanker.

Påskelegen

Det er ofte i de nære relationer, at vi reagerer kraftigt. Hvis du har lyst, kan du i påsken, hvor der er rig mulighed for det med alle familiearrangementerne, notere i en lille bog eller din telefon, hvad og hvem du bliver irriteret på. Eller inspireres af. For vi ser nemlig det i andre, som vi kan lide (lys skygge) eller ikke lide ved os selv (mørk skygge).

Påskeudfordringen

Kig på de egenskaber, du har noteret og stil dig selv følgende 4 spørgsmål:

1. Hvornår er jeg eller har jeg selv været ______? (Mørk skygge – f.eks egoistisk)
2. Hvad er det modsatte? (Lys skygge – f.eks. omsorgsfuld)
3. Hvis jeg altid er nødt til at være _______ (lys skygge), hvad er så en negativ konsekvens?
4. Hvad er en fordel ved at være______? (mørk skygge)

Påsketip:

Du ved, at det er din skygge der er på spil, når du reagerer i stedet for blot at observere.

Hvilke egenskaber hos andre inspirerer dig mest? Og hvilke irriterer dig mest? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. ”Hvorfor siger du ikke bare fra?”
2. Giv dig selv et stoppested
3. Fremhæv dine fordele – og stå ved dig selv som person

Jeg sad på en café forleden dag. Jeg var alene og kunne derfor ikke undgå at høre samtalen, der foregik mellem de to veninder i 30′erne på bordet ved siden af mig.

Den ene kvinde havde længe klaget sin nød over, at hendes far altid kom uanmeldt på besøg og slog sig ned hos hende og hendes familie i timevis. Hun var åbenlyst meget irriteret over situationen og kunne slet ikke finde en løsning på problemet. Hun var efterhånden så træt af faderens opførsel, at hans tilstedeværelse kunne gøre hende sur og irritabel på både hendes mand og børnene. Kvinden var ret oprørt.

Den anden kvinde lyttede tålmodigt uden at afbryde. Da den talende kvinde endelig holdt en pause, sagde veninden med oprigtig nysgerrighed i stemmen: ”Hvorfor siger du ikke bare fra?” Herefter var der stille i meget lang tid….

Hvad er det, der gør, at det er så svært for nogle mennesker at sige fra i sådanne situationer?

Ikke nok med, at det kan være svært. Det dukker måske slet ikke op som værende en mulighed. I ovenstående eksempel fik jeg indtryk af, at kvinden med udfordringen, var en typisk ”pæn pige”, der nu var blevet voksen. Hun har givetvis gennem sin opvækst altid fået ros for at opføre sig korrekt. Hun har derudover måske spejlet sig i en mor, der aldrig har sagt fra over for faderen. På den måde har hun lært, at det ”rigtige” er at undergrave sine egne behov for at please alle andres – i særdeleshed faderens.

Dette er selvfølgelig rent gætteri fra min side lige i dette tilfælde, men kunne meget vel være kvindens historie.

Selv de mest kærlige og omsorgsfulde forældre med de bedste intentioner kan gennem deres adfærd lære deres børn ikke at have respekt for sig selv. Hvis et barn gang på gang oplever sin mor lægge låg på sine egne behov for at tilfredsstille faderens og derved bevare den gode stemning, vil barnet få den opfattelse, at det er den ”rigtige” adfærd at udvise.

Hvis vi nu forestiller os, at kvinden ved bordet ved siden af mig altid har været vidne til en mor, der på automatpilot føjede faderen, så er det ikke så mærkeligt, at løsningen ”at sige fra” slet ikke har eksisteret i hendes løsningsmodeller. Det er simpelthen så meget ”no go”, at det slet ikke falder hende ind!

Modsat, så forstod den anden kvinde slet ikke problematikken, da hun givetvis har ”lært” noget andet.

Nu, hvor kvinden har fået oplyst, at muligheden for ”at sige fra” rent faktisk eksisterer, er det dog tvivlsomt, at hun vælger at springe ud i dét lige med det samme!

Det vil nemlig kræve, at hun i udtalt grad bevæger sig ud af sin comfortzone. Når hun er i sin comfortzone og lader ”stå til”, når faderen kommer og slår sig ned, bliver hun måske nok sur og irritabel, hvilket ikke er rare følelser, men de er kendte for hende. De følelser, hun vil skulle konfrontere ved at sige fra over for faderen, er for hende så ubehagelige, at hun simpelthen ikke tør udsætte sig selv for dem. Irritationen og surheden kender hun og kan på den måde på trods af, at det er negative følelser, forbinde en vis tryghed ved.

De følelser, hun vil skulle håndtere, hvis hun overskrider sin comfortzone og træder ud i strækzonen, kender hun ikke og de forbindes derfor med stor utryghed og frygt.

Denne frygt kan dog overvindes, hvis hun arbejder intenst på det indeni sig selv og med hjælp udefra. Det kan lade sig gøre at tage skridtet derud, hvor man troede, at det ikke var muligt. Og det er her, udviklingen sker. Det er her, man kan opnå friheden til at respektere sig selv, sine behov og lære at sætte grænser.

Klik her for at deltage i konkurrencen om workshop med Emilie Krogh bestående á to workshopaftener + tre coachingsessions á halvanden time

Er der ting, du har svært ved at sige fra overfor? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Emilies egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Når nybagte boller bare ikke er nok
2. Hvorfor fejrer vi Mors Dag?

Rigtig mange, som jeg coacher, nævner tryghed som én af de allervigtigste værdier i deres tilværelse. Hvilket jeg rigtig godt kan forstå. Hvem nyder ikke at være tryg?

Ikke desto mindre oplever jeg også, at trygheden netop er den største forhindring for, at mennesker bryder ud af den tilværelse, der gør, at de ikke trives!

På den måde bliver tryghedsbehovet til en sovepude, der hindrer i udvikling og opnåelsen af mange drømme og ønsker for livet. Trygheden kan på den måde spænde ben for udlevelsen af andre vigtige værdier i livet.

Jeg dykker altid dybere ned i selve tryghedsbehovet, når jeg oplever, at mine kunder bliver ved med at kredse rundt om det. Mange bruger behovet for tryghed som undskyldning for fx ikke at bryde ud af et dårligt ægteskab. Når den bedste grund til at blive i et ægteskab er tryghed, ser jeg derfor altid ”en stor rød blinkende lampe”. For hvad er tryghed da? Man hører endda om kvinder, der åbenlyst oplever psykisk eller fysisk vold, som også bruger ”trygheds-undskyldningen” for at blive i ægteskabet. Er tryghed på den måde det samme som forudsigelighed? Kan vi som mennesker tilpasse os så meget, og tilsidesætte vores egne behov så voldsomt, at vi foretrækker (en modbydelig) forudsigelighed frem for alle andre personlige værdier?

Tankevækkende. Og skræmmende.

Netop derfor er det vigtigt at få klarlagt, hvad ”tryghed” er for den enkelte. Det giver nemlig kunden rigtig god mulighed for at reflektere over om behovet for denne ”tryghed” virkelig skal have lov til at være en så magtfuld spiller i hendes liv. At turde at risikere at miste fodfæstet og løsrive sig fra tryghedens forudsigelighed er dog ofte en lang proces. Der skal bygges et stort mod op og arbejdes intenst med motivationen.

For nogle mennesker varer processen det meste af et liv, og ender så med en pludselig eksplosion, når det er alt andet end planlagt. Alle årerne, hvor man så har gået som katten om den varme grød og ”planlagt sit exit” er på den måde overflødiggjort.

Der kommer nemlig sjældent et helt fuldstændigt perfekt tidspunkt i livet til at bryde ud af trygheds-zonen. Det gør nemlig ondt. Jorden kommer til at skælve, og livet vil blive vendt på hovedet. Men når dét så er overstået. Hvad er det så, der sker? Så vil du opleve, at du træder styrket ud på den anden side, fordi du har ladet dine værdier og behov vise dig vejen frem i stedet for at sidde fast forankret til din tryghed!

Hvis ”tryghed” er din bedste begrundelse for at blive i dit ægteskab – eller for den sags skyld job, venskab etc.- vil jeg derfor råde dig til at kigge endnu dybere ind i dig selv og finde ud af, om du trives, og om der er plads til alle dine andre vigtige værdier i dit liv.

Har du prøvet at blive i et ægteskab, et job eller noget andet, som du inderst inde gerne ville afslutte, pga. tryghed? Har du omvendt prøvet at ændre eller afslutte noget, selvom det virkede utrygt? Hvordan føltes det? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Emilies egen hjemmeside her.

No related posts.

I disse dage har taknemmelighed fyldt en hel del for mig. I en verden, hvor alting går så stærkt – hvor vi så ofte drøner afsted uden at nå og stoppe op – ser vi ikke altid alle de små successer, vi faktisk er en del af hver eneste dag.

Vi tager hele tiden den næste opgave ind, før vi overhovedet har nået at sluge den, der lige var. På den måde bliver livet alt for let et spørgsmål om at kæmpe sig videre fra opgave til opgave. Derved går vi glip af essensen i selve det at leve, nemlig at opdage os selv. Og vi får alt for ofte kun set alt det, vi ikke når, alt det vi ikke lykkedes med, alle de små og store fiaskoer, vi føler os som en del af. Vi glemmer helt hvem vi egentlig er, eller hvad vi egentlig er.

De gamle grækere talte meget om det at kende sig selv og forståelsen af kvaliteten i at undersøge sin egen dybde ved at gå på opdagelse i vores livsværdier; i at vide, at vi i bund og grund ingenting ved, og jo mere vi tør indrømme det, jo tættere er vi på forstå os selv. Som ordsproget siger: ”Jo mindre jeg ved, at jeg ikke ved, jo mere ved jeg”. Én ting, vi alle ved, er, at livet ikke varer evigt (i hvert fald ikke i denne form). Derfor har vi en stor forpligtigelse til at få det bedste ud af det og nyde hver eneste dag. Og ja, der er mange vanskeligheder, vi skal igennem, men en stor del af dem har vi selv været med til at skabe. Vi roder os ud i så mange misforståelser, forudfattede meninger og forventninger, der ender med at skabe splid og sorg, men som i bund og grund er startet hos os selv.

Jeg tænker meget på det i disse dage. Jeg har altid følt, at jeg havde et kompliceret familieforhold. I mange år sloges jeg med ikke at føle mig elsket og anerkendt af min familie. Følte ingen så mig og satte pris på det, jeg var, og det jeg kunne. Men de sidste år er det gået mere og mere op for mig, at jeg nok var den, der aller mindst elskede mig og satte pris på mig selv og mine evner. Og det har bestemt ikke været en let erkendelse, men jeg oplever i denne tid, at jo mere jeg åbner mig for andre virkeligheder, jo mere ændrer mine gamle virkeligheder sig også.

Min bror, som jeg holder meget af, men som i min optik altid har været stjernen i familien – den super-succesfulde businessmand, som vi alle så op til – skrev forleden til mig, at han var stolt af mig! Jeg har læst den sms flere gange siden. Og jeg opdager, at jo mere jeg viser min kærlighed, jo mere får jeg igen. Jeg er så uendelig taknemmelig for at både han og hans kone lader mig være en fantastisk faster for deres fire børn, for de er bare det skønneste i verden.

Jeg oplever på samme tid, at min gamle far – som jeg har skiftevis hadet og været vred på igennem en menneskealder – nu skal bo to huse fra mig. Og jeg glæææææder mig. Jeg er så beæret over at få en ny chance – en chance for at skrive vores historie helt om. Ford i dag ser jeg helt anderledes på min far og vores forhold. Ikke fordi han har ændret sig så meget, men mest af alt fordi jeg har ændret mig meget og derved pludselig ser nogle helt nye kvaliteter hos ham. Det er derfor en stor gave at få ham som nabo og kunne gå endnu mere på opdagelse i vores fælles arv, samt at nyde ham som en fantastisk morfar for min børn. Og samtidig glædes jeg over at bo et smukt sted, at have det arbejde, jeg altid har drømt  om, at være omgivet af mine dejlige børn og min søde mand, skønne venner og alt muligt andet.

Alt det gør mig uendelig taknemmelig hver dag. Det betyder ikke, at jeg ikke “slås” med modstand og udfordringer, jeg gerne havde været foruden. Det betyder bare, at jeg har ændret fokus. Før samlede jeg på fejltagelser – nu samler jeg på successer og derved ser jeg flere og flere af dem i mit eget liv. Og for hver dag kan jeg åbne op for endnu en ny virkelighed og sætte den gamle på pension.

Vi ved fra forskning i positiv psykologien, at taknemmelighedspraksis åbner os op for mere positivitet, og at mere positivitet styrker vores immunforsvar og øger levetid, kreativitet, sociale kapacitet og lykkefølelsen generelt.

Hvad er DU taknemmelig for? Hvornår har du sidst fejret dine små succeser? Hvornår har du sidst forsonet dig med noget, du alligevel ikke kunne lave om? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Floras egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Mindful living: Skab dig et bæredygtigt liv og red verden
2. Mindful living: Nyd livet – det er her lige nu
3. Mindful living: Elsk det som er

Tager du ansvar for dig selv og din egen lykke? Tager du ansvar for den gode samtale med din kæreste? Sørger du får at sexen også er god for dig? Hvis vi ikke tager ansvar for os selv, så havner vi hurtigt i en offerrolle.

Offer i forhold til din kæreste?
Bliver du sur eller skuffet, når din kæreste ikke gør, som du regner med, som du har planlagt, eller som du har forventninger om? Så er du muligvis offer i jeres forhold – i hvert fald ind i mellem. Man er offer, når man føler kæresten på en eller anden måde har krænket.

Hvordan undgår man at blive offer? Det gør man ved at tage ansvar for sig selv. Dit liv og din lykke er ikke afhængig af, hvorvidt din kæreste sover alt for længe om lørdagen, så du ikke når til posthuset inden kl 13.00, eller ikke får handlet det lækre mad til dine lørdagsgæster. Gå selv til posthuset og i specialbutikken eller væk din kæreste i tide, så I kan nå det hele. Lad være med at sidde ved spisebordet og vente på at noget skal ske, ta selv et skridt, ta selv et ansvar.

Brokker du dig over din x-mand hele tiden?
Din X-mand er heller ikke ansvarlig for, om du har det godt, så lad være med at bruge krudt på, om han gør det ene eller aldrig gør det andet med sin nye kone. Du er offer, hvis du bliver ved at hænge din hat på, hvad x-manden gør og ikke gør. Nogle x-koner gør sit liv til et langt besværligt liv, fordi de bliver ved med at hænge deres elendighed på deres x-mand. Vælger du det, så kan du bruge al din gode energi på at brokke dig over x-manden, og et liv i evig brok levner ikke meget smil på læben.

Tager du ansvar i sengen?
Jeg hører af og til om kvinder, der keder sig, når de har sex med manden. Kvinder, der keder sig, er ofte kvinder, der ikke kan lide at sige, hvad de godt kan lide. Det kan være svært for kvinder at sige, ”det er for hårdt”, ”jeg har ikke fået orgasme de sidste fem år” eller ”jeg mærker dig bedst i den stilling, du synes er kedelig”. Samme kvinder mister ofte lysten, og på den måde bliver de nemt offer i forholdet, hvad angår sex. Er det svært for dig, så start med de små ting fx ”Når du rører mig mellem benene, så må du gerne røre mere forsigtigt”.

Det kræver øvelse at blive god til at melde positivt ud og tage ansvar for sit eget gode liv, men lærer du det, så er der gode chancer for mere lykke i livet.

I hvilke situationer tager du offerrollen? Og i hvilke situationer tager du fuldt ansvar? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

No related posts.

Lykken er vor tids statussymbol nr. 1. Det i sig selv er jo ret fantastisk! Og mange fortæller gerne om det og sender på den måde positive vibrationer ud i deres netværk.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg en periode var lidt bange for, at der var ved at gå inflation i Lykken, fordi alle pludselig kastede rundt om sig med den! Men har efter mange overvejelser og mærken efter i min mave fundet frem til, at det jo simpelthen er helt vidunderligt, at mange mennesker er så glade og opmærksomme på at fokusere på alt det positive; alt det, der er værd at sætte pris på og på den måde fremhæver og dyrker dét. ”Brokkekulturen” er på den måde på vej “out”, og den positive psykologi er virkelig på vej ”in”.

I hvert fald set på overfladen, men jeg håber da, at ordene stikker rigtig dybt.

Lykken stræber vi vel alle efter. Måske forklædt i et andet ord, eller måske i det ubevidste.

Vi efterstræber lykken mere eller mindre bevidst, og holder vi netop fokus på det positive, er det medvirkende til, at vi oplever glimt af lykken i vores travle hverdag. De små glimt af lykken, når du kigger i dit barns øjne, hører dine børns latter eller bliver holdt om af din mand, er lettere tilgængelige og opnåelige, hvis du gennem nærvær og tilstedeværelse bevidst bruger dine sanser til at opleve lykken!

Vi skal huske ikke at være så optagede af vores langsigtede mål, at vi slet ikke får glæde af de små gnister af lykke, som rent faktisk er lige nu og her.

I jagten på den ultimative lykke gemmer lykken sig nemlig i det nære. Du skal bare opdage den og lade den gennemstrømme dig. Lade den give dig energi og glæde og så give slip på den igen. Det kan du roligt gøre. Den skal nok vende tilbage, hvis du har dine sanser åbne for den og på den måde er modtagelig over for den.

Prøver man krampagtigt at fastholde den, bliver den kunstig og dermed forsvinder den.

Mærk den, føl den, se den. Lad den gennemstrømme dig og give dig energi. Og accepter så, at den igen er fløjet.  Og glæd dig over, at den lagde vejen forbi dig. Lad være med at ærgre dig over, at den ikke blev længere. Brug den energi den gav dig til at sprede positive ringe i vandet rundt om dig. På den måde sidder glæden i dig stadig!

Et helt håndgribeligt eksempel på ovenstående fra min egen hverdag: Det er morgen og mine to drenge hopper ud af sengen i fuld fart. Det er december og derfor stadig mørkt. De små fødders trampen hen over trægulvet vækker mig. Jeg kan se, at lyset bliver tændt inde i børneværelset. De små ivrige stemmer og lyden af chokoladepapir, der krølles sammen  er det eneste, der fylder det kolde hus. Jeg kan høre, at min store søn hjælper sin lillebror med at finde dagens låge i julekalenderen. Jeg gennemstrømmes af varme, glæde, fryd – lykke.

Så kommer de stormende ind til os og putter sig under min varme dyne… Og så begynder slåskampen om, hvem der skal ligge hvor, og hvem der har mest dyne etc. Brat overvågen fra min lykketilstand! Men jeg lader den flyve videre og bruger den energi den netop har øset ud over mig til at tage mig af møgungerne ; )

Jeg lader mig ikke irritere over, at min lyserøde sky af fryd ret så hurtigt blev erstattet af regulær slåskamp mellem knægtene. Jeg bruger min netop opnåede energi til at tage udfordringen op.

That’s life! Og pludselig tager lykken igen sit indtog. Det ved jeg!

Hvornår føler du dig allermest lykkelig? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Emilies egen hjemmeside her.

No related posts.

Snyd dig glad er en særdeles underholdende og anderledes bog inden for genren personlig udvikling. Den er kort, præcis og meget letlæselig, men alligevel konkret og fyldt med værktøjer, genveje og snydekoder til mere lethed, leg og lykke i hverdagen. Der er ingen løftede pegefingre eller opfordringer til hårdt arbejde. I stedet har forfatteren, Sebastian Overgaard, spækket bogen med eksempler, han selv har afprøvet.

Eksempler, der giver anledning til: undren; beundring over hans mod og kreativitet; inspiration og lyst til at afprøve (nogle af) dem selv – i én eller anden variant; grin og store smil på læben. Det var i hvert fald sådan, jeg havde det, da jeg læste bogen. Og jeg ved bare, at Snyd dig glad er en af de bøger, jeg kommer til at læse flere gange!

Den røde tråd i bogen er: Hvis du ikke er glad – hvis du ikke opnår de resultater, du ønsker – hvis du reagerer uhensigtsmæssigt på bestemte ting eller situationer – etc., så snyd din hjerne! Gør noget radikalt anderledes. Gør livet til en leg og verden til din legeplads. Hæv baren for, hvad der er pinligt, hvad der hæmmer dig etc.. Have fun & be happy!

“Øh, ja – lettere sagt end gjort”, tænker du måske. Og hvad er det i øvrigt, der er så unikt ved dét budskab? Det har vi jo allesammen hørt masser af gange før (i hvert fald alle os, der interesserer os for personlig og spirituel udvikling).

Det unikke – synes jeg – er, at Sebastian virkelig illustrerer, hvordan du kan vende dine svagheder til styrker. Han deler sin sårbarhed, fortæller om sine erkendelser og hvordan, han nåede til dem. Og, trust me, Sebastian er one of a kind – hvilket afspejler sig i eksemplerne, der både er unikke og humoristiske.

Hvor mange kender du fx, der har kureret en skriveblokade ved at klæde sig ud som bums, og betragte folks reaktioner, en hel dag? Eller som har overvundet generthed over for det modsatte køn ved at lege ”forsker og forsøgskanin” og tage et pulsur på i byen (og derigennem udforske pulsens stigen og falden ved øjenkontakt med og direkte henvendelse til en af det modsatte køn)? Eller som – i ramme alvor – skriver eventyrlige muligheder på sin indkøbsliste?

Bogen byder selvfølgelig også på opfordringer og konkrete øvelser. Eksempelvis opfordrer Sebastian til, at du hæver dit ”pinlighedsbarometer”. Jo mere, der skal til for at gøre dig flov, jo flere chancer vil du typisk turde tage. Og her er et par øvelser til inspiration (fra bogen):

• kom lidt ketchup på overlæben og iagttag folks reaktion
• spørg hvor Rådhuspladsen er, selvom du står midt på den
• sæt dig ned et mærkeligt sted og iagttag folks blikke.

Sebastian har også opfundet sin egen ”indre idiot”, som igen kan være med til at snyde hjernen… Idioten kan nemlig ikke fejle – det er jo en idiot. Sebastian har konkretiseret sin indre idiot så meget, at han både er fysisk og oven i købet hjælper med at betale regningerne… Se her:

Jeg synes i øvrigt, det er et meget fint eksempel på, hvordan Sebastian har overvundet generthed og vendt det, der engang var hans svaghed, til sin styrke.

Her er endnu et konkret eksempl på, hvordan Sebastian har udfordret sig selv (og andre):

Klik her for at købe Snyd dig glad på Saxo.com

Har du læst ‘Snyd dig glad’? Hvis ja: Hvad synes du om den? Hvis nej: Har du lyst til at læse den? Hvorfor/hvorfor ikke? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Bentes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Anmeldelse: Brug din knowhow!

Hvis vi ikke tør træde ud af komfortzonen, få vi aldrig det, vi gerne vil have. Medmindre det vi gerne vil have er mere af det samme, som vi altid har fået.

“Jo mere vi arbejder med os selv, jo bedre får vi det. Og fordi jeg har arbejdet så meget med mig selv, har jeg i dag et helt fantastisk liv. Jeg er så afklaret med mig selv, at jeg aldrig har dårlige dage, får ondt i maven af nervøsitet, bliver ked af det eller bange”.

Cirka sådan opfattede én af mine kunder for nyligt mit liv. Hun ville bare ønske, at hun havde det ligesom jeg, med evnen til at se det positive og gode i alle situationer, rolig og balanceret og i altid godt humør.

Alt det fortalte hun mig, fordi jeg udfordrede hende til at gøre noget, hun ikke brød sig om. Noget, som jeg forventede ville være godt for hende på sigt, men som ville føles ubehageligt i øjeblikket. Hun takkede pænt nej, fordi hun ikke havde lyst til at have det dårligt og mindede mig samtidig høfligt om, at ingen mennesker havde det. Hun ville bare hellere have det som jeg.

Og selvom jeg blev en anelse forbavset over, at hun var af den opfattelse, var jeg alligevel virkelig lettet over at hun havde sagt det, for det gav mig muligheden for at indvie hende i min virkelighed, som nok i bund og grund minder om de fleste andres.

Jeg har – præcis som alle andre – tre zoner:

1. Komfortzonen: Hvor jeg gør, som jeg plejer, uden at tænke så meget. Det er her, tingene er trygge – som ikke er at forveksle med godt, da det godt kan være ret så uhensigtsmæssige mønstre, vi kører af i komfortzonen. Men vi kender dem, vi er trygge ved dem og vi ved, hvad vi har. Torben Wiese kalder det vanecockpittet, hvor vi sætter os ind og trykker på de samme knapper, som vi plejer.
2. Udviklingszonen: Hvor jeg træder ud, når jeg gør noget nyt. Det er her, det suger i maven, hvor jeg kan få lidt åndenød og et stik af usikkerhed, når jeg tager skridtet. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, men hvis jeg skal udvikle mig som menneske eller udvikle min faglighed, er jeg nødt til at komme herud. Også selvom det kan føles grænseoverskridende, og det er faktisk lige, hvad det er. For jeg overskrider grænsen mellem komfortzonen, hvor alt er trygt, og udviklingszonen hvor alt er usikkert.
3. Farezonen: Hvor jeg intet har at gøre. Det er her, jeg bliver stresset eller det der er værre, fordi jeg alt for længe har overhørt signaler om at noget er forkert.

Jeg bevæger mig altså mellem komfortzonen og udviklingszonen. Komfortzonen bruger jeg til at lade op og fordøje mine ny-høstede erfaringer fra udviklingszonen. Men den store udfordring ligger i at overskride grænsen til udviklingszonen. Vores hjerner elsker, at tingene er gennemskuelige, trygge og som de plejer.

Så vil den begynde at alarmere kraftigt for at forhindre os, hver gang vi gør antræk til at træde over grænsen. Og det vil den gøre så voldsomt, at vi vil få lyst til at trække følehornene til os og sætte os tilbage i komfortzonen, hvor det er trygt. Det kan nemlig føles så ubehageligt, at vi kan narres til at tro, at det slet ikke er godt for os at krydse grænsen.

Men alternativet er heller ikke så behageligt. For jo mere vi opholder os i komfortzonen, jo mindre bliver den, og jo mindre kan vi. Hvorimod jo mere vi tør overskride grænsen og springe over i udviklingszonen, jo større bliver komfortzonen. Jo flere gange vi går derud, jo mindre modstand vil der være, og pludselig er den nye handling blevet en del af vores komfortzone.

Så nej, jeg er ikke altid balanceret og har det fantastisk med alting. Men jo flere gange, jeg trodser min hjernes advarsler og krydser grænsen til udviklingszonen, jo mere ved jeg, at det er den rigtige vej. Når jeg står derude i udviklingszonen, og det føles som at stå midt i det værste stormvejr, beroliger jeg mig selv ved at minde mig om en vigtig sætning, jeg har lært af Christine Eilvig. Hun siger at “Al vækst støjer”. Så når alt i mig støjer, ved jeg, at det er fordi, jeg er i gang med at vækste, og da jeg gerne vil vækste, tager jeg støjen med.

Hvilken af de tre zoner befinder du dig mest i? Hvordan ved du, når det er på tide at ”skifte zone”? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

No related posts.