Familien får større og større opmærksomhed. Samfundet ønsker børn, der opdrages til at være mere effektive, nysgerrige, nærværende og fulde af empati. Mellem linjerne kan man vel med rette påstå, at vi i en rum tid mener at have mødt det modsatte. Opdragelsen er åbenbart fejlet. Vi forældre er på en større opgave, end vi tror. Men hvordan bevarer vi vores families integritet i dette forventningshelvede?

Der har været fokus på børneopdragelse, så længe jeg erindrer, og allerede for tyve år siden, da jeg fødte min første søn, oplevede jeg, hvordan disse forventninger havde enorm indflydelse på min familie. Dengang var grundholdningen, at der ikke fandtes pige- og drengefarver. Selvom jeg højlydt viste min aversion mod dette svage forsøg på en kulturel ændring, var det alligevel med slet dårlig samvittighed, at jeg iklædte min søn lyseblåt.

Det handlede selvfølgelig i bund og grund om en overordnet kønsrolledebat, men helt inde i min lille familie og langt inde i mit hjerte mærkede jeg, hvordan mine egne værdier blev rystet. Jeg kunne faktisk meget godt lide kønsroller og ville gerne kæmpe for at bevare min sexede lyse-lilla satinkjole for mig selv og havde nok svært ved at se den samme effekt via den marineblå. Jeg blev dog usikker, fordi det pludselig handlede om mere end farver, men også om opdragelse. Ville min søn, med sine lyseblå omgivelser, overtage årtiers mandschauvinistiske grundholdninger?

I dag er der dog sket en markant udvikling inden for det samme tema. Hvor jeg tidligere blot – med knejsende nakke – pakkede min søn demonstrativt ind i de såkaldte drengefarver for at ignorere de velmenende pædagogers regulerende blikke, så er børneopdragelse i dag en samfundsopgave, der af både vi forældre og alle andre inddragede kræver en mindre pædagogisk Bachelor-grad. Vi skal ikke blot være enige om alting, vi skal også kunne tage stilling til, hvad der er bedst for alle medlemmer af vore familier. Som udgangspunkt kræver det, at vi også kender vores familie rigtig godt, så vi ved, hvilke valg vi skal tage på vejne af dem.

Dengang for tyve år siden var der ikke så meget at tage stilling til som i dag, og derfor skabte det også plads til fordybelse i familien. Kravene var rimelige og til at håndtere. I det samfund vi har skabt i dag, hvor selve tiden med familien er stærkt nedtonet, er det derfor særligt interessant, at netop nærvær er et af de fokusområder, der er mest aktuelt. For det er ikke kun den nærværende familie, der kastes lys over. Reguleringen er langt mere kompleks. Børnene bør, ifølge flere aktuelle debattører indenfor det pædagogisk-psykologiske område, opdrages med metoder, der ikke blot handler om kønsroller, men så sandelig også udvikler personlige attraktive sider, der kræver en mere eller mindre perfekt barndom, med mere eller mindre perfekte familier. De vil nemlig have: Empatiske, rolige, nærværende og nysgerrige børn.

Uanset om ovenstående begreber er svære at være uenige i, så kræver det noget særligt af os forældre. For sådanne smukke egenskaber opstår ikke bare af sig selv. Vi er om nogen de rollemodeller, vores børn har at referere til. Men vi er også vores børns eneste reelle advokater.

Men når noget bliver sagt nok gange, bliver det dog til fælles værdier og normer for, hvordan vi familier bør positionere os selv og opdrage vores børn. Vi bliver enige om, hvad vi opdrager børnene til, om man så må sige, og selvom vi som familie forsøger at skabe mening, kræver det mere og mere mod, styrke og overskud at fastholde personlige værdier, der øger den personlige integritet i familien. Pointen er, at vi definerer vores familier ud fra samfundsskabte rettesnore, og disse rettesnore fordrer ikke altid til integritet.

Engang imellem støder vi dog ind i problemer. Det sker især, når vi møder familier, der ikke kan genkendes. Sådan en familie er vi. For blot at tage et banalt eksempel omkring spisetider, så ligger de på ingen måder faste her. Det ville i nogle pædagogiske perspektiver blive kaldt udannet. En slags fejlagtig introduceren til vores kultur. I vores familie har vi dog taget skridtet videre og kalder det; at tage stilling til livet, med udgangspunkt i det, der giver mening for os. Begynde med os selv. Det har da taget tid og krævet lidt ryggrad. For forventninger er der mange af, og meninger er der lige så mange af. Men forventninger kan blive så almindelige, at vi slet ikke lægger mærke til dem. At tage stilling til dem og mærke efter har haft den konsekvens for os, at vi ikke er stressede, ikke lever under tidspres og kan behandle hinanden som de forskellige mennesker, vi repræsenter i vores familie.  For vi er ikke ens. Vi er 6 forskellige personligheder, der lever under samme tag!

Hvorfor blev det så sådan?

- Fordi vi har lært at sige Nej tak, når vi kan mærke, noget ikke føles rigtigt, og Ja tak når noget føles ganske udmærket, og vigtigst af alt: tager det som en selvfølge at fordybe os i det, vi laver og tage os tid til det. Men at kunne det kæver også, at vi tager os tid til at mærke efter, hvem vi er, alle sammen – Og det kræver fordybelse. Hos os handler det bl.a. om at sanse, opleve og ikke mindst beskrive os selv som det, vi mærker, vi står for. Konsekvensen af dette er forhåbentligt, at vi skaber et grundlag for, at vores børn kan leve op til de forventninger, der fordres til, uden at gå på kompromis med de personligheder, vi elsker så højt.

‘Familieopskrift’

Vores tre-ugers familieopskrift handler om at sanse, opleve og beskrive din familie på en måde, hvor I alle føler jer set, hørt og forstået. Det giver mulighed for at vide, hvem I er, og hvorfor I er dem, I er. Derved skabes en integritet og et grundlag, hvorfra I med ro i sindet kan takke pænt Ja tak til noget og Nej tak til andet. Har du (eller hele familien i samarbejde) lyst til at forsøge opskriften nedenfor, så rigtig god fornøjelse.

Uge 1: At sanse din familie handler om at lære din familie, og de rammer I sammen har skabt, at kende, gennem din krop – Uden at sætte ord på. Prøv en tid at betragte din familie med en nysgerrighed, som har du aldrig oplevet den før. I denne tid følger du dine kropslige fornemmelser og ønsker, der opstår. Opstår tanken fx: Hvor ser min søn dejlig ud i dag, stryger du ham måske over håret, fordi din hånd ikke kan lade være. Mærker hvordan det opleves, mærker hans reaktion. Du lytter måske også mere intens til de lyde, der er i dit hjem. Tygger maden langsommere under middagen eller observerer, hvordan det føles at lægge dig under dynen, når du går i seng om aftenen. At sanse handler om at mærke familien og dit hjem med hele din krop og registrere, hvordan det føles – uden at dømme. På denne måde åbner du op for det at kunne indhente basal viden om din familie. Du lærer at knytte den erfaring, du tilegner dig, til dine følelser og derved skabe første væsentlige grundlag for at kunne tage reelt stilling til, hvem I egentlig er.

Uge 2: At opleve din familie handler om at bygge videre på det at sanse, men her bearbejder du også oplevelsen. Du forholder dig åbent til det, at der kan opstå helt ny erkendelse – et helt nyt ”billede” af din egen familie. Det gør du fx ved at spørge dig selv, hvordan det opleves og føles gennem hele forrige uge at ”se” din familie gennem disse ikke dømmende sansende briller. Du skal stadig ikke forsøge at sætte ord på processen, men meget bedre forsøger at formidle din oplevelse på en anden måde. Nogen vil male et maleri, der udtrykker deres følelser, andre finde et stykke musik, der passer præcist til oplevelsen eller noget helt tredje. Fortæl historien om din familie uden at sætte ord på. Det kan også beskrives sådan, at du forsøger at sætte alle de små oplevelser ind i én stor oplevelse, på din helt egen måde.

Uge 3: At beskrive din familie er sidste del af processen. Nu begynder du at sætte ord på det, du har sanset, oplevet og erkendt. Har du fx gennem processen oplevet, at dit barn hele tiden reagerer positivt over for noget særligt, kan du nu sætte et begreb på det; fx min datter kan lide når (…). Du begynder simpelthen at beskrive den virkelighed, du står overfor i din familie. På en måde træder du lige et par skridt tilbage og beskriver din familie, som var du fremmed, uden at blande de følelser, du har oplevet gennem de to sidste uger, ind i fortællingen. Du står nu med et helt nyt grundlag for at kunne tage stilling til, hvem I er, hvilke behov I hver især har, og kan på dette grundlag langt bedre definere jer selv over for hinanden og den omverden, i står overfor. Med andre ord, I har skabt jer en integritet, der kan være jeres helt egen ”rettesnor” for, hvordan I ønsker jeres liv skal leves i en travl og forventningsfuld verden.

Hvad er din holdning til børneopdragelse anno 2012? Er der ting, I gør anderledes i jeres familie i forhold til ”normen”? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

 Besøg Saras egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Vind digitalt kursus: Graviditeten og den lille ny familie

Jeg coacher kvinder i sammenbragte familier, og det er jeg vild med af flere årsager:

For det første fordi det er noget så inspirerende at se de kvinder erstatte deres begrænsninger med nye konstruktive tanker og veje frem. Og ikke mindst gøre sig fri af egne og omverdenens forventninger til, hvordan de tackler ’ekstramorskabet’, det vil sige det at være stedmor.

For det andet fordi jeg synes, det er rart og konkret at arbejde med mål og målsætninger.

Hvad kunne du tænke dig?

Hvorfor?

Hvordan vil du opnå det?

Og i en travl hverdag med dine, mine og vores børn, arbejde, fritidsaktiviteter, huslige sysler og alt muligt andet, er det slet ikke så ofte, at vi tager os tid til at reflektere over, hvad vi egentlig gerne vil have ud af vores liv.

Det handler ikke om teknik

For en rum tid siden læste jeg en lille sætning, som gjorde dybt indtryk på mig. Det er en af de sætninger, der virkelig har gjort en forskel for mig og ikke mindst de kvinder, jeg coacher.

Det, at nå et mål, handler kun 10 % om viden/teknik, de resterende 90 % handler om, hvor gode vi er til at omgås andre mennesker.

Fascinerende, ikke sandt?

Set med de øjne er det lettere at skabe det liv, vi ønsker, fordi det “blot” afhænger af, hvor gode vi er til at omgås andre mennesker.

Eksempelvis kan vi jo se på, hvor gode vi er til at omgås vores ekstrabørn, og måske også deres mor, og dermed “måle” kvaliteten af vores forhold til dem. Ser du noget, du ikke kan lide, så kan du bruge dine 90 % til at ændre det. Smart, ikke?

Jeg vil gå så langt som til at sige, at i de 90 %, der handler om at omgås andre mennesker, ligger der også, hvor gode vi er til at omgås os selv. Faktisk vil jeg sige, at vores relationer med andre mennesker afspejler vores relation med os selv.

Et konkret eksempel

For mig er det ikke altid nemt at omgås andre, der er gode til at sætte sig selv først, fordi jeg ofte synes, at det bliver på bekostning af andre. Det bryder jeg mig ikke om. Omvendt kan jeg godt se det smarte i at sørge for at ‘tanke sig selv op først’, for ellers har jeg ikke noget at give til andre – i hvert fald ikke uden det bliver på min bekostning. Så bliver det hele sådan lidt martyr-agtigt, og det bryder jeg mig slet ikke om.

‘To be’ i stedet for ‘to do’

For mig beror det derfor i højere grad på, hvem vi er end på det, vi gør.

Er du enig i, at det er vigtigere, hvem vi er, end hvad vi gør? Og i hvor høj grad er du enig? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Hvad er egentlig normalt – og hvem er normal?
2. Hvem inspirerer dig til at sætte visionære mål?

“Karriere er det samme for en kvinde som for en mand: opslugende i 20′erne, kedelig i 30′erne, trættende i 40′er … og derefter er det bare et job. Det var det faktisk hele tiden.”

Citatet stammer fra forfatterinden Fay Weldon, som er interviewet i juni måneds udgave af magasinet Liv. And it goes on and on …

“Ordet karriere er skabt for at få dig til at arbejde mere og hårdere end dine kollegaer med det formål at blive forfremmet. Er det ikke underligt, at når en mand når de 40 år og opgiver kampen om at nå toppen – som kun en ud af hundrede kommer i nærheden af – så har han et hjem og en familie gemt væk et sted. Det har du ikke. Så opgiv ikke dit privatliv for en karriere. Prøv at få begge dele, hvis du vil, men det bliver trættende.”

For Fay Weldon hænger det sådan sammen. Fair nok. Men ikke for mig.

Jeg mener i den grad, vi er en generation af kvinder, der både kan og vil. Faktisk hører jeg om mange, hvor karrieren – og kompetencerne – først for alvor bliver spot on i 40′erne og dermed mere spændende end nogensinde – og måske for første gang mere end bare et job.

Jeg mener også, vi i dag er parat til at arbejde på en ny måde, hvor arbejdslivet ikke bliver identisk med “arbejde mere og hårdere”, “en kamp for at nå toppen” og “trættende”. Og hvor karriere ikke nødvendigvis er en stræben efter at udkonkurrere kollegaer og blive forfremmet. På bekostning af privatlivet.

Så kære Fay, karriere er også at realisere det, man dybest set arbejder for. At gøre en forskel – sammen med sine kollegaer. Bidrage med det, der falder en mest naturligt og dermed lettest. Og tænke, at ordet karriere er skabt for at inspirere os hver især til at finde vores retning indefra og være tro mod den.

Men vi kan jo tænke, hvad vi vil. Vi skal bare huske, at det er det, der skaber vores virkelighed – og muligheder som kvinder.

Hvad tænker du om ordet karriere – og Fay Weldons dom over det?

 Besøg Lines egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. WTF – datteren fik en angstneurose og moderen knaldede med chaufføren – hvem fanden gider en karriere – hvis det er sådan, det skal ende?
2. Mine kompetencer bruger mental Brasso – gør dine også?
3. Så hvad gav det at få flere børn – i forhold til min karriere?

Føler du dig nogle gange stresset? Drømmer du om, at hive en uge ud af kalenderen til selvforkælelse, energigivende kropsbehandlinger, mindfulness og afslapning – sammen med din familie og i smukke omgivelser langt væk fra hverdagens travlhed og forpligtelser? En uge, hvor I virkelig kan lade batterierne op? Det har du en helt unik mulighed for – denne sommer!

Maria Christensen - initiativtager til Stressretreats for børnefamilier

Maria Christensen er seniorpsykolog med egen praksis og står i spidsen for et nyt initiativ: Stressretreats for børnefamilier. Hun har virkelig gode erfaringer med andre retreats, hun har afholdt, hvor en uge med total selvforkælelse, afslapning og implementerbare værktøjer til at reducere og forebygge stress har skabt fundamentet for varige ændringer. Hun er stærkt passioneret om at give denne mulighed til dem, der har allermest brug for det – netop børnefamilier:

”Jeg har arbejdet med børn og familier i ca. 25 år, og i den sammenhæng fylder stress meget på dagsordenen! Faktisk henvender halvdelen af klienterne sig i forbindelse med stress – rigtig mange børnefamilier er nemlig voldsomt pressede! Ofte er det ikke nok ”bare” at lade op et par timer om ugen for at få vendt cirklen. Når man har været til en kropsbehandling, yoga eller en session hos mig, kommer de fleste hjem til alle forpligtelserne og kommer direkte tilbage til en stresset tilstand. Som regel kræver det lidt mere at få vendt cirklen… Det er netop det, vi gerne vil give mulighed for med disse retreats – at vende den onde cirkel og implementere strategier, der kan skabe varige forbedringer.”

Hvad er et retreat?

Et retreat er en utraditionel aktiv ferie til et roligt sted, hvor man – i smukke og naturskønne omgivelser – har mulighed for at slappe af. Koble HELT fra. Og få behandlinger i form af massage og andre kropsbehandlinger, varme bade og individuel træning.

Grundtanken er, at når dygtige behandlere tager hånd om vores krop og sind, er det den direkte genvej til et liv uden stress. Et retreat kan ikke løse alle udfordringer, men det kan på exceptionel vis supplere den behandling, du er i gang med herhjemme.

Du får alle de afstressende 1. klasses behandlinger for krop og sind, som du har behov for og en masse virkningsfulde værktøjer til at skabe en mere positiv og holdbar livsstil.

Hvor foregår det?

Alle retreats foregår på kurstedet Dudince i det sydlige Slovakiet. Slovakiet er – foruden sin fortryllende og autentiske natur, krystalklare søer, afslappende varme mineralbade – særdeles berømt for sine kursteder. Og så er der ligeså mange solskinsdage som på Mallorca!

Kurstedet tilbyder ”alt under samme tag” – imødekommende betjening, smukke omgivelser med mulighed for gå- eller løbeture, masser af ro, nærende forplejning og professionelle behandlinger. Maria og hendes team har udvalgt de behandlinger, de finder mest hensigtsmæssige til stressbehandling og  -forebyggelse, men du kan selv supplere med flere af de over 60 forskellige behandlinger, stedet tilbyder.

Aktiviteter

Selve stressretreaten inkluderer 15 – 20 behandlinger pr. voksne deltager (dvs. 3- 4 behandlinger om dagen!); aktiviteter for børnene – inklusiv børnepasning, når I voksne er til en behandling; tilbud om nærværssamtale med psykolog for hele familien samt tre seminarer inden for relevante emner – fx mindfulness.

Derudover er der rig mulighed for kurbade, vandlandbesøg, gåture, jogging, cykelture (cykler kan lejes på stedet), motionscenter, sportsmassage og vinsmagning. Naturen er smuk i denne ukendte del af Europa, og befolkningen er venlig. De let skrånende bakker i bjergene byder på et enormt antal udbyggede vandre- og cykelstier, hvilket gør, at I kan besøge middelalderbyerne både til fods eller på cykel.

Er det kun for familier, der føler sig meget stressede? 

Nej – stressretreats er for alle børnefamilier, der ønsker at reducere og forebygge stress. Og som gerne vil på en utraditionel ferie langt væk fra hverdagen, hvor familien er i centrum. Et sted, der giver inspiration, fornyet energi og tid til at være sammen i ideelle rammer, og hvor hele familien får værktøjer til at skabe bedre balance og mere nærvær – også når ferien er slut.

Det er et både aktivt og afslappende utraditionelt ferieophold på et eksklusivt kursted i Slovakiet, hvor både børn og forældre får ladet batterierne op og bliver inspireret til i fællesskab og med fælles afsæt at skabe ny harmoni i hverdagen.

Hvornår foregår det?

Børnefest i Slovakiet

Du kan vælge imellem disse fire uger:

• Retreat 1: uge 27 fra den 1. juli til den 7. juli
• Retreat 2: uge 28 fra den 8. juli til den 14. juli
• Retreat 3: uge 29 fra d. 15. juli til d. 21. juli
• Retreat 4: uge 32 fra d. 5. august til d. 11. august

Det praktiske

Indhold:

• Seks overnatninger med fuld forplejning, mulighed for familieværelse eller opredning.
• Voksne får 3-4 fysioterapeutiske behandlinger dagligt, klassisk massage, zoneterapi samt afslappende bade i varmt mineralvand eller individuel træning efter behov og efter aftale med kurstedets læge mm.
• Børneaktiviteter tilpasset barnets alder efter aftale. Mindfulness program for børn ved min. 5 deltagere.
• Hver familie får tilbudt en nærværssamtale med psykolog
• Tre oplæg og diskussioner af relevante emner med de andre deltagende forældre
• Introduktion til mindfulness.

Pris:

• Voksen: 7.500 ophold og stressretreatgebyr
• Barn: 2.550 ophold sammen med forældrene, evt. børnepasning. Har I tre børn eller derover, får børnene 25 % rabat.

OBS: Early bird rabat: 10 % indtil 25.5.2012 

Klik her for at læse mere om om stressretreats for børnefamilier.

Hvad synes du om idéen med stressretreats for børnefamilier? Kunne du tænke dig at deltage? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Relaterede artikler:

1. Anmeldelse: “Tag dig nu sammen, skat” af Lisbeth Fruensgaard
2. Vind bogen: “Tag dig nu sammen, skat”

Jeg er godt og grundigt træt af at blive overdænget med andres sexliv. Jeg synes ikke, man kan åbne facebook eller et kvindeblad, uden at man skal forholde sig til, hvordan andres sexliv er.

Senest er Kernesund-kvinden Ninka gået ud med et nyt koncept om fri og lækker sex.

Og lad mig sige det med det samme, der er intet galt i sex, jeg kan bestemt også godt li’ sex, og det er heller ikke fordi mit sexliv er dårligt, så misundelsen driver ned ad væggene; slet ikke – jeg har verdens dejligste mand.

For mig handler det om, hvad jeg gider at forholde mig til i det offentlige rum. Det handler også om, hvad det er for nogle værdier, vi vælger at lægge frem og vise vores ungdom. Jeg har stor respekt for mennesker, der som Sara Skaarup viser en anden vej med Kærlighedskontrakten, for der er mange, som går død i kærlighedslivet og har brug for nye muligheder.

Men sex må aldrig blive hele drivkraften i det, vi har sammen med hinanden i forholdet. Jeg ser desværre alt for ofte, at seksualiteten – eller mangel på samme – kommer til at fylde alt for meget i folks bevidsthed. Det giver frustrationer og en oplevelse af at være forkert og være anderledes end alle de andre, når vi ikke knalder som kaniner med smukke unge mænd. Undskyld. Men det er nærmest det billede, medierne giver.

Vi kommer igen til at lægge værdien for det gode liv ud i noget eksternt på lige fod med, at vi skal kunne løbe et marathon for at tale med ved middagsselskaberne, vi skal have mediteret og været på stille retreat og spise row food osv.

Men det duer bare ikke. Lykken findes ikke i at være som alle de andre. Lykken findes ved at finde din egen sandhed, din egen vej at gå. Og den kommer ikke gennem ydre erhvervelser eller aktiviteter. Sand lykke kommer ved at lære dig selv at kende, hele dig og dine værdier. Og at kunne stå ved dem og dyrke dem i alt, hvad vi foretager os.

For nogen er mindfulness og meditation vejen, for andre kan det være andre veje. Og når det kommer til seksualiteten, så kan den blive utrolig dybt og smukt, når det handler om noget helt andet end sex, når vi bruger vores indre som vejleder og i stedet skaber fokus på nærhed, intimitet, samvær og det virkelig at se hinanden og være helt tætte, mærke forbundetheden  præcist som mange tantra-retninger beskriver. Her er det ikke præstationen, der er i fokus, men det to smukke mennesker kan skabe sammen, når de elsker hinanden.

Hvis vi kunne lære at sætte hinanden helt fri og ikke binde hinanden på hænder og fødder men have visheden for, at vi to har valgt hinanden, og derfor elsker vi hinanden på alle vilkår, hvor vi så end går i verden, og så flytte fokus fra alt det seksuelle til mere at handle om kærlighed – kærlighed mellem mennesker, for det har verden virkelig brug for. Og lykken ligger ikke i at skabe en masse ydre symboler på vækst. Lykken ligger i den indre vækst. Al forskning fortæller os, at materielle goder og nydelsen er forbigående fænomer, som vi ikke kan koble lykken op på. Sand lykke kommer gennem det at skabe mening og engagement og at handle på det.

Søg ikke din lykke i ydre ting, hav modet til at finde din egen vej, også selv om du kommer til at stå uden for pseudo-fællesskabet. Det sande fælleskab er det, du kan have med dig selv, det at vide du er god nok præcist, som du er, og ikke behøver fylde dit lykkebarometer op med alle mulige ydre præstationer og ting.

Du er dig, og du er helt ok præcis, som du er. Start fra i dag af med at sætte en fast kærlighedsaftale af i kalenderen med dig selv. Lav et tjek på din indre tilstand og forkæl dig selv mindst én gang om dagen.

Synes du også, der er for meget fokus på sex i medierne? Hvad er lykke for dig? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Floras egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Mindful living: At lave nutidsplanlægning
2. Mindful living: Giv videre – det betaler sig!
3. Mindful living: Kan man købe stilhed på dåse?

Alligevel kan selvsamme unger få mit ellers rolige temperament ud i højcentrifugeringsmode. Og få mig til at tænke, at jeg mangler tre-fire par arme, for virkelig at være en ”rigtig god” mor.

Den slags sker især, når de er syge!! Altså børnene. For så ryger hele balancen som moderne dobbeltarbejdende familie nemt ud med pastavandet.  Og det ryger allerhurtigst, når sygdommen har gjort dem u-børnehave-skole-dygtige, men stadig fuldt ud dygtige til at stille tusinde ønsker og have et energiniveau, jeg ikke selv kunnet ha’ fremtryllet samtidig med, at min næse løb med en fart, som DSB aldrig kommer til at kunne prale med!

Hvem trækker nitten …?

Jeg har engang omtalt netop denne balanceudfordring ved et foredrag, og en kvinde kastede prompte næsepilleren i vejret og udbrød: ”Åh, vi har to små børn, og de er så tit syge – og hver gang ryger hele planlægningen. Og vi ender med at stå og skændes om, hvem der skal trække nitten …” – No need to say, ”nitten” var det syge barn.

Sådan har jeg det ikke, men alligevel kan jeg godt forstå hendes udfordring. For med et selvstændigt job, møder, der ikke kan tages af andre, ordrer og fakturaer, der ikke skriver sig selv, kan den største balanceudfordring i mit liv nogle gange være, når den yngste pode bliver syg. Han er ikke ”nitten”, men en lille fis, der skal have 40 i feber, før lysten til at hoppe rundt på alle møbler forlader hans krop. Og sådan et par dage med sygeaktivering, delvist jobben og seriøst aften-natarbejde kan i hvert fald snildt slå mig af pinden.

Hver gang tænker jeg samtidig på, hvad jeg dog kunne gøre, der ville få sådan en sygedag til at gå op – for alle. Sådan en slags nød-beredskabs-syge-balanceplan for kvinder med børn og jobs?

Det manglende facit

Ville nok mest ønske, at jeg kunne fylde min plan med kompetente vikarer, hjemmeservicepersoner og telefonvagter, der bare ville poppe op, bage, tage telefon, fakturere, skrive og servicere i ét væk. Eller at Mary Poppins ville flyve ind, fordi vinden havde fortalt hende, at jeg var på skideren – og hun derfor lige ville synge en sang og fortælle en historie for junior. Bare i en time.

Men selv om drømme er det stof bøger oftest broderes af, så er ingen af de ovenstående løsninger vel egentlig helt … sandsynlige. Desværre.

Det planen i stedet må hvile på er en god portion realitetssans, en prioritering strammere end et korset og et valg. Et valg af, hvad der er vigtigst her og nu. Sådan virkelig, helt ærligt, vigtigst. Er det opgaven eller er det barnet? Der vil sikkert være sygedage, hvor en opgave er vigtigst – for at der kan komme smør på bordet! Langt de fleste dage vil barnets behov dog være vigtigst.  Men hvordan håndterer man egentlig begge dele – og sit jobs krav om nærvær?

Åh, jeg kender en masse af teorierne, men alligevel mangler jeg visse dage bare et fast facit. Et ”sådan skaber du balance i dit liv med syge børn”-facit.  For, puh, hvor kan det være svært!

Kender du det – eller er det bare mig? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

No related posts.

“Når jeg bliver stor vil jeg gerne have et bageri, hvor jeg bager de lækreste kager og sælger en lille smule slik”, sagde min yngste datter på 6 år. Min ældste pige på snart 10 år elsker dyr og kryb og kunne godt forestille sig at arbejde i Zoo (godt at hun får en lille smagsprøve for en dag, i sommer, hvor hun skal være dyrepasser i Zoologisk Have – og godt det ikke er mig, der skal fodre fugleedderkopper, slanger og samle elefantlort op).

Da jeg var lille drømte jeg om at blive sangerinde, sælge frisk fisk i egen butik (jo, den er god nok), blive børnehavepædagog, skuespiller, forfatter, fotograf og journalist. Jeg drømte også om blive gift, i marengskjole med kæmpe pufærme, at få 3 børn – pige, dreng, pige – og leve lykkeligt sammen med manden i mit liv, prinsen, til vores dages ende.

Jeg fik prinsen, ikke på den hvide hest men i den blå Triumph TR6, jeg fik ikke 3 børn, det blev til 4 i alt – pige, pige, pige, pige. Jeg har boet sammen 9/5 med min bonusfamilie de sidste 14 år. Det er ret lang tid. Ikke sådan kedeligt lang tid. Men lang tid, fordi der er sket rigtig meget.

Ældste bonus var 2,5 år, da jeg hilste på hende første gang. I dag er hun 16 år! Yngste bonus var helt lille og ny – i denne uge er hun afsted på klassetur til Prag, sammen med alle vennerne i 7. Hun er 14 år gammel, det vil sige fra ’98 og fra den gang, jeg valgte at kaste mig ud i Projekt Bonusfamilie. Selv var jeg 24 år og havde tidligere på året flyttet fra forbudets Sverige til landet, som giver lov til alt. Sammen med fyren i den blå sportsvogn stod den ene uge på bleer og babymos, ture på legepladsen og indkøb til 2 voksne og 2 børn. Den anden uge var = kæresteuge, ture i biffen og ud at spise, gå til koncerter, middage sammen med venner og vin, take-away kun til 2 dagen efter. CD-afspilleren spillede Beastie Boys, kent, Lenny Kravitz, Bo Kaspers og Brand New Heavies.

I dag er CD-afspilleren temmelig stille. Bonusmor er gået over til Spotify, men hun lytter da stadig til det, hun kender; Mr. Kravitz, kent… Bonusbørnene har deres iphones og ipods – de har det hele med, overalt. Musikken, veninderne, den fede taske, det sociale netværk. On the go. I går var Justin Bieber hot, i dag er han so not!

Er jeg så blevet stor nu? Kan man kalde mig voksen? Det håber jeg da. Selv om jeg arbejder på at ikke virke alt for kedelig eller tantet, fordi jeg nu er tættere på de 40 end de 30. Ikke være for pinlig eller ’for meget’, fordi mine egne døtre og bonusdøtre er vokset fra fasen ’småbørn’ for længst.

Blev jeg det, jeg gerne ville være? Hverken fiskehandler eller fotograf. Langt fra færdig. I konstant bevægelse. Men et sted jeg gerne vil være. Hvor er du henne?

Er det det sted i dit liv, du drømte om? I din karriere? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Sofias egen hjemmeside her. Se Sofias bog: Bonusmor – uden filter her

Relaterede artikler:

1. Er dig og far stadig kærester, når jeg bliver stor?
2. Ja tak – det vil jeg gerne have mere af!
3. Hvad bliver det næste…et gebis?!

Jeg skal liiige have overstået denne her stressede periode, så skal jeg også have styr på sundheden... Mon ikke du har hørt dig selv sige dette op til flere gange? Selv har jeg sagt det mange gange og troet fuldt og fast på, at stress og sundhed bare ikke var foreneligt.

Stakkels sundhed… For hvornår var det mon realistisk, at jeg som mor, selvstændig, veninde, datter, kone og samfundsborger kunne forestille mig at have et 100 % stressfrit liv? Mon ikke der nok skulle snige sig en ny deadline, en mor-udfordring, en børnefødseldag for 20 stk. 7-årige, et momsregnskab eller bare et fladt cykeldæk ind i idyllen. Det er jo det, vi kalder livet. Så sundheden – ja, den må vente. Og det gør den så også for mange.

I mit virke som sundhedscoach arbejder jeg ekstremt meget med planer, vaner og OVERBLIK. Der skal laves en sundheds-infrastruktur. Det er decideret naivt at tro, at sundheden en dag kommer snigende af sig selv. Og præcis heri ligger svaret også i relation til sundhed og stress og det, der fik 10-øren til at falde for mig selv. Nemlig følgende: Sundheden lider ikke, fordi du er stresset, men fordi STRUKTUREN daler i stressede perioder.

Hvad mener jeg med struktur? Jo alle de ting, der gør det nemt at leve sundt. Det er madplanen, der giver overblik over hvad familien skal have at spise hver aften. Indkøbssedlen, der sikrer, at de rigtige ting er i hjemmet. Kassen med gnavegrønt, der er gjort klar til ugen, der kommer. Vandflaskerne, der er fyldt og klar i køleskabet, når du skal suse ud af døren. Sportstøjet, der er vasket og lagt klar.

Det er ikke raketvidenskab – heldigvis, for så betyder det også, at du aldrig mere i stressede perioder behøver at betale med din sundhed. Fokusér i højere grad på struktur og planlægning, så er der slet ikke plads – eller behov – for dårlig samvittighed.

Hvad går du på kompromis med i stressede situationer? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Alexandras egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Anmeldelse: Sandheden om sundhed
2. Kan vores ”simple” mænd lære os noget om sundhed?
3. Vinderne af konkurrencen om bogen, ‘Sandheden om sundhed’

Som et led i min ”uddannelse” til at blive Mor følger jeg ”kurset” Graviditetsyoga. Det handler meget om vejrtrækning, afspænding og smidighed. Indimellem de praktiske øvelser kommer yogalæreren med gode råd og inspiration til eksempelvis fødestillinger. Her har man muligheden for at stå op, eller i hvert fald muligheden for at vælge en anden stilling end den gængse liggende-på-ryggen-fødsel; ét af de små mentale frø, der plantes i os gravid-disciple.

De første gange, hvor muligheden blev nævnt og stillingerne vist, fangede det ikke rigtigt min interesse. Først da argumenterne for denne alternative fødsel kom på bordet, blev min interesse fanget. 1 til 2 centimeter er normalt ikke argumenter, der får mig til at flytte min holdning om noget, ret meget, men når det er i sammenhæng med mindre smerte og færre bristninger under fødslen, ja, så er jeg lutter ører!

Som bevis fik vi en dag fremvist et bækken, og det var pludselig ret tydeligt at se, hvad det var i anatomien, der talte for at den gængse måde at føde på i det danske hospitalsvæsen, måske ikke KUN handler om, hvad der er godt for den fødende, men ligeså meget handler om tradition og gode arbejdsstillinger for læger og jordemødre.

Det var faktisk ret tydeligt at se, hvordan pladsforholdene var forskellige afhængigt af, om bækkenet vendte den ene eller den anden vej, når barnet skal ud. Og i den situation hvor jeg står overfor at skulle have presset hvad der mentalt føles som Keopspyramiden ud igennem min vagina (kan virkelig ikke lide det ord), så tror jeg nok, jeg tager imod alle ekstra centimeter og tyngdekraftens hjælp med kyshånd!

Det, der taler i mod en traditionel rygliggende fødsel er – og her skal vi lige huske, at det er lægmand, der udtaler sig – at man i princippet føder lidt opad, op over halebenet. Hvis man står op, så er bækkenet kippet på en anden måde, som skulle give mere plads i bækkenet, og så tyngdekraften kan hjælpe til. Ifølge min yogalærer skulle det alt sammen medvirke til, at fødsel går nemmere (og med færre smerter) og med færre/mindre bristninger til følge.

MEN, for der er et men. Det er altså ikke normen at føde stående/hugsiddende eller lignede.  At verden ikke altid er indrettet efter, hvad der er ”smartest” det er én ting, men at i den her situation betyder det, at man så som fødende bliver nødt til at 1) være meget bevidst om, at man ønsker noget andet end hyldevaren (liggende fødsel) 2) eksplicit at  udtrykke dette ønske – i en situation hvor jeg forestiller mig, at der er nok, der optager ens fokus – veer fx 3) håbe på, at den jordemoder, der er på vagt når ens lille purk bytter sin et-værelses med bad/køkken/stue i et ud med… verden, at hun er med på idéen og har det godt med metoden. Det synes jeg ærligt talt er meget at kræve af en fødende kvinde.

Min yogalærers råd er: Tal med din jordemoder om at en stående fødsel er dit ønske (på forhånd), bed din mand/kæreste/hvem der nu skal støtte dig under fødslen om at være ambassadør for, at du bliver mindet om og hjulpet op at stå, når der skal ”smuttes mandler”.

Gode råd, tænker jeg, men hvorfor er det ikke lidt mere normen end undtagelsen, at det er det, der er mest hensigtsmæssigt rent anatomisk, man bliver forberedt på? Jeg mener, hvorfor viser de film man ser til fødselsforberedelse (eller alle andre film for den sags skyld) kun rygliggende fødsler eller – hvis det skal være lidt vildt – kvinder der føder i vand? Hvorfor ser man ikke lidt flere forskellige varianter af fødsler i stedet for det der rygligge-propaganda?

Jeg kan godt regne ud, at det er mere besværligt at tage i mod et barn, når den fødende står op – men menneskeheden har da løst større udfordringer end det. Så vidt min yogalærer er orienteret, så er stående eller hugsiddende fødsler faktisk noget, som indgår i uddannelsen på jordemoderskolen – men omgivelserne – hospitalets rammer – levner ikke gode vilkår for at praktisere dette. Hvorfor er det sådan?

Hvis det både gør fødslen nemmere, så må det da være billigere (tage kortere tid og betyde mindre smertestillende) samt giver færre komplikationer i form af bristninger, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke er lidt mere udbredt, end hvad jeg har indtryk af, det reelt er. Er der nogle kloge fleregangsfødende, jordemødre eller læger derude, som vil kaste lidt mere lys over min undren og måske nuancere mit skønmaleri af stående fødsler, hvis jeg har været for sort/hvid i min fremstilling af sagen?

Har du erfaring med andre fødestillinger, end den traditionelle rygliggende? Hvad er fordelene – og evt. ulemperne – ved dem? Var du opmærksom på andre muligheder, da du selv fødte? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor… 

No related posts.

Jeg er særligt optaget af forventninger i øjeblikket. Det afspejles i mine omgivelser, hvor jeg løber ind i temaet igen. Og igen. Og igen.

Det er både i relation til mig selv, min rolle som mor, som ekstramor og mit professionelle virke, kort sagt livet i al almindelighed.

På mange måder er forventninger en interessant størrelse. Der er ikke noget så skønt som at få indfriet sine forventninger og lade glæden omslutte krop og sind – hvilken herlig følelse.

Omvendt er der heller ikke noget så frustrerende som ’forfejlede’ forventninger. Smagen af skuffelse er grim – uanset om skuffelsen er mini, mellem eller mega.

For mig tager det tid hver gang at ryste skuffelsen af mig. Derfor har jeg et stort fokus på mine forventninger og på at afstemme dem med dem, der en del af mine forventninger.

Vi får altid, hvad vi forventer - ikke nødvendigvis hvad vi fortjener

Det er sådan en interessant tanke, at vi altid får, hvad vi forventer. Men det er sandelig ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er det, vi fortjener.

Mon ikke de fleste kender til at vågne op og tænke ”Uh, det bliver en lang/dårlig/anstrengende dag.”

Og inden dagen rigtig er kommet i gang, er den både lang, dårlig OG anstrengende. Og hermed er forventningerne allerede indfriet, omend det ikke var det, vi ønskede os. Men det var der, vi havde vores fokus, og derfor var det, hvad vi fik. Med andre ord: Vi fik, hvad vi forventede.

Omvendt kan vi selvfølgelig også have positive forventninger, der bliver indfriet. Blot har vi en tendens til at overse alle de gange, vores positive forventninger bliver imødekommet. Hvor tit stopper vi op og fejre vores succeser? Ikke nær så tit som vi tramper rundt i vores skuffelser, er mit indtryk.

Hyggeforventninger

Når vi som voksne har en ide om, hvad en hyggedag er, kan det meget vel differentiere sig fra, hvad børnene og ekstrabørnene tænker en hyggedag er.

Det er der kun en måde at finde ud af på – ganske enkelt ved at forventningsafstemme. Det lyder besværligt tænker du måske? Det kan gøres på 2 min pr. person, nemlig ved at spørge: Hvad er en hyggedag for dig?

Sammenbragte forventninger

Jeg er sikker på, at alle familier oplever ’forventningskriser’. Men særligt sammenbragte familier har en del forventninger at forholde sig til. Der kan nemlig sagtens være et sæt forventninger til god opførsel hos mor & ekstrafar og et andet sæt hos far og ekstramor.

Af samme årsag synes jeg, det er vigtigt løbende at forventningsafstemme med sig selv, sin partner og med dine, mine og vores børn.

Vi får, hvad vi forventer. Derfor er det smart – for ikke at sige mest konstruktivt – at have fokus på det, vi gerne vil have i stedet for det, vi ikke vil have.

Where attention goes, energy flows.

Forventningsafstemmer du med din familie? Med dine kollegaer? Med dig selv…? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Er du Organisator, Linedanser eller Improvisator?
2. Perfekte pizzasnegle og ponypiger … eller uperfekte nissenullermænd