I disse dage har taknemmelighed fyldt en hel del for mig. I en verden, hvor alting går så stærkt – hvor vi så ofte drøner afsted uden at nå og stoppe op – ser vi ikke altid alle de små successer, vi faktisk er en del af hver eneste dag.

Vi tager hele tiden den næste opgave ind, før vi overhovedet har nået at sluge den, der lige var. På den måde bliver livet alt for let et spørgsmål om at kæmpe sig videre fra opgave til opgave. Derved går vi glip af essensen i selve det at leve, nemlig at opdage os selv. Og vi får alt for ofte kun set alt det, vi ikke når, alt det vi ikke lykkedes med, alle de små og store fiaskoer, vi føler os som en del af. Vi glemmer helt hvem vi egentlig er, eller hvad vi egentlig er.

De gamle grækere talte meget om det at kende sig selv og forståelsen af kvaliteten i at undersøge sin egen dybde ved at gå på opdagelse i vores livsværdier; i at vide, at vi i bund og grund ingenting ved, og jo mere vi tør indrømme det, jo tættere er vi på forstå os selv. Som ordsproget siger: ”Jo mindre jeg ved, at jeg ikke ved, jo mere ved jeg”. Én ting, vi alle ved, er, at livet ikke varer evigt (i hvert fald ikke i denne form). Derfor har vi en stor forpligtigelse til at få det bedste ud af det og nyde hver eneste dag. Og ja, der er mange vanskeligheder, vi skal igennem, men en stor del af dem har vi selv været med til at skabe. Vi roder os ud i så mange misforståelser, forudfattede meninger og forventninger, der ender med at skabe splid og sorg, men som i bund og grund er startet hos os selv.

Jeg tænker meget på det i disse dage. Jeg har altid følt, at jeg havde et kompliceret familieforhold. I mange år sloges jeg med ikke at føle mig elsket og anerkendt af min familie. Følte ingen så mig og satte pris på det, jeg var, og det jeg kunne. Men de sidste år er det gået mere og mere op for mig, at jeg nok var den, der aller mindst elskede mig og satte pris på mig selv og mine evner. Og det har bestemt ikke været en let erkendelse, men jeg oplever i denne tid, at jo mere jeg åbner mig for andre virkeligheder, jo mere ændrer mine gamle virkeligheder sig også.

Min bror, som jeg holder meget af, men som i min optik altid har været stjernen i familien – den super-succesfulde businessmand, som vi alle så op til – skrev forleden til mig, at han var stolt af mig! Jeg har læst den sms flere gange siden. Og jeg opdager, at jo mere jeg viser min kærlighed, jo mere får jeg igen. Jeg er så uendelig taknemmelig for at både han og hans kone lader mig være en fantastisk faster for deres fire børn, for de er bare det skønneste i verden.

Jeg oplever på samme tid, at min gamle far – som jeg har skiftevis hadet og været vred på igennem en menneskealder – nu skal bo to huse fra mig. Og jeg glæææææder mig. Jeg er så beæret over at få en ny chance – en chance for at skrive vores historie helt om. Ford i dag ser jeg helt anderledes på min far og vores forhold. Ikke fordi han har ændret sig så meget, men mest af alt fordi jeg har ændret mig meget og derved pludselig ser nogle helt nye kvaliteter hos ham. Det er derfor en stor gave at få ham som nabo og kunne gå endnu mere på opdagelse i vores fælles arv, samt at nyde ham som en fantastisk morfar for min børn. Og samtidig glædes jeg over at bo et smukt sted, at have det arbejde, jeg altid har drømt  om, at være omgivet af mine dejlige børn og min søde mand, skønne venner og alt muligt andet.

Alt det gør mig uendelig taknemmelig hver dag. Det betyder ikke, at jeg ikke “slås” med modstand og udfordringer, jeg gerne havde været foruden. Det betyder bare, at jeg har ændret fokus. Før samlede jeg på fejltagelser – nu samler jeg på successer og derved ser jeg flere og flere af dem i mit eget liv. Og for hver dag kan jeg åbne op for endnu en ny virkelighed og sætte den gamle på pension.

Vi ved fra forskning i positiv psykologien, at taknemmelighedspraksis åbner os op for mere positivitet, og at mere positivitet styrker vores immunforsvar og øger levetid, kreativitet, sociale kapacitet og lykkefølelsen generelt.

Hvad er DU taknemmelig for? Hvornår har du sidst fejret dine små succeser? Hvornår har du sidst forsonet dig med noget, du alligevel ikke kunne lave om? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Floras egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Mindful living: Skab dig et bæredygtigt liv og red verden
2. Mindful living: Nyd livet – det er her lige nu
3. Mindful living: Elsk det som er

Jeg havde for et års tid siden fornøjelsen af at være mentee i et mentorforløb, der blandt mange andre ting skulle hjælpe mig til at blive bevidst om, hvad jeg gerne ville, hvorfor og hvordan.

Jeg husker særligt én af vores snakke. Det var nemlig et vendepunkt for mig. Jeg fik øjnene op for mine indre stemmer og hvilke af dem, jeg lod have mest vægt.

Min mentor lagde ud med at spørge mig, hvad jeg tænkte om det sted, jeg var lige nu i min karriere. Jeg svarede noget i retning af, at det da var ok, men det gik slet ikke hurtigt nok fremad, og at jeg havde forestillet mig at være meeeget længere, end jeg egentlig var nu (større ansvar – større kunder – finere titel osv.). Han nikkede pænt og smilede smørret, som om han allerede havde luret mig det øjeblik, jeg trådte ind ad døren til hans kontor. Han mindede mig et kort øjeblik om Senior Special Agent Gibbs fra Tv-serien NCIS (typen der ALTID ved, hvem morderen er, mens alle andre fatter nada).

”Hvis nu vi forestiller os sådan en mental karrierestige, hvor der oven for stigen er en stemme, der siger til dig, der står et par trin oppe af stigen: Hvad laver du dernede? Hvorfor er du ikke kommet længere? Få nu fingeren ud? Skynd dig nu! I den anden ende af stigen er der en stemme, som ser op på dig og som siger: Flot gået – du er sgu da kommet langt, nyd hvor du er, det skal nok gå det hele. Hvilken af de to stemmer hører du tydeligst i dit hoved?”

”Damm it”, tænkte jeg, mens jeg mærkede suset i maven fra det frie fald ned i erkendelsens ukendte hul. Når jeg tænkte lidt over hans spørgsmål, blev det ret tydeligt for mig, at stemmen oven for stigen klart havde mest vægt og prægede min selvopfattelse mest. Og det var ikke konstruktivt. Det er selvfølgelig meget godt at være ambitiøs og presse sig selv – men hvis man ikke kan rose sig selv, være tilfreds og hvile i det man er i – ja, så kan det hele godt blive en hovedløs og ulykkelig jagt på ”noget”, som ikke rigtig betyder noget. Det var præcist det, jeg havde gang i. Jeg kunne pludselig se, at jeg formegentlig ville have rigtig meget glæde af at lytte lidt mere til stemmen nedenfor stigen og i det hele taget bare tage det roligt og tro på, at det hele nok skulle gå.

Hvilke stemmer har du glæde af at lytte til? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Relaterede artikler:

1. Stræb efter det ordinære…
2. Hvad vælger du?

Det er dog sjældent, at mine artikler serverer en række af trin, der, som i en anden kageopskrift, kan følges og give dig sikkerhed for, at du til sidst står med en super familiearbejdslivskage – med den helt rigtige smag, konsistens og topping! Hvorfor? Fordi ikke alle har de samme evner i et køkken, det samme grej eller samme holdning til, hvad der er en god kage, så at sige.

Mine artikler er derimod indspark til selvrefleksion – både min egen og måske også din. Det er blandet landhandel i forhold til mine tanker, og i forhold til hvordan jeg selv gør. I denne artikel vil jeg derfor sige lige ud, hvad jeg tænker; nemlig at børn og business er to megasvære størrelser at ælte sammen.

At få børn og business til at gå op, er som at forene lagkage og kaviar.

Lagkage

Børn er lagkagen i enhver forælders liv – ja, de er det i hvert fald i min. Børn er lige så sammensatte, lagdelte og indeholder, som en lagkage, elementer, der ikke altid glider lige let ned og elementer, der også bare sluges!

Mine børn er på mange måder selve grunden til, at jeg er sat i verden; for at nyde dem, yde for dem, anerkende dem, coache dem, støtte dem og rette dem til i hjørner og kanter. I det omfang, det nu kan lade sig gøre!

Samtidig blev mine unger, allerede ved fødslen af det første barn, min akilleshæl! De er på én gang min største styrke og glæde – og min største svaghed og sitrende nerve. Fordi de på én gang splitter min kalender, tømmer mit køleskab – og smiler mod mig og får mig til at føle mig stærk.

De kræver – og de fylder. De varmer og de giver.

Kaviar

Mit arbejde er på mange måder som kaviar – salt, sprødt, knasende og fantastisk lækkert, når det servers rigtigt og på den rigtige service. Jeg holder ufatteligt meget af mit arbejde – og ufattelig meget af kaviar.

Mit arbejde giver mig energi, en grund til at stå op om morgenen, en følelse af at bidrage til verden, til lokalområdet, til kvinder (nu laver jeg jo rejser for kvinder!) og til mig selv. Mit arbejde udfordrer mig og giver mig succesoplevelser. Det udvider mine kompetencer, udvider mit sociale liv og giver mig (mere) tillid til mine evner.

Men arbejdet stjæler også min tid, mit fokus og mit nærvær. Det kræver, i tidens ånd, at være en passion, der følger mig 24-7! Det laver bunker på mit skrivebord, genererer mails i min mailboks og to-do-lister, der i højsæsonen er længere end papiret i en toiletrulle!

Det kræver og fylder. Det varmer og giver!

Samme menu?

Børn og arbejde har derfor potentialet til at ville ha’ mig lige meget, fylde lige meget, kræve lige meget – og jeg er kun ét sølle menneske og har kun 1 x 24 timer, i stedet for 48, til min rådighed!

Jeg kunne derfor nemt vælge at fortabe mig i den sære debat om ligestilling og Den Gode Mor, der for tiden huserer i aviserne, og stigmatisere mig selv som enten en glødende speltmor med hang til økolagkage eller en kølig karrieremor, der sværger til den lille sorte – ”caviar – no kids”. Men jeg er bare til begge dele! Og det tror jeg mange af os kvinder er! Derfor har jeg valgt at prøve (!) at få en menu skruet sammen, der tillader BÅDE lagkage og kaviar – med den bevidsthed og viden, at de to ting på samme tallerken bare er et no-go! I hvert fald hvis lagkagen er af den slags med flødeskum, nutella eller andre sprøde sager.

Det er svært at sikre en god afbalanceret menu: Der er rækkefølgen at tænke på; indholdet og mængden i alle retterne; at det ikke bliver for meget, for lidt, for presset og i et setup, der selv i en supertegneserie ikke kan presses ind i en 24-timers ramme!

Hvad gør jeg så?

Overvejer jeg kontinuerligt en rig mand og et liv som hjemmegående botox-kvinde?! Eller overvejer jeg at blive skilt for at få i hvert fald én uge for mig selv – et liv, som mange siger, er optimalt for vores arbejslivskultur i dag?! Drømmer jeg om at få barnepige, der kan hente og være sammen med mine børn til kl. 18? Eller at sælge dem til højest bydende barnløs i naboområdet? Alternativt få et deltidsjob i en børnehave?!

Tja, engang i mellem kunne visse scenarier godt friste, hvis jeg skal være helt ærlig.

Men nej, min indgangsvinkel til at få balance og håndtere børn og business samtidig er i stedet indsigt: Nemlig den indsigt, at børn og business er to ting, jeg har meget svært ved at rumme på samme tid – hvis noget af det skal nydes autentisk! Ja, så er det sagt!

Alligevel kan begge dele sagtens være i mit liv, akkurat som lagkage og kaviar kan være på samme menu!

Men det er sgu svært at få den balance til at gå op i en dobbeltarbejdende familie. Dengang manden var et skaffedyr, var kvindens ”job” jo i hjem og børn. Men nu, hvor kvinder også er skaffedyr, er det ikke blevet mandens job at sørge for hjem og børn! Det er lidt som om, vi forældre har for lidt arme og ben, når det gælder at få tid til det, der faktisk er hele tre jobs i én! Bare uden den dejlige chokoladeindpakning som Kinderæg ellers tilbyder!

Med den indsigt, at opgaven er svær, har jeg valgt en strategi, der hedder ”at prøve”. Ikke at finde løsningEN – men at finde en løsning, der kan fungere for mig og min partner. Finde en løsning, der kan fungere for mine børn, med de personligheder og de behov, som de har (i debatten i dag om børn, karrieremødre og omsorgsfædre, glemmer man tit, at børn ikke er en ensartet masse af ikke-voksne!). Og finde løsninger, der tager højde for de rammer og den kontekst, der er min. Løsninger, i min verden, skabes gennem inspiration, indsigt (i udfordringer, rammer og i sig selv), realisme, behovsafklaring, debat og kommunikation. For mig er det muligt at kombinere børn og business ved at være opmærksom: hvad er mine børns behov dér, hvor de er nu? Hvad er mine businessambitioner, og skal de justeres, så de bliver realistiske? Er de for lave, for høje og flade eller kedelige? Hvad er mine behov – som mor, kæreste og menneske? Hvad er realistisk at få opfyldt nu – og hvordan? Jeg tror på små skridt, små justeringer og kontinuerlige eftertjek som den mest bæredygtige vej til at få balance mellem to verdener og to roller, der ofte kan synes som modstridende parter. Og jeg tror på netværk, søstersolidaritet bredt ud over alle de ”søstre”, men kan rumme i sit liv – eller ”brødre” for den sags skyld. Og jeg tror på, at jeg selv vokser med opgaven, som mine børn vokser til en ny størrelse tøj.

Det er dét, der skaber bedst balance i mit liv – åbenhed, deling, indlemmelse, realisme. Jeg har ikke kunnet arbejde 50 timer om ugen som mor – for det ville min krop og mit ældste barns behov ikke tillade. Og jeg har derfor kæmpet for ikke at blive slugt af bleer – eller flommede undskyldninger over for mig selv og andre, der stillede spørgsmålstegn ved, hvad jeg brugte min lange fine uddannelse til. Måske er det ikke fint at forene børn og business på det plan, som jeg har gjort det. Men det har givet mening for mig – og balance – og styrke til at turde være selvstændig, iværksætter og mor på én gang, dér hvor jeg er nu!

For mig har det taget tid at komme til et sted, hvor jeg kan forene børn og business på en måde, der føles godt helt ind til nerverne. Men i dag tør jeg godt rose mig selv for at være med i skabelsen af fornuftige fremtidsborgere. Og jeg roser mig selv for de små sejre, når balancen lykkes. Jeg tør også åbent indrømme, at jeg nogle gange må tørre næse på mig selv, når jeg alligevel føler mig tromlet af tidens debat og krav om at kunne jonglere med børn og business på et Stine Bosse-niveau. Mest af alt glædes jeg dog over, at jeg i dag har indset, at den bedste måde for mig at forene børn og business ikke er at leve efter, hvad de andre tænker, mener og giver udtryk for, men i stedet efter mit indre kompas. Også selv om vejen til målet til tider går i skildpaddetempo. Men, men … skildpadden går jo også nogle gange hen og vinder over haren!

Og så tror jeg for resten også på, at det vil hjælpe på børn og balanceudfordringerne, hvis politikerne turde give mænd/fædre virkelig ligestilling og gøre deltid, orlov og barsel til en selvfølge for mænd og deres arbejdsgivere. Men det er (måske) en helt anden debat.

Hvordan forener du dit arbejds- og familieliv? Hvad er den største udfordring? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside her. Se Ninas bog: Den gode barsel her.

Relaterede artikler:

1. Gå-hjem-møde: Hvordan kombinerer man Børn og Business?
2. Nu i København: Bedre balance mellem børn og business
3. Så hvad gav det at få flere børn – i forhold til min karriere?

Kvindelige mellemledere engagerer sig mere omsorgsfuldt i sine medarbejdere, og derfor bliver tonen lidt for hjemmelig

Da jeg var mellemleder, havde jeg nogle ret kedelige administrative opgaver, som jeg havde pålagt mig selv at løse. Ærlig talt kunne de have været løst af en middelstor puddelhund – de var altså ikke krævende på nogen måde. Det var alt for dyrt for virksomheden, at jeg sad og brugte min tid på at løse de opgaver. Og udover det økonomiske i det, var der også lige den detalje, at jeg fandt opgaverne ufatteligt uinspirerende og kedelige.

Derfor havde været bedre at sende dem videre én af mine medarbejdere i stedet (uden sammenligning mellem mine medarbejdere og middelstore puddelhunde iøvrigt, forståes) så jeg i stedet kunne bruge min energi på noget mere værdiskabende.

Hvis det nu var sådan, at jeg først var kommet i tanke om alle de kloge ting bagefter, var jeg nærmest undskyldt, ikke? Men problemet er, at jeg godt vidste det allerede dengang.

Og selvom jeg godt vidste, det var en dårlig plan, så fortsatte jeg alligevel.

Why?

Fordi jeg ikke havde lyst til at give mine medarbejdere en opgave, som de ville komme til at hade. Jeps! Det var derfor…

Jeg synes, det var synd for mine medarbejdere, at de skulle have den samme oplevelse som jeg havde. For jeg vidste jo, at opgaverne var kedelige. Og derfor ville jeg spare medarbejderne. Præcis som når jeg sparer mine børn for noget, der er kedeligt. I stedet for at insistere på, at det er min datter, der skal tage af bordet, så gør jeg det lige selv. For hun er jo lige i gang med noget sjovt, og så vil jeg jo gerne gøre hende glad og motiveret.

Ligesom jeg jo gerne ville spare mine medarbejdere for de værste opgaver og holde dem glade og motiverede.

Ja, jeg ved godt, hvordan det lyder, og når jeg hører en lignende historie i dag (og tro mig, det gør jeg ofte), så sætter jeg det store spejl op og viser de kvindelige mellemledere konsekvenserne af den misforståede omsorg – mens jeg i mit stille sind ville ønske, at nogen havde vist mig spejlet dengang.

Det jeg ikke tænkte over dengang var, at vi jo er meget forskellige. Så en hadeopgave for mig er ikke nødvendigvis en hadeopgave for mine medarbejdere. Og da det var mit job som leder at – ja – lede og fordele arbejdet, skulle jeg have brugt min tid på at finde ud af, hvor opgaverne bedst lå, i stedet for at antage at andre havde det som mig og derfor gøre det hele selv.

Kan du genkende ovenstående? Hvilke opgaver tager du ”lige” selv i stedet for at uddelegere dem? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Kvinder, Kvoter og Kompetencer

Mine børn på henholdsvis 3 og 6 år kommer ned fra deres værelser med billetter til mig og min mand. ”De er til X-Factor, som starter lige om lidt på Tristans værelse”, får vi af vide. Vi går op og banker på døren, får pladser på Fat Boy’en, og showet går igang.

Den store synger med en flot nytårshat på, den lille spiller guitar. Der bliver rappet, danset, sunget og grint. Det hele står på i en halv time, så er det ved at være sengetid. Vi putter børnene, og da jeg efterfølgende sætter mig i sofaen, ruller en ekstrem lykkefølelse ind over mig. Det er sgu situationer som denne, der VIRKELIG gør livet værd at leve. Stjernestunder, der bare fylder os med så meget lykke, at bægeret er ved at flyde over. Flyd du bare over…

Som sundhedsspecialist og -interesseret kan man naturligvis ikke se sig bort fra at vide en masse om kost og motion.  Men sundhed er SÅ meget mere. Emnet  ”indre sundhed” er så stort, at vi vel aldring bliver rigtig færdig med at udforske det. Men det gør heller ikke noget, så længe der er masser af stjernestunder i ens liv.

Under ”X-faktor showet” sad jeg egentlig ikke og overvejede, om jeg var lykkelig. Jeg var bare TILSTEDE og tog det hele ind. Men efterfølgende kom SÅ lykkefølelsen. Jeg var i flow. Det er præcist, hvad der definerer flow – at man ikke aktiverer ”hvordan har jeg det nu”-følelsen, men bare ER.

Tankerne er ude, følelserne inde og nærværet 100 %. Endnu mere fantastisk er, at du kan opleve flow, når du gør rent, vasker bil og laver mad eller sidder og laver perleplader med dit barn. Du behøver hverken at HAVE X-factor eller blive inviteret til børne ”X-factor show” for at føle dig lykkelig, selvom jeg da meget nødig ville have været den stjernestund foruden.

Hvad er stjernestunder for dig? Hvornår har du sidst oplevet en? Hvad fik det dig til at føle? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Alexandras egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Så er det sagt! Balance rimer ikke på sammenligning!
2. Lever du op til forventningen?

Vil du gerne have at din karriere påvirkes mindst muligt af din graviditet og barsel? Vil du gerne vide, hvordan du får overskuddet ind i stedet for at hænge med næbet? Træning og styrketræning er svaret, men hvorfor…

Når du holder dig fit med styrkende øvelser, er din krop gearet til at holde et højt tempo med overskud og formåen. Heri er den også stærk til at være gravid. For kroppen bliver selvfølgelig hårdt presset, når den er gravid, og hvis den så samtidig har travlt på arbejdet, kan presset til tider være for voldsomt.

Det betyder for rigtig mange kvinder, at de må tage en eller flere sygedage for at hænge med på beatet, hvilket ikke kun er trist, men også dyrt og generende for kollegaerne. Derfor kan det betale sig for dig at holde din træning i graviditeten. Det behøver ikke at være en meget krævende træning, men 30 min. 3 gange om ugen vil være helt perfekt.

Foruden at du med din styrke vil opleve færre sygedage, vil du også opleve færre graviditetsgener, og det er da værd at tage med. Tillige er der rigtig mange – faktisk op mod 50 % – som oplever bækkensmerter og hvis du ikke arbejder med din styrke her, vil du også have problemerne, når du kommer tilbage fra barslen og sætter dig 37 timer plus på kontorstolen.

Kontorstolen er nemlig et af de dårligste steder at være for et svagt bækken. Det giver dig unødige smerter i lænden, og når du har smerter, bliver du uoplagt og kan ikke tænke alle de fine tanker,  som du har brug for. Så selvom det måske ikke er din hofret at styrketræne og træne dit korset (mave, ryg og bækken), så er det godt givet ud til at du let kan arbejde på fuld beat i graviditeten og hurtigt kan komme tilbage til dit gamle tempo efter fødslen/barslen.

Hvis du er i tvivl om, hvad du må lave, kan du finde mere information på min hjemmeside: kvindelivet.dk eller på Facebook: Sådan får du et trygt og smertefrit graviditetsforløb. Du er også meget velkommen til at stille mig spørgsmål her.

Hvad er dine erfaringer med træning under graviditet og efter fødslen? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jeans egen hjemmeside her. Se Jeans bog: Træning og graviditet her.

No related posts.

Er du bevidst om, hvor ofte dine handlinger afspejler dine behov, og hvor ofte dine handlinger tager udgangspunkt i andres behov?

Som mor til to på 3 og 8 år, bonusmor til to på 8 og 10 år og gift med en selvstændig konsulent, der arbejder for globale virksomheder, kender jeg alt til at lade rigtig meget af min adfærd styre af alle andres behov! Og det har jeg det faktisk fint med, så længe, der også er plads til ”at være mig” ind i mellem.

Umiddelbart kan dette måske lyde mærkeligt i nogens ører, når jeg i samme åndedrag fortæller, at jeg er coach og arbejder med kvinder, der ønsker at bryde ud af pleaser-rollen. En pleaser er jo netop en, der lader sig styre af andres behov. Så hvordan er det så lige, at jeg kan påstå at være brudt ud af pleaser-rollen?

Det kan jeg, fordi min mand og jeg har indgået en aftale om, hvordan vores dagligdag bedst er skruet sammen for, at det ”hele kører”. Vi har eksplicit sammen sat ord på, hvordan vi ønsker at leve, hvilke værdier vi har, vores drømme og hvordan vi trives bedst. Vi har også set på vores økonomi og levestandard.

Og så har vi fundet vores familie-model! En model, der gør det muligt for os begge at foretage os dét, vi er gode til, kan lide og som også er realistisk. Vi har begge måtte give afkald på noget og har begge ”fået” noget. Så selvom strukturen måske kan se en smule gammel-rolle-mønster agtigt ud, så afspejler den vores bevidste valg og ønsker.

Og det er bla. i det bevidste valg, og alle de forudgående overvejelser og diskussioner, forskellen på min rolle og pleaser-rollen ligger.

En pleaser tilsidesætter fuldstændig automatisk sine egne behov for at tilgodese og stille alle andres. Pleaseren er ofte ikke bevidst om, hvor meget hun i virkeligheden indretter sig. Det foregår så at sige helt på automatpilot. Pleaseriet er så indgroet i hendes adfærd og handlemønster, at hun faktisk ikke tænker på, at hun gang på gang undergraver sine egne behov og endda sommetider handler direkte i strid med sine egne behov. Pleaseren har et ekstremt stort behov for anerkendelse for det, hun foretager sig samt stort behov for –for enhver pris- at ”bevare den gode stemning”. Hendes egne værdier og følelser ligger dermed ikke til grund for hendes handlinger.

Forbliver pleaseren i Pleaser-Rollen kan den stadig manglende selvrespekt på længere sigt føre ud i total selvfornægtelse og følelsen af at være skuespiller i sit eget liv.

Hvis du er i tvivl om, du er en pleaser, så prøv at lægge mærke til, hvad der ligger til grund for dine handlinger, dine rutiner, de aftaler, du indgår etc. Måske går det op for dig, at du faktisk går rundt og glemmer dig selv i hverdagens trædemølle. Og er det sådan, du ønsker at leve dit liv?

Hvordan er din rolle i jeres familie? Og på din arbejdsplads? Ligger der overvejelser bag de ting, du gør? Eller er du en pleaser? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Emilies egen hjemmeside her.

No related posts.

Som voksen skilsmissebarn er det ikke hver dag, at jeg tænker over, at mine forældre (og svigerforældre) er skilt. Men ved børnefødselsdage, som vi, her i huset, har 4 af hvert år, bliver det nærværende, når der skal findes plads ved bordet. Til 4 bedsteforældre OG 4 ‘ekstrabedsteforældre’. For slet ikke at tale om, at de 4 piger i vores hustand har 3 forskellige mødre og dermed bedsteforældre. Men farmor og farfar er de alle 4 fælles om. Trods alt.

Jeg har sagt det før, men jeg tør godt sige det igen. Det er en rodet familiekonstellation. Og det er heller ikke altid let for børnene, især de mindste, at holde styr på, hvordan vores familie egentlig er sat sammen. Og ikke mindst hvorfor.

For et par år siden, mente min ældste, som nu er 8 år, at hun havde 3 mødre. Mig og de to storesøstres mødre. Og det syntes jeg var en sød tanke, sådan at have 3 mødre.

Da snakken, her for nylig, faldt på “når jeg bliver stor” med min yngste datter, som er 6 år, var den anderledes alvorlig.

Datter: Er dig og far så stadig kærester, når jeg bliver stor?
Mig (lettere forvirret): Selvfølgelig. Hvorfor tænker du på, at vi ikke er det?
Datter: Fordi mormor og morfar er jo ikke kærester mere. Og det er farmor og farfar heller ikke
Mig: Nej, det er rigtigt. Sådan er det for dem.

Til alt held havde emnet mistet min datters interesse, og hun vendte tilbage til legen.

Men jeg kunne ikke lade være med at tænke over mit “selvfølgelig” svar til hende. Det er jo IKKE en selvfølge. Overhovedet.

Og hvad hvis hun havde spurgt om “hvordan kan du så vide, at dig og far stadig er kærester?”

Jeg læste for mange år siden, at vores børn er vores største læremestre. Og det forstod jeg ikke helt. Men da havde jeg heller ikke børn. Nu, 2 børn og 2 ekstrabørn senere, er jeg FULDSTÆNDIG med på, hvad der menes.

Vores parforhold, ja alle parforhold, er på ingen måde noget vi kan tage som en selvfølge, selv om mange af os i virkeligheden gør det. Ligesom det kræver omsorg, tålmodighed, kærlighed, tillid og en HEL DEL selvbeherskelse at opdrage et barn, gør det også at vedligeholde et (godt) parforhold. Og nej, selvfølgelig er alle dage ikke lige gode. Personligt danser jeg heller ikke rundt på lyserøde skyer hver dag. Men jeg vælger at gøre en indsats – også selvom det er mest fristende at E-K-S-P-L-O-D-E-R-E i et sandt raserianfald og give alt og alle skylden for min dårlige dag.

Og sådan er det vel, dybest set, med alle konflikter i vores liv. Vi kan vælge at lære noget af dem. Eller vi kan vælge at fokusere på at få ret. Dog bliver det ofte lidt ensomt sådan at ville have ret, skulle jeg hilse og sige fra en, der en gang havde STORT fokus på netop det.

Helt konkret er en konflikt jo “kun” 2 personer (eller flere), der vil noget forskelligt. Og det er ikke nødvendigvis dårligt eller forkert. Det er bare sådan, det er.

Nu fokuserer jeg på, HVORFOR, jeg har behov for at få ret. Og det er helt andet sted at komme fra, kan jeg hilse og sige.

Hvad fokuserer du på?

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Relaterede artikler:

1. Hvad bliver det næste…et gebis?!
2. De usexede proteiner bliver glemt lidt i farten

Hvad laver du så? Hvad arbejder du med? Du har sikkert fået et spørgsmål i den stil mange gange. Fordi det er blevet en vane, at der er sådan, vi spørger ind til hinandens arbejdsliv. Det er faktisk en skam – for på den måde går vi glip af det mest interessante.

Når vi fokuserer på, hvad vi arbejder med – fokuserer vi i virkeligheden på vores funktion, vores fagområde, den slags man kan få en jobbeskrivelse af.

Problemet med det er, at der er mange, der arbejder med det samme. Har samme uddannelse. Har samme titel. Udfylder samme funktion. At arbejde med noget er set i det lys meget hands on og meget lidt visionsfyldt.

Fokuserer vi derimod på, hvad vi arbejder for, bliver det straks mere interessant. Og det, vi arbejder med, bliver så at sige blot midlet. Ikke målet.

Vi arbejder hver især for noget særligt, noget der positionerer os på arbejdsmarkedet, og som på den måde i langt højere grad også definerer os som mennesker – ingen af os er jo bare en funktion (selv om efterdønningerne af industrialiserings arbejdsdefinitioner stadig kan mærkes mange steder, også indeni).

Udfordringen er selvfølgelig at blive bevidst om, hvad netop du arbejder for – og ikke bare med. Men det er værd at finde ud af. Du kan jo starte med at stille dig selv – og meget gerne også andre – et nyt spørgsmål:

Hvad arbejder du så for?

Hvordan ville du præsentere dig selv og dit arbejde, hvis du skulle fortælle, hvad du arbejder FOR i stedet for, hvad du arbejder MED? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

 Besøg Lines egen hjemmeside her.

No related posts.

Tager du ansvar for dig selv og din egen lykke? Tager du ansvar for den gode samtale med din kæreste? Sørger du får at sexen også er god for dig? Hvis vi ikke tager ansvar for os selv, så havner vi hurtigt i en offerrolle.

Offer i forhold til din kæreste?
Bliver du sur eller skuffet, når din kæreste ikke gør, som du regner med, som du har planlagt, eller som du har forventninger om? Så er du muligvis offer i jeres forhold – i hvert fald ind i mellem. Man er offer, når man føler kæresten på en eller anden måde har krænket.

Hvordan undgår man at blive offer? Det gør man ved at tage ansvar for sig selv. Dit liv og din lykke er ikke afhængig af, hvorvidt din kæreste sover alt for længe om lørdagen, så du ikke når til posthuset inden kl 13.00, eller ikke får handlet det lækre mad til dine lørdagsgæster. Gå selv til posthuset og i specialbutikken eller væk din kæreste i tide, så I kan nå det hele. Lad være med at sidde ved spisebordet og vente på at noget skal ske, ta selv et skridt, ta selv et ansvar.

Brokker du dig over din x-mand hele tiden?
Din X-mand er heller ikke ansvarlig for, om du har det godt, så lad være med at bruge krudt på, om han gør det ene eller aldrig gør det andet med sin nye kone. Du er offer, hvis du bliver ved at hænge din hat på, hvad x-manden gør og ikke gør. Nogle x-koner gør sit liv til et langt besværligt liv, fordi de bliver ved med at hænge deres elendighed på deres x-mand. Vælger du det, så kan du bruge al din gode energi på at brokke dig over x-manden, og et liv i evig brok levner ikke meget smil på læben.

Tager du ansvar i sengen?
Jeg hører af og til om kvinder, der keder sig, når de har sex med manden. Kvinder, der keder sig, er ofte kvinder, der ikke kan lide at sige, hvad de godt kan lide. Det kan være svært for kvinder at sige, ”det er for hårdt”, ”jeg har ikke fået orgasme de sidste fem år” eller ”jeg mærker dig bedst i den stilling, du synes er kedelig”. Samme kvinder mister ofte lysten, og på den måde bliver de nemt offer i forholdet, hvad angår sex. Er det svært for dig, så start med de små ting fx ”Når du rører mig mellem benene, så må du gerne røre mere forsigtigt”.

Det kræver øvelse at blive god til at melde positivt ud og tage ansvar for sit eget gode liv, men lærer du det, så er der gode chancer for mere lykke i livet.

I hvilke situationer er tager du offerrollen? Og i hvilke situationer tager du fuldt ansvar? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

No related posts.